Top ti spanske byer - anno 2012

Vi har nu udnævnt de ti spanske byer, som, mener vi altså, er de absolut mest mageløse og eventyrlige. På grund af deres historier og arkitektur eller på grund af deres beliggenhed og charme.

Nogle gange diskrimineres de af de mere kendte og oftest besøgte byer som Madrid og Barcelona, Málaga og Palma de Mallorca, San Sebastián og Santiago de Compostela. Disse byer, kunne man da argumentere, burde sammen med flere andre være med på denne eksklusive liste, men også fordi vi allerede har tildelt dem adskillige kilometer spalteplads, og sikkert vil give dem endnu flere i fremtiden, og fordi mange af La Danesas læsere i forvejen er særdeles godt bekendt med dem, iler vi videre, ud i det store land med de uudtømmelige muligheder for en eskapade, i håbet om at kunne inspirere til endnu en favorit by eller ti.

Segovia.

Segovia
Slotte og borge, specielt Alcázar de Segovia, der sikkert har inspireret Walt Disney, og en akvædukt som de gamle romere efterlod sig for snart et par tusinde år siden, samt en gammel bymur, er de primære årsager til, at denne by er blandt de ti spanske byer, man skal se, før man forlader denne planet eller, nå ja, bare dette land.
Segovia, som de keltiske iberer skulle have kaldt Segobriga, ligger på et bakkedrag mellem floderne Río Eresma og Río Clamores, med bjergene Guadarrama som kulisse, i Castilien og León,
Unesco inkluderede allerede i 1985 Segovia på verdensarvslisten, altså et af de steder, vi skal passe specielt godt på, så også vore efterkommer kan få denne fornøjelse.
Det bør de også med hensyn til helstegt pattegris, stegt mør som mantecado og skåret op med en tallerken, der må stå øverst på spisesedlen.

Mahón
Eller Maò, som menorquinerne selv foretrækker at kalde deres hovedby.
Havnen, som her ses i baggrunden, anses som den største naturlige havn i Middelhavet. Havnekajen er omkring fem km lang, og langs den ligger en række glimrende spisesteder og udmærkede gindestillerier.
Midt i havnen er der en ø med et gammel laseret, hvor søfolk og besøgende i de store søfartsdage var i karantæne, før de fik lov at gå i land, for på denne måde at undgå smitte af pest, kolera og andre dårligdomme. Lazarettet blev bygget af briterne, der i begyndelse af 1700-tallet indtog øen, hvor de forblev der meste af århundredet.
De har også efterladt gintraditionen og en del bygninger i selve Mahón, hvor kolonistilen på unik vis mænger sig mellem de mere traditionelle, barokke bygninger.
Det skulle dog være en franskmand, som her skulle have opfundet mayonnaisen – la mahonesa.

Valencia.

Valencia
Den valencianske hovedstad har naturligvis sin del af historisk vingesus, heriblandt den nærmest obligatoriske katedral og bymur, mens Unesco har ladet sin beskyttende kærlighed falde på den gamle La Lonja.
Det er dog det über-moderne, spektakulære og gigantiske Ciudad de las Artes y de las Ciencias, der i dag gør Valencia til noget helt specielt. Den futuristiske by, som ligner en rumstation fra Star Trek, er skabt af en levende legende, arkitekten Santiago Calatrava.
Den såkaldte by er lige dele videnskab og kultur, og her er bl.a. videnskabsmuseum, operahus, planetarium og akvarium, hvor alene delfinerne har 24 millioner liter vand at lege i.
Og jo, man kan stadig få paella, appelsiner og horchata i Valencia.

Zaragoza.

Zaragoza
Aragoniens største by, Zaragoza, ligger ved den mægtige flod Río Ebro.
Byen er på bristepunktet, hvad angår antallet af indbyggere, men også hvad angår interessante sager.
Zaragoza skulle være opkaldt efter den romerske kejser Cesar Augustus, (Caesaraugusta), og over to tusind års kendt historie og fodaftryk fra flere folkeslag, heriblandt romere, maurere og jøder, har sat sit præg på byen. Et romersk teater og cirkus er restaureret, man kan se paladset Ajjafería og kirker i mudejarstil, som er inkluderet på Unescos liste over verdens kulturarv.
Naturligt nok fremhæves specielt den gamle bydel, som også er præget af regionens traditioner indenfor selvfølgelig arkitektur, men også kunst og håndværk samt gastronomi, hvor tjekkede restauranter nu mænger sig med ældgamle tapasbarer på bedste tidssvarende vis.


Cuenca.

Cuenca
Cuenca er et farverigt skue. Det er især de hængende huse, som berettiger byen en plads på denne liste og da også på Unescos verdensarvsliste.
Husene, las casas colgadas, lader til nærmest at være fanget i et fald midt mellem tid og sted, ud over kløften, gennemløbet af floderne Río Júcar og Ría Huécar. De, husene altså, er en del af den gamle bydel, hvor man også kan fortabe sig ad brostensbelagte gader og langs huse, der ikke hænger helt så meget.
Også denne by har et fint udvalg af historiske bygninger, bl.a. en katedral, der blev påbegyndt i 1200-tallet. Som det så ofte er tilfældet med kirker, tog det godt 300 år, før den var færdig.
Cuenca ligger midt mellem Madrid og Valencia, i Castilien La Mancha, Don Quijotes og de allestedsnærværende møllers hjemegn, og så er det hjemsted for nok Spaniens bedste ost, queso manchego.


