Mens solen står op og går ned over Alhambra

Den røde Borg kaldte de mauriske emirer jo deres monumentale bygningsværk i Granada. Og som lyset leger sin vej gennem dagen, fremstår Qa'lat al-Hamra, eller Alhambra som vi kender det, da ganske rigtigt i røde nuancer, mens det til tider snarere synes gråt, andre gange gult eller brunt og alting derimellem. I en tidlig vintermorgens lys, på vejen fra syd ind imod byen, er det netop de røde farver, der er fremtrædende i Alhambra, der efterhånden som man kommer nærmere, kan ses som et fatamorgana over den sydøstlige del af Granada, hvor det ved floden Darro kravler op ad bjergene, omkranset af Sierra Nevada. Det siges, at det er takket være en enkelt soldat, at Alhambra stadig står der. Og så er det ellers på grund af først de spanske myndigheder og sidenhen UNESCO, at området er fredet, og at man i dag virkelig passer på og konstant vedligeholder den røde borg.

Jovist, her er ganske overrendt af besøgende på de bedste dage og som i en febrilsk myreture på de værste tidspunkter, men det er Spaniens største attraktion, og det er ikke uden grund, at så mange besøger Alhambra. Hver dag accepteres maksimalt 6.000 gæster, nogle gange er her færre, men altså aldrig flere. Så bid tænderne sammen, det er sikkert snart overstået, og når man vel bliver sluppet ind på området, ser man, at det ikke er uden grund, at man ikke er alene.
Alhambra er som de dér russiske dukker, som inden i gemmer på en mindre, i den en endnu mindre og så videre. Det er en hel by i byen, en befæstet og muromkranset bosættelse med emirens palads, borg, kaserne, stalde, boliger og en kirke, hvor der tidligere stod en moské, samt sommerpaladset Generalife.
Alle repræsenterer sin del af kompleksets omtumlede historie.

En bid af tiden
Det var efter Córdoba-kalifatets undergang, at magtens epicenter blev forflyttet til Granada, og det var Nasride-dynastiet, der udgjorde de sidste emirer her i Al-Andalus, som stod bag opførslen af Alhambra, der egentlig blev anlagt ovenpå en ældre fæstning. Nærmere betegnet var det emiren Muhammad ibn al Ahmar, der i 1238 tog det første spadestik, hvis man nu stik imod al forventning skulle have foretaget en sådan ceremoni på den tid. Men det var faktisk først i midten af det 15. århundrede, at Yusuf I og dennes søn Mohamed V færdiggjorde komplekset, altså forholdsvist få år før, de blev forvist fra denne, maurernes sidste højborg i Spanien, som deres forfædre havde invaderet næsten 800 år forinden.

Da de kristne krigere havde indtaget Alhambra, skulle meget være blevet ødelagt, møbler og hvad man ellers kunne skrabe til sig skulle være stjålet, men trods alt blev der ikke hærget mere, end man stadig havde mere at sprænge i luften. I 1812-tallet havde Napoleon Bonaparte i hvert fald besluttet at lade hele skidtet jævne med jorden, men takket være den førnævnte ene soldat, der i sidste øjeblik lykkedes at forpuffe der meste af dynamitten, sprængtes kun to tårne i luften. Samme skæbne skulle den ene af soldatens arme have lidt.

I 1828 begyndte man så restaureringsarbejdet, et arbejde der fortsætter den dag i dag.

Fæstning, kirke og moské
Alhambra spreder sig over adskillige hektarer, og det kræver en del mere end et hurtigt besøg at få det hele med. Mindre end det hele kan gøre det, lidt er som bekendt mere, og hermed en appetitvækker.
Vel inde på området forvirres man først over blandingen af stilarter og herkomst. Der er rester af den oprindelige fæstning, Alcazaba, og så står man pludselig ved en kirke på dette ellers så mauriske og muslimske symbol, men der er selvfølgelig bygget en kirke, og næsten lige så selvfølgeligt hedder den Santa María, ovenpå den tidligere moské. Det gør man jo altid, så det manglede da bare.
Dernæst ses Carlos V’s palads, eller Palacio de Carlos Quinto, der som kirken har overtaget mauriske byggegrunde. Også denne konge, som på et tidspunkt bryster sig med titlen af kejser, ville efterlade sit eget fodtryk i Granada, men skønt han levede fra 1500-1558, blev paladset på grund af økonomisk lavvande undervejs først færdigbygget i begyndelsen af 1900-tallet. I dag fremstår bygningen som en lidt malplaceret, men bombastisk renæssancebygningen, den første udenfor Italien, og i øvrigt med en flot indre søjlegård.



Nasridernes palads, løvernes plads

Nærmest i skyggerne af Carlos V’s palads ligger så det helt unikke ved Alhambra; Nasridernes palads, eller Palacio Nazaries, hvor man løsrives fra det meget katolske og føres ind i et andet univers.
Vel indenfor ad en ydmyg indgang kommer man til en verden af utallige afdelinger og rum, patioer og pladser, alt sammen udsmykket med stuk, marmorsøjler, eksotisk træværk og kakler samt utallige vandløb og fontæner med vandet fra Darro, der kaster en følelse af fred over stedet. Her er det nemt at forestille sig kjortelklædte emirer holde hof, hærge og regere over alle undersåtternes liv og død, og ellers dandere den mellem besøg hos nogle af de hundredvis af kvinder og mænd, som var låst inde i haremmet. Paladsets største rum, som optager hele Torre de Comares, kaldes Salón de Embajadores, og det fungerede som en slags reception eller tronsal, hvor emiren modtog ambassadører og andet folk fra fremmede lande. Emiren skulle have siddet med ansigtet mod indgangen, hvormed eftermiddagens og aftenens besøgende blev blændet og mistede mælet af den nedadgående sol bag emirens trone.

