Jornada Mundial de la Juventud

- set indefra

Mit navn er Kristian-Alberto, og jeg går undercover i La Jornada Mundial de la Juventud (JMJ). JMJ er en masseevent for unge katolikker og La Danesa ønsker at finde ud af, hvad disse unge har på hjertet. Jeg tjekker, om de sidste ting er med i min rygsæk. Det er det og jeg er klar. Spændt går jeg ned til bussen, som holder og venter med alle pilgrimmene, som skal til JMJ. Den næste uge skal jeg selv være pilgrim – én mere i Guds fromme flok. I bussen starter turen med bøn, guitarspil og livlig sang. Det kan ikke mærkes, at klokken er 5 om morgen. Vi er alt for spændte og forventningsfulde til at sove. Vi skal nemlig til Madrid sammen med omkring 1,5 millioner andre katolikker fra alverdens lande. Jeg spørger min sidemand i bussen, José María, hvad han forventer sig af turen. ”For mig handler det om at se Paven og høre det glade, kristne budskab. Sammen skal vi opleve Kristus inkarnere sig i os gennem den kollektive glæde. Jeg glæder mig også vildt til at se Madrid, som jeg aldrig har besøgt før!” Der er turbo på stemningen fra første sekund. Jeg lytter opmærksomt, og spørgsmålene hober sig op: Hvilket forhold har de til kirkens konservative standpunkter? Hvordan lever de samtidig et moderne menneskeliv? Hvorfor er frafaldet i den spanske kirke så voldsomt? Moderniserer kirken sig?

Kirken er universel
Vi ankommer til Torrejón udenfor Madrid, hvor vi skal overnatte i nogle store sportsanlæg. Vi lægger vores ting og tager hurtigt af sted til kristendomsundervisningen, som finder sted hver formiddag. Her skal vi høre den katolske kirkes fortolkninger af evangeliet.
Kirken forstår sig selv som arvtager efter Skt. Peter, hvorigennem den har sin autoritet. Matt. kap. 16, v. 18-19: ”Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på Jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.” Kirken er Guds stedfortræder på Jorden og insisterer på ideen om én samlet kirke på Jorden.
Vi kunne mærke denne universalitet på egen krop. Overalt viftede folk med flag fra alverdens lande.
Paven understregede flere gange: ”Man kan ikke følge Jesus egenhændigt!” Paven forsøger at samle kirken, men i endnu højere grad forsøger han at dæmme op for de progressive kræfter i kirken, som ønsker en mere tidssvarende teologi. Paven sagde, at hvis man følger fristelsen at forsøge at finde Kristus alene, kunne man let ende med at tilbede en afgud. Denne klare melding, og de konservative budskaber, som vi fik videregivet i kristendomsundervisningen af en biskop, reagerede folk ikke rigtig på. Det undrede mig meget, men jeg fandt hurtigt ud af, at langt de fleste var uenige med kirkens konservative standpunkter og heller ikke lever efter dem. Et eksempel var, da biskoppen påstod, at kondomer slet ikke virker. Derpå beskyldte han videnskabsmænd for at lyve om prævention. Dette fik hurtigt Raúl fra Ecuador, en biologistuderende jeg mødte, til hårdnakket at fornægte biskoppens påstande. Men alt sammen forgik under overfladen. Kritikken af den konservative lære ulmer, men ties.

