Zaragoza

Vi ankommer til Zaragoza en solfyldt eftermiddag. I det fjerne skimter vi de snedækkede toppe af Pyrenæerne, hvor solen fortsat skinner. Foran os løber Ebro, Spaniens mest vandførende flod, som minder mest om et bredt bælte i forskellige nuancer af sølv og guld. Vi forstår, hvorfor Zaragoza står på listen over Spaniens smukkeste byer.

Zaragoza er hovedstaden i provinsen med samme navn, i en af Spaniens nordligste regioner, Aragón. Denne gamle romerby, Caesar Augusta, blev opkaldt efter kejser Augustus i år 25 e.Kr. Da byen kom på mauriske hænder, blev den døbt om til Sarakusta, som igen er blevet til Zaragoza.

Byen spillede en stor rolle i det gamle Romerrige og fungerede senere, i over 400 år, som hovedstad i Spaniens nordligste mauriske kongerige. Under generobringen blev Zaragoza hovedstad for det nye regime i Aragón og en ledende by i et stadig mægtigere Spanien. Senere blev Zaragoza berømt for sin heroiske modstand mod Napoleons tropper under to store belejringer i 1808 – 09. I 2008 var byen vært for EXPO med vand og bæredygtig udvikling som hovedtema.

Basílica del Pilar

Zaragozas klart største seværdighed er Catedral-Basílica de Nuestra Señora del Pilar, til daglig omtalt som El Pilar. Ifølge et gammelt sagn skal dette være historiens første kirke, som blev dedikeret til Jomfru Maria. Efter Jesu død tog Apostelen Jacob til Spanien for at missionere. Det var her, i nuværende Zaragoza, han fik en åbenbaring af Maria, som befalede ham at bygge en kirke på dette sted. Hun gav ham en lille statue af sig selv, og denne halv meter høje statue står nu i en glasmontre inde i et af kirkens kapeller. Efter dette blev der bygget både moskéer og kirker på samme sted. Bygningen, sådan som den fremstår i dag, blev påbegyndt i 1680. Den arkitektoniske stilart er hovedsagelig barok med elementer af neomudéjar.

Under den spanske borgerkrig (1936-1939) blev der smidt tre bomber over kirken, men ingen eksploderede. To af dem er stadig synlige. El Pilar er også kendt for sine frescomalerier af blandt andet Francisco Goya, Zaragozas store søn og en af Spaniens mest berømte kunstmalere.

Pladsen foran den spektakulære kirke, Plaza del Pilar, er et af Spaniens længste torve og er et naturligt samlingssted for byens borgere, både i forbindelse med store udendørsarrangementer eller bare for en spadsertur med familien en søndag eftermiddag.
På den korte side af Plaza del Pilar står den monumentale Catedral del Salvador, også denne kirke er bygget i flere stilarter. I forbindelse med kirken findes et museum fyldt af pragtfulde gobeliner, som er flere hundrede år gamle. Bag kirken ligger resterne af et gammelt romersk forum. Lamper er monteret på en finurlig måde, som giver stedet et næsten magisk udseende, når mørket falder på.

Fund fra romertiden

El Museo del Foro Caesaraugusta, et af Zaragozas arkæologiske museer, ligger ironisk nok i byens mest futuristiske bygninger, lavet i glass og stål. I underetagen på denne bygningen ligger fund fra udgravninger, som blev foretaget i årene 1988 – 1991, og som er bevarede på sin oprindelige beliggenhed. De ældste fund kan dateres helt tilbage til romertiden, og viser resterne af et marked samt rørsystemer til drikkevand og kloak.
Francisco José de Goya blev født cirka fire kilometer syd for byen i 1746. Han bliver kaldt den moderne kunsts far og var tilknyttet hoffet i Madrid størstedelen af sit liv. Men, som nævnt ovenfor, blev han ”hentet hjem” i forbindelse med udsmykkingen af El Pilar. Byen har senere hædret ham med sit eget museum, hvor mange af hans mest berømte malerier er udstillede.

Lidt i udkanten af den gamle bydel ligger Aljaferí, som skal være en af de smukkeste islamske bygninger udenfor Andalusien. Borgen blev bygget i 800-tallet for Zaragozas mauriske herskere, og blev overtaget af Kong Ferdinand og Dronning Isabella i 1490. Siden 1987 har Aragóns regionale parlament holdt til i den gamle borg.

