Marrakech - På besøg hos naboen



Jeg vil dele en fabelagtig oplevelse med jer. Den inkluderer stor skønhed, talrige detaljer, høj, høj standard, sublim service, fantastisk mad, rendyrket forkælelse, gode mennesker, krystalklar luft, liflige dufte, dæmpet belysning, velkomponeret musik, farverigdom og en fremmed kultur blot en time og 20 minutters flyvning fra Málaga. Tænder du på det, så book en billet hos Air Andalus og et rum på La Mamounia – det er helt ekstraordinært!

Destination: La Mamounia
Jeg elsker mit land, og forlader det sjældent. Jeg føler ingen trang til safari i Afrika eller tempelbesøg i Orienten. Jeg skal ikke se pyramiderne, før jeg dør og har ikke fantasi til at se mig selv ombord på et krydstogtskib. Men to rejsedrømme har fulgt mig, siden jeg var barn. Den ene var Waldorf Astoria i NYC – opfyldt – og den anden; La Mamounia i Marrakech. En af de store udfordringer var at få min mand med på ideen, for som mange andre vesterlændinge ændrede nine-eleven hans opfattelse af den arabiske verden, og han købte ikke min romatiske forestilling om vort farverige og eksotiske naboland. Overtalt blev han imidlertid, da jeg fik etableret kontakt til La Mamounia (har du problemer med at lokke din mand, kone, kæreste, ven eller veninde med, så klik ind på www.mamounia.com - det hjælper på forståelsen).

På La Mamounia, som bevæger sig i helt andre luftlag end de hoteller, der har stjerner og er med i kæder, siger man: La Mamounia er rejsens destination. Gæsterne skal ikke til Marokko eller til Marrakech, men til La Mamounia. Få dage senere ved jeg, at det ikke blot er salgslir, men sandheden.

Rejsen



Når noget starter forkert, så ender det hele i fiasko – den kender vi alle. Omvendt, kører det som i smør fra begyndelsen, er man næsten sikker på succes. Og sådan er det den formiddag, vi drager af sted. Taxaen, der skal bringe os til lufthavnen, har støddæmpere – simpelthen. Da ved jeg, at der venter lutter gode oplevelser forude.

Air Andalus er et pyttelille flyselskab med kun fire fly (www.andalus.es). Men de er fine og et af dem bringer os sikkert frem til Marrakech.
Efter en smertefri paskontrol møder vi en hær af ventende chauffører. Den flotteste er vores, selvklart. Han hjælper os med at veksle nogle euros til dirham. Man kan ikke veksle til den marokkanske valuta udenfor landets grænser, men det klares lynhurtigt i den spritnye lufthavns bank. Jeg forsøger at virke hjemmevant i den skinnende Bentley, men taber alligevel underkæben, da vi tilbagelænede i dybe lædersæder præsenteres for en fin sølvbakke med kølige, velduftende vaskeklude til vores hænder – og vand til at skylle ganen. Jeg nyder turen på 10 minutter fra lufthavnen og ind til hotellet. Hvor blæret er det også lige, at en millionby har sin internationale lufthavn liggende kun få kilometer fra centrum? Jeg behøver vel ikke at nævne Bajaras, Gatwick, JFK… Omvendt var det lige før, det var ærgerligt, at Bentley-turen ikke varede længere.

Min drøm
Churchill inviterede Roosevelt hertil for at slappe af efter opslidende strategimøder under 2. Verdenskrig og Hitchcock skød scener til sin film “Manden der vidste for meget” i lobbyen. Hollywoodstjerner forkæles her, verdenskendte musikere gearer ned her, kongelige gemmer sig her og alverdens statsledere jogger i haven. Og det er det, jeg vil. Det hele. Selvom jeg bare er en bondeknold fra Fuengirola.

La Mamounia genåbnede i september 2009 efter næsten tre års ombygning. Læs om det imponerende projekt længere nede på siden.

