Vejer de la Frontera og straffefangernes vej

 
web-LD-Maj74
 
Vejer de la Frontera er nr. 2 på listen over Spaniens flotteste byer (efter Ronda) og nu er vi taget over til Cádiz provinsen for at se på herlighederne. Byen ligger på en bakketop, 190 m. over havet og har en storslået udsigt til alle sider. Den er spækket med kultur og historie, og den arabiske indflydelse er stadig tydelig, både i den måde gaderne er udlagt på og i arkitektur og gastronomi. Og så har den et charmerende arabisk inspireret hotel, hvor vi skal bo. Desuden skal vi ud og vandre på en spændende sti, der blev anlagt af straffefanger efter den spanske borgerkrig. Denne udflugt byder på historie, kultur og gastronomi for alle pengene så Vejer de la Frontera kalder...
 
Vi skal helt tilbage til bronzealderen for at finde de første spor af beboelse på den top, som Vejer ligger på i dag. Derefter kom romerne og i 711 tabte kong Rodrigo et stort slag til araberne, og herefter var byen under muslimsk herredømme i mere end 5 århundreder. Det er disse 5 århundreder, der har sat det største præg på byen og også nok dem, der har gjort den så interessant, for de smalle gader, borgen, arkitekturen og manglen på motoriseret trafik gør, at man føler sig hensat til en fjern epoke, hvor tiden stod mere stille end den gør i dag. Der hviler en sjælden fred over Vejer, der er en eksotisk stemning af fremmedartethed som gør, at man synes, man har været langt borte, selv om man bare har været et smut i Cádiz provinsen.
 
Medvirkende til det eksotiske indtryk er utvivlsomt "vores" hotel La Casa del Califa, som ligger lige midt i byen (på Plaza de España) og er sådan et hotel, man bare drømmer om at finde. Det emmer af charme og romantik og har med sit arabiske decor, små fine patios, eksotiske "huler", skønne gårdrestaurant og lækker marrokansk inspireret mad fundet en særlig plads i mit hjerte. Se www.casadelcalifa.com og bliv fristet til et besøg. Et dobbeltværelse koster omkring 100€ med morgenmad, og hotellet ligger lige midt i "el caso antiguo" – den gamle bydel, så alt det spændende kan nåes til fod fra denne perle af et overnatningssted.
Da hotellet ligger inde i de små gader, er det smartest at parkere så snart, man kommer ind i byen. Lige der, hvor turistkontoret ligger, er der en stor gratis P-plads, og det kan anbefales, at man sætter bilen dér. Der er kun ca. 700 m. derfra og hen til hotellet, og det er en god idé at gå ind på turistkontoret og få dem til at fortælle, hvor hotellet ligger og udlevere et kort over byen. Man kan forberede sit besøg på www.turismovejer.es
 
Det er byen selv, de smalle gader med de hvidkalkede huse, den rene artitektur og udsigten, der er den egentlige attraktion. Der er ganske vist også et par kirker, men jeg har det sådan, at når man har set én katolsk kirke, har man set dem alle sammen. Vi koncentrerer os derfor om at vandre rundt i gaderne og op til borgen. Her kan vi se den fine gamle borggård, og der er også et souvenirudsalg, som sælger forskellige rariteter. Borgen bliver brugt til forskellige kulturelle formål, og da vi kom forbi var der små piger, der dansede ballet i rummet ud imod gården.
 
 
web-LD-Maj72
 
På vej op imod borgen havde vi passeret en nedlagt kirke, som i dag tjener som egnsmuseeum (Museo Municipal de Tradiciones y Costumbres), og det kan anbefales, at man betaler den 1€ det koster pr. næse at gå derind. Kirken tilhørte den nu nedlagte nonneorden "monjas concepcionistas", og for enden af kirkerummet fører en trappe ned til en interessant krypt, hvor begravelser fandt sted.
 
I dag er kirken blottet for religiøse symboler og er fyldt med sjove ting fra fjerne tider. Det vi fandt mest interessant ved egnsmuseet var et stort maleri af kvinder fra Vejer, der bærer en besynderlig sort klædedragt, der kan minde om en burka, og som utvivlsomt har rødder tilbage til arabertiden. Denne klædedragt (la cobijada) findes i denne form kun i Vejer, og den var meget populær blandt kvinderne, som derfor ikke behøvede at tænke over, om håret sad rigtigt, inden de gik ud. Under Francotiden blev klædedragten dog forbudt, idet man fandt ud af, at den blev brugt af mænd, der ville skjule sig for magthaverne. I dag bruges dragten ved festlige lejligheder, og den hører med, når man vil berette om Vejers særlige kulturelle særheder. En statue tæt ved borgen viser en kvinde i "la cobijada" og fortæller om dens betydning.
 
