Maro – en landsby med seværdigheder i verdensklasse

Maro befinder sig 4 km øst for Nerja i Axarquía og ligger dermed i den østligste del af Costa del Sol. Byen har bevaret meget af sin oprindelige charme, men det er ikke byen i sig selv, der er det store trækplaster. Det er derimod de kæmpestore drypstenshuler, der blev opdaget for 50 år siden, og som siden da har trukket turister til fra nær og fjern. Hulerne rummer verdens største drypsten og har helt fantastiske dimensioner. I anledning af 50-året for hulernes opdagelse har man bygget en gangbro over motorvejen fra Maro til hulernes indgang, og på broen er der rejst et monument, så man bliver mindet om hulerne, når man kører på motorvejen. Gangbroen er lige blevet åbnet og dermed har Maro fået endnu en seværdighed, som sammen med den fine gamle akvædukt over Marokløften, de enstående huler, den fanastiske kløft, som man kan vandre i, for slet ikke at tale om naturparken lige bagved byen, gør Maro til et oplagt udflugtsmål.

Det var i januar 1959, at fem drenge fra Maro var taget på flagermusejagt i det, der dengang var kendt som La Minas del Cementerio de Maro. De havde set, hvordan store flokke flagermus forsvandt ind i nogle rever i jorden, og nu havde de taget værktøj og lygter med for at udforske flagermusenes bosted. De slog et par drypsten ned og kunne nu mave sig ind i en smal passage. Efter nogle meter var der pludselig et drop, og da en af drengene vovede at springe ned, så han, at der var højt til loftet, og at han befandt sig i et rum, der var så stort, at lyset fra lygterne blev opslugt af et enormt mørke. Da de allesammen var kommet ned, vovede de sig længere ind, og der fandt de til deres overraskelse en del skeletter, der lå ved siden af nogle krukker og potteskår. Forskrækkede forlod de hulen og gik hjem og fortalte, hvad de havde fundet. Nogle dage senere besøgte de atter hulen sammen med en læge og en fotograf. Det var først, da fotografierne nogle måneder senere blev offentliggjort i avisen ”El Sur”, at det gik op for omverdenen, at der her var tale om et ganske usædvanligt fund.
Man mener, at hulerne blev dannet for omkring 5.000.000 år siden, og selv om der er tale om flere meget store huler, er kun en lille del af det kæmpestore hulekompleks tilgængeligt for offentligheden. Hulerne strækker sig langt indad i retning af Granada. Man kan ansøge hulernes adminstration om at komme med på en af de ekspeditioner, der af og til arrangeres til ukendte dele af hulerne. Se www.cuevadenerja.es - her er der information om hulerne, der er en virtuel rundgang, man kan se en ”tegnefilm” om, hvordan hulerne blev dannet, og der er kontaktinformation.
De skeletter, som drengene fandt, viste sig at stamme fra neolitperioden (omkring 8000 år f. Kr.), hvor grupper af stenaldermennesker beboede hulernes øverste del. Der er fundet krukker og værktøj fra perioden, og på hulernes vægge er der et par hulemalerier. Disse ting kan beses i hulernes øverste rum.



Det mest imponerende ved Marogrotterne er deres størrelse. Det fornemmer man, når man forlader de øverste gallerier og ad en trappe går ned i La Sala de las Cascadas. Her åbner der sig et vældigt rum - større end i nogen katedral - og det er her, at man hvert år i juli afholder den berømte Festival de la Cueva de Nerja, hvor kendte kunstnere indenfor musik og ballet optræder. Det er den helt enestående akustik i hulen, der har fået myndighederne til at arrangere musikken, og hele symfoniorkestre har spillet dernede. I anledning af 50-året for opdagelsen havde man i juli 2009 store navne som José Carreras og Joan Manuel Serrat på programmet. Det er en enestående oplevelse at sidde dernede i det halvkølige dyb på fine, polstrede stolerækker og høre musik, som både kan omfatte klassisk, opera, flamenco og populærmusik.
Efter rummet, der benyttes til koncerter, fortsætter hulerne langt indad, hvor en meget fin belysning afslører den ene fantastiske drypstensformation efter den anden. Man beser hulerne ad en 1 km. lang rundtur, som i bunden fører én rundt om verdens største kendte drypsten. Man må ikke fotografere med blitz i hulerne, så fotos dernedefra er en sjældenhed. Men tag selv derned og se. Hvis man opholder sig på Costa del Sol og ikke har aflagt Marogrotterne et besøg, har man snydt sig selv for en spændende og grænseoverskridende oplevelse. Et besøg i hulerne koster 8,50 €. Om vinteren er der åbent fra 10-14 og 16-18.30 og om sommeren fra 10 –19.30.