Dørene åbnes af høje mænd i røde velourkapper og fine hvide strømper, og min drøm åbenbares som en eksplosion af farverige detaljer og en elegance så 100% gennemført. Vi bydes velkommen i lobbyen med krydret varm mælk og kæmpe dadler, hvorefter vi følges os op til vores suite. Ja, og hold da op – mere vil jeg ikke sige om den lige her og nu.
Okay, I får lige den ultrakorte version: Her er walk-in closet (bøjlerne har selvfølgelig velourkanter, så de fine silkekjoler ikke falder af), en stuk så kringlet at guderne må sig forbarme, de mest eventyrlige håndmalede lofter - senere finder vi ud af, at alle hotellets 210 rum, receptionen (der, lige som resten af hotellet, har sin helt egen musik, komponeret specielt til lige netop det tidspunkt på døgnet på lige netop dette sted), gangarealerne (der har så tykke tæpper, at stiletterne synker i), lobbyen (til hvilken parisiske parfumører har skabt en helt særlig duft af cedertræ, dadler og roser), restauranterne, barerne og spa’en også har sine helt særligt håndmalede versioner. Der er fine, fine møbler, friske bær og frugter og marokkansk rødvin, som faktisk ikke er så tosset. Der er en super seng, to store fladskærms-tv, badekar med fødder, arabiske tøfler og lækre badeprodukter – igen udviklet specielt til Mamounia af parisiske parfumører. Terrasserne er enkelt, men smagfuldt indrettede. Her er det udsigten, der udgør dekoren; den 20.000 m2 store have med alverdens smukke, sunde træer og planter, økologisk urtehave med produktion af restauranternes grøntsager og spiselige blomster - og eget æsel (som selvfølgelig også er en særlig smart udgave) og de sneklædte Atlasbjerge, der med sine 4.200 m får vores derhjemme til at ligne Himmelbjerget på en god dag. Det var denne udsigt, Churchill elskede så højt, og et af de malerier, han lavede her (Solnedgang over Atlasbjergene) blev solgt på auktion i New York i 2008 for 350.000 USD.
Jeg har intet kunstnerisk talent, og nøjes med at nyde synet og freden. Tusindvis af fugle har, forståeligt nok, slået sig ned i haven, og deres fine sang er den eneste lyd krydret med Koutoubia Minaretens kalden til bøn fem gange om dagen.
Jeg kan også kigge ned på min og statsledernes joggingsti…

Mennesker, mad og hammam
Da jeg i sin tid flyttede til Spanien, adopterede jeg uden megen omtanke mine nye landsmænds generelle opfattelse af los moros. Den har jeg revideret. Noget så eftertrykkeligt. Jeg står tydeligvis overfor et stolt og dygtigt folk med en suveræn fornemmelse for service. Ironisk at man skal rejse til Afrika for at opleve et serviceniveau, som vi, i vores højtudviklede og veluddannede verdensdel, har så frygtelig svært ved at tilbyde.
La Mamounia har 800 medarbejdere, som udover hvert deres speciale, har gennemgået et otte ugers kursus i den helt særlige Mamounia-ånd. Til det hyrede man et fransk uddannelsesfirma, fortæller direktøren for det hele, franske Didier Picquot under en lækker frokost på La Francais, hvor den berømte Michelin-kok, Jean-Pierre Vigato tryller i køkkenet.



Ud over at være dygtige og servicemindede – ikke på den krybende måde, men på den elegante, er alle de ansatte flotte mennesker. Ikke mindst fordi en parisisk designer har kreeret hele 170 forskellige uniformer specielt til dem. Og så har de en helt ekstraordinær sans for detaljer. For blot at nævne en typisk Mamounia-ting (så er stilen lagt og I kan selv forestille jer resten): Bestiller man en GT i en af barerne (min favorit er den store italienske i skarp konkurrence med den dekadente Churchill jazz-bar), får man simpelthen Bombay Sapphire. Og så kommer det helt blærede; som en hver anden prof tjener skænker min selvfølgelig ikke al tonic’en op i glasset, men hælder resten i en smuk glaskarrafel, så jeg selv kan spæde til. Klart nok kan man ikke have Schweppes flasker stående på bordene…
Alle bevæger sig rundt i et roligt tempo, men man venter aldrig på nogen eller noget. Logistikken er i top.

Ikke kun til La Mamounias franske, men også til den italienske restaurant, har ledelsen gjort sig stor umage for at finde den helt rigtige restauratør. Efter en lang rejse rundt i Italien mødte de Don Alfonso i Napoli, hvor hans familie har drevet hoteller og restauranter siden 1890. Han, konen og de to sønner passer på skift familievirksomheden i støvlelandet og L’Italien på La Mamounia.
Anderledes gik det til, da det gastronomiske flagskib, Le Marocain skulle bemandes. Hvem laver altid den bedste mad?, spurgte man sig selv. Det gør mor! Og således arbejder nu 14 marokkanske husmødre som kokke med hver deres specialitet i køkkenet på denne smukt dekorede restaurant.
Til morgenmad og frokost er det en udsøgt fornøjelse at spise på Le Pavillon de la Piscine, hvor buffeten er så overdådig, at tankerne ledes tilbage til Cæsars opulente madorgier. Udover hundredvis af spændende marokkanske delikatesser, carvery buffet og et enormt udbud af sushi, friske frugter og franske oste, er der det ypperligste et middelhavskøkken kan præstere. Aldrig har jeg set så mange hummere og østers eller så store mængder ægte kaviar, foie gras og trøfler.