Vi afslutter en herlig, afslappende dag i Vejer med et skønt, marrokansk måltid på hotellets fine restaurant "El Jardin del Califa". Restauranten ligger op ad en skøn patio, hvor man naturligvis kan spise, når det er vejr til det.
For fuldstændigheden skyld skal det nævnes, at turistkontoret arrangerer byvandring, natvandring, patiovandring og en vandring til monumenter lidt udenfor byen. Se www.turismovejer.es

Næste dag gælder det en vandring på "straffefangernes vej", som også på en måde er en historisk seværdighed. Efter borgerkrigen indså Franco, at han havde brug for hurtigt at kunne flytte tropper i tilfælde af, at Spaniens sydkyst ved Gibraltarstrædet skulle blive truet. Han satte derfor den 22. batallon af straffefanger, som mest bestod af hans republikanske modstandere, til at bygge en vej lige vest for Gibraltar. En sådan batallon bestod af ca. 800 fanger, som var opdelt i 4 kompanier, og under kummerlige leve- og arbejdsforhold måtte disse fanger anlægge vejen, der kunne hjælpe Francos tropper med at komme hurtigt ned til strædet. Denne vej eksisterer endnu og er lidt af en sjældenhed, idet de fleste andre veje der blev bygget af fanger på den tid, sidenhen er blevet inddraget i det almindelige vejnet og asfalteret. Men det skete ikke for denne vej, fordi den lå og ligger et sted, som ikke er befærdet overhovedet. Derfor fik den lov til at blive liggende og kan derfor den dag i dag bevandres til fods. Den er helt umulig at køre på, så her er det fodfolket, der kan nyde frugterne af slid, slæb og tårer og tilmed beundre den flotte udsigt ned over Gibraltar og strædet. Vejen ligger tilmed på kanten af den store naturpark" Los Alcorconales", så når man bliver træt af at beundre udsigten ud over havet, kan man vende sig om og beundre den ind over de bølgende bakker og bjerge, der er bevokset med korkeg.
 
 
web-LD-Maj71
 
Straffefangernes sti ligger ved Algeciras, som ligger 70 km. fra Vejer, så vi må beregne en køretur på en lille time inden vi er fremme. Når man er ud for Algeciras på motorvej A7 skal man tage afkørsel 105 mod Algeciras Oeste. Hvis man har en GPS er det let, for så skal man bare skrive Calle Maestra Luisa. Uden GPS foregår det således: Man kører under motorvejen (mod vest) og hen ad Carretera del Cobre. Efter ca. 200 m. (når man ikke længere kan køre lige ud) skal man dreje mod venstre og følge Carretera del Cobre, som drejer ind og ud. Når man kommer til en rundkørsel, der er omgivet af palmer, tager man 3. afkørsel ad Calle Escritora Mariana Carvajal. Vejen svinger mod højre og løber langs med en akvædukt. Drej til højre hvor der står et skilt med Sendero Rio de la Miel. Man kører nu under akvædukten hen ad Calle Maestra Luisa. Efter 350 m. kommer man til endnu et skilt med Sendero Rio de la Miel. Kør ind til venstre her og parker efter ca. 50 m. Her starter vores vandretur ad en dejlig ligeud grusvej, men det er ikke lige med det samme, at vi kommer til straffefangernes sti.
Det går lystigt hen ad grusvejen indtil man kommer til en vejgaffel. Her skal man tage vejen til venstre og blot ignorere skiltet til højre mod Rio de la Miel. Vores venstre sti slynger sig ind og ud, mens den stiger let, og man kommer på et tidspunkt til endnu en vejgaffel med et egetræ i midten. Her går man til venstre (altså modsat pilen) og følger en række elmaster op ad en stenet sti. Ved den næste vejgaffel skal man tage stien til højre. Stien svinger mod venstre og derefter mod højre indtil den kommer hen til en metallåge foran en gård.
 
Nu er man kommet et stykke op, og landskabet er blevet mere åbent. Man følger nu en sti hen imod højre, der går parallelt med et hegn. Stien går ind i skovbrynet og drejer så til venstre. Man går igennem en låge og ser nu lidt oppe et skilt med "Prisioneros de la Posguerra". Skiltet er meget vejrbidt og lidt svært at læse, men det gode er, at man nu er på straffefangernes sti og yderligere vejbeskrivelse er udnødvendig. Nu er det bare om at følge stien / vejen opad, mens man sender en venlig tanke til de stakler, der anlagde vejen dengang i starten af 1940erne.
 
Jo mere vejen stiger, jo mere udsigt får man naturligvis, og på et tidspunkt ligger hele Gibraltarklippen og strædet samt Algecirasbugten for vores fødder. Og selv om vi har set Gibraltar massevis af gange, har vi aldrig set klippen fra denne vinkel, og det hele er storslået og fantastisk. På et tidspunkt er det som om mine medvandrere har fået bly et vist sted, så de sakker bagud og begynder at fable om pauser og frokost. Og så må man jo fortsætte alene. Det gør jeg helt til jeg kommer til et skilt med "Fin sendero de los Prisioneros". Nu er jeg kommet højt op på en bjergkam og et godt stykke ind i naturparken og jeg klapper i mine hænder over det storslåede landskab. Men jeg må jo vende om (stien fortsætter ellers ned til Rio de la Miel), men nu er jeg sulten og haster tilbage, hvor de venlige mennesker har smurt mig en sandwich.
 
Og således endnu engang opmuntrede finder vi vej tilbage til bilen efter en superfin udflugt i Andalusien – igen, igen...
Se en kortskitse med straffefangernes vej på www.elsebyskov.com

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com