Fra Konstantinopel til Istanbul

Málaga ligger på Europas yderste kant, men flyforbindelserne er nu så gode, at vi sagtens kan tage på smutture over det meste af det europæiske kontinent, og vi bringer i denne serie smagsprøver på byer, man nemt kan rejse til fra Spanien.
Denne gang sender vi en appetitvækker til en eskapade til Istanbul.

Hvor Europa møder Asien, kun adskilt af Bosporusstrædet, der forbinder Middelhavet med Sortehavet, hvor kristendommen møder islam, hvor historien til stadighed puster nutiden i nakken, hvor sultanernes paladser, mægtige moskeer, et af verdens fineste køkkener og et nirvana af smagsindtryk og pirrende dufte venter, der finder man Istanbul, det tidligere Konstantinopel og før det Byzans, hovedstaden i Det Byzantinske Rige.

”Hosgeldiniz,” sagde de. Velkommen. ”Hosbulduk,” sagde jeg. Det er en fornøjelse.

For at forstå dette mystiske og mytiske land skulle jeg blive der i et år. Jeg skulle blive der, indtil jeg indså, at det kan man aldrig helt. Man kan kun gisne. Alligevel er et par dage eller så i Istanbul nok til at få en fornemmelse af dette mange facetterede kosmopolitiske kaos.

Istanbul har mellem 15 og 16 millioner indbyggere, langt flere end hovedstaden Ankara, og at beskrive den som overvældende ville være en underdrivelse. Her er højt til himlen og spændende, men her er også larmende, til tider beskidt af bilos og mere røg fra udekøkkener, og så er her masser af mennesker. Overalt. Og der kommer hele tiden flere til.

Istanbul deles af Bosporus, og i Anatolien eller Lilleasien ligger den nyere bydel, mens den mest interessante og historiske del er på den europæiske side, der så igen deles af et stræde kaldet Det Gyldne Horn.

Sultanens palads og et i uden prik
Nu er der i denne forbindelse tale om kortfortalte smagsprøver på Istanbul. Og på en eskapade, et par dages besøg kan man nå at udforske det essentielle i byen og se, at der er gode grund til, at disse steder er afbilledet på en million postkort.

Sultanens palads et godt sted at starte, hvis man da ønsker en fornemmelse af fordums storhed i det engang så store osmanniske rige, der havde Istanbul som hovedstad. Topkapi, hedder paladset. Det udtales topkapæ, men i det mindste bruger Tyrkiet det latinske alfabet og med enkelte undtagelser som et i uden prik, er sproget til at læse. Det er takket være Atatürk, men ham kommer vi til.

Topkapi skuer over Bosporus og længere ude Marmara Havet, og det var her, at sultanerne holdt hus, hamam og harem fra omkring år 1465, da det blev beordret opført af Mehmed II, og frem til 1856, hvor den daværende sultan flyttede til det nyere palads, Dolmabahce, der ligger lige ud til Bosporus.

Det som i dag er Istanbul var jo indtil det år Konstantinopel, den græskkatolske eller østromerske hovedstad, men eftersom man ikke kunne enes lod man flankerne være åbne mod at angreb fra tyrkerne, der i århundrederne før langsomt men ganske sikkert havde erobret bid efter bid af det, som skulle blive Tyrkiet. Nu stoppede de så ikke der i Konstantinopel, men fortsatte med at erobre, indtil sultanen på et tidspunkt rådede over hele Mellemøsten samt store dele af Nordafrika og Balkan.

Sultanernes palads, hvor der på et tidspunkt boede over 4.000 mennesker, består af flere gårde og haremmer, hvor hundredvis af kvinder og mænd stod til sultanens rådighed. Haremmerne, som man også stadig kan se, er meget rigt udsmykkede med fliser, guld og tingeltangel. Man kan desuden se sultanernes køkken, et gigantisk område med skibslignende skorstene, hvor datidens kreative kokke komponerede retter, der skulle tilfredsstille sultanen og senere gøre det tyrkiske køkken berettiget til fremover at blive omtalt som et af verdens bedste.