Smukke statuer

Zaragoza fik et stort løft i forbindelse med Expo i 2008, og byen blev blandt andet forskønnet med diverse statuer. En af disse er El Pariente Salvaje (den vilde slægtning), som står langs Paseo Echegaray y Caballero, der går parallelt med floden Ebro. Her ser vi formen af en menneskelig profil, som ser ud til at være påvirket af vejr og vind, og som forandrer form afhængig af perspektivet, som statuen ses fra. En lignende statue af samme kunstner, Tony Cragg, står i Calle Larios i Málaga.
Mest elsket af byens indbyggere er nok statuen Niño Sentado Mirando a la Torre Nueva (drengen som sidder og ser på La Torre Nueva) på Plaza de San Felipe. Denne bronze-skulptur er i fuld størrelse, og forestiller en dreng. som sidder og ser på et 80 meter højt tårn fra 1504 , som gik under navnet Torre Nueva, og som desværre måtte rives ned i slutningen af 1800-tallet, fordi det begyndte at hælde. Til stor sorg for alle dem, som hver dag kunne nyde synet af det, der den gang var et af Spaniens højeste bygningsværker. Det gamle tårn lever videre i drengens blik...

Calle de Alfonso 1

Byens travle forretningsgade er Calle de Alfonso 1. Her ligger kendte kædebutikker, små specialforretninger, cafeer og barer side om side. I stærk kontrast til denne imponerende avenue står de smalle sidegader med tagging og grafitti på væggene og vasketøjet hængende ud af vinduerne.

Ingen må forlade Zaragoza uden at gå over Puente de Piedra, broen der er blevet ødelagt af oversvømninger flere gange og som i sin nuværende form er fra 1884. Når solen er på vej ned, og mørket langsomt sænker sig, er der en jævn strøm af både fastboende og turister, som krydser Ebro for at få det spektakulære syn af den oplyste kirke mod en himmel, som stadig bliver mørkere. Uforglemmelig smukt!
 
Fakta:
Zaragoza er hovedstaden i provinsen med samme navn, i en af Spaniens nordligste regioner, Aragón. Byen har godt 700.000 indbyggere og ligger cirka midtvejs mellem Barcelona og Madrid.
 

Den Engelske Camino – Camino Inglés

Fra Ferrol til Santiago de Compostela 27.09 til 04.10 2018

Når vi i daglig tale taler om at vandre på ”Caminoen”, er det underforstået, at der menes Den franske Camino fra St. Jean Pied de Port til Santiago de Compostela, altså vandring fra øst mod vest. Men der findes et utal af afmærkede caminoer f.eks. den Portugisiske Camino fra syd mod nord. Sanne og jeg har gået mange af dem, men især den portugisiske er vores favorit og det er blevet til fem gange indtil videre, siden vi startede med at vandre i 2011.
Denne gang har vi besluttet at prøve noget nyt, nemlig Den engelske Camino fra Ferrol i nord til Santiago mod syd. Den har ifølge overleveringen sit navn, fordi man kom sejlende fra England og
gik i land i Ferrol for at vandre de sidste ca. 120 km til Santiago. 

Det er blevet populært at vandre på caminoerne, især den franske, så det er en god idé at vælge en anden rute. Den engelske er knap så populær og derfor er der også længere mellem
vandhullerne (barer/restauranter), hvilket gør, at stort set alle vandrere/pilgrimme holder rast de samme steder. Og det er jo hyggeligt at mødes med de andre. Det er jo også en del af det. 

Denne del af Galicien har fået øjnene op for, at der er penge i camino-turismen og hele ruten er blevet afmærket med nye skilte med både muslingeskal og gul pil. Så må vi håbe at vandhullerne snart følger trop.
Vandring i Galicien er simpelthen bare skønt. Den smukke bjergrige og frodige natur, de små lokale samfund, hvor tiden har stået stille. Der er mange små husdyrhold og derfor også mange dyr, som gerne vil ”snakkes” med. Og det elsker vi.

Ferrol

Fra Santiago tog vi bussen til Ferrol, hvor vi bor på et fire stjernet luksushotel Grand Hotel de Ferrol. Sanne er en ørn til at booke vore hoteller hjemmefra og et stort super dobbeltværelse til
47 € kan vist ikke gøres meget bedre.
Ferrol huser en flådestation og er en charmerende by. Der er ingen tiggere/platugler, så vi bliver enige om, at byen er for fattig til at have råd til tiggere. Vi finder caminoens start nede ved havnen og følger den noget af vejen i byen, medens vi leder efter et sted at spise aftensmad. Da intet falder i vores smag, beslutter vi at tage hotellets tilbud med 3 retters menu inkl. drikkevarer, hvid dug og høje glas og en tjener på hver finger. Fint, 25 € for os begge to altså!