Det var også her, at emirens egne nemesisser, de katolske monarker, Isabel og Fernando, efter at have indtaget maurernes sidste bastion, senere det samme år skulle underskrive et dekret, der skulle forvise også alle menige muslimer og med dem jøderne, medmindre selvfølgelig de lod sig konvertere. Og det var her, at monarkerne modtog en vis sømand ved navn Cristoffer Columbus. Fernando afviste sømanden, mens Isabel valgte at støtte hans foretagende, og dermed blev det som bekendt.

I dette sammensurium af et palads ligger også Løvegården, som i Patio de los Leones. Fontænen med de 12 løver er netop vendt tilbage til gården efter at have undergået flere års rengøring og restaurering, men nu pryder de igen pladsen sammen med 124 imponerende marmorsøjler. Vær iøvrigt opmærksom på, at entréen til Palacio Nazaries er tidsbegrænset, kommer man for sent, skal der mere end almindelig overtalelsesevne til for at få tildelt en ny besøgstid.




Sommerpaladset Generalife

I sommerpaladset Generalife kan man derimod komme og gå, som man forlyster. Det samme formodes emirerne at have gjort, da det ligger kun få hundrede meter fra Palacio Nazaries.
Emirerne skulle have brugt det lille palads som en slags kombineret summerhus, jagthytte og lysthus. Og man kan forundres over dets nærhed til selve den heksekedel, som Alhambra må have været, men det skyldtes vel emirernes frygt for at komme for langt væk fra borgens sikre mure. Paladset på Generalife er fint, mens de omkringliggende haver med eksotiske planter, cypresser, frugttræer og blomster, er enestående og en lise efter turen rundt i Alhambra.

Den smukkeste solnedgang
Da den daværende amerikanske præsident Bill Clinton i 1997 besøgte Granada og Alhambra kaldte han solnedgangen over området for ”verdens smukkeste solnedgang”. Det fik da også den nuværende præsidents hustru, Michelle Obama, til at tage turen dertil, da hun i 2010 holdt ferie i Marbella sammen med den ene af parrets døtre.

De to har set solnedgangen ud over den gamle bydel Albaicín på nabobjerget og det højere liggende, såkaldte sigøjnerkvarter, Sacromonte, der delvist er et grottesamfund, hvor Michelle Obama i øvrigt så formodet fuldblods flamenco på en tablao.
Og egentlig er tingene vendt på hovedet. Fra Alhambra skuer man nemlig ned over en del af Granada, der er langt ældre end borgen selv, nemlig Albaicin, en bydel der menes at have været her siden tidernes morgen, og som ikke har ændret sig meget siden hin morgen, men det er den nyere del, der er beskyttet.
Fra Alhambra ser man også ned over den endnu nyere del af Granada, der hvor katedralen ligger og ved den mausoleet for de katolske monarker, Isabel og Fernando, der netop genindtog Granada og fik de sidste maurere forvist. Den sidste mauriske emir, Boabdil, skulle ifølge et ofte gentaget sagn have sukket så dybt og grædt så indædt, at vi stadig hører ham, mens vi nu kan glædes over endnu en solnedgang over Albaicín og Sacromonte, hvor det hele startede.

Jovist, her er ganske overrendt af besøgende på de bedste dage og som i en febrilsk myreture på de værste tidspunkter, men det er Spaniens største attraktion, og det er ikke uden grund, at så mange besøger Alhambra. Så bid tænderne sammen. Her er det nemt at forestille sig kjortelklædte emirer holde hof, hærge og regere over alle undersåtternes liv og død, og ellers dandere den mellem besøg hos nogle af de hundredvis af kvinder og mænd, som var låst inde i haremmet.

År for år
1031: Granada bliver maurernes hovedby i Andalusien.
1238: Emiren Muhammad ibn al Ahmar grundlægger Alhambra.
1350-1450: Yusuf I og hans søn Mohammed V færdiggør komplekset.
1492: Den 2. januar indtages den sidste mauriske bastion i Al-Andalus, Alhambra.
1600-tallet: Kirken bygges ovenpå den tidligere moské.
1812: Napoleon forsøger at sprænge Alhambra i luften. En enkelt soldat afværger en katastrofe.
1828: Restaureringsarbejdet påbegyndes.
1943: Alhambra beskyttes under spansk lovgivning.
1989: Paladset inkluderes på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Bestil billet
Alhambra er med 6.000 gæster om dagen den mest besøgte seværdighed i Spanien, og det anbefales at booke entré i god tid. Den bør inkludere Palacios Nazaries.
Læs mere omkring åbningstider, anbefalinger og restriktioner på Alhambras officielle hjemmeside, hvor man også kan reservere billetter.
Sitet er på flere sprog, bl.a. spansk, engelsk og tysk, men dog ikke noget skandinavisk sprog.

Se: www.alhambradegranada.org.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com