 

Meze og Delight
Måske giver køkkenet lyst til udfordre påstandene om det fabelagtige i det tyrkiske køkken. Nuvel, det er selvfølgelig ikke på de lokale spisesteder her i Sultamahmet, at man oplever den finere gastronomi, men med lidt held og ihærdighed kan man finde gode steder, hvor mange retter har deres oprindelse i sultanernes køkken.

Der er fyldte dolmer, ikke at forveksle med dolmus, som er de oftest lige så propfyldte minibusser, der kører i pendulfart ikke kun her, men i hele landet, og det er fyldte squash og auberginer, sprøde brødsager som cigara börek, salater skåret så fint, at de bliver kaldt supper, kebabs i hundreder forskellige versioner og friske fisk fra Marmara og Sortehavet. Alt sammen serveret med himmelske dips som cacik (tyrkernes tzaziki) eller baba ganous.

Oftest serveres retterne som meze, altså en serie småretter, som man også kender det fra Grækenland, og hvem som har ophavsretten er sikkert én af de utallige ting, de to folk stadig skændes om.

Tyrkerne er verdensmestre i voldsomt søde desserter, men man kunne også stoppe ved én af de utallige forretninger eller boder, der sælger det, som også vi bedst kender det engelske ord for, nemlig Turkish Delight, eller på tyrkisk lokum - små søde sager, der må have stået model til skumfiduser.

Den Blå Moske og Hagia Sophia
Med på programmet over et førstegangsbesøg til Istanbul bør naturligvis også være de to moskeer, Hagia Sophia og Den Blå Moske, som ligger en rask gåtur ad delvist brostensbelagte gader fra Topkapi.

Førstnævnte moské er selvfølgelig den tidligere kirke, hvis græske navn kan oversættes til hellig visdom, og den var med 82 meters længde, 73 meters bredde og 55 meter i højden, den største helligdom i det byzantinske rige. Den har stået her siden det herrens år 537, hvor den blev færdig efter bare fem års arbejde. Gennem historien var den både en ortodoks kirke, siden en romersk katolsk, men efter de interne stridigheder i 1453 tillod tyrkernes indtog, blev kristne symboler malet over og fire minareter blev tilført arkitekturen, og det var så det. Gennem sine snart 1.500 år er den også blevet rystet af flere jordskælv, men bygningen fremstår altså næsten som den gjorde det dengang i 537.

Lige ved siden af ligger Den Blå Moské, omtalt sådan på grund af dens kakler, og den hedder egentlig Sultanahmet Camii (Sultan Ahmets Moské). Den kom til flere hundrede år senere, den stod færdig i 1616, og for ligesom at overgå sin fordums hedenske nabo, blev den udstyret med seks minareter. Den anvendes stadig som moské.

4000 boder, en basar fuld af krydderier
Også som et bedre par ligger Grand Bazaar, eller Büyük Carsi, og Det Egyptiske Marked, også kaldet krydderimarkedet, Mesir Çarsisi ikke langt fra hinanden,

Grand Bazaar slår alt, men kunne have forestillet sig om et orientalsk marked. Her skulle være omkring 4.000 boder (nogle hævder 4.400) fordelt på 60 overdækkede gader, og her sælges tæpper og sutsko, te-service og vandpiber, og det ikke kun til udlændinge.

Det andet marked eller basar er krydderimarkedet, som stammer fra dengang, karavaner med handelsfolk transporterede dyrebare krydderier fra Østen, bl.a. Egypten og heraf navnet til Istanbul, hvorfra de så blev solgt videre til det store osmanniske rige og også til Europa. Dette marked eller basar er mindre hektisk end Grand Bazaar.

Det blev grundlagt for omkring 350 år siden, og her sælges stadigvæk krydderier og lækkerier fra hele verden og duftene og farverne er fantastisk eksotiske.

Begge steder har en del boder med kopivarer, T-shirts og skrammel sneget sig ind, men sådant kaldes vel også fremgang.

 

Dolmabache, Atatürk og Orient Expressen
I bydelen Besiktas, nede ved Bosporus, ligger så Dolmabahce-paladset, som var den første større bygning i Istanbul, der blev bygget i europæisk stil.

