Montejaque, Líbar-dalen og Cueva de la Pileta

De tre ovennævnte perler ligger alle i Grazalema naturparken, og her er der guf for alle pengene: en skøn, autentisk landsby, en ef Andalusiens smukkeste dale og en spændende hule med ”grafitti” fra den tidlige stenalder. Grazalema naturparken er en af Spaniens fineste, idet den består af et bjergmassiv præget af de specielle karstformationer. Naturparken er 534 km2 stor og er den spanske naturpark, der modtager mest regn. Vinden fra Atlanterhavet tvinges op over bjergmassivet, og her afgiver den sin væde. Montejaque er den smukkeste landsby i Grazalema, og man både spiser og bor godt her. Byen ligger lige på kanten af den skønne Líbar dal, og lige syd for byen ligger La Cueva de la Pileta.
Montejaque ligger smukt op ad to små bjergsider – den er anlagt i en lille saddel mellem to toppe. Byen er grundlagt af araberne, og navnet betyder ”det fortabte bjerg”. I dag er byen vokset nedad imod sletten, men dens beliggenhed imellem bjergene er stadig helt unik, og den virker utroligt uberørt og autentisk. Der er kun ca. 1000 indbyggere, men byen kan tilbyde over 300 sengepladser til forbipasserende. Når der er behov for så mange, er det fordi langvandreruten GR 7 går igennem byen, og den bevandres året rundt af hikere fra hele verden. Ja, byen lever simpelt hen af vandreturisme og af besøgende til naturparken.
I byen findes der et huleforskningsmuseum, som er meget spændende, hvis man interesserer sig for huler. Dem er der jo virkeligt mange af i Spanien. Museet er nok anbragt i Montejaque, fordi den fantastiske hule ”La Pileta” ligger så tæt på.
I Montejaque må man ikke forsømme at slentre en tur igennem de smalle gader, og det er et ”must” at gå op på El Mirador del Castillo, hvorfra man kan kigge ned over hele byen og omegnen. Se www.montejaque.es.

Vi boede på det dejlige hostal ”La Posada del Fresno” lige midt i byen, og det kan vi anbefale varmt. Der er kun 5 værelser, og ejerne, Romi og Angel, klarer det hele selv. Vi blev mødt med stor, ægte venlighed, og de 60 € vi betalte for et fint dobbeltværelse med morgenmad, var mere end godt givet ud. Se www.laposadadelfresno.com eller ring på 952167544 for at reservere. Om aftenen spiste vi på den dejlige restaurant ”Casitas” som ligger lidt længere nede i byen. Når man kommer til Casitas fra La Posada, får man særbehandling, for det er nemlig Romis datter, der er medejer af ”Casitas”. Hun er gift med Casitas italienske kok, og han kan lave mad, skulle jeg hilse og sige. Vi var således overordentligt godt tilfredse med både maden og overnatningen.
Endnu mere tilfredse var vi, da vi næste morgen begav os ud på vandreturen til El Llano de Líbar. Líbar sletten er en af de smukkeste i Andalusien, og den ligger så utilgængeligt, at den (næsten) kun kan besøges til fods. Der ligger ganske vist et par gårde inde i dalen, og de har en kørevej, der fører derind, men den er så dårlig og bumpet, at folk med almindelige biler bør holde sig langt væk. Og det ville da også være synd og skam at snyde sig selv for det smukke vandretur ind til sletten. Turen starter på torvet i Montejaque, og man forlader byen ad Calle Nueva og dernæst ad Calle Santa Cruz, som går ud af byen i vestlig retning (få et bykort i La Posada). Gaden er flankeret af sjove, små bygninger, som ser ud til at rumme hele byens hønsehuse. Meget pittoresk ser det ud.
For enden af gaden starter grusvejen imod Líbar sletten, og her møder vi også et GR 7 skilt. Det er ad GR 7, at de mange vandreturister kommer gående, og Montejaque ligger en passende dagsmarch (ca. 20 km) fra det sidste overnatningssted i Cortes de la Frontera.
Så snart man kommer forbi hønsehusene, drejer vejen til venstre, og man kommer ind i den flotte dal mellem Sierra de Juan Diego og Sierra de Montalate. Vejen stiger jævnt et par kilometer og fører op til et pas, hvorfra man kan se ned over Líbar sletten. Oppe i passet står der et stort skilt, som forklarer lidt om det karst fænomen, som er karakteristisk for store dele af Grazalema.
Karstfænomenet er opkaldt efter et sted i Centraleuropa, hvor det først blev beskrevet. Et karst landskab opstår, når dele af ”bløde” klipper opløses af en kemisk forbindelse mellem regnvand og klippen. På den måde opstår der nogle meget specielle former i klipperne, som ser meget spektakulære ud. Men regnvandet opløser også de bløde jordlag under visse klipper, sådan at vandet bare ”forsvinder” ned i klippen. Et stort klippeparti kan dermed opføre sig som en svamp, der bare suger og suger vand. På et tidspunkt løber vandet naturligvis ud, men det kan være mange kilometer borte fra det sted, det faldt. Dette problem er kendt netop i Grazalema parken, hvor byen Grazalema ingen vand kan oplagre, fordi det hele forsvinder ned under jorden og løber ud ovre ved Montajaque, som derved modtager store dele af det vand, der falder i naturparken. Dermed har Grazalema permanent vandmangel om sommeren, mens Montejaque aldrig har det.

