Mellem bjergtoppe i Andorra

Vi kom ad den anden vej til Andorra. Altså fra Frankrig. Det var sommer, men sneen var stadig at se på bjergtoppene, der rykkede nærmere og nærmere, som vi sneglede os på vejen op ad skråningerne, mens floder og midlertidige vandløb skabt af smeltevandet med en smuk fandenivoldsk og løssluppen attitude brusede forbi os i modsat retning. Det lød som en konstant og nær torden, der holdt samme tone som de mange kaskader af vandfald. Det var Pyrenæerne set fra den bedste side, meget smukt og fascinerende råt.
Bebyggelsen begyndte at tynde ud, for til sidst helt at forsvinde. Efterhånden nåede vi bjergpasset Pas de la Casa, der ligger 2.408 m over havets overflade, og som ofte er lukket om vinteren på grund af for megen sne. Vi forlod Frankrig og kørte ind i Andorra på nogle af Europas højest billigende veje og for en lidende af højdeskræk passende ondt i nervesystemet.
Området er et skiressort, men løjperne var nu tomme, og om sommeren er byen en grænsepost, hvortil franskmændene kommer for at handle toldfrit, og jo, det ser ud, som det lyder. Byen er bitte, og snart var vi igen ude med frit udsyn over bjergskråninger med græssende geder og heste, flere serpentinerveje og så et postkortagtigt skue over Andorra, omkranset af bjergtinder på op til næsten 3.000 m.

Midtvejs en borda og et kongerige
Efter Frankrig føltes det næsten som at være tilbage i Spanien, sådan omkring midtvejs. I hvert fald er det officielle sprog, i øvrigt som det eneste land i verden, catalansk. Den lille stat har omkring 84.000 indbyggere, hvoraf kun ca. 30.000 er egentlige andorranere; de resterende er tilflyttere, hvoraf mange kommer fra Spanien eller Frankrig. For et halvt århundrede siden boede her kun omkring 5.000 mennesker.
Nu var det første besøg i den lille stat, så vi besluttede os for at opsøge nogle af andorranerne for en snak, og at kombinere dette projekt med at prøve nogle af de lokale specialiteter.
Midtvejs inde i landet fandt vi vej til en borda, som er én af ca. 25 restauranter, der med regeringens støtte er indrettet i gamle stalde og lader. Mange af disse er bygget af granit i to etager, hvor den nederste del i gamle dage blev brugt til stald for køer, grise og heste, mens loftet var lade for afgrøderne som hø og tobak, som er én af landets traditionelle indtægtskilder.
Vi fandt en borda, som, skulle det vise sig, blev bygget engang i 1700-tallet.
Først ville vi dog som de rigtigt nysgerrige turister, vi var og er, gerne vide noget om nutiden.
”Arbejdsløshed?” undrede Fernando, ejeren af bordaen. ”Det har vi ikke. I hvert fald ikke officielt, da der ikke føres statistikker, og der er alligevel ingen mulighed for arbejdsløshedsunderstøttelse. Så kan man ikke klare sig, må man vende hjem,” fortsatte den catalanske tilflytter, som mente, at de andorranske familier ikke har den slags trivielle bekymringer, som specielt nabo- og tilhørslandet mod syd lider under. Ved en senere granskning fandt vi dog frem til, at her en arbejdsløshed på tre procent, men det er nok uvigtigt.
”Vi havde engang en konge,” informerede han i stedet. Det havde vi ikke hørt noget om, så vi bad ham uddybe.
”Jo, engang i 1930’erne ankom Boris Skossyreff, en russisk eventyrer, hertil, og han erklærede sig konge af Andorra. Kong Boris I af Andorra. Og også greve af Orange. Han forsøgte at indgå aftaler med både Spanien og Frankrig, men blev dog få dage senere hentet af det spanske politi. Senere blev han udvist af Spanien.”

Menu med rødder i historien
Udenfor bordaen gik hestene frit omkring. Nogle havde kobjælder på, og man ved udmærket, hvem de forskellige fritgående dyr tilhører. Der tilbydes rideture forskellige steder i landet, og så spiser man hestekød, hvilket nok på grund af det socialt ildesete i denne kulinariske sædvane ikke var på Fernandos menukort.
Duftene sivede ud fra køkkenet, og menukortet havde retter med rødder, der genspejlede sig i landets historie. Der var escudella, som er en stuvning med kikærter og rodfrugter og grisekød i flere afskygninger, og trinxat de muntanya, der er en slags kartoffel- og kålret tilsat skinke eller blodpølse. Forholdene til nabolandene viser sig i fransk løgsuppe og foie, og i helstegt pattegris som i Segovia, mors kroketter og grisetæer med snegle som i Catalonien.
Vinen er den lokale. ”Her er to vingårde, og så dyrker mange druer og laver vin til eget forbrug,” fortæller Fernando, som også forklarer, at druerne på grund af højderne og de korte somre først høstes i oktober eller november.
Der er måske lange udsigter til, at Michelin-guiden sender en repræsentant, men de må gerne blive væk, for man behøver ikke nogen stjernemærkater, hvad stemningen i den reinkarnerede stald og meningsfuld mad angår.

