Afslappet charme i sherryland

shutterstock 196650764
 
Det meste drejer sig om sherry i El Puerto de Santa María og Jerez de la Frontera, men byerne har også charmerende lokal stemning og fine historiske bygninger på menukortet.
 
Omkring middagstid en ganske almindelig tirsdag i El Puerto de Santa María er et par lokale mødt op hos sherryproducenten Bodegas Grant. De har medbragt et par tomme halvandenlitersflasker, som kvinden bag disken med et erfarent snuptag fylder op med sherry direkte fra de enorme tønder bag hende.
Ved selv at medbringe emballagen har de lokale mulighed for at købe sherryen til en billigere pris end den normale. Og det er ikke en uvæsentlig besparelse på sigt, for sherry - især af den lyse, tørre fino-type - er den foretrukne drik på disse kanter. Sydspanierne drikker sherry med samme selvfølgelighed, som danskere napper sig en øl eller et glas rødvin. Især på de mange traditionelle tapasbarer er sherry og små mundrette hapsere trofaste følgesvende, for sherryen er et godt match til eksempelvis fisk og skaldyr, som der bliver konsumeret store mængder af i Sydspanien.
Bodegas Grant, der har været drevet af den samme familie siden grundlæggelsen i 1841, er kun én blandt flere historiske sherrybodegaer i El Puerto de Santa María i sherrydistriktet. Det er kun vine netop herfra, der må kalde sig sherry på etiketten, da betegnelsen er et beskyttet varemærke.

Huset med de syv hjørner
Der er mange muligheder for at komme på en kombineret rundvisning og prøvesmagning hos sherryproducenterne i El Puerto de Santa María. Hos Bodegas Grant kan man dog også bare nøjes med at smage på de forskellige typer sherry i selskab med hjemmelavede tapasretter i den tilhørende restaurant El Patio de las 7 Esquinas. Navnet henviser til, at bygningen skulle have syv hjørner, men det kan godt blive lidt af en uoverskuelig opgave at tælle efter, når man har smagt rigeligt på både sherry og retter som svinekæber og chorizopølse i sherrysovs under appelsintræerne i den hyggelige gårdhave.
Så er det til gengæld godt, at det er rimelig let at finde rundt i El Puerto de Santa María, hvor hvidkalkede huse på to-tre etager kanter de lange, lige gader. På en tur rundt i byen er det for eksempel værd at kigge nærmere på den flotte kirke Iglesia Mayor Prioral, der blev genopbygget i barokstil efter et jordskælv i det 17. århundrede. Fra en caféstol på Plaza España har man et fint udsyn til kirkens fornemt udskårne indgangsparti og kan samtidig holde øje med storkene, der holder til på toppen af bygningen.
Rundt omkring i byens hyggelige gågader ligger også flere gamle adelspalæer. Blandt de smukkeste er Casa Palacio de los Leones fra det 17. århundrede, der kombinerer oprindelige barokelementer med nutidens behov for komfort i bygningens ferielejligheder. Herfra er der kun få skridt ad den hyggelige Calle Placilla til fødevaremarkedet Mercado de Abasto de la Concepción, der udgør byens livlige hjerte.
Her handler husmødrene ivrigt ind i de mange boder både i og uden for den gamle markedshal. Man kan købe alt fra farvestrålende grøntsager til snegle i posevis, der går som varmt brød fra en lille beskeden bod betjent af et ældre ægtepar.
 
