Puerto de La Ragua og Posada de los Arrieros

Puerto de La Ragua er det eneste pas i Sierra Nevada, som tillader at man krydser bjergkæden på nord-syd aksen. Passet ligger i 2000 meters højde og området kaldes
”La cara oculta de Sierra Nevada” – Sierra Nevadas skjulte ansigt. Det er nemlig ikke et sted, der er ret kendt, for det er jo skisportsstedet ved Pradollano og Pico Veleta, der løber med al berømmelsen. Men Puerto de La Ragua er ved at etablere et navn som et godt område for langrend, vandring og mountainbiking, og der er flere og flere der får øjnene op for stedets kvaliteter. Områdets eneste hotel hedder Posada de los Arrieros, og det er et skønt ruralt hotel, som ligger i 1730 meters højde – helt deroppe hvor der ligger flere meters sne om vinteren, og hvor man om sommeren tror, at man er kørt forkert og pludselig befinder sig i Alperne.
Hvis man synes, det er for varmt på kysten i august, kan man passende forlade subtroperne og begive sig en tur op i det tempererede bælte ved Puerto de La Ragua. Her garanterer man, at temperaturen ligger ca. 10 grader under kystens, og her er der så grønt og smukt, at man tror, man har set forkert på landkortet og ved en fejl er landet på en alpeeng. Der er vilde blomster alle vegne, der går køer med bjælder på og iskolde bække vælter ned over bjergsiderne til vederkvægelse for den trætte vandrer.
Den hurtigste vej op til Puerto de la Ragua er utvivlsomt at tage motorvejen til Granada og derefter fortsætte i retning af Murcia. Lige efter Guadix drejer man af mod Calahorra og dernæst kører man mod Puerto de La Ragua. Man kan også køre op fra kystmotorvejen ved Adra, eller man kan tage den lidt længere tur gennem Las Alpujarras.

La Posada de los Arrieros har et klart alpepræg med træpaneler på væggene og bjælker i loftet. Hotellet bliver drevet af et spansk / tysk ægtepar, og det tyske islæt fornægter sig ikke. Her er ”Ordnung muss sein”, og der er utroligt rent alle steder og styr på det hele. Ægteparret taler spansk, tysk, engelsk og fransk, så der burde ikke være sprogproblemer. Se http://www.posadadelosarrieros.com.
Hotellet har sin egen vand- og strømforsyning, for det ligger så isoleret, at man her ikke kan komme på det almindelige el-net. Der kan derfor også af og til være problemer med internettet, så den sikre måde at reservere på er via telefon. Desuden bør man af samme grund have kontanter med til betaling, da man ikke altid kan regne med, at ens kreditkort virker deroppe i de vilde højder.
Hotellet ligger lige under passet og var i gamle dage et overnatningssted for de ”arrieros” (mulddyrdrivere), der transporterede varer på mulddyr over passet. Den gamle mulddyrsti eksisterer stadig, men er i dag blevet ”opgraderet” til at være en del af den kendte GR 7 rute, som er den ældste langdistancevandrerrute i Spanien. Den blev etableret i 1974 og strækker sig over 1900 km. alene i Spanien, hvor den går fra Tarifa til Andorra – derfra går den så videre til Peloponés i Grækenland. Gr 7 går lige forbi hotellet og op til passet, og langs med ruten løber der en lille bæk, så der er idyl for alle pengene på denne del af strækningen.
Hotellet tilbyder en hel række forskellige aktiviteter, som arrangeres af ejernes datter og svigersøn. Se www.aventurapolar.com for at få inspiration til, hvad man kan foretage sig heroppe, hvis man ikke ”bare” vil vandre. Bl. a. kan man ride og foretage ”white water rafting”.
Så snart vi er blevet etableret i vores fine værelse kaster vi os ufortrødent ud i weekendens første vandretur. Patricia fra hotellet foreslår, at vi tager en ca. 12 km. lang rundtur op til passet og tilbage. Den er vi med på og starter med at gå hen over den fine lille bro, der ligger lige bagved hotellet. Nu går det så opad 270 højdemeter, men vores opstigning bliver forskønnet af et helt overvældende blomsterflor, som lyser os i møde alle vegne. Vi befinder os i juni, og jeg tror med sikkerhed, at jeg kan sige, at jeg aldrig har set så mange vilde blomster på en dag som på denne forsommerdag i ”Alperne”. Det er er helt overvældende skønt. Tilmed er vejret sublimt med en skyfri blå himmel, ingen vind og et par og tyve grader. På et tidspunkt kommer vi op til et bredt brandbælte, og her ender vores fine sti. Vi skal nu gå til højre op ad brandbæltet, som lige her er ret stejlt. Vi kæmper os ufortrødent opad, men på et tidspunkt må vi tage et hvil og indtage vores velfortjente madpakker. Mans vi sidder der på bjergsiden, kigger vi over på en helt gul bjergside overfor os (den er helt dækket af blomster) og det er El Morrón del Hornillo vi her kan beundre. Der må vi over i morgen, beslutter vi.



