Guide til gratis glæder i Madrid

 
web LD juni126
 
En ferie eller bare en smuttur til Madrid kan hurtig blive en dyr fornøjelse, når man skal betale for et sted at sove, hvert måltid og de aktiviteter, dagene kan fyldes med. Heldigvis byder Spaniens smukke hovedstad på gratis glæder, hvis man ved, hvor man skal tage hen. Et ti-turs-metrokort kan fås for 12,50 euro, men hvis vejret er godt – og fodtøjet klar til det – kan det anbefales at gå, da byen er seværdig i sig selv.
 
Mercado de San Miguel:
På pladsen af samme navn ligger et af Madrids mest berømte madmarkeder. Jernskelettet indkapsler en glasbygning, der rummer madboder med frugt og grønt, charcuteri, fisk, italienske specialiteter og søde sager. Markedet er et oplagt sted at spise frokost eller aftensmad, da det holder åbent til kl. 24 om mandagen, tirsdagen, onsdagen og søndagen og til kl.02 torsdag, fredag og lørdag. Alle dage åbner markedet kl.10. Det ligger et stenkast fra Plaza Mayor og ikke langt fra Puerta del Sol.
 
Plaza de San Miguel, 28005 – metro: Opera (Linje 2,5 og P)
 
Temple de Debod:
Et egyptisk tempel i Madrid? Det lyder pudsigt, men er ikke desto mindre, hvad du kan se i Parque del Oeste. Templet blev bygget i Egypten ca. 2000 år f.Kr., men i 1960 skulle der bygges en dæmning omkring Aswan, hvor templet lå. Derfor bad UNESCO om, at templet kunne blive reddet. Som tak for, at Spanien havde hjulpet med at bevare templer i Abu Simpel, gav Egypten Temple de Debod som gave i 1968. Det blev tilgængeligt for offentligheden i 1972. Templet er imponerede og ligger på et smukt, højt punkt, hvor det er muligt at kigge ud over byen. Parken, der omkranser templet, er også perfekt til en pause for fødderne.
Paseo del Pintor Rosales, 2, 28008 – metro: Ventura Rodriguez (Linje 3)
 
Atocha togstationen
Atocha-stationen er byens største togstation og er et besøg værd. Den smukke bygning, blev indviet i 1892 og blev designet med hjælp fra Gustave Eiffel, arkitekten bag Eiffeltårnet, men i 1992 blev den oprindelige bygning taget ud af brug som togterminal og blev i stedet hjem for butikker, cafeer og restauranter – og en tropisk have på 4000 kvadratmeter, der strækker sine trækroner op mod glasloftet. Ingen tropehave uden dyr, så Atochastationen er også hjem for over 200 skildpadder, mange af dem tidligere kæledyr, som ejerne ikke ville have længere.
Avenida de Barcelona, 28012, - metro: Atocha (Linje 1)
 
 
web LD juni83
 
Museer:
Madrid er en by med vigtige kunstmuseer, både for klassisk og moderne kunst. Både Museo Nacional del Prado og Museo Nacional Centro de Arte Reina Sofia har tidspunkter, hvor det er gratis at besøge museerne.
 
Pradomuseet
Mandag – lørdag fra kl.18-20, søndag og helligdage fra kl.17-19. Den 19. november og på International Museum Day den 18. maj er der gratis adgang hele dagen. Museet har en stor samling af klassiske værker af Tizian, El Greco, Velázquez, Goya, Rubens og mange flere.
Calle Ruiz de Alarcón 23, 28014 – metro: Atocha (Linje 1) / Banco de España (Linje 2)
 
Reina Sofia
Mandag, onsdag, torsdag, fredag og lørdag fra kl.19-21 og søndag fra kl.15-19. Derudover er der gratis adgang hele dagen den 18. april, 18. maj, 12. oktober og 6. december. Reina Sofia har blandt andet værker af Salvador Dalí, Joan Miró, Diego Rivera og Pablo Picasso. Det er her, det er muligt at se Picassos berømte maleri Guernica.
Calle Santa Isabel 52, 28012 – metro: Atocha (Linje 1)
 
Museo Arte Publico:
Midt imellem høje kontorbygninger og brede, trafikerede boulevarder står moderne skulpturer ude i sol og regn. Ideen til et museum, hvor offentligheden kunne blive 'udsat' for moderne kunst, kom i 1970, da gennemgangen mellem Calle Serrano og Paseo de la Castallana blev bygget, og idémanden bag var kunstneren Eusebio Sempere. Byrådet var åben overfor ideen, især fordi mange af skulpturerne ville blive doneret af kunsterne og deres familier. Mange er værkerne er skabt specifikt til Museo Arte Publico. Museet åbnede for offentligheden i 1972, og de sidste værker, af henholdsvis Palazuelo og Miró, kom til i 1978 og 1979. Museets åbne udformning betyder, at det aldrig er lukket og lyssætning gør, at det også kan besøges om aftenen.
Paseo de la Castellana 40, 28046 – metro: Ruben Dario (Linje 5)
 
Museo Taurino:
Et stykke udenfor centrum ligger Madrids gamle tyrefægterarena. Den bruges stadig jævnligt, men når der ikke er tyrefægtninger, kan turister betale for en rundvisning. Men lige der, hvor indgangen til rundvisningen er, ligger også et lille museum, der er gratis. Her er tidligere store matadorers tøj, sko, hatte og sværd samlet sammen med hoveder og tegninger af nogle af de mest berømte tyre i tyrefægtningens historie. Selve tyrefægterarenaen er et imponerede bygningsværk, og den og museet er et besøg værd, hvis tyrefægtning er forbundet med lidt fascination for dig.
Calle de Alcalá 237, 28028 – metro: Ventas (Linje 2 og 5)
 
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com