Et besøg i Maro kunne passende starte med, at man parkerer ved indkørslen til byen, lige efter den sidste rundkørsel, når man har taget afkørsel 295 fra motorvejen og har fulgt skiltene til byen. Man går så hen ad Calle San Miguel og forbi baren La Entrada. Lige efter baren tager man Calle Virgen de las Maravillas opad på venstre hånd, og for enden af den kommer man ind på den nye bro. En rampe fører op til broen, og der er en fin udsigt deroppefra ud over kysten og bjergene. Broen er kun 64 m. lang, og man skal huske at nyde den tanke, at man med sin passage af broen har del i de 1,3 millioner euro det kostede at bygge den. Mens man går på broen, skal man gerne beundre den 46,5 m. høje ”tandstikker”, som pryder byggeriet. På den anden side af broen fører en fin ny sti de resterende 200 m. op til indgangen af hulerne. Et besøg i hulerne er et must og afsæt gerne 1-2 timer til besøget.
Efter den indelukkede fornemmelse i hulerne trænger man til at indånde den friske luft i Guds frie natur, og også her kan Maro levere varen, idet der lige ved hulernes parkeringsplads findes en af ”indgangene” til det østlige Costa del Sols kæmpestore og helt superfantastiske naturpark: Parque Natural de la Sierra de Tejeda, Almijara y Alhama. Parken er 406 km2 stor, og dermed lidt mindre end Bornholm. Det er en enorm, vild og uudforsket naturpark, hvor man kan få sine lyster for uberørt natur styret i høj grad. I dag tager vi lige en smagsprøve på herlighederne ved at gå ned gennem parkeringspladsen til hulerne og så dreje til højre ved en lille lund lige efter P-pladsen. Her ser vi naturparkens skilt omkring 100 m. inde, og her går vi ind for at påbegynde vores skønne rundtur på små 6 km. En grusvej fører os indad mod bjergene, og vi ser bl.a. Cielo med sine 1509 m.o.h. rejse sig majestætisk på højre hånd. Vejen går på højre side af Maroslugten, som i begyndelsen ikke ser ud af så meget, men som senere hen skal vise sig at være både dyb og stejl. Allerede efter et par 100 m. fornemmer man, hvordan man bliver opslugt af naturen i takt med, at det storslåede landskab udfolder sig på alle sider af én. Vejen går ligeud, dog med en vis stigning, og efter små 3 kilometer, kommer man til en vejgaffel, hvor der står Área recreativa El Pinarillo på venstre hånd. Den vej tager man, og efter ca. 200 m. ser man en sti på venstre hånd markeret med et par gule prikker, der går ned i bunden af kløften. Det er her vi skal ned. Stien kan godt være lidt medtaget på grund af regn, så tag stave med.
Nede i bunden af kløften venter der os en fascinerende vandretur på små 3 kilometer mellem de stejle og forrevne sider. Det er spændende og anderledes at gå hernede. Af og til skal man kravle lidt for at komme over forhindringer, men det er ikke alt for vildt, så alle kan være med. Efterhånden som vi nærmer os havet, vider kløften sig ud, og vi går nu på en fin og let fremkommelig ”seng” af småsten eller sand. Det er i sandhed en ”rambla” vi her går på, og ordet ”rambla” stammer da også fra det arabiske ord for sand.
På et tidspunkt ser vi en varde på venstre hånd, og her er der en sti, som fører ud af kløften. Stien er ret stejl, men den fører os hurtigt op på den grusvej, vi kom ind i dalen ad. Hvis man skulle overse varden, kan man fortsætte i bunden af kløften, indtil man ser endnu et par varder ved siden af en vej, der fører ud af slugten på højre hånd. Den kan man også tage, og så kommer man op på et stykke land, der ser ret rodet ud. Her følger man en sti, som fører igennem en tunnel, der går under motorvejen, og så er man midt i et område med landbrugsjord under plastik. Det er jo ikke verdens kønneste syn, og nu undrer man sig over, hvordan man kommer ud herfra. Vejen følger stikvejen der fører op til motorvejen, og på et tidspunkt ser man, at der er klippet et hul i hegnet til højre. Her må man igennem for at komme ud, og man går nu ca. 100 m langs med vejværnet for motorvejstilkørslen.
Snart kommer man til en af de rundkørsler, man passerede, da man kørte ind mod byen, og så er det bare om at krydse vejen og komme over til fortovet. Nu passerer man broen, der fører over Marokløften, og her kan man på venstre hånd beundre den gamle akvædukt, El Puente de Águila, som i hine tider førte vand over slugten fra Marokilden til sukkerfabrikken på den anden side. Akvædukten er ikke så gammel som mange tror, idet den blev bygget i slutningen af 1800-tallet. Den skulle føre vand til den store sukkerfabrik, der i 1800 tallet havde stor betydning for områdets økonomi, og hvis ruiner man kunne se på højre hånd, mens man gik nedad langs med vejværnet. Der blev dyrket sukkerrør i stor stil omkring Maro i 1800-tallet, og det meste af jorden tilhørte dengang som nu Larios familien, der var en af Málaga-provinsens største jordbesiddere. De havde land fra Maro og hele vejen ind til Málaga. Beboerne i Maro var dengang fæstebønder, hvilket betød, at de skulle arbejde på Lariosfamiliens jorder, og til gengæld fik de lov til at beholde en del af afgrøderne og til at bo i byen.



Maro er i dag stadig præget af dette fordums fæsteforhold. Da La Marquesa de Larios (som boede i Maro) døde i begyndelsen af 1990erne fik bønderne lov at beholde retten til at arbejde på jordene. La Junta de Andalucía fik forhindret, at jorden omkring Maro kom på markedet til markedsprisen, og bønderne er i dag beskyttet af en særlov, der giver dem ret til at arbejde på jorden mod at betale en afgift. Husene i Maro kommer sjældent på markedet, og måske er det derfor, at byen har bevaret en speciel oprindelig og diskret charme. Gå en tur ned ad Calle Real og tag en kop kaffe på kirkepladsen. Kig ind i den fine lille kirke fra 1700-tallet, se palmerne der stikker op fra haven omkring marquesaens hus mellem kirken og havet og beundr udsigten ud over markerne og den forrevne klippekyst med Cerro Gordo mod øst.
Hvis man kører ud af byen i østlig retning og tager den 1. vej på venstre hånd efter rundkørslen kommer man ned til Marokilden, hvor noget af det reneste og bedste kildevand i provinsen fosser ud til fri afbenyttelse for alle. Jo, Maro har meget at byde på.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com