Burgos.

Burgos
Den næsten mytiske El Cid ligger begravet i Burgos, nærmere betegnet i den gotiske katedral, der er en af Spaniens prægtigste, eftersom han skulle være født få km nord for byen og opvokset i selve Burgos.
Burgos var i flere århundreder hovedstaden for det forenede kongerige Catilien og León, og denne epoke har da også efterladt sit tydlige præg i form af middelalderlig glamour, såsom førnævnte katedral, der anses som et gotisk mesterværk, som skam heller ikke er overset af Unesco, samt klostrene Las Huelgas Reales og La Cartuja de Miraflores.
Lad også blikket vandre fra de religiøse monumenter, og nyd også denne elegante bys kønne promenader, fredfyldte pladser og gode spisesteder.
Burgos ligger ved floderne Río Duero og Río Arlanza og på pilgrimsruten, Camino de Santiago.


Cádiz.

Cádiz
Fønikerne var der først, hvilket vil sige for omkring 3.000 år siden, og derefter har da også alle de andre folkeslag, der gennem årene er kommet rendende til den iberiske halvø, sat sine præg på byen og hele Costa de la Luz, hvor der bl.a. romerne har efterladt sig nogle ikke uinteressante ruiner.
Størstedelen af de særprægede, koloniagtige bygninger, der i dag udgør byen Cádiz, blev dog bygget i det 18. og 19. århundrede.
Mange af indbyggerne, los gaditanos, mener, at det er karnevallet, et af Spaniens største, mest støjende og længst varende, der specielt kendetegner byen, men vi mener nu, at det er dem og selve byen.
Beliggenheden ved Cádiz-bugten og det uendelige Atlanterhav, der stadig giver en overflod af fisk og skaldyr til områdets mange fiskerestauranter og chiringuitos, er med til at skabe en meget charmerende atmosfære.

Girona
Det første man ser, når man ankommer til denne by ved foden af Pyrenæerne i det nordøstlige Catalonien, er de farverige huse, der spejler sig i floden Río Onyar, og dernæst er det bymuren, som omkranser den gamle bydel, samt katedralen, Sant Feliu, der rager op over hele herligheden.
Bag floden og bymuren ligger en af Europas mest fascinerede gamle jødiske kvarterer. Den har rødder helt tilbage til det sjette eller syvende århundrede, hvor en lov tvang jøderne til at bo i den samme del af byen. Bydelen kaldes judería eller i Catalonien call, og her forgrener en myriade af trange gyder sig gennem bydelen, hvor det kan anbefales at fare vild.
Måske ad Carrer de la Força, der er en del af Via Augusta, de gamle romeres vej fra Cádiz til Rom.


La Laguna.

La Laguna
La Lagunas beliggenhed er intet mindre end unik. Den ligger mellem Tenerifes hovedby, Santa Cruz, og feriebyen Puerto de la Cruz, med Atlanterhavet foran og Spaniens højeste bjerg, vulkanen Teide bag sig.
La Laguna var tidligere øens hovedby og anses stadig som det intellektuelle og historiske midtpunkt. Det er da også de intellektuelle, de filosofiske principper i byens opførsel, dens byplan, der ifølge Unesco har gjort den værdig til en plads på verdensarvslisten.
Udover beliggenheden gør også Tenerifes specielle huse med de karakteristiske balkoner og garagerestauranterne, der stadig serverer papas con mojo og eksotiske frugter og grønsager, den nu værdig til en plads blandt de her specielt udvalgte.
Byens fulde navn er San Cristóbal de la Laguna.


Ávila.

Ávila
Man glemmer aldrig Ávila, når man først har skuet ud over den imponerende bymur.
La Muralla de Ávila er godt 2,5 km lang og omkranser et areal på 31 hektar. Den har en gennemsnitlig højde på 12 meter, 88 meget karakteristiske halvrunde vagttårne og ni porte, hvoraf Puerta del Alcázar og Puerta de San Vicente er de prægtigste.
Arbejdet på bymuren blev påbegyndt i 1090, og det stod på frem til det nuværende resultat stod klart i 1300-tallen, men når den nu er oplyst om aftenen, er den det største fuldt belyste monument i verden.
Bag muren ligger den mest charmerende labyrintagtige gamle bydel, en overflod af renæssancepaladser og kirker, samt en usædvanlig katedral fra den 16. århundrede, der er tilegnet bysbarnet, den hellige Teresa.
Ávila, der ligger ved foden af bjergene Sierra de Gredos, har også har nydt godt af Unescos opmærksomhed.

De største

Spaniens største byer, hvad antal af indbyggere angår, er ifølge det nationale statistiske institut, INE, som følger:

1) Madrid: 3.265.038
2) Barcelona: 1.615.448
3) Valencia: 798.033
4) Sevilla: 703.021
5) Zaragoza: 674.725
6) Málaga: 568.030
7) Murcia: 442.203
8) Palma de Mallorca: 405.318
9) Las Palmas de Gran Canaria: 383.343
10) Bilbao: 352.700

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com