Ferrol til Pontedeume

Skal det være helt rigtigt, skal man gå fra Ferrol, helt ind i bunden af fjorden til Neda, og ud igen på den anden side. Men der er anlagt en dæmning tværs over fjorden, så den vej tager vi. Det passer bedst med den dagsmarch på ca. 16 km, vi har planlagt. I byen Fene finder vi let tilbage på den afmærkede rute, da Sankt Jacob står og viser vej. Herefter er der ca. 5 km opad, men det er kun ca. 3 % stigning, så det er ikke noget særligt. Resten af etapen er nedad og lige ud. 
 
Pontedeume ligger smukt for foden af et bjerg og ud til Río Eume. Vores hotel ligger lige når vi kommer over broen. Vi får et værelse, pænt stort med udsigt til floden og broen, men hotellet har tydeligvis kendt bedre dage. Byen er okay, men ikke noget ud over det sædvanlige. 

Receptionen har anbefalet os en god restaurant, den opsøger vi i kombinationen bar/restaurant. Tjeneren overtaler os til at tage deres 3 retters menu og uden at debattere dens indhold eller pris, siger vi ok. Køkkenchefen henter os ud i køkkenet og præsenterer os for råvarerne og valgmulighederne. Vi vælger hvide asparges til forret og søtunge (lenguado) til hovedret, desserten er is og frugt. Tjeneren stiller en hel flaske (lokal) rødvin på bordet. Og til hovedret får vi ikke én fisk hver, men tre, men de er jo heller ikke ret store.

Det hele er veltillavet og smager fantastisk, og undervejs falder vi i snak med nogle englændere og lokale spanierne i lokalet. Og hvad skal sådan et herre måltid så koste? 18 € alt inklusive. Joh, vi fattige pilgrimme kommer langt for små penge i Galicien. 

Pontedeume til Betanzos

Vi foretrækker at komme af sted ca. kl. 8.30, så har vi fået vores velfortjente morgensøvn, det er lyst og endnu ikke for varmt. I dag vil jeg (Svend) gerne have min rygsæk transporteret og det forsinker os en halv time at få det forklaret til den søde dame i receptionen. Højdekortet siger, at vi i dag skal over tre ret så stejle bjerge. Det holder stik, så ruten er rimeligt strabadserende og ingen vandhuller. Godt vi har forsyninger med i rygsækken.
Vi går langs kæmpe majsmarker og vi kan se duggen ligge nede i dalen. Mange steder går stien gennem små marker med vinstokke, da mange af de små hushold brygger deres egen vin.

Vi når frem til Betanzos, pænt brugte, og slår os ned ved floden med aqua con gas og et par Estrella Galicia, Spaniens bedste øl, når man er Galicien-freak.
Vi finder vores hotel og får endnu en positiv overraskelse. Stort dobbeltværelse øverste oppe, vinduer til tre sider, dvs. kæmpe udsigt, og så er der køleskab, så øllerne kan holdes kolde. Rimeligt trætte vælger vi at gå over på det pizzeria, vi kan se fra værelset, det viser sig at være ret populært og maden fin nok.
Egentlig fortsætter den direkte vej til Santiago herfra mod syd til O Meson do Vento, men vi har bestemt, at vi også vil opleve A Coruña, så turen går igen mod nord i morgen.

Betanzos til A Coruña.

Der er ingen afmærkede vandreruter på dette stræk, så vi vælger at tage bussen her søndag morgen. Det tager ikke meget mere end en halv time. A Coruña er en stor industriby med poligonos industrial omkransende bycentrum. Det lykkes os dog at finde vores hotel, takket være den moderne telefon. Vi har reserveret et superiør værelse til € 86 og tak spids for et værelse. Det viser sig at være en kæmpe suite, soveværelse med en seng så stor, at vi dårligt kan se hinanden, en suite med opholdsstuen med kontor, sofagruppe, minibar, kaffemaskine og et badeværelse man næsten skal have GPS for at finde rundt i. Det passer os ”stakkels forhutlede pilgrimme” ganske godt.

På baggrund af tidligere oplevelser i storbyer om søndagen, var vi bange for at komme til en fuldstændig død by.

Men det bliver da heldigvis gjort til skamme. I receptionen får vi en city guide og bevæger os til den gamle bydel, som er fyldt med gode og hyggelige barer og restauranter. Vi er heldige at finde en populær (viste det sig) og billig restaurant med åben trækulsgrill. Vi bestiller begge pollo à la brasa til 5€ og dertil en flaske Marqués de Cáseres, samlet pris i alt 22 €. Det er drøngodt, og da vi går, er hele gaden fyldt med lokale, der står i kø og venter på bord. Joh, Vorherre smiler virkelig til de angrende pilgrimme.

