Da Spanien kom på verdenskortet

Sommeren ’92 er for mange danskere lig med tiden, hvor vi blev europamestre i fodbold og stemte nej til unionen. Men da Danmark blev set og hørt i Europa, blev der lagt mærke til Spanien i hele verden. Verdensudstillingen EXPO i Sevilla, de olympiske lege i Barcelona og med Madrid som kulturhovedstad, fik det ”nye” Spanien en ny og flot plads på verdenskortet.

”Det var året, hvor vi fandt ud af, hvad vi var i stand til. Det var året, hvor vi definitivt kom ud af de store nationers skygge. Og det blev gjort med nordspansk punktlighed og andalusisk livsglæde.” Ordene kommer fra den kendte spanske studievært og kommentator Matías Prats i et nyligt 25 års jubilæumsprogram om den mest succesrige og begivenhedsrige sommer i Spanien nogensinde.

Havde ingenting

Drømmen om at få de olympiske lege til Barcelona begyndte allerede i starten af 70’erne, men blev aldrig taget seriøst af Francos forældede og meget centralistiske diktatur i Madrid.
De første frie valg, og lidt mere frihed til de enkelte kommuner og regioner, fik pustet så meget liv i de gamle drømme, at Barcelona fik præsenteret et rigtigt stærkt projekt, da Den Olympiske Komite i ’86 skulle vælge værtsbyen for OL ’92.
”Hånden på hjertet; så troede vi, vi havde det hele, men faktisk havde vi ingenting,” indrømmer datidens borgmester i dag.
 
olympics92
 
De næste seks år gik byen igennem en kæmpe transition. Næsten hele byens vejnet blev udvidet og omlagt. Et halvtrist park- og skovområde blev omlagt til sportsbyen Montjuic med det olympiske stadion, sportspaladset Sant Jordi, svømmestadion og meget mere. Byens diskrete lystbådehavn blev ombygget til en storslået olympisk havn og et delvist forladt industrikvarter blev til OL-byen, hvor de 15.000 sportsfolk fra hele verden blev indkvarteret.
Det er ikke til at tro i dag, men i slutningen af 80’erne blev der drevet landbrug på store jordarealer kun få kilometre fra bymidten. De blev alle opkøbt og omlagt til sportsanlæg, hoteller og hotellejligheder for at kunne huse de mange nye turister.
Det var dyrt. Rigtigt dyrt. 660.000 millioner pesetas (næsten 4 mia. euro) kostede det at få gjort Barcelona OL-klar. Det var tre gange mere, end man havde budgetteret med, da man fik tildelt værtskabet. Men det ødelagde ikke festen. Både stat, amt og kommune spyttede i kassen og allerede dengang viste spanierne en god evne til at være på rette sted, på rette tid, når EU-pengene skulle forledes.
Således blev en meget stor del af regningen for den nye infrastruktur videresendt til Bruxelles. Dertil kom, at alle dengang blindt troede på idéen om at investere i store sportsbegivenheder. Så det var med store smil og glimt i øjet, publikum fyldte det olympiske stadion på åbningsdagen.
Josep Carreras og Plácido Domingo leverede den smukkeste opera, mens Freddie Mercury og Montserrat Caballé gav OL-sangen ”Barcelona”, så der ikke var et øje tørt. OL-faklen skulle tændes med en ildpil, som blev affyret af en spansk bueskytte. Han havde fejlet flere gange under generalprøven, men på alvorens aften ramte han plet i første forsøg. OL i Barcelona ramte plet. Og hele verden så på. Der er gået 25 år, men OL i Barcelona huskes stadig som nogle af de flotteste og festligste lege nogensinde.

Drømmeøen i Sevilla

De første gæster fik klistrede hænder, hvis de støttede sig til rækværket på de nye broer, der førte til EXPO-området på Cartuja-øen i Sevilla. Fem års kamp mod uret endte så intenst, at malerne havde dyppet penslerne sidste gang ganske få timer før den officielle åbning.
 
Man kan se det som klassisk andalusisk sidste-øjebliks-management eller som udtryk for en helhjertet præstation, hvor man værner om detaljerne helt til det sidste. Begge dele er sandt.
Arbejdet med verdensudstillingen kom for sent i gang, og gik flere gange i stå grundet stridigheder mellem EXPO-ledelsen, kommunen og Junta de Andalucía. Omvendt blev projektet større og bedre, end først antaget.
”Vi fik gjort op med det-bliver-aldrig-til-noget mentaliteten og samtidig opført et værk, som alle spaniere kunne være stolte af,” siger Alejandro Rojas, som var borgmester i Sevilla frem til ’91 og en af hovedarkitekterne bag EXPO-projektet. Han siger, som han gør, for selv om der er gået 25 år, huskes verdensudstillingen i Sevilla som én af de flotteste og bedst besøgte nogensinde. Lidt over 40 millioner lagde vejen forbi EXPO’en i de seks måneder, udstillingen stod på i sommerhalvåret 1992.
 
