Medina Sidonia og den røde hertuginde

P1060600
 
Medina Sidonia ligger i Cádiz provinsen og er en af Spaniens ældste byer. Den regnes for at være lige så gammel som Cádiz, og byen blev formodentlig grundlagt af fønikerne, hvilket fund af mønter tyder på. Men det var romerne, der her på denne bjergknold grundlagde en stærk fæstning med omkringliggende by med navnet Asido. Byen kan fremvise meget fine fund af romerske bygninger og gader. Og så blev Medina Sidonia kendt i den ganske verden i 1970erne, fordi byen havde en "duquesa", der var kommunist. Vi er taget til Medina Sidonia for at se på byen og dykke ned i historien.
Medina Sidonia ligger højt hævet (300 m.) over den omkringliggende slette, så det var en naturlig placering for en fæstning. Heroppe fra kan man se hele horisonten rundt, og her anlagde romerne, i det 1. århundrede efter Kristus, en eksemplarisk by med alt, hvad dertil hører: Fæstning med voldgrav, bymur, kloaker, bueformede fundamenter, brolagte gader, fortove, thermer (bade), forum, markedsplads, amfiteater, templer og boliger. Udenfor murene anlagde man byens begravelsesplads eller necrópolis. I dag kan byen fremvise et meget fint arkæologisk museum med det bedste af de romerske fund, herunder dele af kloaksystemet og dele af de bueformede fundamenter, som romerne typisk byggede rundt om bjergtoppe for at få plads til de officielle bygninger. Museet rummer også et stykke af en romersk gade, som er det fineste stykke romersk gade, jeg nogensinde har set.
 
P1060582

Vi havde valgt at bo på "La Vista de Medina", som er et lille hotel beliggende næsten helt oppe på toppen af bjerget. Hotellet har 6 suiter og en fin restaurant med en fantastisk udsigt over byen og sletten – ja, man kan tilmed se havet i det fjerne imod sydvest, kun ca. 25 km. borte i luftlinie. En suite med morgenmad koster 90€, og vi synes, at de var godt givet ud. Hotellet bestyres af et engelsk par, som driver det med stor dygtighed. Også maden var god, og her bor man lige midt i det hele og kan gå til alle byens seværdigheder. Se: www.lavistademedina.com
Grunden til at vi var taget til Medina Sidonia var faktisk, at jeg, da jeg var spanskstuderende i Aarhus i 1970erne, hørte om den røde "duquesa de Medina Sidonia". Det var midt under Francotiden, og en sådan rød adelsdame var virkeligt uhørt. At hun turde! At hun kunne! Vi synes, at det var "friskt" med en sådan "klasseforræder", og lige siden har jeg haft en ønske om at besøge "hendes by". Og nu, næsten 40 år efter, var tiden endelig kommet til, at vi kunne besøge Medina Sidonia. Jeg forhørte mig lidt rundt i byen om "la duquesa roja" og hende kendte alle. Byen tilhørte duquesaens familie, men de boede der ikke, idet det tidligere palads var blevet ødelagt, så familiens bopæl lå og ligger fortsat i Sanlúcar de Barrameda, ca. 60 km. vest for Medina Sidonia.
 