... og dens diversitet overvældende
Efter undervisningen og den tilhørende messe tog vi ind til Madrids centrum. Her mødte vi en international hær af katolikker. Kirkens universalitet udarter sig i en overvældende mangfoldighed. Den kulturelle mangfoldighed er den mest åbenlyse, men den tankevækkende er åndens diversitet.
Indenfor kirken finder man forskellige synspunkter, som alle forenes i troen på Kristus og hans hovedbudskaber om næstekærlighed og forsoning. Mens vi gik i parken, fik jeg lejlighed til at tale med mange forskellige mennesker. Ignacio fra Valencia fortalte mig, at han slet ikke troede på helvede, men mente, at Guds kærlighed rækker til alle mennesker. I hans bevidsthed fandtes kun paradiset og en renselsesproces i skærsilden forinden. Den franske Alexis, med et moderne hippie-look, havde koblet en veganertilværelse sammen med katolicismens budskaber om det hellige liv. En tredje, Rubén fra La Coruña, levede i fuld overensstemmelse med alle katolicismens officielle forordninger. Han tilhørte den neokatekumenale bevægelse indenfor kirken. Denne bevægelse forsøger at efterligne de første menigheder. Som medlem af den skal man gå ”El Camino”. Vejen består af mange års undervisning. Desto mere integreret du er i bevægelsen, desto mere kan du få at vide, og des dybere kan undervisningen blive. Han fortalte glad: ”Vejen har redet mig fra fortabelse! Den har fornyet mit liv. Nu er mit liv fuld af mening og jeg har bekæmpet mine laster.” Rubén arbejder til daglig som læge, hvor han nægter at udføre aborter, og fører ellers et almindeligt liv, hvor han dog husker at gå i kirke. Modsat ham havde den tjekkiske pige Akneska haft en meget skræmmende oplevelse med bevægelsen. Hun havde oplevet en ekskluderende kultur, der fremmanede et psykisk dårligt miljø, hvor kritiske spørgsmål var helligbrøde og lydighed den største dyd. De neokatekumenale var ikke noget for hende, så hun holder sig nu til kirken alene.
Kirken har altså både ekstremistiske og meget progressive bevægelser.

Progressiv vs. ortodoks katolicisme
Jeg spurgte den irske Jamie O'Shea, som jeg også mødte i parken, om han ikke lever et dobbeltliv, idet han fornægter kirken. Han svarede: ”Jeg tror på Kristus som Frelseren, men jeg tror ikke nødvendigvis på Kirken. Pga. af alle sagerne om seksuelt misbrug her i Irland har vi katolikker lært ikke altid at have tillid til eller tro på Kirken.” Han mener ikke, man skal forsvare kirken for at tro på dens grundlæggende budskab. Mange tilslutter sig den kristne tro, men abonnerer ikke på kirkens ortodokse teologi. Jamie mener, at befrielsesteologien er vejen frem. Den grundlagdes i Sydamerika, hvor de lokale præster begyndte at tage de fattiges parti. Den anerkender kvindelige præster, opblødning af præsternes cølibat og meget andet. I stedet for en top-down teologi, blev det en bottom-up teologi. Ifølge teolog Juan J. Tomayo, El País, har en af Pavens hovedinteresser, i hans tid som leder af Ministeriet for Troens Forsvar, været at skelne mellem ortodoks og heterodoks teologi. Som Pave Benedikt XVI har han frataget flere prominente, progressive katolske teologer deres undervisningsret i teologi på katolske universiteter. Og kun den konservative fortolkning præsenteres som gyldig.
”Firmes en la Fe, Edificados en Cristo, Arrigados en el Señor”. JMJs motto omfavner begge fløje, men retorikken fra Pavens side er klar. ”Fast i troen” betyder fast i troen på kirken. ”Bygget på Kristus” betyder at stå ved kirkens doktriner og ”Forbundet til Herren” betyder lydighed overfor kirken. Men samtidig fortolker dem, som jeg taler med, disse ord progressivt. De ønsker ikke kirkens splittelse eller en nedbrydning af kirken. De håber på en fornyelsesproces. Nogle mennesker ender med at leve et hårdt dobbeltliv; andre lever med paradokserne og holder deres tanker for sig selv; atter andre falder fra.

Frafaldet i kirken
På vej ned til metroen købte jeg en avis, hvor de seneste opgørelser over spaniernes religiøse vaner fremgik. Jeg læste, at over de sidste 10 år er antallet af unge, der går i kirke, faldet fra 30% til 10% ud af de 70% procent unge spaniere, som erklærer sig katolikker. Det er et voldsomt fald i kirkegængere! Efter mine lange samtaler i JMJ, synes jeg, der tegner sig et billede af en progressiv fløj, som ikke kan italesætte dens synspunkter.