shutterstock 111654380
 
Skilteskov i Jerez
Knapt 20 kilometer og otte minutters togrejse fra El Puerto de Santa María ligger sherrylandets hovedstad Jerez de la Frontera. Med sine mere end 200.000 indbyggere er byen den største i området - også hvad angår sherryproduktionen.
Byen kan ved første øjekast virke lidt uoverskuelig, for de ældste gader og bygninger er spredt over et større areal, hvor nyt og gammelt er mikset med sherrybodegaer og butiksgader. Heldigvis kan turistkontoret på den centralt beliggende Plaza del Arenal hjælpe med et oversigtskort over alle de forskellige skiltede ruter, der fører rundt i byen.
Den blå rute er god at begynde med, for den fører rundt i de ældste bydele, som blandt andet tæller det gamle jødiske kvarter med små gyder og pladser. Ruten runder også katedralen og den gamle mauriske borg Alcázar, der gemmer på et smukt haveanlæg.
Katedralen i barokstil er et imponerende syn både udefra og indeni. En speciel detalje er det fritstående klokketårn, der er bygget udenpå et tidligere arabisk minaret. Den arabiske fortid er en central del af andalusisk arkitekturhistorie, men også hvad angår sherrybetegnelsen, har maurerne - der erobrede området i 700-tallet - haft en finger med i spillet. De kaldte nemlig Jerez for Seris - udtalt som Sherish - og heraf kommer det engelske navn sherry.
Englænderne spiller hovedrollen i historien om sherry, for det var engelske handelsmænd, der ankom til området efter den kristne generobring, der fandt ud af, at man med fordel kunne forstærke den lokale vin med ren druesprit. Dermed var sherryen født, og den dag i dag er mange af de store sherryvirksomheder stadig i engelsk ejerskab.
Mens Jerez de la Frontera ligger lidt inde i landet, har El Puerto de Santa Marías knap 90.000 indbyggere adgang til havet via Guadalete-floden, der løber lige forbi det historiske centrum. Man kan sagtens gå en fin tur langs floden, men udsigten er ikke imponerede, for den anden bred er domineret af byggetomter, industri og indkøbscentre. Store skilte fortæller dog om planerne for et nyt, moderne havneområde, der skal vokse op, hvor gravkøer og traktorer er i arbejde.
 
Sådan laver man sherry
En stor del af sherryproduktionen er baseret på ganske almindelig hvidvin på den neutrale druesort Palomino. Men når druerne først er presset, skiller sherryproduktionen sig blandt andet ud ved, at gæringen foregår i åbne kar eller på fade, som kun er fire femtedele fyldt. Når vinmageren vurderer, at tiden er inde, tilsættes ren druesprit, som standser gæringsprocessen og får alkoholprocenten op på omkring 15 procent for vine af fino-typen og 18 procent for oloroso-typen.
Efter gæringen er stoppet, lagres vinene på egetræsfade, der er stablet op i det specielle solerasystem. Lagene med tønder er forbundet med slanger, og man tapper altid fra nederste og ældste fad, der derefter fyldes op med vin fra næste lag. Systemet medfører, at vine fra forskellige perioder blandes til en ensartet vin, der indeholder en lille smule meget gammel vin.
For dessertsherry produceret på druerne Pedro Ximenez og Moscatel er processen lidt anderledes. Her starter druerne efter plukning med en ordentlig omgang solbadning, som kunne få Sundhedsstyrelsen i Danmark op i det røde felt, hvis det ikke blot drejede sig om druer. Druerne bliver nemlig bredt ud på måtter og lagt til tørre under den brændende, andalusiske sol, indtil de er svundet ind til halv størrelse og har opnået et højt koncentreret sukkerindhold.
 
Kilder: Tapas & Sherry af Rasmus Kjær og Søren Frank. Portvin, sherry og andre hedvine af Flemming Hvelplund
 
Sejltur til Cádiz
Kun en halv times sejlads fra El Puerto de Santa María ligger den historiske havneby og storby Cádiz, der bestemt er en dagsudflugt værd. Den livlige by rummer mange fine bygninger fra 1700-tallet og 1800-tallet, hvor Cádiz blev rig på handlen over havet med de daværende spanske kolonier.
Byen er desuden kendt for sit store årlige karneval, der tiltrækker besøgende fra hele landet - og udlandet.
Sejlturen med hurtigbåden koster kun omkring en rund dansk tyver, og med i prisen får man en fin udsigt til byens imponerende katedral, når båden anløber Cádiz.
Find information om afgangstiderne på http://siu.cmtbc.es/en/horarios_lineas_tabla.php?linea=15
 
Besøg bodegaerne
Både i Jerez de la Frontera og El Puerto de Santa María finder man centralt beliggende bodegaer, hvor man kan komme på rundvisning blandt tønderne og smage på den lokalt producerede sherry.
Find besøgsbodegaer i Jerez de la Frontera via www.turismojerez.com/index.php/en/what-to-visit-in-jerez/wine-brandy-3/bodegas-wineries
Læs mere om bodegaerne i El Puerto de Santa María på www.turismoelpuerto.com/index.php?page=981
Bodegas Grant i El Puerto de Santa María har hjemmesideadressen www.bodegasgrant.com/en

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com