Spa’en på La Mamounia må få selv de vildeste hoteller ude i den store verden til at blive grønne af misundelse. Her er 2.500 m2 total forkælelse i en labyrint af skønhed. Jeg kunne bo her. Ganske enkelt. Jeg lærte, at alle marokkanere går i hammam en gang om ugen, og grænseoverskridende var det for en bonert europæer som mig at lade sig vaske af et andet menneske. Men snart overgav jeg mig til ritualet, og efter blot én gang var jeg så hooked, at jeg købte alle de lækre MarocMaroc produkter med hjem. Min mand er nu tvunget til en tur i Helles hammam en gang om ugen. Læs mere længere nede på siden om spa’en, hvis “bademester” er dansk og har 77 medarbejdere under sig. Læs om Marianne Nielsens unikke projekt og om de dejlige oplevelser, der venter dig her.

Allerede nu går jeg ud fra, at du har forstået, at man på ingen måde behøver at forlade hotellets område for at få oplevelser nok med hjem. Det gjorde vi nu alligevel. Forlod hotellet altså. Og det bør man kun gøre i selskab med en guide bestilt af La Mamounia. Man vil simpelthen ikke have, at gæsterne skal rejse hjem med den dårlige oplevelse, som et besøg i Medinaen på egen hånd kan være. Læs om vores eventyrlige bytur i selskab med Karim længere nede på siden. Tag med på vores hæsblæsende tur i soukens smalle gader, hvor høns, silketøfler, gamle mænd uden øjne, skildpadder, tørklæder, snavsede små drenge, hurtigtsnakkende berberkvinder, arabiske lamper og cobraslanger fløj forbi taxaens vinduer i den sorte arabiske nat. Du kan læse om marokkansk shopping samt få et indblik i et Marrakech, der udenfor den gamle bymur er i færd med at udvikle sig til en moderne by med luksuriøse villakvarterer, hoteller og golfbaner.

Essensen
Vi lander i Málaga, og sætter os ind i en taxa. Efter en stund vender chaufføren sig om, og spørger: “Skal vi køre et eller andet sted hen – eller bare blive holdende her?”
Og det er vel et ret tydeligt billede af den effekt, La Mamounia har haft på os. Hvor er det godt, at det ikke ligger længere væk…

Ombygningen



Den oprindelige bygning er fra 1923, da Marokko stadig var et fransk protektorat, og er opført som en arkitektonisk perle i sober art deco krydret med traditionel arabisk ornamentering. Prins Mamoun fik den oase, hvor hotellet ligger, af sin far, en af det 18. århundredes sultaner, og gav sit navn til Mamounia-haverne.

Det er den spanske indretningsarkitekt Jacques García, der arbejder ud fra Paris, som har stået for det enorme projekt. Ca. 90% af indmaden i det 45.000 m2 store hotel blev revet ned og alt interiør solgt. Alt.
Med stor kærlighed for antikviteter og kunst gik han i gang med at vælge de helt rigtige ting for at give dette legendariske palads den perfekte arabo-andalusiske stil iblandet den mest avancerede højteknologi til gæsternes komfort.

Lokale håndværkere special- og håndlavede hver enkelt detalje. “Marokko er nok et af de sidste lande i verden, hvor kunsterne stadig kan male lofterne præcis som i det 16. århundrede”, sagde Jacques García i forbindelse med genåbningen, referende til de 82.491 m2 håndmalede flader.
Farverne til de blanke vægge er alle lavet specielt til La Mamounia, og teknikken er tadelakt, hvor farvet kalk (indigo-blå, sort, okker, creme og rød) påføres med spartel og derefter blankpoleres med sort sæbe (et olivenprodukt, som du kan læse mere om i afsnittet om spa’en) – en meget gammel berbisk teknik. En enormt tidskrævende proces, som har resulteret i ikke mindre end 3.391 m2 fantastiske vægge. En anden typisk vægdekoration er mosaikker, og er man vild med små fliser i enestående farver og mønstre, kan man nyde 15.000 m2 af dem.
Der er vævet 73.000 m stof til gardiner, som er en vigtig del af Garcías idé om at skabe privatliv for gæsterne – fx i fællesområderne, hvor man med enorme gardinpartier kan afskærme den sofagruppe, man har udset sig i lobbyen eller det bord, hvor man nyder sin middag i den franske restaurant.
Der er lagt 28.000 m2 tæpper, 27.911 m2 marmorgulve og 35.909 m2 gulvmosaikker. Imponerende!