Modsætningsforholdet mellem den progressive og konservative kirke ses sjældent, da den progressive del af kirken stort set ikke er repræsenteret i medierne i dag. Den eneste tv-kanal, der erklærer sig katolsk, er Intereconomía, som kun repræsenterer de mest konservative i kirken. Den progressive fløjl kan således ikke komme til orde, og tier sig selv ihjel, eller rettere tier troen ihjel og støder mange mennesker ud af kirken. Processen intensiveres, når kirkens topfolk udelukker progressive teologier. Erklærede homoseksuelle må ikke blive præster; progressive teologer ekskluderes fra universiteterne og meget andet. I det katolske hierarki ses få moderate, da et vigtigt kriterium i valget af biskopper er ortodoksi. Biskopper og religiøse ledere vælges nemlig ikke her i landet, som man gør i Danmark. De udvælges af Vatikanet.
Mange har valgt kirken fra og derigennem også deres tro. De har ikke kunnet forbinde et moderne liv med en konservativ katolicisme, eller med en underkuet progressiv katolicisme.

La Marcha Laica
Sirenerne larmede og nationalpolitiet stormede frem i konvojer af 5-6 pansrede transportvogne. La Marcha Laica var i fuld gang. Politiet spærrede vejene op til Puerta del Sol og pilgrimme strømmede derfra. Jeg gik imod strømmen - jeg måtte frem! Jeg blev flere gange stoppet af politimænd, som tvang mig til at vende om. Men en lille vej førte direkte til demonstrationen. Jeg skyndte mig derhen, men det gik lynhurtigt op for mig, at jeg ikke var velkommen. Jeg kom nemlig gående med fuld pilgrimsoppakning. Da jeg stod 10 meter fra demonstrationen, turde jeg ikke gå tættere på. Tilråbende imod mig var voldsomme. De modbydeligste bandeord haglede ned over mig. På nogle bannere stod der ”Estado Laico” og “Con mis impuestos NO”. Men budskabet var uklart. På hovedgaden så jeg nogle pilgrimme kaste fyldte vandflasker i hovedet på demonstranterne, og politivolden var tydelig. Samtlige parter var påvirkede af situationen og begik overgreb mod hinanden. Ingen var uskyldige, alle tabte.

Bagmændene
I dagene efter blev demonstrationen fremstillet som en forsamling af systemkritikere og anarkister uden legitime intentioner. Juan Miguel, en af mine pilgrimskammerater, udtrykte det sådan: ”De kalder sig indignerede, men den indignerede er mig! Jeg respekterer deres domonstrationer. Hvorfor respekterer de ikke os?”
Først hjemme på redaktionen fik jeg mulighed for at undersøge deres budskaber. Demonstrationen var indkaldt af Europa Laica. Deres hovedbudskab var, at staten ikke skulle støtte JMJ finansielt. Europa Laica ville ikke acceptere, at staten støtter en religiøs begivenhed, eftersom staten skal være sekulær. I Spanien er kirken og staten officielt adskilte.
Den anden organisation bag demonstrationerne var den progressive katolske bevægelse Redes Cristianas. Talsmanden, Evaristo Villar, påpeger, at bevægelsen er en del af den katolske kirke, men de ønskede at udtrykke, at Paven ikke burde komme med prompt og pragt: ”JMJ burde ikke fejres på de store scener. Guds rige forkyndes på en from og simpel måde ud fra de mennesker, som nu engang lever i samfundet og ud fra moderniteten.”
Villar peger fejlagtigt på, at JMJ kun er for den konservative kirke.
Jeg oplevede, at ortodoksien var hovedbudskabet i år, men fordelingen mellem forskellige grupper i kirken var ligelig. Mange af de unge fra udlandet, deriblandt nogle tyske og danske unge, jeg mødte, var på regulær turist- og druktur med religiøse events inkluderet.

