Historisk glimt - Hvor gammel er Spanien?

Spanien
 
"Hvor gammel er Spanien?" blev undertegnede for en rum tid siden spurgt.
"Tja, det må du da nok spørge om," lød det noget upræcise svar.
Går vi et kort øjeblik helt tilbage i historien, finder vi, at de gamle iberere ikke havde et samlet land, mens romerne betragtede dagens Spanien som en provins. De efterfølgende vestgotere samlede ikke hele landet under et kristent domineret rige, mens maurerne aldrig lykkedes at underlægge sig hverken Asturien, Cantabrien eller Baskerlandet.
Spørgsmålet er altså, hvor gammel den stat, som vi i dag kalder Spanien egentlig er, hvilket er sværere at svare på, end man umiddelbart skulle tro, og selv spanske historikere er uenige om, hvornår flaget egentlig bør hejses.
Her kommer imidlertid nogle bud på svaret, der nok ligger i en kombination af begivenhedernes gang.
 
Et ægteskab forbinder et land
Dronning Isabella (Isabél I) er, omend diskutabel, tronfølger til de gamle riger Castilien og León, da hun i 1469 gifter sig med med Ferdinand (Fernando II), der er arving til Aragonien og Navarra.
Castilien og León anses allerede på denne tid som værende vuggen til det spirende Spanien, selvom der også er diskussioner om, præcist hvor denne vugge stod placeret.
Isabella bliver regent over Castilien og León i 1474, mens Ferdinand først fem år senere kan kalde sig konge over Aragonien og Navarra.
Ægteskabet mellem de to, der senere skal blive kendt som De Katolske Monarker, forbinder de fire riger, der inkluderer det meste af det øvrige Spanien. En moderniseret udgave af romernes Hispania.
Majestæterne nedsætter et råd med adelige og dommere, der leder og råder over byerne, og dette fælles råd er én af årsagerne til, at deres ægteskab og endelige overtagelse af magten i 1479 af flere historikere anses som årstallet for og årsagen til Spaniens begyndelse.
Isabella og Ferdinand samler dog aldrig de fire riger som én stat.
 
Punktum sættes i generobringen
1492. Det legendariske årstal, da Isabella og Ferdinand afslutter generobringen efter først at have indtaget bl.a. Ronda og Málaga ved endelig at forvise maurerne fra Granada. Andalusien er nu også indlemmet, og hele Spanien er kristent og kan kaldes et katolsk forbund.
Men kan et land have to monarker i et land?
 
Den Vanvittige, den første
Deres tredje barn, Johanne, bliver i 1496 giftet med Filip - som i Filip den Smukke - i Nederlandene. Han er af den habsburgske slægt og den tysk-romerske kejser, Maximilian II's ældste søn, hvormed han er arving til det halve Europa.
Hendes ældre søster er allerede giftet bort – det var noget med, at man ville holde sig gode venner med portugiserne - og da hendes bror, Juan, dør som ung og en række andre ulykker rammer familien, arver hun tronerne i forældrenes fire riger.
Denne begivenhed, der finder sted i 1502, er også kaldt det egentlige startskud på det moderne Spanien, eftersom hun er ene monark over Spanien. Næsten da.
Hun regerer i 50 år, men de fleste år kun på papiret. Hun får en sindslidelse, der giver hende tilnavnet 'den vanvittige', som hun altid vil blive husket for. Der er flere teorier omkring årsagen. Den ene er, at hun er meget forelsket i Filip, som er hende utro, en anden at hun lider af fødselspsykose efter at have født seks børn.
Blandt dem er Carlos, og han forsøger at fravriste sin mor tronen, hvilket lykkes delvist, da han er de facto regent fra 1516, selvom Johanne lever til 1555. Carlos I arver i øvrigt i 1519 sin fars titel som tysk-romersk kejser og kaldes som sådan Karl V.
 
Første grundlov skrives Cádiz
1812 er endnu et bud på et svar. Inden da er der en årrække med elendighed, oprør og krige, heriblandt den Spanske Arvefølgekrig og den franske invasion. Napoleon forviser kong Ferdinand og medlemmer af noget, der kan minde om en regering, nemlig Cortes. I 1810 samles medlemmerne af Cortes i Cádiz, hvor man i 1812 underskriver Spaniens første grundlov, hvorfor landet også kan fejre dette jubilæum.
Der er således ikke noget absolut korrekt svar på spørgsmålet om det moderne Spaniens alder, ligesom intet af de her nævnte år er helt forkerte. Og der er naturligvis undtagelser i form af visse egnsdele eller regioner, primært Catalonien og Baskerlandet, hvorfor et svar på førnævnte spørgsmål kun kan være delvis rigtigt.
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com