Las Casas del Rey de Baeza – en verden af kulturel inspiration

På det firestjernede Hospes Las Casas del Rey de Baeza er opmærksomheden rettet mod detaljer, der skaber en original og charmerende atmosfære. Dette boutique hotel ligger i hjertet af Sevilla. Det er opført i den smukkeste, spanske landstil med et patiokvarter fra det 18. århundrede. Indretningen udstråler Andalusien. Værelserne er rustikt indrettet med komfortable, skinnende og lækre badeværelser, bløde frottehåndklæder, champagne på bordet og en stor seng med snehvidt sengelinned af egyptisk bomuld. Det er et meget hjemligt og besøgsværdigt hotel.

Ankomsten
Jeg går i Sevillas smalle, brostensbelagte gader med udsigt til smukke pladser og storslåede kirker. Jeg befinder mig i den gamle bydel. Duften af appelsiner og blomster fylder luften. Las Casas del Rey de Baeza ligger i det gamle jødiske kvarter i hjertet af det historiske centrum. Bygningens sydlandske og lyse farver giver mig fornemmelsen af åbenhed og munterhed, mens jeg midt på pladsen kigger op på det kalkhvide boutique hotel. Vinduerne er gule med lyseblå skodder, og på de små karme står rustikke potter med røde blomster.

Hotellet er indbegrebet af gæstfrihed, historie, stil og kultur. Jeg bliver stimuleret af spændende kontraster fra den stilrene reception til de levende farver og dufte i patioen med sit springvand, der bringer vitalitet og glæde. Patioen består af naturlige materialer som sten og ler, der sammen skaber et autentisk miljø af stor arkitektonisk og historisk værdi. Jeg mærker med ét en sindsro og tilstedeværelse, for hos Las Casas del Rey de Baeza skal man føle sig hjemme.

Med de levende farver og dufte fra patioen til den rige smag af det lokale køkken i hotellets Senzone Restaurant er denne ejendom perfekt indbegrebet af sevillansk kultur.

Velkomsten
Jeg bliver taget godt imod af den søde hotelmanager, Ruth Mazon, der sammen med resten af personalet er meget gæstfri. Hun viser mig rundt, mens hun fortæller om Las Casas del Rey de Baeza. For at være et hospes kigger ejeren altid efter tre ting: god beliggenhed i den gamle del af byen, en historisk bygning og mellem 40 og 80 værelser. Hotellerne er små, så gæsterne kan få personlig service. Dette hotel har 41 værelser: 29 dreamer’s, syv deluxe og fem suiter.

”Når gæsterne kommer ind på vores hotel, skal de virkelig føle, at de er i Sevilla. Det er derfor, at vi har det originale gulv af sten. Det er et typisk sevillansk hus med højt til loftet og søgræs for skodderne til beskyttelse mod solen. Om sommeren er her omkring 48 grader. Vi har ikke havet, så her bliver meget varmt,” fortæller Ruth Mazon.

Personalet taler glimrende engelsk, og man får adgang til værelset med det samme.




Min Deluxe

Den venlige receptionist José har givet mig nøglen til mit værelse. Jeg skal bo på anden sal i nummer 35. Den lyseblå og kalkhvide patio er belagt med brosten og pyntet med potter. En særpræget farvepalet af det sydlige Spanien.

Jeg træder ind i det store, kvadratiske rum. Væggene er lyse og i god kontrast til det stilfulde, mørke stengulv. Jeg åbner skodderne og lader dagslyset trænge ind. Solstrålerne balancerer på de mørke møbler og falder elegant på den gigantiske seng og dens puder. Indretningen er minimalistisk med rustikke elementer: græsmåtter, bøgetræ og neutrale farver. Badeværelset er overdådigt, der er gulvvarme og et stort, rundt badekar.

Alle værelserne er udstyret med tv, dvd og eget badeværelse. Der er en kontrast mellem traditionel og moderne indretning, såsom naturlige fibertæpper, traditionel keramik og neutrale farver. Værelserne er mellem 30 og 35 kvadratmeter. Der er adgang til højhastighedsinternet overalt på hotellet.

Stuer og mødelokaler
Stuerne bærer præg af hjemlighed, og det naturlige lys afslører arkitektoniske detaljer. De store vinduer giver masser af solskin fra patioen. Indretningen er lokal med blå og blege nuancer, der skaber et varmt og intimt miljø. Spiselokalerne er boheme med lækre materialer af læder og naturlige træsorter. Las Casas del Rey de Baeza har tre dekorerede stuer med keramik, søgræstæpper, sten og traditionelle kunstværker sammen med kolonistilede møbler. Her kan man i fred og ro nyde en tår at drikke.