Længere fremme fanger vort øre leben og høj musik. Det er en slags udendørs diskotek med varierende musik, så os der både kan vores 60’er musik og jazzen fra de foregående 50 år kan være med. Spansk livsglæde på fuld skrue. Og dansen går.
 
Byen ligger ud til Atlanterhavet og er velsignet med smukke sandstrande og en kilometer lang strandpromenade som bl.a. går forbi byens vartegn Torre de Hércules. Vi kan godt bruge et par dage mere her i byen og på samme hotel, som ligger meget centralt. Men vi skal jo videre.

A Coruña til O Meson do Vento

Højdekurven i dag ser rigtig ond ud, 6,8 km op, op og så rigtig op. Jeg prøver om jeg (Svend) kan få rygsækservice, men det har de ikke herfra, så jeg må indstille mig på strabadsen og lindre min ryg med panodil og voltadol creme. Vi tager en taxa ud af byen til landsbyen Sigrás, da det er træls at gå en hel dag i industriområder. I Sigrás finder vi den afmærkede rute.
Efter et par timers vandring møder vi et lille, meget lokalt vandhul, hvor ”mutter” serverer os æg og bacon. En lokal kommer forbi og starter dagen med en stiv whisky, det ser ud til at ske hver dag, da den bliver hældt op, mens han parkerer sin bil. 
Vi går videre og støder så ind i en lokal bonde, der går og klipper hæk. Han vil gerne tale med sådan et par forbipasserende som os, og da vi fortæller, at vi er fra Danmark, lyser han op i et smil og begynder at remse stort set hele kongerækken op. ”Dronning Margretha La Primera, nå nej, La Secunda, får han det hurtigt rettet til, og så kronprins Frederico.”. 

Den grimme opstigning kommer i bagende sol, omkring 30 grader i skyggen. Hver gang nogle træer giver skygge gør vi holdt og tørrer sved af panden, og bider så tænderne sammen og begiver os op til den næste skygge. Men sikke en udsigt på toppen, vi kan se helt ud til havet. Vi havde regnet med at bruge ca. 150 minutter til denne væmmelige opstigning, men faktisk er det overstået på 75 minutter. Det skyldes ikke vores præstation, men derimod at højde- og afstandskortet - som så ofte før - er forkert. Herefter passerer vi igen forbi kæmpe majsmarker, det er en hel jungle.
Længere fremme ligger der heldigvis et vandhul og vi er ikke de eneste vandrere/ pilgrimme. De kommer fra såvel Betanzos som A Coruña. Temperaturen er efterhånden oppe på 35 grader i skyggen. Så af med støvlerne og så en velfortjent øl – okay to øl så, tørsten er stor. 

Vores hotelvært har tilbudt at hente os her, og da alternativet er at gå tre km i kanten af en befærdet vej i bagende sol, tager vi med kyshånd mod tilbuddet og vi får ”kromutter” til at ringe efter ham.
Vort hotel er fint nok, men er dog en voldsom kontrast til ”fyrstesuiten” vi lige kom fra. Det er jo en del af vandringslivet, at tage tingene, som de kommer.
Hotellet ligger sammen med en tankstation, en slags rasteplads, og er stort set den eneste civilisation på stedet. Tanken har en døgnkiosk, og det har den fordel, at vi her kan købe forsyninger, vand, øl, chokolade mm til aftenen og morgendagens etape.

O Meson do Vento til Sigüeiro

Vi starter dagens etape ca. 7.45. Det er stadig mørkt og vi nyder solopgangen undervejs og ser solens spil i de dugvåde marker og fantastiske spindelvæv. Dagens etape er på ca. 25 km, men kun med lette op og nedstigninger, så det er ren fornøjelse. Vandhuller er der kun et af undervejs, godt vi fik provianteret i døgnkiosken. Og igen passerer vi masser af majsmarker og stubmarker, hvor majsen er høstet. Undervejs i en have ser vi en kat, der er bandefører for en flok ænder. De følger ham trofast rundt i haven. Men så gemmer han sig for dem og de kan ikke finde ham, hehe – slem? 

Der er ikke noget hotel i Sigüeira, men Sanne har fundet et herberg, hvor vi har vort eget dobbeltværelse med toilet/bad i bygningen ved siden af. Det er rigtig fint og der er fælles køkken og opholdsstue sammen med to andre værelser. Super, og så i et roligt kvarter. Værten er utrolig sød og hjælpsom. Der er gratis kaffe, te, juice, vand, frugt og kiks.
Byen er en nyere ”flække”, hvor kæmpe lastbiler drøner af sted på hovedvejen i et væk, et sikkert tegn på beskæftigelse og rimelig velstand i området. Der er gode spisesteder, og vi finder et lige om hjørnet, men der er intet at se i byen.

