Porto på et postkort

shutterstock 148234277
 
Málaga ligger på Europas yderste kant, men flyforbindelserne er nu så gode, at man sagtens kan tage på smutture over det meste af det europæiske kontinent. Vi bringer i denne serie smagsprøver på byer, hvortil man nemt kan tage på en eskapade fra Spanien. Denne gang gælder det en appetitvækker til nordportugisiske Porto, som bare ligger godt 200 km fra den spanske grænse.
 
Hvor Douro-floden har sit dramatiske udløb i Atlanterhavet, ligger Porto, der som en arkitektonisk lagkage kravler op ad den nordlige bjergskråning. En storby, men alligevel ikke en stor by, der oser af en farverig atomsfære iklædt portugisisk sindrighed og en historie, der har sine rødder i et af Europas ældste lande. Den sætter sig hurtigt i sjælen hos denne førstegangsbesøgende.
 
Douros dominans
En sejltur om aftenen på Douro-floden gennem byen og under de seks broer, der krydser fra selve Porto til bydelen Vila Nova de Gaia, som begge genspejler sig i floden, giver et fantastisk indtryk af byens storhed, der er mere underkuet i dagslyset. Turen går helt ud til det egentlige floddelta Foz do Douro, hvor skibet mødes af Atlanterhavets enorme bølger og uendelige vidder.
Man forstår samtidigt, hvorfor netop portugisere blev de store søfarere og opdagelsesrejsende, anført af Henrik Søfareren, der i 1494 blev født i Porto, og som må have stået her og skuet ud over havet og undret sig over, hvad der mon fandtes på den anden side af alt dette vand.
Store Douro er årsagen til Portos eksistens, som den fra tidernes morgen har domineret. Det gælder også rabalo-bådene, der er de gamle pramme eller portvinsbåde, som før i tiden bragte portvin fra portvinsgårdene langs floden ind til portvinshusene i Vila Nova de Gaia. Denne bydel opstod netop takket være portvinsproducenterne, der led af pladsmangel i selve Porto. Nu til dags transporteres portvinen fortrinsvist til byen i tankvogne, mens bådene har overlevet mest sådan for et syns skyld, og den opgave udfører de ganske godt.
 
Ind til byen
Blandt postkortene er naturligvis også Portugals centrum.
Selve Porto har godt 230.000 indbyggere, og her er nemt at finde rundt, undtaget selvfølgelig, når man farer vild i de små gader i det historiske kvarter Ribeira, der spreder sig ned imod floden. Og det anbefales, for her er så smukt med huse i blåt, gult og rødt, og interessant, bl.a. fordi det var her, at de gamle søfarere lagde til og lossede sager fra den store, indtil da ukendte verden, og området er nu inkluderet på UNESCO's Verdensarvsliste.
Kvarteret mellem Ribeira og centrum hedder Barredo, og også her er der en pragtfuld uorden af smalle gader og trapper, hvorover meget af Portos vasketøj luftes.
Hovedpulsåren er ellers gaden Avenida dos Aliados i Baixa, en storslået boulevard, hvis ene ende frankeres af byens rådhus, Camara Municipal.
Område er spækket med flotte og historiske bygninger. Det gælder også banegården São Bento, et tidligere kloster, som er et værdigt mål. Specielt på grund af de fajancefliser, kaldet azulejos, der som en tegneserie fortæller bidder af Portugals historie. Traditionen med disse fliser stammer fra maurerne, der også hærgede på disse kanter, og portugiserne har virkelig taget traditionen til sig, så man løber mange steder ind i fajanceudsmykkede bygninger.
Og så må man bare kigge forbi boghandelen Livraria Lello e Irmão. Det er en bygning fra 1800-tallet med en fantastisk trappe, om hvilken det på et tidspunkt rygtedes, at det var trappen i Harry Potter-filmen, hvilket dog ikke stemte, men det har ikke mindsket interessen omkring stedet. Rejsemagasinet Lonely Planet har kåret boghandelen som verdens tredje mest spændende. Duften af alverdens visdom og historier sidder i træpanelerne.
 
Katolske Porto
Fra boghandelen ses den barokke kirke Igreja dos Clérigos, og dets 75,6 meter høje tårn. De gejstliges tårn - tjae, hvis ellers - men her, hvor det som et pejlemærke knejser over byen, omfavner alle det.
Kirken blev opført af italienske Nicolau Nasoni, der i 1700-tallet stod bag en lang række byggerier i det nordlige Portugal. Man kan besøge tårnet, der er 240 trin til toppen.
Nasoni stod også for opførelsen af Misericórdia-kirken og ærkebiskoppens palads.
Katedralen hedder Sé do Porto, og det er én af byens ældste bygninger, som blev opført fra 1100- til 1300-tallet. Også her har førnævnte italiener haft en finger med i spillet, da han smukkeserede på den ellers udtryksløse barokke bygning.
Det vrimler med kirker og religiøse bygninger i alle afskygninger i byen, hvor de verdslige myndigheder dog efter indførelsen af diktaturet i 1926 beslaglage mange af dem, da man mente, at kirken havde for megen magt og rigdom, og folket havde for lidt.
 
På den anden side af Dom Luis
Det skete ikke med portvinshusene på den anden side af Douro, da de har altid været en god indtægts- og jobkilde for byen. Langt størstedelen af firmaerne var dengang ejet af briter, hvilket mange stadig er. Årsagen skal som med så meget findes i historien, hvor portugiserne i 1300-tallet bad om briternes hjælp imod Castilien og indgik den såkaldte Windsor-traktat. På sigt betød det, at briterne havde stor indflydelse i Portugal, og da man senere krigedes med spanierne, hvormed forsyningerne af sherry meget uheldigt blev afbrudt, kom der for alvor gang i produktionen af portvinen, lyder historien.
I dag er det en oplevelse at køre over Dom Luis-broen til al portvinen, mens de rigtigt modige går, hvilket sker på den øverste etage af den 46 meter høje jernkonstruktion, der, da den blev opført i 1881-86 med sin 385 meter i længden var den længste af sin slags i verden.
Vila Nova de Gaia er som en kombination af industrikvarter og forstad, hvormed indbyggertallet i stor-Porto kommer op på omkring 1,2 millioner, og her er ikke noget at komme efter, med mindre man vil besøge et portvinshus. Der er dog al mulig grund til smage og se og høre om drikken, der har taget sit navn fra byen og sender kærlige hilsener fra Porto.
 
Ud på Douro
Floden Douro, der ved sit udspring i Soria-provinsen i Spanien, den jo hedder Duero. Den er 897 km lang.
På den portugisiske side af grænsen ligger en lille by, Barca d'Alva, og på den spanske er Vega de Terrón, der ikke bør være på nogens rejsehitliste, da stedet nærmest minder om en gammel østtysk grænsepost.
Langs flodens portugisiske side er der vinranker ad libitum, hvorfra så godt som samtlige druer anvendes til portvin. Og så ligger her utallige vingårde og en række fine byer, som Pinhão, der har en meget fin banegård, og ikke langt fra floden Vila Real, hvoromkring Mateus-slottet står.
Man kan køre langs med floden en del af vejen, ligesom der er en togbane, men den bedste måde at se området, er i sagens natur på en sejltur, hvoraf der findes flere med forskellige varigheder. Sejladserne sker bl.a. takket være en række sluser, der blev opført i 1950'erne og 1960'erne.
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com