Uanset hvor man står, er der et velgennemtænkt perspektiv – en idé der er lykkedes 100% med udsyn til mere eventyr gennem patioer, brede gange og stier.

Jeg har aldrig været et sted med så mange lamper, men hvor belysningen er så dæmpet. Både farver og lyd står i skærende kontrast til den støjende, kulørte storby lige på den anden side af muren.



La Mamounia har ikke mindre end 2.264 døre, som hver især udgør et kunstværk i træ og smukke metaller. Og bag dem gemmer sig bl.a.:

Værelserne
210 værelser og suiter, som fx de syv signatur-suiter og havens tre riad’er, der er fine arabiske huse, hver med egen patio og pool. En overnatning i sådan et koster 7-8.000 EUR afhængig af sæson, men så har du også din egen butler 24 timer i døgnet, 700 m2 at boltre dig på, tre soveværelser med en suite badeværelser og et moderne køkken, hvor en kok laver din mad, skulle du ikke selv have tid. Altså er en riad for dig, der kræver fuld diskretion, fred og ro. Der er sågar egen indkørsel gennem en kæmpeport i Marrakech’s gamle bymur, der løber langs hele den ene side af La Mamounias have.

Hotellets mindste værelser er 28 m2 og kan nydes for ca. 450 EUR pr. nat. Forhør dig på hotellet om gode tilbud på ophold, middage, spabehandlinger etc.

Tidligere var La Mamounia en turistattraktion i sig selv. Folk droppede ind for at snuse, fotografere og drikke te. I forbindelse med genåbningen sidste år blev der sat en stopper for det, og i dag er det kun personer, der har bestilt bord på en af hotellets restauranter, der får adgang til at mænge sig med La Mamounias gæster. En detalje, der betyder, at personalet kender de gæster, der bor på hotellet. Og det mærker man. Meget.

Reservation af hotel, fly og guide
Booking foregår på www.mamounia.com, eller du kan ringe til en af de rare mennesker på hotellet på 00212 524 388 600, som så hjælper dig. Udover fransk og arabisk taler de engelsk, og mange taler spansk. Email er en anden mulighed: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.. Vil du på udflugt i Marrakech, så husk at bestille en guide i hotellets reception. Jeg vil anbefale, at du spørger efter ”vores” Karim, der er god for nogle særdeles herlige oplevelser (læs mere nedenfor), har 30 års erfaring i at lede turister igennem Marrakech’s mylder og som taler spansk og engelsk.
Husk at tjekke flyafgangene med Air Andalus inden du booker hotel. I øjeblikket (forår 2010) flyver de to gange om ugen fra AGP til Marrakech – torsdag og søndag. Altså lige til en forlænget weekend i paradis. Flybilletterne bestiller du på www.andalus.es eller ved at ringe 902 99 62 64.

Spa’en



Ingen duftlys og røgelsespinde kæmper om luftrummet i La Mamounias 2.500 m2 store spa. Det, der dufter her, er alle de vidunderlige produkter, som der behandles med. Et af dem er MarocMaroc, som fortæller historien om et overdådigt Marokko med fantastiske farver, en storslået natur med varme og duftende landskaber. Produkterne benyttes til de talrige hammamritualer, som spa’en tilbyder. Her kommer du med på én af oplevelserne:

Opfyldt af spændt forventning går jeg igennem en elegant patio og bydes velkommen af en smuk mand i hvide gevanter. Han viser mig vej til trappen ned til den velduftende labyrint, som udgør spa-området. Lyset er dæmpet, og man kan høre rislende vand og blide toner af arabisk loungemusik (igen komponeret specielt til La Mamounia). Jeg går forsigtigt ned ad trapperne. Stemningen er nærmest majestætisk. Den yndigste unge pige, Kaoutar, tager imod mig. Hun ved selvfølgelig, at jeg skal komme, og har lært sig mit navn. Mme Espensen. Jeg vises ind i et modtagelsesrum… Ja, der er vel egentlig ikke tale om et rum, snarere en stor stue med elegante brikse med tykke skindbeklædte madrasser i brændte farver, der gør sig særdeles godt til de indigoblå tadelakt vægge og de fine mosaikker. Jeg bliver tilbudt vand og sød myntete i en fin sølvkande. Der er intet hastværk. Jeg skal have tid til at “ankomme”. En sød lille dame henter mig og viser, hvor jeg kan klæde om. Mit tøj hænges ind i et skab, som jeg låser med min egen kode. Iført en tyk kåbe og tøfler med spidse snuder føres jeg ind i dampbadet, hvor jeg skal ligge og hygge mig i 15 minutter. Her er selvfølgelig meget varmt, og igennem tågerne kan jeg se, at her er ekstremt smukt. Jeg ligger og damper, og mister hurtigt tidsfornemmelsen. Pludselig går døren op, og en dame i badedragt og –hætte kommer ind. Jeg tror først, at hun er en anden gæst, men da hun forsigtigt tager fat om min arm, genkender jeg den lille dame fra før, der nu har klædt sig om til min hammam-oplevelse. Jeg må indrømme, at jeg ikke var forberedt på det, der nu skulle ske, men overmodig, som jeg er…