Da det osmanniske rige led sit endeligt i 1921, og Mustafa Kemal trådte ud af ruinerne for at skabe republikken Tyrkiet, benyttede han paladset som residens. Bombastisk, barok og neoklassisk. Men ret interessant, hvis man vil se denne Kemal efter i sømmene.

Han var manden, som vendte op og ned på det tyrkiske samfund ved blandt andet at forbyde kvinder at dække ansigtet med tørklæder eller slør, samtidig som de fik stemmeret (1934), og han forbød mænd at bære de sære omvendte spande på hovederne. Han lod det latinske alfabet erstatte kyrilliske og arabiske skriftegn, adskilte stat og religion, indførte skolepligt og en række andre fornuftige ting. Blandt andet for at Tyrkiet skulle nærme sig Europa frem for at gå den anden vej over Bosporus til Anatolien og dermed Asien, hvor 97 procent af landets territorium trods alt ligger. Om hans vision holder, kan kun tiden vise, og EU’s visdom afgøre.

Det var ham, der senere skulle blive kaldt Atatürk, hvilket betyder tyrkernes fader, og som stadig hædres den dag i dag, og selv når f.eks. tyrkiske fodboldhold spiller med i europæiske turneringer tager tilskuere ofte enorme billeder med af ham og vifter med han, som andre vifter med flag. Alting hedder Atatürk her, både broer, avenuer og lufthavnen.

Atatürk døde her i Dolmabahce i 1938, og siden har det været et museum. Mens man kan gå rundt på egen hånd i Topkapi, må man her i Dolmabahce kun gå sammen med en guide.

Ikke langt fra Dolmabahce og også lige ned til Bosporus ligger et andet tidligere og meget smukt sultanpalads, som hedder Çiragan, der i dag tilhører hotelkæden Kempinski. Et andet forslag til overnatning vil jeg lade være det sagnomspundne Pera Palas, som også i sig selv kan gøre det ud for et museumsbesøg, hvis nogen ellers skulle føre regnskab. Men Pera Palas, der ligger i bydelen Palas, blev opført 1892 for at modtage gæster fra Orient Expressen. Og så har Agatha Christie selvfølgelig været der, mens James Bond i Agent 007 Jages boede på værelse 32. Hotellet kaldes her Kristal Palas.

Men der er selvfølgelig et ganske varieret udbud af overnatningsmuligheder i en storby som denne, og som med alting andet gør man klogt i at lade alsidigheden overgå trivialiteterne. Så meget lover i hvert fald Istanbul.

”Gürüsürüs,” sagde vi. Vi ses, og næste gang til mere end en smagsprøve.

 

Istanbuls historie
Her et udpluk af nogle af milepælene i Istanbuls meget omtumlede historie.
Flere af årstallene må betegnes som omtrentlige.

660 f.Kr.: Grækere grundlægger en by her, som de kalder Byzantium. På dansk Byzans.
- 357 f.Kr.: Byen er medlem af Det Andet Attiske Søforbund.
200 f.Kr. – 195 e.Kr.: Den hører under Makedonien.
195 e.Kr.: Byen ødelægges af den romerske kejser Septimus Severus, efter indbyggerene støtter en modkejser.
330: Konstantin den Store gør den til Romerrigets nye hovedstad, Nova Roma, som dog hurtigt erstattes af Konstantinopolis, altså Konstantins by.
330-1453: Den er med visse udtagelser hovedstad i Det Byzantinske Rige eller Det Østromerske Kejserdømme.
430: Byen bliver udvidet, omkranset af en stor mur, hvoraf en del stadig findes.
800: Forsvaret på søsiden bliver forstærket med mure ved Det Gyldne Horn, og en kæde føres over til den befæstede forstad Pera på den anden side.
900-tallet: Vikingerne når også hertil, og de kalder byen Miklagård.
1204: Konstantinopel bliver erobret af en katolsk korsfarerhær, hvilket den aldrig helt kommer sig over.
1453: Osmannerne anført af sultan Mehmed II indtager byen og gør den til deres hovedstad. De kalder den Istanbul.
1923: Det osmanniske rige bukker under. Atatürk er med til at grundlægge republikken Tyrkiet, hvis hovedstad bliver Ankara.
1930: Konstantinopel omdøbes officielt til Istanbul.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com