I rummene bliver der afholdt middage, private arrangementer og møder. I mødelokalet er der plads til op til 60 personer. Man kan holde arrangementer og events samt leje audiovisuelt udstyr. Las Casas del Rey de Baeza har haft mange private selskaber og flere bryllupper. Ruth Mazon fortæller mig, at der er fuldt booket i påsken. Deres bedste sæson er i foråret fra slutningen af marts til midten af juni.

Restauranten
Senzone Restaurant består af restaurant, tapasbar, roomservice 24 timer i døgnet og poolbar. Her får man serveret de skønneste retter. Det er også muligt at få serveret tapas på tagterrassen eller i afslapningsområdet. Restauranten anvender lokale ingredienser fra Sevilla og det øvrige Andalusien. Den er behagelig og romantisk, og en forfriskende oplevelse for ganen er deres udsøgte vine. De fås i stort set alle prisklasser. Morgenmaden er typisk for europæiske hoteller og har et fint udvalg af iberisk skinke og ost.

Senzone Restaurant byder på autentiske, sevillanske smagsoplevelser, mens tagterrassen er en oase af afslapning. ”Om sommeren er baren åben på tagterrassen. Her kan gæsterne  bestille tapas, mens de nyder solen eller udsigten,” fortæller Ruth Mazon.

Tagterrasse og wellness
På hotellets tagterrasse er der udendørs swimmingpool og en enestående udsigt ud over det historiske centrum. Du finder også Bodyna Spa på taget af bygningen. Her kan man få massage og skønhedsbehandlinger eller bare nyde freden og roen for en stund. Ruth Mazon fortæller, at produkterne er franske og af høj kvalitet. Førhen blev rummene brugt som familiens depot, men arkitekterne har virkelig gjort et flot stykke arbejde med de små, skæve rum, og i dag er det et univers spækket med naturlige elementer.

Ifølge Ruth Mazon bor gæsterne ikke på Las Casas del Rey de Baeza for afslapningens skyld. De vil opleve byen, men om sommeren er man alligevel nødsaget til at tage en slapper på tagterrassen. ”Vi holder siesta om sommeren. I et vist tidsrum kan man ikke gå ud, fordi der er så kvælende varmt," forklarer Ruth Mazon. Hotelgæsterne bruger poolen til en afkølende siesta, inden de tager revanche og igen går på opdagelse i Sevilla by.

Beliggenhed
Las Casas del Rey de Baeza ligger i Plaza Jesús de la Redención i Santa Cruz kvarteret. Det er tæt på velkendte steder som Casa de Pilatos, klostrene i San Leandro, Santa María de Jesús og kirken Santa Catalina, som også kan ses fra tagterrassen. Dette smukke, traditionelle andalusiske hus er beliggende i Sevillas gamle bydel, kun 10 minutters gang fra domkirken. Der er parkeringspladser på hotellets gårdsplads.

Fem minutters gang fra hotellet finder Calle Sierpes, som er berømt for sine gode shoppingsmuligheder og Casa de Pilatos, et andalusisk paradis. Der er gåafstand til katedralen, som er den største, gotiske katedral i verden (og den tredjestørste kirke i verden efter Peterskirken i Rom og St. Paul's Cathedral i London) og Reales Alcázares, som er et af de ældste paladser i verden.

Historie
Hotellets navn stammer fra en gave, som Kong Ferdinand III gav til kongen af Baeza for at udtrykke taknemmelighed over at have hjulpet ham med en fjende. Ferdinand III forærede bygningen til kongen af Baeza, og fra det 18. århundrede blev bygningen tilpasset til at huse flere familier, indtil det blev omdannet til hotel. Hotellet er blevet renoveret i sin oprindelige arkitektoniske stil. Det gamle sten- og flisearbejde er omhyggeligt bevaret. I år 2000 blev det et hospes, og hele bygningen blev gennemrenoveret. I 2008 blev hotellet senest moderniseret. Las Casas del Rey de Baeza var det første hotel i kæden af otte hoteller i byerne: Sevilla, Córdoba, Granada, Madrid, Valencia, Alicante, Paris og på øen Mallorca.

Hospes Las Casas del Rey de Baeza
Plaza Jesús de La Redención, 2, 41003 Sevilla
For yderligere information og booking:
Tlf. +34 95 456 14 96
www.hospes.com

CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com