Lang weekend i Lissabon - et pastelfarvet byportræt

Det er let at forstå, hvorfor Lissabon er blevet en så populær destination for en lang weekend. Portugiserne kalder hovedstaden med sit milde klima og rimelige leveomkostninger for landets mest ‘beboelige’ by, og med en befolkning på en halv million mennesker er byen også nem at navigere i og sikker i forhold til andre hovedstæder.

Lissabon ligger omkring 6 timers kørsel på fine veje fra Málaga. Og når du ankommer over Ponte 25 de Abril-broen, ligger byen som et pastelmaleri i nuancer af pink, blå og gul, og bare venter på at blive udforsket.

400 år ældre end Rom

Lissabon er en af ​​de ældste byer i verden og Europas næstældste hovedstad efter Athen. Det oprindelige navn Olisippo kommer muligvis fra det fønikiske alis ubbo, der betyder charmerende lille havn, selvom det også kan komme fra byens mytiske grundlægger, Ulysses. Hvad vi med sikkerhed ved er, at fønikerne slog sig ned her omkring 1200 f.Kr., og Julius Cæsar gav bystatus til Feliecitas Julia et par århundreder før Jesu fødsel. Der er stadig underjordiske romerske gallerier, der åbnes for et begrænset publikum en gang om året. Gallerierne er tilgængelige via et brønddæksel lige under sporvognslinjen på Rua da Prata. Lyder det fristende? Jeg vil i hvert fald planlægge vores næste besøg omkring brøndåbningen!

Siden den kristne hær generobrede Lissabon fra maurerne i 1147, har byen været Portugals politiske centrum, men ikke altid hovedstaden. Navnet er forkortet til Lx fra den gamle stavelse Lixbõa, og byen er i dag et vigtigt centrum for finans, handel, kunst og turisme.

På kryds og tværs

Efter at være kommet af med bilen, afleverer vi vores bagage på et hotel fra 1758 med portugisiske håndmalede fliser, antikviteter og mere end nok personlighed.

Lissabon er perfekt til at udforske til fods og lige stor nok til at fare passende vild. Du kan altid orientere dig ved at lokalisere floden, eller kigge op og finde ud af, hvor du er i forhold til byens højeste referencepunkt – Castelo de Säo Jorge (Skt. Georgs slot).

Der er et stort udvalg af guidede ture, men vi vælger at udforske byen på egen hånd. En gang imellem hopper vi på en bus eller en tuk-tuk, når vi trænger til en pause fra at klatre op og ned ad byens mange bakketoppe. Lissabon har ellers et fremragende offentligt transportsystem. For et par euro får du en metrobillet med bustransfer. Nogle af metrostationerne er entréprisen værd bare for dekorationen af keramiske fliser!

Lissabons berømte sporvogne er ikke inkluderet i billetterne, men til gengæld er de uden tvivl nogle af verdens mest maleriske sporvognsture. Byens elektriske sporvogne fra 1873 er ​​desværre ofre for deres egen succes. Alle turister vil køre på den legendariske Trikk 28, så du risikerer at blive proppet som portugisiske sardiner mellem turister fra Taiwan og Texas.

En anden måde at undgå bakkerne på er at tage liften. Den 45 meter høje Ascensor de Santa Justa bringer folk fra det nedre Baixa-kvarter til Barrio Alto. Lokalbefolkningen har en tendens til at undgå dette på grund af turistkøerne, men byens sidste eksisterende vertikale lift er stadig et imponerende syn. Liften åbnede i 1899 og tager en over syv etager i en dobbeltkabine indhejnet i en ny-gotisk jerngitterstruktur designet af Raoul Mesnier de Ponsard, som siges at have været en af ​​Gustav Eiffels disciple.

Jordskælvet, der førte til brolægning

På Allehelgensdag 1755 blev Lissabon ødelagt af et jordskælv, der kostede 40.000 mennesker livet. Mere eller mindre skulle hele byen bygges om, hvilket giver byggestilen i dag en sjælden ensartethed. Der er stadig eksempler på tidligere arkitektur, men det meste af byens centrum er bygget i Pombaline-stilen, opkaldt efter den adelsmand, der var ansvarlig for genopbygningen. Den nye bykerne stod færdig på få år, men de sobre bygninger med nogle nyklassicistiske detaljer føles langt fra forhastede. Man sørgede også for, at materialerne fra jordskælvsruinerne blev genbrugt til at brolægge gaderne, som vi i dag kan beundre på byens fortove og pladser.

Fliser på fliser

Man kan ikke skrive om Lissabon uden at nævne de keramiske fliser. Gennem historien har egypterne, assyrerne, babylonerne og mange andre lavet dekorative keramiske fliser. Araberne introducerede azulejos (arabisk az-zulayj – poleret sten) til Lissabon, og disse har været symbolet på byen lige siden.