O Sigüeira til Santiago de Compostela.

Nu er tiden kommet til at vi indtager Santiago fra nordsiden. Dagens højdekort viser lidt op og nedstigninger, men ikke noget at pive over, det bliver en let gådag. Vi foretrækker at pausere og få morgenmad efter ca. to timers vandring, men det kræver et vandhul. I dag er vi heldige. I udkanten af skoven og industriområdet finder vi Hotel Castro. Perfekt.
Vi ved, at de sidste fire til fem km ind til Santiago går gennem et industriområde, men da vi ikke har gået her før, har vi besluttet at gå hele vejen ind og tage hele oplevelsen med, god eller dårlig. Den blev god, så det gør vi helt sikkert også næste gang. 

Industriområdet er ret nyt at bedømme efter de fine veje og pæne bygninger og udenomsområder. Ruten fører os igennem sjove lokale kvarterer ind i hjertet af Santiago, det var en god oplevelse.
Dagens nemme etape er slut, vi er i Santiago for ”jeg-ved-ikke-hvilken-gang”, efter dagens lette 16 km. Som sædvanlig bliver vi mødt med sækkepibemusik ved katedralen, da området her har keltiske rødder. Vi bor i den gamle bydels mest centrale gade Rúa do Vilar, som er en lille gade med buegange, hvor der ligger forretninger, spisesteder og vores hotel. I gaden ligger også Café Casino, som kan føres helt tilbage til 1873.

Maximino Magariños (som var en kendt og berømt kunster i Galicien 1869-1927) har udsmykket lokalet med 36 træudskæringer lavet som en frise og er med til at gøre stedet et besøg værd. Siden 2002 har det været café. 
Næste dag bruger vi formiddagen til at gå på markedet inden vi skal retur til Malaga. Her kommer bønderne ind og sælger deres produkter. I hallerne er der friskslagtede grise (og det er det hele af grisen, der bliver brugt, der er ingen spild), geder, får, høns, kaniner, fisk, deres lækre oste, pølser og skinker, fisk, vin m.m. og udenfor grøntsager, frugt, krydderier, syltetøj, blomster og hvad de ellers producerer. De lokale kommer her om formiddagen og handler ind. 
Svend synes det kunne være sjovt at købe nogle krydderier, så det gør vi. Vi går ud fra det er en slags peber ”Repolo de Betanzos”. Så for 1 € får vi en lille pose med disse korn. 

Da vi kommer hjem og slår op hvad det er, viser det sig, at det er frø fra den kendte galiciske kål, som man laver suppe på. Retten hedder Caldo Gallego – så blev vi så kloge. Betanzos var jo en af de byer, vi kom igennem på vores camino.
 
Endnu et fantastisk vandreeventyr er slut – og med super godt vejr igen.
 
¡Buen Camino!
 
www.sanne-vandreture.com Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. +34 63 83 42 42 5 +45 24 26 36 10
 

El Museo Automovilístico y de la moda de Málaga

Det er den anden mest populære seværdighed i Málaga ifølge Tripadvisor, og man forstår godt, hvorfor så mange turister og herboende, store og små vælger at lægge vejen forbi dette museum.
Uanset om man, som La Danesas udsendte, ikke interesserer sig specielt meget for køretøjer, så er dette museum så meget mere end et bilmuseum. Det er et museum, der beretter om svundne tider og tendenser og er lige så meget til dig, som blot kan lide at se på noget, der er smukt, anderledes, grimt, æstetisk, provokerende.. Én ting er sikker – du finder ikke noget ordinært på bilmuseet i Málaga.

Da jeg træder ind på museet har jeg allerede en aftale om at mødes med kommunikationschef Sara Navarrete Moreno. Imens jeg står og venter i receptionen spørger en ældre herre mig, om han må tilbyde at vise mig rundt på museet. Jeg takker høfligt nej, for den guidede tur leverer Sara Navarete, som netop viser sig.

Som vi går ned gennem rækker af øser i særklasse, og helt sikkert også en finansiel klasse for sig, er detaljerne mange og flotte. Køretøjerne er alle sammen beskrevet på engelsk og spansk. Nogle af dem har gjort sig bemærkede på grund af deres ejere, andre fordi de er kendt fra særlige film eller scener. For eksempel findes der en Renault 35CV – modellen der lægger bagsæde til den hede elskovsscene i filmen Titanic.

