En kærlighedserklæring til Comares

De hvide bjerglandsbyer, der traditionelt har haft den ydmyge rolle som baggrundstæppe for det virkelige liv nede ved middelhavskysten, er ved at skifte status. Oftere og oftere falder der hammerslag på huskøb i de små mauriske landsbyer med stejle gader, søvnige bytorve og indbyggere, der ikke har skiftet livsstil i århundreder.
Som bekendt har kærligheden sine veje, som fornuften ikke kender, men interessen for de hvide byer kan naturligvis ikke undgå at vække nysgerrighed. Derfor tog La Danesa mere end godt imod, da Majbritt Fabricius proklamerede sin kærlighedserklæring til den hvide by Comares, og inviterede os på besøg for at få syn for sagen.

Turen til Comares
Jeg møder Majbritt i Torre del Mar. Herfra skal vi nu i bil snegle os 735 meter op over havets overflade ad en slingrende bjergvej i omkring tre kvarter. Uden for vinduerne passerer avocadoplantager, olivenlunde og ikke mindst blomstrende mandeltræer forbi. De mange hvide fincaer og cortijoer giver mig en fantasi om, at det kunne være en højere magt, der med gavmild hånd har spredt perlesukker rundt omkring i landskabet. Ikke til fryd for den søde tand forstås men så sandelig som en fryd for øjet.
Efter blot 25 km kørsel fra Torre del Mar er vi nået til Comares. Idet vi åbner bildøren ved byens torv, bliver jeg ramt af noget, der minder om et hammerslag… stilheden. Forskellen mellem Torre del Mars larmende gader og stilheden på Comares lille torv er ufattelig. Vi er i sandhed kommet til en anden verden, der ligger uendeligt længere væk end de 25 km fra Torre del Mar, som vejkortet indikerer.
På torvet bliver vi modtaget af det bedagede bysbarn, Miguel, der virker som om, han har ventet på os i flere timer. Modtagelsen er hjertelig, og alderens nysgerrighed giver sig klart til kende. Vi må selvfølgelig aflægge forklaring for vores besøg: Majbritt Fabricius vil bare vise mig sin elskede landsby, Comares.

 

Bar Tropical
Ved ankomsten er klokken omkring tre og byen sover til middag. En enkelt doven café er dog åben: Bar Tropical. Baren bliver betjent af en imødekommende yngre herre ved navn Jesús Martín Ponce på 17 år. Med min danske baggrund tænker jeg automatisk på, om ikke den rare Jesús kunne fortjene et kærligt spark i en vis legemsdel og komme i gang med en uddannelse? Men Majbritt tager ham straks i forsvar:
”Det er meget almindeligt her i byen at slutte skolen med 10. klasse. Herefter vil de unge gå til hånde hos forældrene, og på et senere tidspunkt overtager de deres virksomhed,” siger hun.
Jesús´ forældre ejer Bar Tropical og har et jordstykke ude på campoen, hvor de dyrker avocadoer. Familiens eksistensgrundlag er ikke imponerende, men til gengæld er kravene heller ikke store. Det noget vegeterende landsbyliv i Comares har sat sit præg på vores unge bartender. I forhold til sin alder har Jesús en atypisk rolig og harmonisk udstråling. Det overbeviser mig om, at vi bare lade ham være i fred. Hvorfor skal hele verden gå i takt? Hvorfor ikke glæde os over livets mangfoldighed?
Oppe i baren fordriver to englændere tiden i selskab med hver deres Cruzcampo-øl. De indrømmer gerne, at deres eksistensgrundlag er yderst spinkelt: Fra hånden til munden. Mulighederne for ordinært arbejde er små. Hvis de søger arbejde nede på kysten, vil de alt for nemt blive spottet som solbumser af enhver virksomhed, og det er godt det samme. For de har taget et afgørende valg i deres liv: At stige af rotteræset i England på afhopper-manér til fordel for et liv i solen baseret på ”simple living.” Et liv, hvor du kun skal have, hvad du behøver. Det moderne livs grænseløse materielle ønsker er afskrevet for deres vedkommende.