De mest traditionelle fliser er blå på en hvid baggrund, men Portugals kong Manuel I besøgte Sevilla i det 15. århundrede og tog andre typer fliser med sig, som har påvirket designstilen lige siden. De keramiske fliser er en væsentlig del af Lissabons arkitektur og kultur. Du ser dem overalt, på bygningsfacader og som interiør, forretningsskilte, springvand og bænke.

For at lære mere kan du besøge museet for keramiske fliser eller blot gå langs gaden i et ‘levende museum’ og beundre det enorme udvalg af håndmalede fliser. Hvis du vil købe nogle, er det en god idé at gå til en velrenommeret antikvitetshandler, da de ældste keramiske fliser kan koste flere hundrede euro pr. styk, og det er næsten umuligt at skelne kopier fra originaler.

Bøger, lopper og sardiner

Apropos shopping… Som alle turistdestinationer har Lissabon en souvenirbutik på hvert gadehjørne. Blandt dem kan du finde nogle rigtig gode butikker, der har farverigt keramisk udvalg, som er værd at pakke ind i bobleplast og putte i bagagen. Lissabon er også et antikvitets- og bogelskers paradis. Jeg tror aldrig, jeg har set så mange boghandlere. Livraria Bertrand, som åbnede i 1732, er verdens ældste kontinuerligt fungerende boghandel, efterfulgt af boghandlere i Nürnberg og Bethlehem. Byen er også hjemsted for verdens mindste boghandel, som knap har plads til kunder blandt sine 4.000 bogtitler.

På den mondæne Avenida da Liberdade finder du internationale mærker som Burberry og Cartier, men det er byens alternative butikker, der gør mest indtryk. I Lissabons bohemekvarter Chiado eller i den ombyggede Lx Factory finder du genstande og tøj, som du sandsynligvis ikke finder andre steder.

De, der nyder loppemarkeder, bør ikke gå glip af Feria de Ladra (røvermarkedet) på Santa Clara-pladsen lørdag morgen. Ladra betyder kvindelig tyv på portugisisk, men er også navnet på et insekt, og begge dele må have været almindelige på dette historiske marked. Loppemarkedet er spændende at gå på opdagelse i, og du kan finde rigtige antikviteter blandt ‘lopperne’, men pas godt på pengepungen!

Hvis trangen til at købe endnu ikke er tilfredsstillet, hvad så med en dåse sardiner? Dette var standarddiæten for den søfarende befolkning, men i dag kan du finde moderne sardinbutikker, hvor du kan købe årgangs-sardiner i sardindåser med eller uden smagsstoffer.

Gastronomisk Lx

De lokale har en kæmpe svaghed for slik, så byen har endeløse pastelarias (bagerier) og cafeer med overfyldte kagediske. De mest kendte kager er Pastéis de Nata som er fyldt med æggecreme. Den traditionelle delikatesse har ført til kulinariske kampe og trusler mellem de lokale konditorer. Den originale opskrift fra 1837 ejes af bageriet Pastéis de Belém. Formlen er aldrig blevet skrevet ned, men er blevet hvisket gennem generationer til de tre nulevende individer, der kender opskriften. Disse beskytter formularen med deres liv, tager aldrig det samme fly og spiser aldrig den samme ret på en restaurant (i tilfælde af at en jaloux kok vil forsøge at forgifte dem). Da vi ikke er de store kagespisere, kan jeg ikke bekræfte, om nogen af ​​de mange andre bagerier, der hævder, at deres vanillecreme er bedre, har ret.

Lissabon har et bredt udvalg af internationale restauranter. Vi fandt en førsteklasses japansk restaurant med kun lokalt klientel, en utrolig vietnamesisk Pho-suppebule, og – fortæl det venligst ikke vores portugisiske værter – spiste et fantastisk måltid på Jamie Olivers Lissabon-baserede italienske restaurant.

Men den bedste gastronomiske oplevelse i Lissabon er deres frutos do mar (fisk og skaldyr). Med byens beliggenhed og nem adgang til Atlanterhavet kan du altid være sikker på, at fisk og skaldyr er sprudlende friske. Dagens fangst vises ofte i restaurantens vindue med al verdens fisk, kammuslinger, østers, blæksprutter og muslinger på menuen. Min personlige favorit er dog deres himmelske bacalao.

En anden behagelig måde at dele et måltid med de lokale på er at stoppe ved en af ​​de uhøjtidelige familierestauranter, der findes i de fleste kvarterer. Her får du serveret friske små flødeoste og sardinpostej til brødkurven, og dagens menu koster omkring 10 euro inklusive drikkevarer.