Sara Navarrete Moreno fortæller, at her er godt 100 biler for i alt et tocifret millionbeløb og at de fleste biler faktisk starter og kører fint – nogle af dem lejes endda ud til særlige lejligheder. Faktisk lejes hele museet ud til særlige lejligheder som receptioner eller bryllupper. Det er nemt at forestille sig en fed fest afholdt blandt Bentley’er og Lincoln’er for ikke at forglemme Cadilac’erne og Jaguar’erne, som der også findes et par stykker af.

y de la moda..

Foruden at indeholde et enormt antal antikke og unikke køretøjer har museet også en anseelig afdeling for mode. Det har sin naturlige forklaring. Ejeren af museet, og tilsvarende samtlige biler i det, portugisiske Joao Magalhaes, er nemlig meget begejstret for mode. Så begejstret, at der er dedikeret flere afdelinger til forskellige epoker af damemoden. På rundturen viser Sara mig ind i et rum, som normalt ikke er tilgængeligt for museets besøgende. Det er ekstralageret for de kjoler, sko, hatte, tasker mm., som ikke udstilles i øjeblikket, og lagerets omfang samt udvalg kan vække enhver kvindes indre Marie Antoinette.

Tilbage i ved museets indgang befinder den ældre herre, der tilbød sig som turguide, sig stadig i receptionen. Sara Navarrete Moreno præsenterer manden som ’Joao Magalhaes, museets ejer’. Joao ryster bare på hovedet og siger: ”Jeg bryder mig ikke om det ord – man kan jo ikke eje noget som helst. Hvis jeg dør i morgen, hvad skal jeg så bruge alt det her til?” siger han og slår ud med armene. Jeg kan nu godt finde på et par anvendelsesmuligheder, men holder mine ideer for mig selv.

Også for de firbenede

”Pet friendly” står der på et skilt lige indenfor indgangen til museet. ”Hver mandag er museet åbent for hunde – det er der mange gæster, der benytter sig af, og det er ganske sjovt for os, som arbejder her. Vi er det eneste museum i Europa, der tilbyder dette,” fortæller Sara Navarrete Moreno.
 
Praktiske oplysninger:
Edificio Tabacalera
Avenida Sor Teresa Prat 15
29003 Málaga
Tlf.: +34 951 13 70 01
Entre: 8,50 €
Åbningstider: Mandag-søndag fra 10-19.
Billetsalget lukker 30 minutter før lukketid.
Udstillingen omfatter godt 100 unikke bilmodeller udstillet på 6000 m2. Bilerne er grupperet efter stilarter som Belle Epoque, Art Deco, Drømmebiler, Engelsk tradition, Alternativ energi, La Dolce Vita mm.

Grazalema kalder

Grazalema er en af Andalusiens mange smukke naturparker og vi har været der mange gange, men denne gang fandt vi et superfint hotel og var ude på to spændende vandreture, som var temmelig hårrejsende. Og selv om man ikke vil vandre, er det alligevel en skøn udflugt, for La Cueva del Gato er helt specielt og den kan beses uden vandring. Hotellet El Molino del Santo er sådan ét man drømmer om at finde, så hvis man har lyst til luksus, fantastisk mad og vild natur, så er det bare om at komme afsted.

Hotellet Molino del Santo har længe stået på vores ´to do´ liste, for dets ry er nået lang omkring, så det var med en vis forventning vi ankom til Benaoján - stationsbyen, vel at mærke – for det er her hotellet ligger. Hotellet har vundet en del priser, bl. a. som “Best Countryside Hotel in Spain”, “Most Romantic Hotel in Spain” og det har de sidste 5 år vundet priser hos Trip Advisor.
Vi blev ikke skuffede, for hotellet ligger i en ombygget mølle, som malede både mel og oliven til olie, men som stoppede produktionen engang i 1950erne. Det ligger ved en sideflod til Guardiaro, som er en af Andalusiens smukkeste floder. Et engelsk ægtepar købte møllen i 1968 og har siden drevet stedet som luksushotel med gourmet mad. Stedet er blevet udvidet og ombygget masser af gange, så det i dag fremstår smukt, romantisk og veldrevet. Den velholdte have er fyldt med smukke blomster og det fine pølområde er overordentligt attraktivt. For et dobbeltværelse med morgenmad betalte vi 107 € og det var bestemt god valuta for pengene. Gå ind på https://www.molinodelsanto.com og se stedet.