I mit helt private hammam-rum, der er meget rummeligt og igen holdt i de indigoblå farver, skyller hun mig af i en mosaikbrusekabine, hvorefter jeg skal lægge mig på briksen. Hun børster mig over hele kroppen med en slags handske. Det gør rigtig godt, kan jeg mærke. Bagefter vasker hun mig, ja selv i ørerne, med den karakteristiske sorte sæbe, der er en klistret, men lækker sag lavet af bl.a. oliven, eucalyptus og helende urter. Dampbadet har åbnet mine hudporer og elimineret affaldsstofferne, og sæben trænger nu ind og gør den sidste del af arbejdet. Hun skyller mig af, og tilbage på briksen peeles min hud med et produkt lavet af den lokale argan-nød, som efterlader huden blød og klar. Jeg ligger og slapper af et kvarters tid og nyder duften af argan. Faktisk bliver jeg så vild med den, at jeg køber et arganolieprodukt, som oprindeligt blev skabt til hænderne. Idet muslimer grundigt vasker deres hænder mindst fem gange om dagen i forbindelse med bøn, bliver deres hud meget tør. Det afhjælper arganolien. Min er en fin udgave, som jeg også kan bruge på mine bare arme til sommer. Den dufter og giver huden et flot gyldent skin. Afskyllet igen, vaskes mit hår og jeg frotteres over hele kroppen. Inden jeg er tilbage i “min” afslapningsstue med mere myntete, har den lille, søde dame smurt min krop ind i en rosencreme, der gør min hud blød som en babys.
Igen mister jeg tidsfornemmelsen og falder måske også lidt i søvn. Nydelsen er total og oplevelsen helt unik.

Inden jeg forlader spa’en bestiller jeg tid til en ansigtsbehandling. Til disse bruges japanske Shiseidos produkter, og Kaoutar finder en behandling, som passer til mig. Begyndende aldringstegn, siger hun diplomatisk. Slet ikke som min spanske hudplejeprodukt-pusher derhjemme, der lige ud siger, at jeg faktisk godt kan få lavet en total ansigtsløftning nu.

Mit næste besøg begynder med en samtale med spa’ens og hotellets fitness centers danske direktør, Marianne Nielsen, der efter mange år i USA og en spændende karriere, bl.a. som direktør for flere Hyatt-hotellers spa’er, endte på La Mamounia efter en tre års afstikker som chef for spa’en på Hyatt La Manga i Murcia.

“En tidligere kollega, Deny Courtier, havde fået job som marketingchef for spa’en på La Mamounia, og da han hørte, at de også ledte efter en direktør, der ville kunne bygge stedet op fra bunden, ringede han til mig. Det var ikke en svær beslutning”, siger Marianne, der forlod barndomsbyen Haderslev og Danmark for 23 år siden.

“Det har været en fantastisk proces. Aldrig før har jeg haft så frie tøjler til at gøre mine indkøb. Stilen sørgede Jacques García selvfølgelig for, men jeg fik at vide, at jeg ikke skulle spørge om prisen, når jeg valgte møbler og udstyr til såvel spa som fitness center. Jeg skulle bare sikre mig, at jeg købte det bedste af det bedste. Det gjorde jeg så.
Også rekrutteringen af medarbejderne har været meget spændende. Husk på at mange af damerne her tilhører den første generation af familiernes kvinder, der er på arbejdsmarkedet. De er meget stolte, og gør et fantastisk job. Jeg føler mig meget priviligeret.”

Helt forståeligt, for ikke kun spa’en, men også fitness centeret er udstyret med kun det allerbedste; spinning cykler, løbebånd, diverse træningsapparater, power plates, yoga-rum og de lækreste tennisbaner, der ligger smukt midt i haven og med ingen ringere end den tidligere franske mester, Henri Leconte som træner. Alt er udtænkt til perfektion, og stilen er bevaret til mindste detalje. Også motionssalen er holdt i den særlige indigoblå farve og trælofterne er rene kunstværker udført efter den gamle berbiske tradition, tataoui. En lise for krop og sjæl.
Selv på de fineste hoteller har jeg ofte været overladt til mig selv blandt kondicykler og motionsapparater, men sådan er det ikke her. Der er hele tiden professionelt personale til min rådighed, og ingen får lov til at bruge udstyret på den forkerte måde.

