Udflugt til Cañon de Las Buitreras – gribbenes slugt

P1030437
 
El Cañon de las Buitreras ligger i den vestlige ende af Málagaprovinsen, og det er en vild og dramatisk slugt, som i allerhøjeste grad er en udflugt værd. Slugten er tilholdssted for gribben "el buitre leonado" ("Leo"), den løvefarvede grib, som i stort tal holder til der. Gribbene bor nemlig kun der, hvor der er lodrette klippesider, hvorpå de kan bygge reder, og hvor der er termalvinde, som kan hjælpe de store tunge fugle med at holde sig svævende. Her kan vi præsentere en udflugt, der har det hele: storslået natur, enestående dyreliv, en skøn, nem vandresti og et ruralt hotel, der ligger lige ned til den smukke Guadiaro flod.
 
En tidlig morgen drager vi afsted mod Gribbenes Slugt, som ligger i naturparken Los Alcorconales vest for Málaga, lige på grænsen til Cádiz provinsen. Vi er meget spændte på, om det denne gang skal lykkes for os at komme helt ind i slugten, for sidste gang vi prøvede, var der et brusende vandfald, som vi ikke kunne forcere, og som derfor betød, at slugten var utilgængelig. Vi måtte vende slukørede om og håber, at vi har bedre held denne gang.
Turen ind til gribbenes slugt starter i den lille landsby El Colmenar, som man kommer til ved at køre ad motorvejen AP 7 sydvest for Estepona og tage afkørsel 142 ved Manilva. Man kører nu op ad A 377 imod Gaucin og derefter ad A 405 et lille stykke. Til sidst tager man MA 9300 som fører én til El Colmenar, også kaldet Estación de Gaucin, fordi den er stationsby for den lidt større by Gaucín, som vi lige har passeret. El Colmenar ligger på den smukke jernbanestrækning mellem Algeciras og Ronda, som vi beskrev i decembernummeret af La Danesa 2012.
Der er nemt at finde frem til El Cañon de las Buitreras, for lige så snart man kommer til El Colmenar ser man et skilt, der peger hen imod slugten på højre hånd. Her drejer man ind og kører ned imod et elværk – central eléctrica. Man parkerer lige før en gitterport. I porten er der en sideport for fodgængere, og her går vi ind. Vi er nu inde på elværkets grund, men der er fri adgang, så vi kan roligt gå derind. Vi ser nu på venstre hånd et kæmpemæssigt rør, der nok engang har ført vand ned til elværket. Her ser vi også et skilt med SL-A 34 og Garganta Buitreras 4 km.
 
Vi skal først kravle et lille stykke op langs med kæmperøret, men ikke mere end ca. 50 m. Så kommer vi til en sti, der går under røret og hen mod højre. Nu er vi på stien der fører lige lukt hen til gribbenes slugt. Det er en herlig, nem sti at gå ad, for den går for det meste lige ud uden de store stigninger. Vores vandretur er på ca. 5 km. ud og hjem og tager 2-3 timer inkl. pauser til beundring og frokost.
Efter ca. 100 m. får vi Guadiarofloden at se, og det er et herligt syn. Vores sti går på den venstre side, lige under jernbanen, som vi også kan se. Nu går det lystigt fremad, for stien går for det meste lige ud. På et tidspunkt går stien helt ned til floden, som vi så lige kan hilse på og dyppe hænderne i. Derefter stiger stien lidt igen, og nu nærmer vi os snart det kritiske punkt, hvor vi måtte vende om sidste gang. Da var der et vildt og brusende vandfald, som vi simpelt hen ikke turde forcere ad et smalt rør. Vi forsøgte, men blev afskrækkede af det vilde vand – vi kunne lige se os selv blive opslugt af de brusende vandmasser.
 
Men se nu her: denne gang er der en bro! Turistmyndighederne, eller hvem det nu er, har simpelt hen bygget en fin metalbro over slugten, så vi klapper i vores hænder ved dette overraskende syn. Og denne gang er der overhovedet ikke noget vand i "vandfaldet", så broen er slet ikke nødvendig på denne tid af året. Sidst vi var her, var det forår og nu er det december og ikke en dråbe vand.
 
Nu ligger stien hen imod slugten helt åben og vi drager lystigt derhen. Inden længe ser vi slugtens begyndelse, og det er et fantastisk syn. Magen til slugt har vi aldrig set. Her har floden sikkert været millioner af år om at få banet sig vej igennem det høje klippemassiv, og til sidst er det lykkes. Men den fik kun lavet en lille smal rende i bunden, som den kunne klemme sig igennem. Det er helt betagende og et meget specielt natursceneri.
 