Vi kastede os straks efter ankomst ud i en vandretur, og egentlig ville vi blot have vandret de to km. op til den berømte Cueva del Gato, men da vi kom ned på stien, som løber langs med Guardiaro og jernbanen, og skulle til at dreje til venstre, så vi et skilt med Jimera de Libar 7,8 km. til højre. Denne sti er en del af den af mig meget omtalte Gran Senda de Málaga og det kunne vi ikke stå for. Så vi drejede til højre og begav os ud ad denne sti. Det var der sådan set ikke noget galt i, blot det, at vi kun havde vand med til 4 – 5 km. og ikke til 15-16 km. som det ville ende med, hvis vi skulle gå til Jimera og tilbage. Nå, det tænkte vi ikke videre over og vandrede nok så glade afsted i den kraftige varme. Stien løber ca. 100 m. over floden på den østlige side, og langs med floden er en af Spaniens smukkest togruter anlagt: ruten fra Ronda til Algeciras. Den har vi skrevet om i et tidligere nummer af La Danesa. Men nu fik vi altså lov til at vandre i dette skønne terræn, som på trods af tog-sporet er helt uforstyrret, for der går kun 6 tog i døgnet – 3 i sydlig retning og 3 i nordlig. Stien går op og ned og er en rigtig flot en af slagsen – en femstjernet sti. Nu havde vi sat os i hovedet, at vi VILLE nå frem til stationen Jimera de Libar. Men efter 8 km. var den stadig ikke i sigte og nu var vi løbet tør for vand. Vi måtte derfor ned til stationsbyen for at skaffe mere vand. Efter 8,5 km. nåede vi stationsbyen, som er ganske lille. Vi spurgte den første mand vi så, om der var en butik... ja, den åbner kl. 18. Nu var kl. 16.30 og vi havde 8,5 km. hjem til hotellet. Kommer der måske et tog snart, spurgte vi forhåbningsfulde, for det havde taget os 3 timer at gå de 8,5 km. og vi var presset for tid inden det blev mørkt. Manden kendte togtiderne i hovedet og kunne meddele, at der går et tog mod Ronda om 15 min. Jubii, hvor vi jublede. Og ganske rigtigt... kl. 16.45 kørte toget ind på perronen og efter mindre en 15 min. var vi tilbage i Benaoján. Vi kan derfor af hjertet anbefale, at man tilpasser denne smukke vandring, så man ankommer til Jimera så betids, at man kan tage toget tilbage. Husk penge til toget: 4,90 € for to billetter.

Tilbage på hotellet gik vi direkte ned i baren for at få læsket de tørre ganer og efter et lille hvil kunne vi nyde et herligt måltid i restauranten, som tilmed kunne byde på en vegetarmenu. Jo, de moderne tider er kommet helt ud på landet i Spanien.
Næste dag gjaldt det så La Cueva del Gato. Denne hule er berømt fordi den er en kæmpemæssig åbning ind til el hulekompleks, som kaldes Sistema Hundidero- Gato. Dette system er en lang form for tunnel, som løber 4,5 km. fra syd (Cueva del Gato) til en anden åbning ca. 3 km. nord for Montejaque. Det er ingenlunde en tur, man bare kan tage ud på. Man skal have en speciel tilladelse og være medlem af en huleforsker gruppe (Federación Andaluza Espeleología).
Men man kan kravle op til hulens indgang og kigge ind. Uha, uha... jeg kan dy mig... der er bælgmørkt derinde, og man skal kravle og klatre over store klippeblokke. Men huleåbningen er imponerende og selv her midt på dagen flyver en masse flagermus ud og ind.

Efter endte hulebeundring vil vi gerne finde en vej, der kan føre os op til landsbyen Benaoján, som ligger lidt oppe i landskabet i modsætning til stationsbyen, som ligger nede ved floden. Men vi kunne ikke finde en rute på Wikiloc, så måske er der ingen. Men, se nu der, der går en sti op til venstre, når man står med ryggen mod hulen, og den ville vi lige prøve. Stien så ud til at ende oppe ved et hegn, der afskærmer jernbanen, men der var også en mindre synlig sti, der gik videre op. Den tog vi, og selv om vi vidste, at det ville være klogest at vende om, fortsatte vi. Man får vel blod på tanden. Højt oppe så vi nogle pæle og tænkte i et anfald af vild optimisme, at deroppe var der nok en sti. Så vi fortsatte op ad en skrænt, der var så stejl, at jeg frygtede for, om vi kunne blive ved med at få fodfæste. Det var vildt og vi var glade for, at vores børn ikke kunne se os hænge der på en vild skrænt i vores fremskredne alder. Holy Moses! Vi ville få skæld ud! Men der var ikke andet for end at fortsætte, for det var for stejlt til at vi kunne gå ned. Pludselig udbryder Erik et jubelhyl, og han er nået op på en fin sti. Hurra! Og den er brolagt og alting. Det viser sig, at den også er en del af Gran Senda, så vi blev reddet på målstregen for anden dag i træk. Nu var det blot en smal sag at finde vejen ned til Benaoján pueblo ved at gå til venstre, og hermed kom vi ned til puebloen og kunne vandre igennem og beundre den. På vejen nedad mod stationsbyen dukker der en sti op på højre side, og den tager vi. Den går lige ned til hotellet, hvor vores bil stadig holder. Det var vel nok en herlig tur.