P1060622
 
Duquesaens navn var Isabel Alvarez de Toledo, og hun var huset Medina Sidonias overhoved, idet hun i 1955 arvede titlen efter sin far. Adelsslægten er Spaniens ældste og hendes blod var ligeså blåt som hendes hjerte var rødt. Hun var skribent, historiker og forfatter til adskillige bøger. Huset Medina Sidonia sidder på en af Spaniens største private dokumentsamlinger med historiske dokumenter helt tilbage til 1400 tallet, så en af duquesaens store interesser var at studere de gamle dokumenter og sørge for, at der blev passet godt på dem. Og derudover var hun stærkt engageret i politik og var erklæret kommunist.
I 1967 deltog La duquesa Isabel i en protestdemonstration imod regeringen på bøndernes side og blev efterfølgende kastet i fængsel af Franco. Der sad hun i 8 måneder, men slap ud pga. en amnesti. Herefter bosatte hun sig i Frankrig og vendte først tilbage til Spanien efter demokratiets indførelse. Hun var gift med en adelsmand, men hvem hun fik 3 børn, men hun var ikke specielt egnet til hverken ægteskab eller moderskab. Ingen af delene havde hendes interesse. Ved sin ældste søns bryllup mødte hun Liliane Dahlmann, som hun indledte et forhold til. Hendes ægteskab blev opløst, og hun giftede sig i 2008 med den 22 år yngre Liliane og var dermed en af de første spanske adelspersoner, der indgik et homoseksuelt ægteskab. Ægteskabet blev indgået på duquesaens dødsleje efter over 20 års samliv. Hun døde af lungekræft i 2008 kun 11 timer efter at have giftet sig med Liliane. Hun blev 71 år gammel og efterlod ved sin død hertugtitlen til sin hustru Liliane, som den dag i dag kan kalde sig "Duquesa de Medina Sidonia" til stor ærgelse for de 3 børn. Jo, her havde vi en dame med mod og mandshjerte. I 1996 fik en film over hendes liv "La Duquesa Roja" præmiere i Spanien.
Således fik jeg min nysgerrighed om den røde hertuginde stillet ved at besøge Medina Sidonia, og det var jo dejligt.
 
P1060609
 
Byens største seværdigheder er utvivlsomt den fine centrale plads med det flotte rådhus fra 1600 tallet, det arkæologiske museum, ruinerne af El Castillo oppe på toppen og det etnografiske museum. Sjovt nok har byen meget få efterladenskaber efter araberne, som sad på byen i over 550 år, og som gav den sit nuværende navn. Da de kristne erobrede byen i 1264 fik den stor militær betydning som centrum for "La reconquista" – tilbageerobringen af landet fra maurene. Man kan besøge byen på websitet: www.medinasidonia.com.
 
P1060590
 
Når man er i byen må man ikke forsømme at besøge det etnografiske museum, som er en lille perle af slagsen. Her kan man se de sædvanlige redskaber og værktøjer, men også en masse søde og sjove interiører fra værksteder, skoler og hjem, både fattige og velstående.
Ved interiøret fra et velstående hjem kan man læse et interessant citat skrevet af Pilar Primo de Rivera – datter af Spaniens første diktator Miguel Primo de Rivera, som var landets leder fra 1923 til 30. Der var kræfter i Spanien, der forsøgte at få Pilar gift med Hitler, idet man dermed kunne danne en god, solid fascistisk alliance i Europa. Det blev dog ikke til noget – sikkert ærgerligt for Hitler, for her kommer, hvordan Pilar mente den ideelle kvinde skulle opføre sig:
La mujer ideal: Når det er koldt, skal du tænde op i ildstedet, sådan at han kan slappe af foran ilden, for når det kommer til stykket er det, der giver dig den største personlige tilfredsstillelse, at sørge for hans behagelighed.
Du skal lytte til ham og lade ham tale først og huske på, at hans samtaleemner er vigtigere end dine. Du skal aldrig bebrejde ham, hvis han kommer sent hjem og heller ikke, hvis han bliver ude i byen for at more sig uden dig... Du skal ikke bede om forklaringer på hans færden eller stille spørgsmålstegn ved hans dømmekraft eller integritet. Husk: han er husets overhoved...
 
P1060566
 
Hvis han foreslår "forening" så giv efter med ydmyghed og husk altid på, at hans tilfredsstillelse er vigtigere end din. Bagefter falder han nok i en dyb søvn, og da skal du stå op og ordne dig og tage natcreme i ansigtet. Så skal du sætte vækkeuret, så du kan stå op, inden han vågner og have en dejlig kop the klar til ham...
Tja, der kunne vi nok allesammen lære noget – måske især La Duquesa Isabel de Medina Sidonia.
Få ideer til flere udflugter på: www.elsebyskov.com.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com