Tilbage i spa-området besøger jeg frisøren, en kendt fransk en af slagsen, Jean Michel Faretra, der udover en super lækker salon med seperat barberafdeling, også har en fuldt udstyret privat salon, skulle man ikke kunne holde ud af sidde sammen med andre, mens man få sat lokkerne.
Hvad mere kan jeg nævne? Bordtennis, petanque, udendørs massagekabiner, ozoneopvarmet pool så smuk, at man næsten ikke nænner at hoppe i den… Der er så meget og det er så flot! Afslapning, tradition og glamour er nøgleordene.

Way to go, Marianne!

På tur med MI6’s mand i Marrakech
Vi har oplevet arabiske markeder før, og ved, hvor irriterende det er, at man presses til køb af alt muligt skrammel – og derfor gør vi, som La Mamounia anbefaler: Vi tager en guide med, når vi bevæger os rundt i Medinaen, Marrakech’s gamle bydel, som i øvrigt kan prale af at have en af Afrikas største souker.

Karim venter på os i lobbyen. Han hilser høfligt og har et listigt glimt i øjet. Allerede her går der film i den. Det er, som om nogen har skrevet en drejebog. Karim spiller rollen som MI6’s mand på stedet. Ham, som James Bond altid mødes med, når han ankommer til en eller anden eksotisk destination for at jage Her Majesty’s fjender. Iført fez, Ray Ban solbriller og lang kjortel med en spids hætte, i hvis dyb han gemmer sine sedler og mobil, fører denne høje, stolte araber os sikkert rundt i den pulserende storby.
Der synes at herske total lovløshed i trafikken, og sikkert derfor er ”vores” Bentley til lejligheden udskiftet med en robust firehjulstrækker med chauffør. Så snart Karim finder ud af, at vi reelt er interesserede i hans land fortæller han stolt om et samfund, hvor økonomisk krise ikke hører til dagligdagen, et land, der med Mohammed VI i spidsen, bygger på frihedsprincipper (”vi vælger selv, om vi vil i moske eller på bar – eller begge dele”) og som på mange måder betragtes som et foregangsland i den arabiske verden. Karim gør meget ud af at fortælle, at man her tager skrap afstand fra terroraktionen i USA i 2001. Han ved godt, hvad det har kostet på turistkontoen i et land, der tidligere var en elsket destination blandt amerikanerne. For at understrege marokkanernes tolerance overfor andre religioner end islam, viser han os flere kirker og synagoger, der ligger klods op af byens mange moskeer.

Første stop på turen er Majorelle Haverne, som jeg nok havde forventet mig noget mere af, end de reelt kunne præstere. Jeg mener, Yves Saint Laurent og hans livsledsager, Pierre Bergé, købte og restaurerede stedet... I øvrigt blev YSL’s aske spedt i disse haver (han døde i juni 2008), og et mindesmærke kan i dag besøges på stedet. Som sagt, kan jeg ikke helt se det fantastiske i de støvede kaktusser, eucalyptustræer og indigoblå krukker. Vores egen botaniske have i Málaga er af et helt andet format. Men Karim synes tilsyneladende, at det er et paradis, og han slår ud med armene og fortæller om den franske maler, Jacques Majorelle, der købte jorden i 1924, og anlagde haven, som åbnede for publikum i 1947. En af Marrakech’s ret få turistattraktioner var født. Karim fortæller også, at den blå farve, som man ser mange steder i Marrakech’s ellers røde univers, er indigo – uanset at den bliver markedsført som Majorelleblå. Indigo, kalder jeg den så.

Tager man det faktum, at Marrakech er Marokkos turismehovedstad, i betragtning, er her som sagt forbavsende få turistattraktioner. Her er fx intet, som i INTET for børn. Og det er værd at tage med i overvejelserne, inden familieferien bestilles. Marrakech ligger inde i landet – flere timer fra havet, så heller ikke stranden er en option.