Efter hvilet kravler vi videre opad og passerer en klippeformation, der ligger lige midt i brandbæltet. Herefter lyder der voldsom hundeglam og vi tror, at vi nu bliver overfaldet af en ulveflok. Men det viser sig at være en flok slædehunde, der står bundet ved en nærliggende gård. Slædehundene bliver jo mest brugt om vinteren, hvor man kan booke en hundeslædetur, men her om sommeren keder de sig nok.
Lige ovenfor gården kommer vi til en fin, bred grusvej, som vi bare skal følge mod venstre. Nu går det lystigt lige ud lige indtil vi kommer hen til passet. Her er der en del skilte, samt et refugium og et hus, hvor man kan købe læskedrikke, men der er ingen kaffe og kage at få. Øv, tænker vi og kvæler en Fanta. Nu tager vi så GR 7 nedad og tilbage til posadaen. Det er en skøn sti der bugter sig ud og ind langs med bækken Arroyo de Palancón, og af og til må vi kravle lidt, for visse steder er stien skyllet væk. Efter en tur på ca. 4 timer er vi tilbage ved posadaen og kigger ind i restauranten i håb om, at der skulle være kage at få. Og sandelig så har ”mor” på bedste tysk manér lige taget en ”Apfelkuchen” ud af ovnen, så der er ikke et øje tørt.
Nu hviler vi os lige lidt ved den fine lille pøl inden solen går ned bagved bjergsiden i vest.
Aftensmaden er præget af alpujarra køkkenet, så nogen af os får ”el plato típico alpujarreño”, som består af ”papas a lo pobre” (fattigmandskartofler), spejlæg, chorizo (krydret pølse), morcilla (blodpølse) og jamón serrano. Til forret får vi suppe og til dessert frugtkage, så vi må trilles ind i seng.



Næste morgen kører vi op til passet og parkerer der. Nu tager vi stien mod Aldeire på venstre side af passet, når man kommer fra posadaen, og her starter endnu en skøn sti, som det første stykke følger en lille bæk. Snart er vi oppe på plateauet og kan se en mængde sne på de nordvendte bjergsider. Vi kan se ned over sletten mod nord, som ligger langt under os, men vi har jo bestemt, at det i dag er El Morrón del Hornillo, som vi skal bestige. Vi har 375 højdemeter op til toppen, men i dag er det atter en strående forsommerdag, så vi kaster og ufortrødent ud i opgaven. Så snart vi kommer op på plateauet, ser vi en varde ved en slags vej, og nu skal vi bare gå op ad vejen til venstre. På et tidspunkt går vejen over i en sti, som går af mod højre, men nu er der betonvarder, der viser vej og det er helt uproblematisk at finde vejen op til toppen af ”El Hornillo”. Heroppe fra kan man uden problemer se Middelhavet i det fjerne, og havde det være mere klart, kunne vi med sikkerhed også have set Afrika. Men Afrika kan bedst ses om vinteren, når der er mindre vanddamp i luften. I dag må vi ”nøjes” med at beundre Sierra Nevadas højeste toppe mod vest samt naturligvis alle bjergkæderne mod nord: Sierra de Cazorla, Sierra de Baza, Sierra de Los Filabres, Sierra de Lúcar, Sierra de Huétor og hvad de nu allesammen hedder. Der er bjergkæder nok at beundre og det er i sandhed et betagende syn. Vi kan også lige skimte det helt specielle slot i Calahorra (se La Danesa, marts 2009) som ligger langt under os på sletten.
Efter 3-4 timers vandring er vi tilbage ved bilen efter denne overraskende udflugt til ”Alperne”.

CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com