Oppe i passet kigger vi ned over den skønne Líbar dal / slette og nu gælder det bare om at komme derned. Vejen skråner jævnt, og vi vandrer lystigt afsted. Grusvejen fortsætter ned over hele sletten, så man kan bare gå, så længe man har lyst. Vi gik nok 7 km ud og 7 hjem, mens vi beundrede de omkringliggende bjergkæder, de mange flotte klippeformationer, den smukke slette med græssende dyr og det overvældende blomsterflor. Det kan ikke understreges kraftigt nok, hvor flot et landskab man her går igennem, og jeg kan kun opfordre læseren til selv at opleve det. Som sagt, så bliver det ikke flottere ret mange andre steder i verden.
Hvis man kører et par kilometer ud af Montejaque i nordlig retning ad MA 505 kommer man hen til en lille P plads på venstre hånd, hvorfra man kan se ned over Montejaques gamle og nu helt tørre vandreservoir. Da man byggede den til reservoiret hørende dæmning i 1924, var man ikke klar over omfanget af karst fænomenet, og man kom lige til at anlægge vandreservoiret ovenpå et såkaldt ”sink hole” – et hul, der ikke kan stoppes. Derfor er vandreservoiret for det meste helt tørt – det er umuligt at få det til at holde vand. Ærgerligt er det, men flot ser det ud, og den gamle dæmning er meget imponerende.
Vi skal også ned og se La Cueva de la Pileta, som ligger små 5 km. syd for Montejaque. Man kommer til hulens indgang ved at køre ad MA 506 til Benaoján og dernæst ad 501 til hulen. Den blev opdaget i 1905 af José Bullón, som havde set, hvordan flagermus fløj ud og ind af et hul i bjergsiden. Han var interesseret i at samle dyrenes gødning til sit landbrug, og på den måde kom han til at opdage denne helt enestående hule. Hulen tilhører stadig Bullón familien, og det er dem, der arrangerer besøg og passer godt på det hele. Der er åbent hver dag fra 10-13 og igen 16-18. Det koster 8 € at komme ind, og man lukkes ind i grupper, der bliver ført af en guide de 500 m., som ruten er lang. Man går op og ned ad en slags trapper og visse steder er der meget smalt, så det er ikke en tur for stiletter eller gangbesværede. Hulen er helt uden elektrisk belysning, så der uddeles lamper til de besøgende. Det er en meget speciel oplevelse at gå derinde i jordens kolde (15 gr.), mørke og fugtige indre, og jeg må indrømme, at det er nogle uhyre interessante vægmalerier, der findes derinde. Alskens dyr, herunder en højgravid hest, kan man se, samt en fisk der ser ud som om, den var malet i går.
Og dog er vi her tilbage i den allertidligste stenalder – vi skal nok 30.000 år tilbage i tiden. Hulen er med rette blevet erklæret ”Monumento nacional prehistórico” og man bør ikke forsømme at besøge denne enestående seværdighed. Det er absolut forbudt at tage fotos inde i hulen, fordi blitzen ødelægger vægmalerierne, så man må derind selv. Se: www.cuevadelapileta.org for at få en forsmag på besøget.

Besøg også www.elsebyskov.com for at få inspiration til flere ture.

CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com