Vi har valgt at lade Karim bestemme, hvad vi skal se, og næste stop er Saadian Gravstedet, som Sultan Ahmed al-Mansur opførte i det 16. århundrede som mausolæum for sig selv og sine efterkommere. Der er 66 gravsteder fornemt lavet i cedertræ og marmor. Selve gravene og deres udsmykning er fantastisk velbevarede, men ligesom det næste sted, vi skal besøge, Bahia Paladset, er her støvet og snusket. Trods marokkanernes stolthed over kulturarven behandles stederne ikke med den store respekt – i hvert fald ikke set med vestlig optik.
Da vi når frem til Bahia Paladset, som en fiskeriminister fik bygget i det 19. århundrede som hjem til selv sig selv, konerne og de mange konkubiner, føler Karim, at han kender mig så godt, at han nævner tegningerne. Ja, de tegninger! Han tager sig til fez’en og synes, at det var meget dumt gjort af danskerne. Jeg, der normalt altid er frisk på en diskussion, føler ligesom ikke, at det er hverken tid eller sted, så jeg spørger i stedet ind til paladsets fine, håndmalede lofter, der fremstår som nymalede, selvom de aldrig har været restaureret. ”Det er, fordi det er malet på cedertræ”, forklarer Karim, og redder mig fra at falde over en blå plastikstol, der helt umotiveret står midt på gulvet i dette antikke palads. Se videoen her - og mærk stemningen:

Chaufføren sætter os af på Djemaa el-Fna pladsen, hvor tusindvis af mennesker hver dag forsøger at lokke et par dirham ud af de besøgende. Det hele kulminerer hen under aften, hvor plasen er proppet med madboder, der sælger fårehjerner, snegle og mystiske supper til meget små penge. ”Maden er god”, forsikrer Karim, men vi nøjes nu med duftindtrykket.
Det er lige her, at byens souk begynder – en markedsplads med næsten 5.000 butikker og boder. Den er et virvar af skilpadder i bure, aber og sammenbundne høns med plirrende øjne, tandudtrækkere, akrobater, medicinmænd med urter og kamæloener, spåkoner, historiefortællere, lommetyve og gamle mænd uden øjne, skidt og kanel, dansende cobraslanger, små frække drenge, krydderier, kjortler, sølv, mosaikker, stuk, henna, kashmir, tiggere, hijab’er, berberiske handelsfolk, lortebrune taxaer og gamle knallerter, myntete og tjæresort kaffe, ørkensten, osende madboder, håndmalet keramik, fotografier af Mohammed VI, kurve, tørklæder og stråhatte – totalt kaos? eller blot en almindelig hverdag i en fremmed verden? Vi må småløbe for at følge med Karim. Han har det totale overblik, og reagerer på hver eneste lille lyd, som måske, måske ikke vil udgøre en fare eller et irritationsmoment for os. ”Er der noget særligt, du ønsker at se?”, spørger han mig. Karim ved tilsyneladende godt, at La Mamounias gæster ikke skal trækkes hen til en af hans ”fætre” for at købe tæpper til ”majet go pris”. Jeg fortæller ham, at jeg gerne vil købe en håndsyet kaftan som en gave. De ligger i farverige stakke overalt. ”De der er ikke noget værd”, siger Karim, og fører os hurtigt dybt ind i soukens labyrint. Man mister sådan cirka omgående stedsansen. En gang imellem bremser Karim op og trækker os beskyttende ind til siden. Vi når sjældent at opdage faren, før vi igen stormer af sted. Et par små frække drenge kommer lidt for tæt på, og Karim lægger sine hænder på deres hoveder, siger et eller andet til dem, så de piler væk, og det samme er resultatet, da en en gammel tiggende dame tager fat i mit ærme.
Endelig er vi fremme ved butikken. Og Karim har ret. Her er de fineste silke-kaftaner med håndsyede borter – og alle varer er prismærkede. Altså er der ikke noget med lige at se kunderne an, inden man opfinder en pris til lejligheden. Karim sørger for myntete og stærk kaffe, trækker sig tilbage og lader mig handle i fred. Udover gaven finder jeg en kaftan til mig selv og en fin kashmirjakke med håndlavede silkeknapper. Det må jeg bare have. Karim dukker op med en pose i hånden. ”Jeg har købt en gave til dig”, siger han og viser mig stolt et par fine spidssnudede tøfler. ”Dem kan du bruge sammen med kaftanen”, siger han. Jeg bliver glad, og giver ham spontant et spansk kindkys.



Karim bliver betalt af turistministeriet for sin service og får selvfølgelig også drikkepenge af os. Måske får han provision af butikken, hvilket han i så fald også har fortjent. Men gaven til mig, den har han købt, fordi han kan lide os, fordi vi er oprigtigt interesserede i alt det, han gerne vil forklare os. Det ved jeg bare.
Og så sker det, der sætter en lavine af ekstra-oplevelser i gang: Det går simpelthen op for mig, at jeg ikke har dirhams nok til at betale for mine varer. Kreditkortet har jeg ladet blive tilbage på hotellet af frygt for at få det stjålet i soukens mylder. Det er så pinligt! Karim er straks ved min side, taler dæmpet med butiksindehaveren, og sagen er løst. Vi får simpelthen lov til at gå med varerne, trække nogle penge ud på kreditkortet, når vi kommer tilbage til hotellet, hvorefter Karim vil returnere til butikken med betaling. Jeg er helt rød i kammen af skam, men takker og takker, og vi bevæger os ud i de smalle gader, hvor aftenen er ved at falde på. Siestaen er tydeligvis forbi, og her er om muligt endnu flere mennesker end før. Vi halser efter Karim, og pludselig står vi foran vores firehjulstrækker.

