Der hvor tiden (næsten) står stille

alt
Træt af stress og mennesker alle vejne? Så prøv Moclinejo, en lille søvnig landsby oppe i højden, knap 20 minutter fra Málaga. Du kan ikke tage fejl, for når du er fremme ved den gigantiske byportal, der er inspireret af den mauriske byggestil, er du fremme i Moclinejo. Du kan lige så godt parkere bilen først som sidst, for denne lille pueblo blanco er på ingen måde skabt til biler.
Selv fiskehandleren, der kommer på besøg fra Velez-Málaga fem dage om ugen, parkerer sin bil lige inden for byporten og slår dørene op for sit rigelige udvalg, direkte fra fiskerihavnen i Caleta.
- At forsøge mig med bil gennem de smalle gader eller trapper i denne publo tør jeg ikke, siger han.

Rolig idyl
Hvor er alle menneskene?, spørger du dig selv, mens du går gennem de smalle gader, der fører dig indad og opad i den lille by.
Du kigger ind i de charmerende og blomsterprydede patioer, og ned på boligerne og terrasserne, der ligger ligesom ligger i lag. Det virker, som om indbyggerne gør deres bedste for at skabe en god ramme om boligerne. Fra en lille åben stald, midt i centrum, lyder et vrinsk. En hest kigger nysgerrigt på os. Smiler den ikke til os? Men menneskerne, hvor er de?
alt
Jo da, de findes. Faktisk bor der 1.264 mennesker i Moclinejo. Du møder nogle af dem, når du kommer frem til byens brostensbelagte Plaza de España. Midt på plaza’en ligger to hyggelige barer, med servering både inde og ude, og side om side med pueblo’ens rådhus. I barerne serveres både morgenmad, frokost, aftensmad og tapas. De er et naturligt samlingssted for folk i Moclinejo.

På bodega-jagt
Vi havde hørt om byens stolthed, et vin-museum og en bodega der har udmærket sig. Blandt andet stak bodegaens rødvin, ”El Lagar de Cabrera” af med en guldmedalje under den internationale vinfestival Bacchus 2008 i Madrid.
- Tag en snak med ham der ovre, siger camarero’en på baren Reyes, midt på Plaza de España. Han peger på tre ældre mænd, der sidder på en bænk og taler..
- Ja, det er mig, som driver både museet og bodegaen, siger Antonio Muñoz. Han smiler og beder os følge med op i en af baggaderne. 50 meter oppe i gaden vinker han os med ned i en kælder.
alt

Rum efter rum
Vi går gennem rum efter rum, op og ned ad trapper, og Antonio viser os gamle druepressere og alle mulige tænkelige og utænkelige hjælpemidler, værktøjer og udstyr, der har været i brug i de mere end 100 å,r hans familie har dyrket druer og fremstillet vin her i området.
- Jeg håber og tror på, at min søn vil forsætte med at producere vin, som min far og hans far har gjort det siden 1800-tallet, smiler Antonio.
At bodegaen ”Dimobe” er lille, er Antonios ord. Men når bodegaen producerer og omsætter 160.000 liter sød vin pr. år og desuden tilbyder hvid- og rødvine, lyder det for os nordboere ikke ligefrem småt.

Sødt er godt
I et lokale, tværs over gaden, har Antonio eget vinudsalg, hvor du kan købe alle de kvaliteter og typer vine, bodegaen producerer. Her vanker der også smagsprøver på de fleste af vintyperne.
- Prøv denne, siger Antonio, og tapper sød vin op i et lille dramglas. - Brygget på vores kendte Moscatel-drue, kommenterer han. Vi falder pladask for den, og køber både en flaske med sød vin og en med rødvin.
Antonios bodega er populær, og hver weekend kommer der gerne to-tre busser med besøgende i Moclinejo for at se og høre om vinproduktionen og ikke mindst smage og handle vin til egen forbrug.
- Der er i grunden rigeligt at tage sig til, smiler Antonio.

Maurisk historie
Moclinejo’s historie er unægtelig knyttet til maurerne. Det findes der forsat mange eksempler på. Da vi går ned gennem pueblo’en, dukker kirken Santa María op. Den blev påbegyndt i 1500-tallet. Det smukke klokketårn og de farvede tagsten vidner om, at her må maurerne have været med og påvirket arkitekturen.
Men vi skal videre til byens hotel. Det ligger udenfor byporten med frit udsyn i alle retninger.
- En fantastisk udsigt, kommenterer camerero’en, da vi har sat os til rette på den store terrasse. - Her kommer folk til frokost eller bare for at få noget køligt at drikke. Så bliver de siddende og kikker ned mod Middelhavet, siger han, og beklager for det let overskyede vejr.
alt
Vi tror ham. For på trods af skyerne her i 450 meters højde over havet, har vi
god udsigt og kan se udover de bølgende skrænter, som er dækket med oliven- og mandeltræer og vindrueranker, og samtidig ane Middelhavet langt ude mod syd.
Hotellet har 12 værelser, bar, restaurant og pool, og er det naturlige samlingspunkt, når indbyggerne i Moclinejo, moclinejenses eller conejos, har noget de skal fejre.

 

Blodig historie
Som i så mange andre pueblos i Andalusien, er Moclinejos historie tæt knyttet til striden mellem maurerne og de kristne. Forsat bruges navnene ”Hoya de los Muertos”(De dødes grav) og ”La cuesta de la matanza” (Nedslagtningsbakken) om stedet, hvor der i 1482 var et blodigt slag netop mellem maurerne og de kristne.
I følge legenden slog Muley Hacén (kongen af Granada) sig ned i Málaga efter at have lidt nederlag til sønnen, Boabdil. Fra Málaga angreb Muley Hacén de kristne områder i Antequera. Dette ville den kristne kommandant i Antequera have en ende på. Han rustede en hær på næsten 4.000 mand og startede marchen mod Málaga. På vejen plyndrede de en række mauriske pueblos. I Moclinejo forskansede de lokale maurer sig i byens fæstning. Her fra kunne de se deres by blive brændt ned. I raseri åbnede de portene og ovenfra angreb de med sten og træer. Det blev et blodigt slag, hvor de kristne led nederlag.

Sådan kommer du til Moclinejo
Kør til Rincón de la Victoria, følg pilene ind over landet til Benalgabón. Her fra følger du pilene til Moclinejo.

Læs mere om Moclinejo; www.moclinejo.es (byens officielle hjemmeside, på spansk).

Mad
I Moclinejo er særligt den lokale gazpachuelo (suppe med majones) og sopa de maimones (hvidløgssuppe) populære retter. Der til drikker man den lokale moscatel-vin.

Læs mere om hotel La Axarquía:
www.la-axarquia.com/hotelarxaquia
Tlf.: 952 400 507, Fax: 952 400 641
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
Hotellet åbnede i år 2000, har 12 dobbeltværelser, restaurant, bar og pool. Stilen er klassisk andalusisk.

Kortlink: Vis stort kort

CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com