Ny turisme åbner nye døre for Costa del Sol

Firmarejser2

En ny type turisme vinder frem i Spanien. Den er fortsat så ung, at den endnu ikke har fået et navn. Man kan kalde den erhvervsturisme, specialrejser og teambuilding-rejser, men firmarejser er vores foretrukne titel. Navnet er imidlertid ikke det vigtigste. Sagen er, at Costa del Sol har fået en ny type turisme fra Nordeuropa med masser af muligheder og fremtid.
 
Mik Suurballe er en af de danske pionerer bag firmarejserne. Stort set hele sit liv har han arbejdet med turisme, men i 2006 gik han solo og startede som arrangør af firmarejser. Han siger: "Det spiller ikke længere at samle sine medarbejdere til et weekendkursus på et Scandic hotel i provinsen. Det er dyrt og uinspirernde for alle. Send hele flokken til Spanien. Det er super inspirerende og motiverende for både ledelse og medarbejde. Og det koster ikke mere."
 
Firmarejser3
 
Kræser for medarbejderne
For at finde motiverne bag den stigende interesse for firmarejser er det vigtigt at forstå den danske og nordeuropæiske virksomhedskultur samt situationen på arbejdsmarkedet. I Danmark er arbejdsløsheden lille. Derfor er der kamp om de gode medarbejdere. Løn er, naturligvis, et vigtigt parameter, men andre motivationsfaktorer som arbejdsmiljø og personlig udvikling bruges flittigt i kampen om at få fat på de bedste arbejdstagere - og holde fast på dem! Dertil kommer, at danske virksomheder, generelt set, ligger stor vægt på bløde værdier som medarbejdertilfredshed. Har man tilfredse og motiverede medarbejdere, yder de også mere for virksomheden, er holdningen.
"I Danmark forstår man vigtigheden af at have tilfredse og motiverede medarbejdere, og man er bestemt ikke bange for at investere i sit personale. Det er her, jeg og min lille virksomhed kommer ind i billedet," fortæller Mik Suurballe, hvis firma hedder Mix Consult. Vi møder ham i La Cala de Mijas, hvor han netop har sendt 55 medarbejdere fra Volkswagen ud på safari-buggy. De 55 kommer fra den afdeling af Volkswagen Erhvervsbiler, der har klaret sig bedst i en intern firmakonkurrence. Derfor skal de forkæles i tre dage med sol, strand, grill, vandsport og andre sjove ting. "Gruppen kunne lige så godt have været firmaets nye medarbejdere, som skulle rystes sammen. Så havde jeg organiseret en overlevelsestur, hvor folk er nødt til at arbejde sammen og hjælpe hinanden.
Gruppen kunne også være her på kursus. Så ville de tilbringe dagen med undervisning på hotellet, og jeg ville planlægge nogle aktiviteter om aftenen, som ville give medarbejderne lidt luft. Det kunne være vinsmagning på en bodega eller middag på en gammel hacienda. Sagen er at få folk ud af de vanlige rammer, få dem motiveret og få skabt et godt sammenhold mellem de ansatte. Det bliver påskønnet i den sidste ende," fortæller Mik Suurballe, som selv har en uddannelse som teambuilder. "Det er jo en uddannelse og et begreb, som er ukendt i store dele af det spanske erhversliv. Måske kommer det en dag. Til gengæld har Spanien via sit klima, sin natur, kultur og det lave prisniveau mulighed for at kunne tilbyde de bedste firmarejser."
 
Firmarejser6
 
Fra charter- til firmarejser
Costa del Sol, Mallorca og Barcelona er de mest populære områder for Mik Suurballes firmarejser. De to førstnævnte destinationer var også paradis for charterturismen i 70' og 80'erne. Dengang var Mik guide hos Spies og senere Tjæreborg. "Jeg fik lov til at lave alt det sjove arbejde som ture, koncerter og andre spændende ting for de rejsende. Men efter 17 år i samme uniform, skulle der ske noget nyt," fortæller rejsearrangøren. Han flyttede derfor fast til øen med sin spanske kone og, efter en årrække i hotel- og restaurationsbranchen, øjnede han i 2006 muligheden for et comeback til rejsebranchen. "Jeg ser masser af muligheder i firmarejser, for jeg mærker et stigende behov for skræddersyede rejser for firmaer, der ønsker noget ud over det sædvanlige. Det er primært virksomheder og foreninger, jeg arbejder for, men det kunne også være et bryllup, en udstilling eller en messe."
Mik Suurballe peger også på det høje danske, og lave spanske prisniveau som et vigtigt element bag de gode perspektiver for firmarejser. "Et hotelværelse i Danmark koster hurtigt mellem 1.000 og 1.500 kroner. For de penge kan man få en flybillet her til, hvor gode hoteller fås for kun 5-600 kroner. Alle måltider og aktiviteter til gruppen koster her langt under det halve i forhold til Danmark, så i den sidste ende er det ikke dyrere at holde sine firmaarrangementer under solens sol. Og oplevelsen for medarbejderne holder meget længere."
 
Firmarejser1
 
Få om buddet
Med Spanien som et godt og billigt rejseland og med danske og nordeuropæiske virksomheders lyst til at investere i medarbejderne ser Mik Suurballe en god fremtid for denne nye form for turisme. Han spår, at der inden længe vil komme mange flere operatører på markedet, for i dag er der kun få. "Nyhavn Rejser, Profil Rejser og Travel Sense i Danmark tilbyder firmarejser, men via en spansk agent eller en type som mig. På sigt vil de måske selv ansætte en mand hernede. Omvendt kan der komme nye spillere på markedet, som vil samarbejde med mig.
Min opgave er at tilbyde de bedste specialrejser for virksomhederne, være kreativ og give den bedste service til de rejsende. Jeg skal arbejde for at få kunder. Og jeg arbejder hårdt for dem, når de først er kommet hertil," slutter Mik Suurballe. De 55 fra Volkswagen-gruppen er på vej retur fra deres safari-buggy. Nu skal de videre til næste aktivitet.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com