Majbritt Fabricius
I en eller anden forstand kan man også betegne Majbritt som en afhopper fra en tilværelse i Danmark, hvor man uundgåeligt bliver ”spændt for” af materielle ønsker. Drømmen om et liv i Spanien har været til stede, siden 40-årige Majbritt var teenager. Men den drøm virkede umulig at få opfyldt. Økonomi, arbejde og ansvaret for hendes datter stod i vejen. Imidlertid fik Majbritt en dag for fire år siden en kunde i sin fysiurgiske massageklinik, der kunne fortælle, at der er gode arbejdsmuligheder for den slags massører i Spanien.
Herefter tog Majbritt til Andalusien for at udforske mulighederne, og valget faldt på Comares. Datteren, Sus, på 16 år går i spansk skole, og skal til næste år fortsætte på et ligeledes spansk gymnasium i Velez Málaga. I dag har Majbritt sit eget firma, MB-living, og kunne ikke drømme om at vende tilbage til Danmark.
For Majbritt er livet i Comares mere end bare en tilværelse. Det rette ord er snarere tilstedeværelse. Her får øjeblikket sin betydning og ret. Følelsen af at være i live kommer som en gave hver eneste dag. Her kan du sætte dig under et blomstrende mandeltræ, se ud over de andalusiske bjerge med Middelhavet i horisonten og spørge dig selv: Hvad mere kan man ønske sig?

Byturen
Bystyret i Comares har generøst og turistvenligt lagt små keramiske fodspor ned i byens gader som et turforslag for de besøgende. Herved burde muligheden for at fare vild være udelukket.
Comares er en by, hvor det mauriske præg er markant. Det gælder ikke kun den udprægede mauriske byggestil i Comares, men også beboernes selvbevidsthed som muslimer, der på et eller andet tidspunkt i historien er konverteret til kristendommen. Et faktum der klart er symboliseret ved byens kirke, Nuestra Señora de la Encarnación, som er en ombygget muslimsk moské i typisk maurisk mudejar-stil.
Resterne af en gammel maurisk fæstning fungerer som et slags vartegn på byens højeste punkt, og vidner om, at Comares er en by, der med sine høje beliggenhed har haft militærstrategisk betydning. Først var det romerne, der grundlagde byen under navnet La Tahona. Senere kom en lang periode under maurisk styre, hvor byen skiftede navn til Hisn Qumarich, der betyder Comares fæstning. I 1487 blev byen endelig erobret af de katolske konger.
På byens torv finder du det legendariske hotel og restaurant El Molino de los Abuelos. Det er to hollændere, der har ombygget den gamle olivenmølle til et centrum for mad og underholdning i byen. Her kan du få mulighed for at se flamenco en gang om måneden eller selv danse salsa på mandage, hvis du vel at mærke har fået indlært et par grundtrin i stedets salsaskole. Endelig er der grillaften på tirsdagene.

Rosinruten
Har du fået lyst til at se på hvide landsbyer i La Axarquía, er det oplagt at tage udgangspunkt i den berømte Rosinrute, ”Ruta de la Pasa”, som udover at passere Comares også omfatter byerne Moclinejo, Almáchar, El Borge, Cútar og Totalán. Da ruten er 62,7 km lang, er det de færreste, der kan, eller vil gennemføre den til fods. Navnet rosinruten kommer af områdets berømte, store moscateldruer, der bruges til fremstilling af rosiner og den kendte dessertagtige moscatelvin, som spanierne ynder at bruge som ledsager til skaldyrsretter.
Det er ved at blive sent på eftermiddagen, og besøget i Comares har nået sin ende. Majbritt og jeg slingrer behageligt ned ad bjerget til Torre del Mar igen. Mange indtryk skal nu bundfælde sig, og spørgsmålet om jeg kunne blive forelsket i en hvid by, begynder at hænge i luften. Hvis det skulle ske, er der dog en ting, som alle må holde sig for øje: Bliver du forelsket i en hvid by, så pas på – eller glæd dig. For med valget af en bolig oppe i de andalusiske bjerge har du også valgt en helt ny livsform... ”take it or leave it”.

Fakta
Antal indbyggere: 1700
Højde over havet: 735 m
Afstand til Torre del Mar: 25 km.
Afstand til Málaga: 35 km.
Byens kommunale hjemmeside har også turistinformation: www.comares.es.

Byfester

  • Byens to største fester er Feria de Comares sidst i august samt Fiesta de Verdiales i midten af maj.
  • Midten af januar: Fiesta de San Hilario
  • Midten af maj: Fiesta de Verdiales
  • Midten af august: Feria de Las Cuevas
  • Sidst i august - Feria de Comares

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com