Lars Nørgård og The French Clot-nection

I 2016-17 fremstillede Lars Nørgård verdens største farve litografi i samarbejde med Christian Bramsen hos Atelier Clot, Bramsen & Brunholt i Paris. Da Christian Bramsen og hans kompagnon i Atelier Clot, Bramsen & Brunholt, Morten Brunholt, havde set Lars Nørgårds udstilling Morphine på Horsens Kunstmuseum, i maj 2016, var de så begejstrede, at de kontaktede kunstneren direkte fra museet. Dagen efter mødtes de tre parter en på en burgerbar på Østerbro i København. Ved den lejlighed tog Christian Bramsen nogle meget små litografiske sten op af tasken. Disse sten bruger han som sine visitkort. Han lagde dem ud på bordet tæt op ad hinanden, så de dannede en større rektangel. “Kan du forestille dig, at vi laver sådan noget her, blot med rigtige litografiske sten, i et format, der kun tager hensyn til, hvad der er plads til i værkstedet, når jeg har ryddet hele gulvpladsen? Her mener jeg et litografi i størrelsesordenen 2 x 3 m? Det har jeg haft lyst til i mange år, og da jeg så dine store malerier på Horsens Kunstmuseum, vidste jeg straks, at du er den, der kan mestre denne omfattende og krævende proces,” fortæller Lars Nørgård til artiklens forfatter, da vi mødes i hans atelier i Hellerup i begyndelsen af maj, 2017. Lars Nørgård blev både fristet og smigret af denne invitation, så Christian Bramsen og Morten Brunholt behøvede ikke at bruge flere overtagelseskneb. Lars Nørgård var solgt med det samme. Yderligere kunne de oplyse, at verden aldrig havde set et så stort litografisk farvetryk.
 
Litografiet skulle udføres på sten, som tidligere havde været brugt af de gamle mestre. Stentrykkeriet, der blev grundlagt i 1896 af Auguste Clot, blev fra begyndelsen kendt som det fineste kunsttrykkeri i Paris. Her fik de unge ”Nabis”- kunstnere i sin tid trykt deres litografier – heriblandt Vuillard og Bonnard - men også Degas, Munch, Cézanne, Sisley, Rodin, Matisse og senere Asger Jorn, Alechinsky, Bjørn Nørgaard m.fl. Det er disse sten, som Lars Nørgård har trykt sit store litografi på.
 
Det har krævet ikke mindre end 12 Solnhofer natursten at skabe det store litografi, som imidlertid hænger fuldstændig sammen som ét samlet værk med ét motiv.
 
Der er tale om verdens største farve litografi, som ikke kun vil skrive ny kunsthistorie, men som også på grund af størrelsen vil kunne blive optaget i Guinness Rekordbog. En epokegørende opfindelse er ”indramningen”. Grafiske værker har gennem hele kunsthistorien skullet skærmes bag glas og ramme for at beskytte dem. I stedet har værkstedet monteret det store litografi på lærred og har lakeret det, så man undgår plexiglas.
 
Enhver, der har haft den glæde at gæste Atelier Clot, Bramsen & Brunholts værksted i Rue Vieille du Temple i Paris, har oplevet det levende miljø og den varme atmosfære, der hersker i det gamle værksted. Hver dag serveres et varmt måltid mad og et par glas vin, og her holder værkstedet en tiltrængt pause, hvor man socialiserer med de gæster, der lægger vejen forbi. For Lars Nørgård som for alle andre af værkstedets kunstnere, er disse pauser livgivende.
 
I Lars Nørgårds malerier fra de senere år finder man tusinde fantastiske ”figurer”, selv om de egentlig er genstandsløse eller non-figurative. Malerierne fra de senere år er en syntese af hele hans kunstneriske praksis fra det ekspressive og let ironiserende formsprog i 80’erne til det mere tegneserieagtige og figurative i 90’erne – og senest det abstrakt-ekspressive, der forbinder sig med det amerikanske efterkrigstidsmaleri. Lars Nørgård er uddannet på Kunstakademiet i San Francisco, og hans maleri har rødder i den abstrakt-ekspressive amerikanske kunst. I dag står hans kunst stærkere end nogensinde.
 
Alle ovennævnte stilmæssige træk optræder i hans nye, 200 x 270 cm store litografi. Verdens største til dato. Det kan dog også erhverves i 12 mindre stykker, da de 12 litografier hver som et rummer et motiv, der balancerer og klarer sig fint alene uden de 11 andre. Så har man ikke lige plads til det store på litografi, kan man også erhverve et litografi på ”normal” størrelse, der nok er lidt lettere at hænge op over sofaen.
 
Lisbeth Bonde Kunstkritiker og forfatter, Maj 2017

Du kan opleve udstillingen med Lars Nørgårds grafik og Dorthe Steenbuch Krabbes keramiske skulpturer i Galería Krabbe, med fernisering fredag, d.7 december, fra 18-20. Der vil som sædvanligt være spisning efter ferniseringen. Tilmeldelse på: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com