+Qi Energy House: Retreat med god energi og plads til livet

Qi 1
 
Mobiltelefonen slukkes, og stikket trækkes bogstavelig talt ud af både de elektriske apparater og den stressede hverdag. En brændeovn står i det ene hjørne, og terrassedøren fører fra værelset ud til en stor græsplæne med mandeltræer, grønne buske og et lille bed med lilla kålhoveder. For enden af det grønne tæppe breder landskabet sig ud, og stilheden er slående her i tusmørket. +Qi Energy House er et lille "feel good" resort, som ligger mellem Murcia og Valencia, og efter et ophold her skulle både krop og sind gerne være fyldt op med ny energi.
 
For lidt over et år siden kunne 42-årige Sonia Ferre invitere de første gæster indenfor i sit hjem og drømmeværk "The +Qi Energy House", der er tænkt som et fristed for stressede og travle sjæle. Idéen opstod efter en personlig krise i 2008, hvor hun havde måttet erkende, at livet kørte i overhalingsbanen med hende som blind passager. Hun var konstant syg, og da hun en dag brød sammen, stod det klart, at hun måtte revurdere sin livsstil.
"Jeg måtte se i øjnene, at den måde jeg levede på ikke kunne fortsætte, hvis jeg ville have noget ud af livet."
Yoga blev en fast del af hendes nye hverdag, det hvide brød blev skiftet ud med det grove og et fokus på en makrobiotisk kost, der i sig selv er en livsstilsfilosofi, tog sin begyndelse. Den nye livsstil ændrede markant Sonia Ferres hverdag, og idéen om +Qi Energy House blev født. Huset har syv værelser, og ligger gemt væk blandt nåleskove, rislende bække med udløb fra bjergene, træer, som er over 700 år gamle, og maleriske nedlagte ejendomme, der kan udforskes under turene i området. Maden er makrobiotisk, og yoga er en fast del af aktiviteterne på resortet ligesom blindsmagning, nattefortællinger omkring bålet og guidede vandreture også er det. Der tilbydes massage, som fjerner kroppens spændinger og hovedets mange bekymringer, og når sommervarmen lægger sig over stedet, står et udendørs badeområde til rådighed for de logerende.
 
Qi 2
 
Et naturligt fællesskab
Sonia Ferre bor på husets anden etage sammen med sin søn Hugo på 12 år, og stedet emmer af hjemlig hygge – og mange af gæsterne oplever en særlig følelse af samvær med de andre besøgende, når de bor sammen under ét tag, forklarer Sonia Ferre. Atmosfæren er afslappet, og i den lille restaurant foregår samtalerne da også på tværs af borene, hvor dagens oplevelser genfortælles. Naturen virker på mange måder urørt, og både vildsvin og slanger krydser samme stier som menneskene, hvilket gør gåturene i området til små eventyr. Sonia Ferres formål med +Qi Energy House er at skabe et fristed, hvor gæsterne efter et ophold gerne skulle være fyldte med ny energi og lyst til at ændre lidt på deres livsstil.
"Jeg er næsten flov over at sige det, men jeg har det "lille" mål, at jeg vil være med til at ændre verden. Jeg tror på, at vi bliver nødt til at ændre den måde, vi lever på og opfatter verden på, før alle mennesker og kloden får det bedre. Derfor vil jeg gerne vise, hvordan man gennem overvejelser omkring den mad, vi spiser, og den tid vi bruger, kan opleve at føle sig mere energifyldt og finde en harmoni i sig selv."
Navnet +Qi (más Qi) kom tilfældigt til hende en dag, hvor hun var ude i naturen. Det kommer af det kinesiske "chi", der i Kinas oldtid blev forbundet med luften, vi indånder, og åndedrættet, og ikke mindst den universelle livsenergi, der skaber harmoni i verden. Når vi har det dårligt, er vores "chi" lavt, og derfor er alle aktiviteter i huset målrettet mod at fylde gæsternes "chi" op.
I dag føler Sonia Ferre sig meget stræk både fysisk og mentalt. Hun arbejder meget hver dag, men alligevel kan hun mærke, hvordan yogaen og livet her midt i ingenting fylder hende med overskud. Her handler livet kun om én ting – nemlig det at leve det. Den stressede livsstil med uret som vigtigste følgesvend har Sonia Ferre lagt bag sig, og som gæst drages man ind i denne simple, men alligevel fyldestgørende verden.
Massagen: Velvære og afslapning er den perfekte kombination til at få kroppen helt ned i gear. En briks opstillet i et lille rum gøres klar, og lyden fra den nedtonede, instrumentale musik gør atmosfæren afslappet. Det kan anbefales at prøve den almindlige massage eller energi-massagen, hvor der afslutningsvist placeres bronzeskåle på kroppen, som sender vibrationer helt ind til de inderste organer, og på den måde bringer kroppen i harmoni.
 
Yogaklasserne:
På +Qi findes et bredt udbud af yogaklasser for begyndere, til let øvede til øvede. Det kan anbefales at lægge ud med klassen for begyndere, selv hvis man har dyrket lidt yoga før, da hver yogalærer har sin stil. Der udleveres måtter og andre remedier, som bruges i undervisningen, og kroppen bliver udfordret både mentalt og fysisk.
 
Makrobiotisk mad:
Idéen bag den makrobiotiske kost er blandt andet, at man skal bruge årstidernes råvarer og ikke importere produkter for at fylde køleskabet. Filosofien går på, at det mad, som er god for kroppen, er dén, som vokser og gror "naturligt" i det land og område, hvor man bor. Det betyder eksempelvis, at mange eksotiske importfrugter som ananas og papaja ikke indgår i kosten. Maden er rig på fiber og har lavt fedtindhold, og mængden af kød er begrænset. Retterne laves ud fra princippet om balance mellem ingredienserne, der stammer fra yin og yang-filosofien. Her klassificeres råvarerne enten som yin (råvare, der kan overstimulere og udmatte kroppen) og yang (produkter, der kan forårsage stagnation, da de er tunge og koncentrerede). Ofte er makrobiotisk mad også lig med økologiske råvarer, men det er dog ikke en garanti.
 
Aktiviteter i og omkring +Qi Energy House:
I løbet af ugen afholdes der som nævnt flere aktiviteter, som gæsterne kan deltage i. Derudover er der rig mulighed for at tage på vandreture i området, hvor man kommer tæt på naturens vilde dyr.
Badning i krystalklare søer og udforskning af små bjerggrotter er desuden nogle af de naturoplevelser, området byder på, og det er et must at medbringe kamera. Stedet er også ideelt for mountainbikere og hikere med hang til at afprøve små krogede og snævre stier i bakke- og skovområderne.
Ellers kan det anbefales blot at nyde poolen, stilheden og den slående udsigt over det rå bjerglandskab.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com