Selvfølgelig kan du ikke besøge Portugal uden at prøve portvinen, men jeg fik smag for en lokal likør kaldet Ginjinha lavet med sure Morello-kirsebær. Det bedste sted at nyde et glas er på en af ​​de små barer, der serverer likøren direkte fra disken. Vi købte en flaske af en bedstemor, som solgte sit hjemmelavede bryg fra et klapbord på et fortov i Alfama-kvarteret. Sikkert ikke helt efter EU-reglerne, men så meget desto mere charmerende, især da den kom med en smagsprøve.

Mød Los Lisboetas

Folk fra Lissabon hedder Lisboetas, og vi havde fornøjelsen af ​​at lære nogle at kende. Alle vi mødte talte engelsk eller spansk, gerne begge dele. Portugisisk er ellers ikke let at forstå. Selvom jeg kan afkode skriftsproget, der virker som en blanding af spansk, fransk og gammel romersk, lyder talt portugisisk anderledes end noget andet sprog, jeg kender.

Portugisisk er det sjette mest talte sprog i verden og det officielle sprog i ni lande. Sproget har en smukt melodisk, udstrakt kvalitet, der får Lisboetas til at lyde rolige og ubekymrede i forhold til deres temperamentsfulde og til tider højrøstede naboer mod øst. Vi hørte næsten ikke nogen bilhorn eller råb, som er en del af vores hverdag i Andalusien. Den milde stemning synker også ind hos os besøgende, der gradvist omfavner denne afslappede Lissabon-stil.

Triste ballader

Alle byer har deres egen farvepalet. Lissabon er cremehvid som gamle blondekjoler, gylden beige, blød gul, lyserød og lyseblå. Man skulle tro, at det ville give et alt for sødt urbant udtryk, men Lissabon er bestemt ikke naiv. Den er klassisk, men alternativ. Blid, men åbensindet. Ligetil, men lidt bohemeagtig og esoterisk.

I modsætning til andre turistmål er bymidten ikke affolket. Lokalbefolkningen bor og arbejder her stadig, selvom der ikke er så mange fiskere og sømænd som tidligere. Et af de mest unikke kvarterer er Alfama, som er det ældste distrikt og det eneste, der overlevede jordskælvet. Kvarteret føles stadig som en landsby med vasketøj hængende fra snore i maleriske gyder.

I Alfama kan du lytte til levende Fado-musik om aftenen. Musikstilen, der startede i Lissabons gader, synges med få instrumenter, men desto mere patos. Fado kommer fra det latinske fatum eller skæbne. De melankolske tekster handler om fattige tider, ulykkelig kærlighed og druknede sømænd, mens melodierne lyder, som om de kom svævende med bølgerne fra fremmede lande. Nogle Fado-restauranter serverer en 3-retters middag, mens andre er mere uformelle og kan omfatte en improviseret optræden fra en lokal gæst eller ejeren selv.

Her er der altid nogen, der klimprer på en guitar eller griber en flosset harmonika. Og alle gademusikerne lyder som om de har et strejf af Lissabon Blues, hvor de synger deres smukke sange om livets mange skuffelser og sorger.

Sørejser

Hver morgen rammer den salte havluft os og minder os om, at vi er i en kystby, og at dette er en nation af søfarende.

Portugal var en pionernation for maritime opdagelser fra det 15. til det 18. århundrede, som senere blev kaldt Opdagelsestiden. Landet var kendt for sine dygtige kaptajner, let navigerede Caravel-skibe og fremragende kartografi. Kaptajn Bartholomeu Dias var den første til at runde det afrikanske kontinent i 1487. I det 15. århundrede havde Vasco da Gama fundet en kortere sejlrute til Indien, og Pedro Álvares Cabral ‘opdagede’ Brasilien. Portugisiske sømænd var de første europæere, der nåede Japan, og Ferdinand Magellans ekspeditioner til Fjernøsten resulterede i den første jordomsejling i 1522.

Lissabon var en af ​​Europas travleste havne, hvor de bragte ingefær, peber og safran fra Indien, muskatnød fra Indonesien, nelliker fra Molukkerne og kanel og te fra Ceylon. Folkets smag for det udenlandske fortsatte, og Lissabon blev den første større by i verden til at importere Guinness-øl i 1811.

Den bedste måde at få et overblik over byen på er fra vandet. Ud over to broer (den 17,2 km lange Vasco Da Gama-bro er Europas længste), kan du tage en båd over Tejo-floden. Vi fulgte rådene fra den kokette hotelnatportier Paolo og tog færgen til Cacilhas med de lokale på vej på arbejde. Til prisen for en almindelig busbillet kan du tøffe over til den lille by på den anden side af floden for at nyde endnu en uforglemmelig fiskemiddag ved solnedgang.

Næste morgen vågnede vi til tyk tåge. Det var klart tid til at komme hjem, men vi kommer tilbage for mere fisk og skaldyr, morkellikør og hvis vi er heldige, en tur ned ad et brønddæksel og ind i de hemmelige romerske gallerier fra Lissabons fjerne fortid.