sevilla92
 
Det er svært at forestille sig i dag, men før arbejdet med EXPO begyndte, var Cartuja slet ikke en bydel, men blot et stort øde jordareal.
De seks store, og meget flotte, broer der i dag krydser Guadalquivir-floden og forbinder byen med Cartuja-øen, er klare symboler på den udvikling, Sevilla gennemgik forud for EXPO ’92.
Vel kostede det 200.000 millioner af de gamle pesetas (ca. 1,3 mia. euro) at få projektet klart, men så kom Sevilla også på verdenskortet og fik en ny infrastruktur og bydel, som byen siden har draget stor nytte af. Det sidste vender vi tilbage til om lidt.
 
shutterstock 115143193Først retter vi blikket mod det festfyrværkeri af flotte pavilloner, udstillinger, forlystelser, shows og museer, Sevilla i sommeren ’92 præsenterede verden for. Store dele af verden var præsenteret og turister fra hele verden lagde turen forbi Sevilla. De lokale beklagede sig lidt over den høje entré, men indrømmede, at det var pengene værd.
”Først måtte vi høre på, at projektet aldrig ville blive til noget. Dernæst at det ville blive forsinket. Og til sidst at logistikken ville kikse. Men vi gjorde kritikken til skamme. Og det kan alle tage æren for,” mener den forhenværende borgmester.
 
Logistikken bag EXPO’en var en kabale uden sidestykke. På de travle dage havde verdensudstillingen 250.000 besøgende og det stillede nogle hidtil usete krav for blandt andet transport, sikkerhed og varelevering. Men det blev løst til UG med kryds og slange. De nye telekabiner fik fint transporteret op mod 100.000 besøgende til og fra og rundt på EXPO-området. Sikkerheden var så skarp og godt koordineret, at ETA – som dengang var på sit højeste – ikke fik sprængt så meget som en ballon, og de nymonterede lagerhaller- og systemer sikrede de daglige leveringer. Alene Cruzcampo solgte hver dag 7.000 liter øl.
Dermed også sagt, at en stor del af investeringen bag verdensudstillingen blev tjent hjem via forbrug og entré, men den største værdi lå sandsynligvis i de handelsaftaler, udstillingen førte med sig. Store dele af EXPO ’92 var nemlig en direkte messe, hvor virksomheder på tværs af landegrænser etablerede kontakt.
Verdensudstillingen blev en stor succes – på mange områder.

Efter festen

Dagen derpå kommer tømmermændene. Men de var næppe så store, som dele af pressen gjorde dem til. Både bystyret i Sevilla og selve EXPO-ledelsen mødte i flere år kritik for ikke at have en plan for det store EXPO-område, den dag verdensudstillingen var ovre. Men allerede to år før EXPO tog imod den første gæst, var projektet ”Cartuja ’93” i fuld gang med planerne for, hvad der skulle ske med den nye bydel efter festen.
Men netop i perioden fra 1990-93 var landet i en dyb økonomisk krise, der fint kan måles med krisen, som brød ud i 2008/09. Derfor gik mange af planerne i stå, og det er korrekt, at det var deprimerende at besøge det gamle EXPO-område i midten af 90’erne. Men derefter gik det den rigtige vej og de planer, man dengang havde på tegnebrættet, er for længst ført ud i livet. Cartuja-øen er i dag inddelt i tre zoner med en teknologipark, forlystelsespark og administrations- og servicecenter for private og offentlige virksomheder. Den nye bydel sprudler i dag af liv. Præcis som i sommeren ’92.
Samme type problemer havde Barcelona, der havde store problemer med at få solgt og forpagtet de store hoteller og lejlighedskomplekser, hvor de mange sportsfolk havde været indlogeret. Men med tiden lykkedes det.

Madrid blev kulturel

Tømmermænd fik man til gengæld ikke i Madrid. Udnævnelsen af Madrid som europæisk kulturhovedstad faldt lidt i skyggen af de to verdensomspændende begivenheder i Barcelona og Sevilla. Det sagt, så bød hovedstaden hele sommeren ’92 på et yderst attraktivt kulturprogram på en lang række nye teatre, museer og kulturhuse. Man overvandt den tryggende sommervarme ved også at holde åbent halvdelen af natten. Det var en stor succes, og Madrid fik vist omverdenen, at man kunne andet end at danse og drikke sjusser. Op igennem 80’erne var Madrid nemlig kendt for at være Europas største festby. Glimtet af den aldrende borgmester Enrique Tierno, der efter sin valgsejr i ’79 lovede fest og farver efter 40 års trist diktatur, står klokkeklart i Madrid-borgernes erindringer. Enrique Tierno smed penge efter alt, hvad der lugtede af fest, men i ’92 blev piben lidt mere kulturel. Og det klædte byen godt.
 
madrid92
 
500 året for Columbus’ opdagelse blev naturligvis også markeret med pomp og pagt i 1992. Men det får kun et par linjer her. For det er en begivenhed, historien har skabt. Derimod skabte Spanien selv de olympiske lege i Barcelona, verdensudstillingen i Sevilla og kulturværtskabet i Madrid.
Efter fire årtier med militærdiktatur viste landet sig som en moderne og nytænkende nation.

I sommeren ’92 skabte Spanien sig en ny plads på verdenskortet.

 
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com