Konklosion: Kirken er kriseramt
Efter dagens begivenheder nåede vi alle trætte hjem til Torrejón. Klokken var 2 om morgenen. Jeg forsøgte at sove, som de andre, men kunne ikke lade være med at spekulere over det skete. Det gik op for mig, at de to sidste Paver tilhører den ortodokse del af kirken. Ja, også superstar Johannes Paul II. De sidste 40 år har de modarbejdet den modernistiske og progressive ånd, som gennemstrømmede det andet Vatikan Koncil i 1962, der moderniserede kirken og lagde op til at føre kirken ind i det 21. århundrede. Kirken er i krise, fordi den vender sig ind mod sig selv i stedet for at åbne sig. Kun hvis de opgiver stålfastheden, kan de vokse. Flere og flere falder fra. Den negative spiral kan kun standses, hvis kirken vender tilbage på det progressive spor.

Finansiering af JMJ
Officielt har JMJ kostet omkring 50 mio. €. 70% er betalt af pilgrimmene (alle spanske pilgrimme betalte mellem 210-270 €). 30% er betalt af private donationer fra menigheder og store spanske virksomheder. 30.000 frivillige har arbejdet gratis. Den spanske stat har ikke haft direkte udgifter, men har haft indirekte omkostninger i forbindelse med et stort, udvidet politiopbud og lægeassistance.
Det estimeres imidlertid, at JMJ har indtjent 150 mio. € til Spanien og skabt 3000 midlertidige jobs. Således kunne man sige, at indtægterne opvejer udgifterne til politi- og lægekorps. Rengøringsomkostningerne er relativt lave. JMJ har skabt 127.100 kg skrald, dvs. 85 g pr. person. Til sammenligning skaber Gay Pride paraden omkring 75.000 kg skrald. Ca. 1.3 kg skrald pr. person. Når man sammenligner tallene, og tager højde for antallet af mennesker, er omkostningerne relativt lave.

Polemik
Modstanden mod statens indirekte økonomiske støtte til JMJ er principiel. Det handler ikke om omkostningerne, men derimod om hvorvidt en sekulær stat skal støtte en privat, religiøs begivenhed. JMJ blev erklæret ”Begivenhed med særlig offentlig interesse” grundet de mange deltagere. Dermed anerkendes det, at JMJ ikke kun er privat.
Under alle omstændigheder, hvis staten overhovedet ikke må støtte private foretagender direkte eller indirekte, så ville fagforeningerne, foreninger for beskyttelse af minoriteter m.m. miste deres økonomiske fundament. Hvis det principielt forbydes, at staten støtter private foretagender kunne det få store konsekvenser for mange. Således virker argumentet svagt.

Journada Mundial de la Juventud (JMJ)
JMJ er en katolsk ungdomsfestival, som afholdes hvert 3. år. Formålet er at fremme de unges katolske bevidsthed og spirituelle liv. JMJ samler unge fra alverdens lande, hvor man fejrer troen på Kristus med koncerter, kristendomsundervisning, skriftemål, messer og meget andet. Højdepunktet for festivalen er Pavens tale under den afsluttende messe, hvor han overbringer sit hovedbudskab. I år var hovedbudskabet lydighed overfor kirken og ægteskabets hellige og principielt uopløselige status i Guds øjne.

JMJ blev første gang afholdt i Rom i 1985 på opfordring af Johannes Paul II. Dengang samlede festivalen 300.000 deltagende. Rekorden er 3.000.000 i Manila, Filippinerne, i 1995. I år samlede JMJ 1.500.000 deltagende.

Kirkens struktur og interne bevægelser
Kirkens hierarki starter hos Paven. Under paven er den romerske Curia, som består af en række ministerier, som administrerer kirkens forskellige gøremål og daglige sager. Under Paven er Kardinalerne og Ærkebiskopperne, som udgør Pavens rådgivere og som og vælger Paven. Under dem står biskopperne, som styrer enten et ministerium eller et stift, der igen udgøres af forskellige sogne styret af præster. Ved siden af disse er der religiøse og lægmandsbevægelser. Religiøse bevægelser er f.eks. Franciskanerne og Jesuitterne. Disse udgøres af præster, nonner og munke. Lægmandsbevægelser er derimod f.eks. den neokatekumenale bevægelse eller Opus Dei, hvor de fleste medlemmer er lægfolk. Disse bevægelser har alle deres overhoveder, som alle er loyale overfor Paven. Nogle af overhovederne bliver med tiden til Helgener, f.eks. Frans af Assisi.

CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com