Ingen ski, men sne trods alt
”Det er forbudt at tage ski og snowboard med op på værelserne,” lød advarslen i elevatoren. Nu var sneen jo begrænset, og vi var også mere interesserede i byen, Encamp, hvor vi havde slået teltpælene i et hotels klippegrund. I byen bor 8.500 mennesker, og her var fredeligt udenfor skisæsonen og en fin gammel stenkirke, Sant Miguel de la Mosquera, og en hyggelig nok kaffebar. Værelset havde en lille balkon og herfra så jeg lige lukt ned på en strøm af smeltevand, der havde samme virkning og lyd som et gigantisk airconditionanlæg. Jo, sommeren kommer sent til Andorra.
Vi kørte dagen derpå en tur op til landsbyen Ordino, som borda-manden havde anbefalet. I morgenlysets nøgterne lys så vi langs vejen stoppede bygningsarbejder, som allerede havde efterladt en lang række nye hoteller, ressorter og lignende, men hvem kan forhindre fremskridtet, udover selvfølgelig den økonomiske situation i de lande, hvor gæsterne, fortrinsvist skiløbere og vandrere, skal komme fra.
Ordino er som flere andre småbyer den rene, næsten stillestående idyl.
Vi fortsatte op ad bjergene, til vi ikke kunne komme længere, og tja, så var det ad samme vej tilbage. Cykelløbene Vuelta a España og Tour de France har været forbi her, og det forstår man godt.

Gamle Andorra og køer i flaget
Trafikpropper. Banker. Toldfrie forretninger. Det er omtrent landets hovedstad, Andorra de la Vellas omdømme. Ved første indtryk levede byen godt nok op til sit fæle rygte, men vi forsøgte at lade os lokke med toldfrie varer. Der var nu ikke så meget at spare i forhold til andre lande, men det er måske, fordi besparelser bedst måles i procenter.
Og bag alle facaderne gemmer der sig den virkelig gamle Andorra, som hovedstadens navn kan oversættes til, men dens gamle bydel lyder en endnu ældre beskrivelse Barri Antic, altså den antikke bydel, som bestemt har sin charme.
Toppede brostensgader, smalle gyder og så den gamle regeringsbygning, som er fra 1500-tallet og herunder den tidligere retssal, der også må have fungeret som fangehul. Engang kunne her kun åbnes, hvis en repræsentant for hver af de syv sogne mødte op med en nøgle. Mange tobakssmuglere skulle gennem årene have vidst alt om det.
Det er nemt at finde ud af byen og ud af landet. Der er et skilt imod Frankrig, mens et andet peger i retning af Spanien. Vi vinkede adjø til det andorranske flag ved grænsen, og jeg undrede mig ikke så meget over, at Spaniens og Frankrigs farver indgår i flaget, men mere over, hvad de to køer mon skal symbolisere.

Fakta:

Størrelse:
468 km2.

Grænser:
Omkreds 120,3 km.

Indbyggere:
84.000.

Hovedstad:
Andorra de la Vella (ca. 20.000).

Højder:
Intet punkt ligger under 900 m over havets overflade.

Højeste punkt:
Coma Pedrosa på 2.942 m.

Møntfod:
Euro, skønt landet ikke er fuldgyldigt medlem af EU.

Historisk fyrstedømme delt mellem Spanien og Frankrig
Andorra er et fyrstedømme, men faktisk har landet ikke én, men to fyrster.
Karl den Store og hans søn Ludvig den 1. erobrede i år 803 Andorra, og gav det i 819 til biskoppen af den spanske by Urgel. De franske grever af Foix, der arvede Ludvig 1’s rettigheder, bestred biskoppens myndighed, og ved en aftale i 1278 deltes suveræniteten mellem den franske præsident og biskoppen af Urgell.
Den nuværende forfatning blev underskrevet i 1993, og der er en demokratisk valgt regering, som lige nu ledes af Demòcrates per Andorra.
Men det er altså den nuværende biskop i Urgel, Joan Vives i Sicília, og den franske præsident, François Hollande, som begge er fyrster af Andorra. De to lande har sammen ansvaret for Andorras forsvar og repræsentationer i udlandet.

CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com