Ud og se med Renfe

En af Spanien smukkeste togstrækninger går fra Ronda til Algeciras. Jernbanen blev bygget i slutningen af 1800 tallet, og den løber hen over smukke sletter, igennem dramatiske slugter og ender nede ved Gibraltarbugten, hvorfra man kan spytte til Afrika. Jernbanen følger bl a. Guadiaro flodens flotte løb, så hvis man vil unde sig selv en udflugt af de usædvanlige, er denne tur med Renfe helt oplagt. I forbindelse med banens oprettelse blev der bygget et meget fint luksushotel i Algeciras, og dér skal vi naturligvis overnatte.

Vi beslutter os til at starte vores togtur i Bobadilla, som er et af Andalusiens vigtigste jernbaneknudepunkter, idet den nord- syd gående strækning her møder den øst – vest gående ditto. Bobadilla ligger ca. 20 km. vest for Antequera og er nem at finde i bil. Så vi kører nordud fra Málaga, og på vejen dertil holder vi picknick i Villanueva de la Concepción ved foden af El Torcal bjergene syd for Antequera.

Der er kun tre daglige afgange imod Algeciras, så vi tager den, der går fra Bobadilla kl. 15.21. Det giver os god tid til at spise frokost og nå frem, og da togturen tager ca. 2 ½ time betyder det, at vi er fremme i Algeciras i god tid til både bytur og aftensmad. En returbillet koster 30,50 € pr. næse, så det er oven i købet en billig fornøjelse, vi her skal ud på.

Engang var Renfe ( kort for Red Nacional de Ferrocariles = de spanske statsbaner) en støvet og søvnig organisation, der ikke kunne finde ud af at sende togene afsted til tiden, men de tider er for længst forbi. Nu kører det hele i bogstaveligste forstand på skinner, togene afgår på minuttet, og det hele bærer præg af, at moderne tider har indfundet sig. Ja, man kan ligefrem købe og betale sin billet på nettet ved at gå ind på www.renfe.com – websitet er på 7 sprog, herunder engelsk.

Der er noget over det, at skulle ud og køre med tog i Spanien. Vi er spændte på, om det hele nu fungerer, men vi bliver glædeligt overraskede. Lidt inden toget skal komme, træder stationsforstanderen frem på perroen og tager sin fine, røde kasket på. Så kommer toget, vi stiger på og fløjten lyder. Nu begynder det smukke spanske landskab at suse forbi vinduerne, og vi har nok at gøre med at dreje hovederne for at få det hele med, for vi kan ikke beslutte os til, om det er flottest på højre eller på venste side.
I starten går jernbanen hen over sletten vest for Antequera, og selv om det er fladt, er der masser af bjerge at se på i slettens udkant. F.eks. ser vi på togets venstre side en flot by, der ligger dramatisk og vipper oppe på kanten af en klippe. Byen hedder Teba, og den har vi aldrig hørt om. Uha, uha – endnu et udflugtsmål at udforske!
Inden længe ankommer vi til Ronda, og det er her, at den flotteste strækning begynder, for nu er det slut med sletten, og banen dykker ned i den ene slugt efter den anden. Et langt stykke følger banen Guadiaro flodens løb, og det er i denne flotte dal, at den berømte hule Cueva de la Pileta ligger. Vi har nok at gøre med at kigge ud af vinduerne og af og til følge med på det medbragte landkort, så vi ved, hvor vi er. Der er 16 stationer, der skal stoppes ved, inden vi når Algeciras.
Det er uhyre svært at tage fotos fra et tog, der kører med 120 km. i timen, for lige når man har fundet et motiv, er det væk igen, eller også er der kommet træer eller klipper eller tuneller i vejen. Så meget desto mere grund er der til selv at tage turen, så man ved selvsyn kan konstatere, hvor smukt landskabet er.

De 2 ½ time føles som ingenting, og inden vi får set os om, er vi ankommet til Algeciras, som er endestationen. Stationsbygningen er helt nybygget, og selv om der kun kommer eller afgår 6 tog i døgnet, er der ikke sparet på udstyret.

