Punta Arabi Hippy Market

 
 
 
Gaden er fyldt med scooterudlejningsbutikker, engelske pubs og chinos. Turister vader forbi i bare maver og klipklappere, og den livlige Paseo er snart et menneskemylder uden lige. Midt i det hele stikker et farverigt skilt i vejret. 'Hippy Market' står der med store bogstaver.
Ét marked på Ibiza overgår alle andre. Siden 1973 har der hver onsdag fra april til oktober været autentisk hippiemarked i Es Caner. Sidste sommer holdt Punta Arabi Hippy Market 40 års jubilæum, og mens tiden for mange er fløjet af sted, og tingene har forandret sig gennem årenes løb, har hippierne her formået at bevare deres samlingspunkt på Ibiza. Hippiemarkedet. Vi er taget dertil for at finde ud af, hvor fra det autentiske marked stammer, og hvem der startede dansen. Den dans, der fortsat danses på øen.
 
Historien om Hippy Market
I 1973 tilbød Hotel Club Punta Arabi hippierne at sælge deres håndlavede produkter fra forskellige steder i verden og alverdens kulturer til de få turister, der boede på hotellet. Gennem årene har hippiemarkedet vokset sig stort og er i dag blevet til et must-see. Siden 1973 har markedet været en stor attraktion, som hvert år tiltrækker tusindvis af øens besøgende.
 
Mødet med hippierne
Med albuer spidse som syle kæmper vi os igennem mylderet af mennesker, der snegler sig imellem markedsboderne. Vi står på tåspidser og med sanserne helt uden på tøjet. De forskellige dufte fra gadekøkkenerne og de mange musikalske lyde og instrumenter sætter rammen om markedets værdier. Det er nostalgisk og nyt på én og samme tid. Markedsboder, der minder om danske boho-markeder, bikset sammen med 60'ernes Woodstock-festival-boder. Fra dengang vores onkler var unge og hørte Rock 'N' Roll a la Jimi Hendrix og Rolling Stones, og hvor tanterne fløjtede rundt med blomsterkranse i håret og sang med på John Lennon's Imagine. En æra for sig, og en tid der endnu ikke har lagt guitaren på hylden.
Her drømmer vi os tilbage til de mange fortællinger fra barndommen. Fortællinger, der omhandlede den tids rockstjerner og deres vilde liv. Forestillinger om en syret verden, man som barn drømte om at opleve bare én eneste gang, mens numre som 'Hey Joe' og 'Beast of burden' strømmede ud af de brune JVC-højtalere.
 
Bianca og Q
Vi føler, at vi er trådt ind i en film fra netop denne æra, da vi støder ind i Q og Bianca. Vi går forbi en lille bod med et par plastikstole, og lidt drikkevarer til salg. I dette hjørne gemt væk fra menneskemylderet holder to mærkværdige og yderst flippede personager deres egen intimkoncert.
Bianca, der er fra Spanien, taler amerikansk, fordi hun har rejst rundt sammen med hippier fra USA. Makkeren Q DeRhino, bare kaldet Q, en sort amerikaner fra the Bronx i New York, danser rundt og fægter med arme og ben i bedste Bob Marley stil, mens Bianca sidder med benene over kors og spiller guitar.
Da Q og Bianca holder pause mellem to numre, tillader vi os at træde hen og stille dem vores spørgsmål. Pludselig binder Q os fast til scenen. Ikke bogstaveligt, men ved hjælp af sin charme tryllebinder hans os. Han gør et stort nummer ud af at fortælle de nysgerrige tilskuere, at der i dag er besøg af journalisterne Nanna og Nicklas.
 
"De vil gerne høre historien om hippierne på Ibiza," siger han højt ud mod sine tilskuere.
"All right, let's sing a song, Bianca."
Bianca slår et par gange på guitaren, og Q begynder improviserende at synge. I en fortællende stil og med sin amerikanske bluesstemme synger han til os om hippiernes historie på Ibiza. Han binder os fast med sin energi og sit åbne sind. Vi kan ikke rokke os ud af flækken i de minutter, sangen varer. Vi er tryllebundne af den lykke, der bruser igennem kroppen, når der bliver sunget, og man lader sig forbløffe og rive med.
"Det startede for 40 år siden bam, bam, bam....
Da hippierne begyndte at forlade deres lande bam, bam, bam....
Af politiske årsager...
Så kom de hertil, for på Ibiza kunne de være i fred shalalala...
Her var der ingen, der tog sig af tingene. People didn't care here," synger Q.
Efter første vers kører Bianca en guitarsolo, mens Q danser lidt rundt. Og så fortsætter han sin sang.
"Her begyndte de at ryge meget marihuana shalalala...
Og blev nøgne og behårede lalalala...
Og begyndte at køre i Volkswagen-rugbrød.. Shalalala...
Da sangen er slut, kan vi mærke, at vores kæber er i kramper. Den følelse man har, når man har smilet lidt for bredt i lidt for lang tid.
Vi er gået tilbage blandt publikum igen. Og da vi er på vej til at forlade stedet, får Q øje på os.
"Hvor skal I hen. Vi holder en fest i aften. I er inviteret?"
Vi får fortalt, at vi er nødt til at smutte, for vi har et fly tilbage til fastlandet senere på dagen. Og det bliver starten på endnu en sang, der binder os fast til stedet påny.
"I kan aflyse jeres fly og blive her. Leve drømmen her, få et nyt liv. I tror, I kan nøjes med en ferie her, men I har lyst til at blive. Sørg for hinanden. Vær som brødre," synger Q.
Vi takker for sangen, men er nødt til at bryde med de elskværdige hippier fra både Spanien og USA.
"Ændr nu det fly og kom med os i aften. Det vil ændre jeres liv. Eller i hvert fald jeres job," forsøger Q, inden han givet det et sidste forsøg.
"Don't worry , shit happens all the time. Folk misser fly på Ibiza hver dag. Vi har endda et bureau her, der kan hjælpe jer med at misse det. I kan få et telt og en sovepose, så kan I komme til vores fest. I aften er der reggae på stranden."
Han står med sit brede smil og kan tydeligvis ikke se pointen i et liv med faste aftaler og tidsrammer.
Livet som hippie på Ibiza lyder da egentlig heller ikke helt tosset.
 
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com