Men hvad nu med de lovede gribbe? Jo, jo – den er god nok. De svæver i stort tal oppe over slugten og ser ud til at være godt tilfredse med tilværelsen. Vores tilstedeværelse ser ikke ud til at interessere dem, og hvorfor skulle den også det? Hvis vil havde været et par kadavere, ville vi nok være mere spændende for dem, for vi har gode fedtdepoter og er i pæn foderstand, men gribbe går ikke efter noget, der bevæger sig. Vi kan derfor i ro og mag stå og beundre de store, imponerende fugle lige til vi får ondt i nakken og må se at få den rettet op.
 
Nu ville det være fint, hvis vi også kunne se et par gemser eller bjerggeder (cabra montés) og vi spejder rundt i landskabet for at se, om der skulle være én. Og sandelig – pludselig dukker der en fin en af slagsen op helt oppe på kanten. Den står deroppe og skuer ned i kløften og er et prægtigt syn.
 
Vi har set et skilt på stien hvor der står Puente de los Alemanes og vi vil gerne hen og se, hvad det er for en bro. Men der er langt derhen fra hvor vi er, og stien bliver på et tidspunkt svær at følge, så vi vender om. Det er vi faktisk nødt til, for vi har et par aftaler i El Colmenar kl. 17.00. Så tyskernes bro må blive en anden gang, selv om det kribler og klør efter at komme derhen. Faktisk er broen slet ikke en bro, men en konstruktion, der skjuler et vandrør, der går hen over floden i stor højde, og den blev bygget af belgiere i 1918. Man kan dog godt gå på den, men det er ikke for folk med svage nerver, for der er langt, langt ned til floden, har jeg læst på nettet.
 
Nå, vi vender om og inden vi får set os om, kører vi ind i El Colmenar, som ikke er nogen storstad, skulle jeg hilse og sige. Her har vi fundet et lille "casa rural", hvor vi skal overnatte. Det er et skønt sted, der ligger lige ved bredden af Guadiaro floden. Fra terrassen ser man ned over en smuk eng med appelsin- og citrontræer, og går man ud af lågen og ned til højre, kommer man ned til et sted, hvor Guardiaro floden er dæmmet op, så den danner en slags pøl, hvor man kan bade. Det er utvivlsomt herligt en varm sommerdag, men her i december er det så som så med attraktionen. Der er dog et par nøgne badenymfer ude i vandet, så det er nok bare os, der er slappe og kuldskære. La Casa Rural er, som navnet antyder, til den rurale side med enkle, rustikke værelser, og der tilbydes forskellige former for behandlinger. Vi har bestilt 4 x mudderbad og 4 x zoneterapi, og da det hele skal nås inden aftensmaden kl. 20.30 skal vi begynde kl. 17.00.
 
Vi nyder således at blive nusset om og efter nusningen kan vi sætte os ned til Pacos dejlige mad i spisesalen. Al maden er økologisk og i dag er den vegetarisk – vi får græskarsuppe, fyldte auberginer og kage. Et herligt måltid i rustikke omgivelser. Der er ikke noget spisekort – man spiser det, Paco har lavet den dag. Se www.casaruralahora.com for at få et indtryk af dette dejlige sted. Det skal lige siges, at stedet for det meste kun har åbent i weekenderne, og at der om lørdagen altid serveres landkylling (pollo del corral).
 
Hvis man ikke er til det rustikke, kan man overnatte på det fine hotel Hacienda La Herriza, som man passerer, når man kører ned imod El Colmenar fra Gaucin. Første gang vi forsøgte os med gribbeslugten boede vi der, og det er et meget skønt sted med en smuk have / park og fine værelser. Se www.laherriza.com
 
Det skal for fuldstændigheden siges, at man i El Colmenar har "designet" en byrundtur til fods, og at man på Ahora kan få et kort over landsbyen hvorpå ruten er indtegnet. Ruten tager én hen til byens seværdigheder og tager en lille time.
 
Efter Pacos herlige morgenmad tager vi afsked med Casa Rural Ahora (et dobbeltværelse koster 60 €) og nu vil vi lige vise vores venner nogle flere gribbe, for vi ved et sted, hvor de bliver fodret.
 
Vi kører derfor ud af El Colmenar i modsat retning af den, vi kom ad. Der er kun den samme vej, der går gennem landsbyen, så der er ikke noget at tage fejl af. Vores vej hedder fortsat MA 9300 og den er smal og fyldt med sving. Vejen går lige lukt igennem Los Alcorconales naturparken, og her kan man se en masse af de korkeg, som siden 1800 tallet har dannet basis for hele områdets økonomi. Efter ca. 15 km. ser vi, lige efter et sving, et stort skilt, der fortæller om naturparkens fugleliv. Vi parkerer og går op til skiltet. Og her er det, at la Junta de Andalucía fodrer gribbe. I hvert fald ser det ud som en slags gribbe bunkebryllup - der nok ca. 50 gribbe, og luften over vores hoveder er propfuld med disse store brune fugle med hvide hoveder. I sandhed et syn man ikke ser hver dag. Og således fik vi vores gribbelyst styret og kan drage glade videre.
 
Se www.elsebyskov.com for inspiration til flere ture.
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com