GR 242 – Vandreture fra Periana til Maro - 2. del

I sidste nummer af La Danesa beskrev vi de første 40 km. af den nye langdistance vandrerute GR 242 fra Periana til Maro.  Nu gælder det de sidste 40 km. som går fra Salares til Maro. Denne sidste del er utvivlsomt den flotteste og smukkeste, så der er noget at glæde sig til.

Da vi tager ruten i bidder, starter vi med at køre afsted i to biler og sætter den ene i Canillas de Albaida. Dernæst kører vi til Salares og parkerer nedenfor byen. Ruten starter ved den kendte og meget smukke arabiske bro, som man finder ved at gå op i byen, hen til kilden, der ligger lige nedenfor kirken med den meget smukke arabiske minaret som tårn og finde skiltet, hvor der står ”puente”. Broen ligger smukt midt i appelsinplantager, og da vi har passeret broen ser vi GR 242 skiltet, der viser, at der er 8 km. til Canillas. Det er jo ”a piece of cake” og vi begiver os ufortrødent ud på stien, der fører os østover og opad imod passet, der skiller Salares fra Canillas.

Stien er let at følge, for man skal bare holde udkig efter de rød / hvide markeringer. Stien bevæger sig først til højre og dernæst lidt til venstre og passerer forbi en stor ruin af en gård. Bagved denne ruin kommer man op på en bred grusvej, der fører blidt opad. På et tidspunkt kommer vi op til en slags saddel, der ligger ved passet imellem byerne, og her skal vi hen over sadlen og så et stykke tilbage imod vest inden vi finder et skilt, hvor der står Canillas. Vi er her i den bebyggelse, der hedder Fogarate, hvor der ligger en hel del fine villaer.

Nu går det lystigt nedad imod Canillas, og da turen er ganske kort, kan vi ikke klage over, at benene er ømme. Der er derimod masser af anledning til at få ømme ben på turens næste etape, som godt nok er rutens ubetinget smukkeste strækning, men også temmelig lang. Hvis man skal følge anvisningerne på rutens website www.gr242.wordpress.com skal man gå fra Canillas de Albaida til Frigiliana i et hug, og selv om der på websitet angives, at ruten er 24,9 km lang, er vi overbeviste om, at det ikke holder, og at det nævnte stykke er over 30 km. Da der samtidig er en del højdemeter involveret, vil jeg gerne møde den person, der kan tage den etape på én dag. Det må være en maratonløber eller en sherpa. Hvorom alting er, så bliver vi til denne etape af Erik kørt til Cómpeta, hvor vi bliver sat af oppe ved fodboldbanen. Denne bane ligger øverst oppe i byen, og man skal blot følge skiltet imod Campo de fútbol lige inden man kører ned til byen.  Foran fodboldbanen skal man følge en lille sti, der passerer op til højre lige op ad muren til banen, og så snart man er oppe, bliver man mødt af GR 242 skiltene.

Nu er der ikke så meget at tage fejl af, for vi skal bare følge skiltene. De første to km. går det ret meget opad, så vi bruger en time på dem. Men efter denne opstigning kommer vi op på en bjergkam, hvorfra udsigten er helt fabelagtig. Vi kan se hele horisonten rundt: Kysten mod syd med Rifbjergene i Afrika i det fjerne, Maroma med sne på mod nordvest, Sierra de las Nieves mod sydvest og det pyramideformede bjerg Lucero mod øst. Det er noget af det flotteste, jeg har set i Spanien. Nu følger ruten kammen i østlig retning, slår et lille slag bagved en knold og kommer ud på sydsiden af bjergkammen. Her går vores sti af til højre, og denne sti må jeg give 5 ud af 5 mulige stjerner. Den er smal og fin med en helt fantastisk udsigt, især over imod Lucero og de omkringliggende bjerge. Og nej, der er overhovedet ingen grund til at rejse til Nepal eller andre eksotiske steder for at opleve dramatisk og smuk natur. Jeg vil æde min gamle hat på, at det ikke bliver flottere noget andet sted i verden.

Vi vandrer i dette paradisiske landskab en times tid. Stien går forbi adskillige ruiner af gårde – bl.a. en stor en med en era (tærskeplads), men på trods af skønheden undrer vi os over, at der har boet mennesker her så langt fra alfarvej. Hvordan fik de livets fornødenheder frem? Nok på mulddyr, men alligevel.

På et tidspunkt kommer vi til et sted, hvor der står en pæl med en pil, der peger ned til højre. Den skal man IKKE tage, og lige nøjagtigt her, er der ikke noget GR 242 skilt. Indtil nu har skiltningen været fin, men her svigter den. Man skal altså fortsætte lige ud, og der er da også anbragt en stor varde i stiens venstre side, som nok skal antyde, at man skal gå lige ud. Herefter stiger stien lidt igen , men dykker så nedad og udmunder nede på den lange grusvej, der går fra Frigilana via Acebuchal (den tidligere forladte landsby lidt vest for Frigiliana) og via Casa de la Mina (ruralt hotel) til Cómpeta. Denne grusvej, som man kan køre ad, snor sig meget ud og ind, og er frygteligt lang. Vi kommer ned på vejen lige ved Cortijo del Daire, og nu føles det som lidt af en ørkenvandring, for hver gang man tror, at vejen slutter, slår den endnu et slag og fortsætter og fortsætter. Men efter en times tid kommer vi til Puerto Peaz Blanca, hvor vejen deler sig i tre. Vi skal tage den midterste vej, som fører imod Frigiliana. Nu går det raskt nedad, og inden længe passerer vi ruinen af venta Cebollero, som ligger i en lille smal dal. Herfra går det lidt opad og efter ca. 400 m. går vores sti (fint afmærket) af imod højre imod Acebuchal. Stien løber i bunden af et lille flodleje, og er meget interessant.