Og nu tager vi lige hen og ser på indgangen til La Cueva de la Pileta, som vi besøgte for 25 år siden, og som ligger lige i nærheden. Man skal kravle lidt for at komme op til hulen, men deroppe kan vi se, at intet ser ud til at have ændret sig siden dengang. Man skal stadig ringe til manden, der ejer hulen, for at komme ind, der er stadig ikke installeret lys inde i hulen og åbningstiderne er stadig afhængige af ejerens forgodtbefindende. Vi talte med flere amerikanere, som var rejst langt for at se de meget berømte hulemalerier derinde, og de havde lidt svært ved at forstå det med åbningstiderne. Tja, hvad kan man sige... det er Spanien og dette berømte nationale klenodie er fortsat privatejet. Sjovt og pudsigt er det. Jeg husker besøget i hulen som meget specielt og meget uhyggeligt og mørkt. Uha, ikke igen, tænker jeg. Men er alligevel glad for at have været derinde.
Så er der kun tilbage at sige, at El Molino del Santo er lukket fra november til marts. Det genåbner den 15. marts 2019.

Vægmaleriene i San Isidro, Orihuela

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
I foråret 1976 var der stor politisk usikkerhed i Spanien. General Franco var netop død, og mange frygtede at diktaturet ville fortsætte.
Under en lokal fiesta i den fattige bydel San Isidro på nordsiden af Orihuela brød der en spontan aktion ud, delvist for at støtte de demokratiske kræfter, delvist for at hædre den afdøde lokale digter Miguel Hernández (1910-1942), som døde i spansk fængsel efter at have sympatiseret med republikanerne gennem sin digtning. Mange af hans kunstnerkollegaer begyndte pludselig at male tendensprægede slagord og billeder på væggene på de gamle og skrøbelige huse. Guardia Civil rykkede ud og forsøgte at standse dem, men til ingen nytte.

I 2012, 70 år efter Hernández’ død, blev det besluttet at hædre hans minde ved at renovere nogen af de gamle vægmalerier, samt lave nogle nye. Også i de efterfølgende år har kulturafdelingen i Orihuela kommune inviteret kreative personer til at deltage. I tillæg til kunstnere har udviklingshæmmede, skoler og børnehaver også været med til at bidrage. Det har været et kollektivt projekt, mere end hundrede malere har været i sving og omkring 50 facader er dekorerede.
Nogle af billederne har en klar politisk brod, andre indeholder citater fra Hernandez’ digte. Atter andre reflekterer dagliglivet for almindelige mennesker.
Resultatet er ikke bare blevet et fantastisk udendørs galleri for kunstinteresserede, San Isidro har også fået et godt økonomisk løft. Den lille bydel fremstår nu som en pittoresk perle, som det er let at forelske sig i, selv om der ligger en alvorlig undertone bag de kraftfulde billeder.

Beliggenhed og adgangsmuligheder

Turistkontoret i Orihuela arrangerer jævnligt gratis guidede ture i den lille bydel, men der er ingenting i vejen for at gå en tur der alene. Besøget er gratis, og man bliver der så længe, man ønsker.
Den nemmeste måde at finde den lille bydel San Isidro, som ligger i den nordlige del af Orihuela, på er at parkere i centrum i nærheden af Plaza Santiago. Gå derefter op ad Calle Santiago, som går mod nord/øst. Efter en stund skifter vejen navn til Calle Capuchinos. Drej til højre ved Plaza Capuchinos, og følg Calle de la Samaritane til enden. Her støder du bogstaveligt talt på en reproduktion af Picassos La Guernica på en væg, dette er det første vægmaleri i San Isidro. Spadsereturen tager 15 – 20 minutter.

Man kan selvfølgelig også køre i bil til San Isidro, men pga. diverse ensrettede gader så gøres dette bedst ved hjælp af GPS.
For de som ønsker at undgå Orihuela centrum kan man køre ad N-340, som går fra Murcia til Elche på nordsiden af Orihuela, og dreje af til højre ved Rincón de Seca. Efter at have kørt ad N-340, skal du svinge til venstre igen ved første mulighed. Herfra er det let at få øje på San Isidro, som ligger på skråningen op mod N-340.
 
 
 
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

NYHEDSMAIL

Tilmeld dig vores nyhedsmails her

* indicates required

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com