Tilbage i sikkerhed på hotellet løber jeg op for at hente mit kreditkort. På typisk La Mamounia-vis når en tjenende ånd frem til suiten nogenlunde samtidig med mig. Han vil bare aflevere poserne med mine indkøb. Hvor effektivt. Og hvor flovt – jeg har jo stadigvæk ikke betalt. At det heller ikke kommer til at ske sådan lige med det samme, ved jeg på daværende tidspunkt ikke.
I receptionen kan man ikke hæve kontanter på kreditkort, så vi henvises til portvagten. Kortet kan ikke læses. Jeg tror, det er løgn. Prøver igen og igen. På det tidspunkt brænder mine kinder af skam. Nu tror de sikkert allesammen, at jeg ikke har penge på kontoen, og her bor jeg på fint hotel og det hele... Min mand sendes op efter sit kreditkort, som heller ikke virker.
Karim, der skulle have holdt fyraften forlængst, beroliger mig. Prøv i casinoet. Efter en støvet dag i souken ligner vi ikke typiske casino-gæster, og dørmændene kigger da også noget mistænksomt på os og gennemroder vores tasker. ”Vi skal bare hæve penge”, forsøger jeg – men heller ikke her lykkes det. Udenfor venter Karim spændt, og jeg kan næsten ikke bære at fortælle ham, at han må tage varerne med retur til manden i souken. ”Ikke tale om”, svarer han. ”Du skal have de fine ting med hjem, som du har valgt”.
Firehjulstrækkeren er forlængst kørt, så Karim får ekstraordinært lov til at få en af byens lortebrune taxaer ind gennem La Mamounias port. ”Hop ind”, siger han. ”Vi prøver på Avenue Mohammed VI, hvor alle de store banker ligger. Den marokkanske nat er nu kuldsort, og de få trafikregler, der muligvis gælder ved højlys dag, er nu helt non-existent. Vi suser rundt i en rundkørsel den forkerte, men korteste vej. Fem forskellige bankautomater prøves, men ingen vil læse vores fordømte kort.
Vi er nu nået så langt ud over grænsen for, hvor meget bøvl jeg vil tillade mig at give andre mennesker, at vi lige så godt kan fortsætte. Vi foreslår, at vi finder tilbage til butikken og forsøger at betale med kortet i den gode gammeldags fluesmækker, som jo ikke skal bruge magnetstrimlen. Karim lyser op og konfererer med taxachaufføren. ”Han kender en genvej, så vi kommer ind bag butikken”, forklarer Karim og kastes tilbage i sædet, da chaufføren trykker sømmet i bund. Tid er penge – også i Marokko.

En hæsblæsende tur tager sin begyndelse i soukens smalle gader, hvor høns, silketøfler, gamle mænd uden øjne, skildpadder, tørklæder, snavsede små drenge, hurtigtsnakkende berberkvinder, arabiske lamper og cobraslanger flyver forbi taxaens vinduer i den sorte arabiske nat. At der slet ikke må køre biler i disse gader, tager vi ikke hensyn til. Pludselig standser bilen, og vi står igen midt i osen, larmen, duftene og farverne med Karims beskyttende arme om skuldrene. En kort gårtur og vi finder butikken, får betalt, undskyldt igen igen – og som tak for vores anstrengelser får vi hver en fin lille Fatima-hånd i sølv. Den skal bringe os held og lykke. Jeg føler mig nu både heldig og lykkelig. Vi klarede den, og jeg har fået betalt for tøjet. ”Py-ha, det var en vild tur hertil”, siger jeg til Karim. ”Vild”, siger han. ”Så skal du bare se, når vi skal ud igen. Inshallah!” Og hold da op, hvor har han ret. Da den lortebrune endelig holder foran La Mamounias indgang, siger vi farvel til Karim og takker for den store marokkanske oplevelse. Min mand giver ham en live action krammer. Der falder ligesom helt naturligt. Med røde kinder og soukstøv i håret går vi direkte i den italienske bar og bestiller to dobbelte GTs.

Altså: spørg efter Karim, skulle I få lyst til at bevæge jer uden for hotellet. Også han kan det der med den helt særlige La Mamounia-ånd.



God rejse!

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com