"Somos Málaga": Ny turistvideo lanceret

I midten af november blev en ny video publiceret for at fremme Málaga som Spaniens turistdestination nummer ét. Projektet hedder ”Somos Málaga” og består af 50 berømtheder fra Málaga, som viser byens smukke områder frem.
Videoen er opbygget som en rundvisning i Málaga set fra luften og tager udgangspunkt på stranden Malagueta, hvor den første, vi møder, er Antonio Banderas.
Dernæst går turen videre med en imponerende udsigt over Málaga by, og tager publikum med på de forskellige museer, forbi den smukke have Jardín Botánico, en tur på cykel og på Málagas indbydende frugt- og grøntmarked.
Den viser byens traditionelle retter frem, la feria, påskeoptogene, filmfestivalen, Calle Larios, og hvordan en kaffe serveres i Málaga.
Rejsen fortsætter hen over katedralen, videre til Muelle Uno med det nye pariserhjul i baggrunden frem til Teatro Cervantes og videre til Baños del Carmen ved Pedregalejo og El Palo, hvor der serveres de typiske sardiner på spyd.
På toppen af den gamle borgruin, Castillo del Gibralfaro, møder vi den kendte sangerinde La Marí fra gruppen Chambao, og på det gamle romerske teater udspiller der sig en klassisk koncert.
Sport er også et tema i videoen, hvorfor turen går forbi La Rosaleda, grønne golfbaner, og to kendte basketballspillere, Carlos Cabezas y Berni Rodríguez, er også med på holdet.

Videoen er produceret og instrueret af Fernando Ramos, tv-producer og journalist fra Málaga, og varer 5 minutter og 40 sekunder. Den lille appetitvækker er produktet af en idé, som opstod for tre år siden, og det har taget lang tid at få tingene til at gå op i en højere enhed, men nu er videoen endelig færdig.
”Videoen er frugten af mange måneders arbejde, og nu er det op til publikum at sige det sidste ord,” udtalte Ramos efter udgivelsen af ”Somos Málaga”.
Dette nye digitale vistikort for Costa del Sols hovedstad er en del af den turiststrategi, byen har lagt for dagen, som indtil videre har været en stor succes. I løbet af de sidste ti år er tilstrømningen af turister nemlig blevet forøget med 127 procent, og i dag er Málaga den by i Spanien, som har haft størst vækst på det område. Den guidede tour ender, hvor den begyndte; med Málagas darling nummer ét, Antonio Banderas, som slutter af med at sige:
”Sí, somos de Málaga.” (Ja, vi er fra Málaga) ”Somos Málaga.”(Vi er Málaga).

Se videoen her: https://www.youtube.com/watch?v=FllLmMaD2ZQ

CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com