Sedella, Rio de la Fuente

og “lille Madeira”.

Sedella er en fin, oprindelig landsby på Mudejar ruten og den ligger og gemmer sig i Maromas sydlige skørter. Byen blev grundlagt af romerne, hvilket fund af mønter og potteskår peger på. Men man strides om oprindelsen til byens navn. “Sedilia” betød landbesiddelse i romertiden, så det kunne være heraf, at navnet er afledt, men det siges også, at dronning Isabel, da hun hørte om udfaldet af et stort slag mellem kristne og maurer i nærheden af byen, skulle have udtalt ”Se de ella” (jeg ved besked derom), og at byen på denne måde fik sit navn. Hvorom alting er, så ligger byen hen over en hesteskoformet dalside og har dermed en sjov facon, hvor gaderne følger dalsiden rundt. Kirken har den dag i dag et tårn, der oprindeligt var en minaret, for i arabertiden var byen et led i perlerækken af blomstrende landbrugssamfund, der hovedsageligt levede af export af tørrede rosiner, figner, silke og sukker. Bagved byen tårner Maroma sig, og man kan gå en spændende tur ind i naturparken ved at følge en interessant rute, der tager én hen til vilde kløfter, fine vandingskanaler som de berømte ”levadas” på Madeira og et brusende vandfald.

Jeg har sagt det før, men det kan ikke siges tit nok: hvor er Solkystens bagland dog fyldt af spændende overraskelser. Her gik vi intetanende ud på en vandretur og fandt både en romersk bro, ”levadas”, flotte ”rock pools” og et brølende vandfald. Kun broen stod nævnt i vores vandrebog, resten var ren bonus. Og hvis vandfaldet havde ligget et hvilket som helst andet sted, havde det haft turiststjerner og der ville have været skilte, der viste hen til dette naturfænomen. Men ikke her nord for Sedella. Vi ”faldt” over dette enestående sted ved en tilfældighed, og kan dermed delagtiggøre La Danesas læsere i dette fund af et nyt, spændende udflugtsmål.

Sedella har ikke så mange seværdigheder, så det gør noget. Udover kirketårnet er den eneste anden seværdighed et mudejartårn, der tilhører et hus, der ligger lige ved siden af kirken. Man kan se rester af mønstret murmaling på tårnet, som altså stammer helt fra arabertiden. Huset er for øvrigt til salg, så hvis man gerne vil være den glade ejer af sit eget mudejartårn, så kan det altså godt lade sig gøre. Vores tur starter på kirkepladsen, og når vi har beundret den, vender vi ryggen til kirken og går lige ud efter næsen idet vi følger gaden rund til højre i samme niveau. Gaden følger dalsidens konturer og på et tidspunkt, kommer vi til et skilt på venstre hånd, hvor der står: Puente romano 806 meter.

Her starter en vej, som først tager os hen til den romerske bro og derefter ud i den vilde natur. Broen er et pragtstykke af en gammel stenbro, og hvis den virkelig er bygget af romerne, er den jo en 2000 årig historisk perle, som i sig selv burde tiltrække sig stor opmærksomhed. Mine kilder siger ikke noget om broens oprindelse, så det må stå som et åbent spørgsmål, om den rent faktisk ER romersk. Men flot er den, og så snart vi har passeret den, begynder vores opstigning af en lille sti, som lige her løber sammen med GR 242 – den ”nye” grand recorrida – langdistancesti fra Periana til Nerja.

Vi følger stien indtil vi kommer til et sted med en masse store flade klipper. Her skal vi op til venstre og der er faktisk et par hvide malingspletter, der angiver vores sti. Stien går op over klippestykkerne og snor sig derefter ind og ud. Hold godt øje med de hvide pletter. På et tidspunkt får vi en kløft på højre hånd og herfra er stien mere tydelig. Efter nogle hundrede meter får vi øje på en stor ruin lidt højere oppe og her skal vi hen. Ruinen er resterne af en gård der hed Cortijo Herreriza.

Stien fortsætter bagved ruinen og igen er der hvide pletter, vi kan følge. Vi skal først hen til højre bagved ruinen for at finde en slags hulvej, der fører os op til venstre. På et tidspunkt kommer vi op til et sted, hvor der ligger en interessant ås, som går ud i vestlig retning, og som bare ender brat i et drop ned mod Rio de la Fuentes kløft. Foran os har vi det storslåede landskab der går op mod Maroma, som i dag er sneklædt, og en fæl polarvind blæser her, så vi må endnu engang konstatere, at vi skulle have husket hue og vanter. Hvornår bliver vi klogere? Men nu ser vi i østlig retning en pæl, der markerer vores sti og så snart vi kommer ind i kanten af kløften kommer vi i læ, og nu er det atter varmt og dejligt. Vi følger kun stien ganske kort, og på et tidspunkt ser vi en vejpæl med et kryds over. Det antyder, at det ikke er her, at GR 242 går, men det er netop op ad denne ”forbudte” sti, at vores vej går. Efter blot ca. 50 m. kommer vi op til en fin vandingskanal, og nu bliver vi ellevilde, for nu er vi pludselig på ”levada” vandring som på Madeira (se La Danesa februar 2011), og stien går lystigt lige ud.

Det er for enden af denne vandingskanal, at vi finder de fine ”rock pools” og det brølende vandfald. Vi bliver mildest talt forbløffede over den dramatiske naturskønhed, der her møder os, og da vi nu befinder os inde i enden af kløften og har set en sti ovre på den anden side, så tænker vi, at der jo må være en måde at finde stien på, hvis vi springer over vandfaldet og forcerer en meget stejl kløft. Det kan ikke anbefales, og NEJ, der er ingen konneks her til stien på den anden side. Det kostede os en del nervepirrende minutter mens den ene af os hang ud over en stejl bjergskrænt mens den anden forgæves forsøgte at forcere en nærmest lodret kløft. Da vi med møje og besvær havde fået reddet os i sikkerhed igen nede ved vandfaldet, måtte vi lige minde hinanden om, at man IKKE skal begive sig ud på stejle bjergsider uden synlige stier. Det ender altid i snavs og drama.

Glade var vi da vi kunne vende næsen mod syd og blot følge vandingkanalen og stien tilbage til Sedella. Den samlede tur frem og tilbage er på 6-7 km. og det er er en superfin udflugt.

Senere da den ”lille tykke stifinder” (som Erik omtaler sig selv) gik ind på Google Earth for at se, hvor vi havde været, fremgik det med al ønskelig tydelighed, at vi endnu engang havde været på en mindre galej. Vi var ikke inde i bunden af dalen, men havde kun mødt en kæmpe indsnævring med ditto niveauforskel, og den tidligere omtalte spottede sti forsvandt bare i det store intet. Enhver erfaren spaniensvandrer ved, at ethvert selvstændigt forsøg på stifinding gennem stikkende krat er dødsdømt. Så ligesom da vi i tidernes morgen var på langrend i Norge må vi sande det rigtige i det gamle ord ”det er ingen skam at snu (vende om)”.

CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com