Da vi ankommer til Acebuchal, hvor vi bliver afhentet, er vi godt brugte, og vi må konstatere, at vi var lidt over 6 timer om at gå de ca. 16 km. der er fra Cómpetas fodboldbane til Acebuchal. Det skal siges, at på trods af, at vi gik turen i januar, var det megavarmt, så svedende, tørlagte og ømlemmede ankommer vi til Acebuchal, og vi er mere end tilfredse med, at vi ikke skal gå de sidste 6-7 km. ned til Frigilana. Nu kræves der lige et par dage med slappere, inden vi begiver os ud på rutens sidste etape: Fra Frigiliana til Maro. Også denne etape er meget smuk men igen: der er masser af højdemeter, så man skal være i en vis form for at gå de små 15 km, der er imellem de to byer. Vi sætter en bil ved hulerne i Maro og kører til Frigiliana. Turen starter lige neden for El Ingenio, og her bliver vi mødt af endnu et GR242 skilt, hvorpå der står, at der er 14,6 km. til Nerja. Det passer ikke, og der burde have stået Maro, for det er dér GR 242 ender – ikke i Nerja.

Vi starter med at vandre ad den vilde sti, der går hen over den forrevne bjergside lige øst for byen. Lige til venstre for huset Los Tajos går stien ind, og den skal man bare følge (hvis man har nerverne i orden) indtil man kommer ned i bunden af Higuerón dalen. Hvis man synes, at det er for vildt, kan man bare følge cementvejen ned i bunden af dalen og så gå til venstre og op langs med floden.  På et tidspunkt passerer vi et stort vandreservoir og lidt herefter går vores sti af imod højre. Der er skilte imod Fuente del Esparto, så der er ikke noget at tage fejl af. Opad går det nu omkring 250 højdemeter, så det er ikke nogen strøgtur. Men endelig kommer vi op på kammen og befinder os nu i ”mellemkødet” imellem floderne Higuerón og Chillar. Det er helt og aldeles øde her – vi ser kun træer og makí, tørre vandløb og et par firben. Stien er fantastisk, og den snor sig langs med bjergenes konturer. Vi kan se ned til Nerja i det fjerne og synes, at vi sjældent har oplevet noget mere vildt og smukt. Stien går både ned og op, så helt let er det ikke. Efter en opstigning kommer vi til passet, der fører stien ned i Chillarfloden. Nu går det ret meget nedad en halv times tid, men inden længe ankommer vi til Chillarfloden, som jeg ved tidlige lejligheder har udnævnet til at være verdens smukkeste flod. Det ER den, for den løber imellem stejle bjergsider og er omgivet af den smukkeste og vildeste natur. Floden bruser afsted, men heldigvis er der udlagt ”stepsten” så man kan komme tørskoet over. Vel ovre tager vi et hvil og nyder vores madpakker i den paradisiske idyl, der hersker her.

Men nu skal vi forcere den næste store stigning: op ad bjergsiden fra Chillardalen og over imod Marodalen. Det er en fandens til stejl opstigning og vi er 50 min. om at komme op. Puh ha – er vi seje eller hvad? Vel oppe går det i raskt trav hen til passet imellem Chillar floden og Maro floden (også kaldet Barraco de la Coladilla). Nu går det pænt nedad på en cementvej. På et tidspunkt går vores sti af mod højre og vi må gå et par hundrede meter på et meget ujævnt stykke vej, indtil vi kommer ned i bunden af flodlejet. Herfra går en sti op til picnic stedet El Pinarillo, og nu har vi heldigvis klaret dagens sidste højdemeter. Men det blev så også til omkring 950 højdemeter på en dag, og det er ikke så lidt, skulle jeg hilse og sige.

Fra El Pinarillo skal vi blot følge grusvejen (kørbar) ned til parkeringspladsen ved hulerne i Maro.  De sidste 5 km. tager kun 1 time at gå, for det går jævnt nedad og vi kan strække ud. I alt har turen taget lidt over 6 timer, og vi synes selv, at vi har fortjent kaffe og kage oppe i hulernes cafeteria. Nu har vi gennemført GR 242 og hurra for det. Det er en superflot tur, som fortjener at blive kendt over det ganske land.

-----

Hotel i Sedella
Fik du blod på tanden, da du i La Danesa februar læste om vandringen på GR 242, så kan vi oplyse, at der nu også er overnatningsmulighed i Sedella. Hotellet hedder Casa Pintá og har syv værelser, restaurant og en terrasse med god udsigt.Du finder Casa Pintá i landsbyens vestlige ende på Ctra. de Canillas km 17,5 i Sedella, tel. 618 701 921.

CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com