Det 4 stjernede hotel Reina Cristina blev bygget i forbindelse med banens indvielse i slutningen af 1800 tallet, og blev opkaldt efter den daværende spanske dronning María Cristina, gift med Kong Alfonso XII. Hun skulle efter sigende have ”bestilt” jernbanen. Der blev bygget to tvillinghoteller, begge opkaldt efter dronningen: et i Ronda og et i Algeciras. Hotellet i Algeciras lå, da det blev bygget, lige ned til stranden og havde en fin udsigt imod Afrika. I dag er der blevet bygget nogle havneanlæg foran hotellet, men det er stadigvæk lidt af en perle. Dels er det bygget i en fin, engelsk kolonistil, det ligger midt i en meget smuk og velholdt have, hvori der findes ruiner af byens første moské, og det er nyombygget, veldrevet og nydeligt. Et dobbeltværelse med morgenmad koster kun 63 €, og det må siges at være rigtig god værdi for pengene. Vi var overraskede over, hvor fint det hele var, og for kun 12 € pr. næse kunne vi blive ”upgraded” til halvpension, som var en fin aftensmadsbuffet, så vi var ret imponerede over, hvad vi fik for pengene på Reina Cristina. Gå selv ind på: www.reinacristina.es for at læse mere. Det skal siges, at vi bookede igennem booking.com og det var muligvis derfor, at prisen var så lav.

Hotellet er i dag også kendt pga. alle de berømtheder, der har overnattet på det. Her kan nævnes: Winston Churchill, Kong Alfonso XIII, Federico García Lorca, Franklin D.Roosevelt, det spanske kongepar, Sir Arthur Conan Doyle, Charles de Gaulle, Cole Porter, Orson Welles, Ava Gardner, Rock Hudson, Edward Heath og mange andre. Under 2. verdenskrig boede der adskillige spioner på hotellet, for det var jo et bekvemt sted, når man skulle finde ud af, hvilke skibe der sejlede ud og ind af Middelhavet.
Det tager kun 1 kvarter at gå fra stationen hen til hotellet: man går bare til højre, hen over en bro og så til venstre. Nu kan man på venstre hånd se gaden

Paseo Conferencia, hvor hotellet ligger.
Vi ankommer til hotellet ved 18 tiden, og efter at have beset vores store, fine værelser med privat balkon, er det tid til at besøge byen Algeciras, som jo er præget af at være Spaniens største containerhavn. Bymidten er let at finde, for man skal bare følge havnefronten. Der er containerskibe overalt, både ude i bugten og ved kajpladsen, som omfatter flere rækker moler. De blå Mærsk kraner dominerer billedet, og Algeciras er da også Mærsks vigtigste omskibningshavn ved Middelhavet.
Byen bærer stærkt præg af at være en havneby, med alt hvad dertil hører. Der er daglige færgeforbindelser til Marokko, og der sælges billetter og mad på arabisk – ja visse steder tror man, at man allerede er arriveret i Tanger. Lidt skummelt kan det synes, men er i virkeligheden helt fredeligt. Vi slentrer hen til den fine plads Plaza Alta, hvor der udspiller sig et livligt folkeliv her i aftenskumringen. Stemningen er fin, og nedenfor pladsen kan man se havnefronten med bugten, der er smækfyldt med skibe, samt Gibraltar ovre på den anden side. Et flot syn!
Vi ville ikke vide, hvor vi skulle gå hen og spise, så vi er tilfredse med, at vi skal tilbage til hotellet og have buffet.
Efter morgenmaden næste morgen inspicerer vi hotellets smukke have med ruinerne af byens første moské og det overlækre pølområde. Inden vi får set os om, er det tid til at slentre tilbage til stationen. Vores tog går kl. 11.45, og hvis vi kommer for sent, må vi vente i over 6 timer på det næste.
I dag skinner solen kraftigt, og turen tilbage er om muligt endnu flottere end turen ned. Lidt over kl. 2 ankommer vi til Bobadilla, og nu er det passende at tage ind til Antequera og få en solid spansk frokost. Og således opmuntrede kan vi fryde os over endnu en fantastisk udflugt.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com