Første solcellebil på vej - Bedste påske nogensinde - Ny byplan for Marbella

Første solcellebil på vej

Efter fire års forberedelse lancerer det Málaga-baserede firma Evovelo verdens første soldrevne bil. Bilen får plads til to passagerer, kommer til at koste mellem 4.000 og 5.000 euro og vil kunne køre 50 km/timen og egner sig derfor bedst til bykørsel. Den nye bil kører på et soldrevet batteri, som holder to til tre dage. Batteriet vil kunne oplades på lidt over én time, og hvis solen ikke skinner, kan batteriet oplades elektrisk via en almindelig oplader.
 
Banner Newsletter Norrbom 774x300 DK small
 

Bedste påske nogensinde

Årets påskeuge vil blive husket for to ting: en 257 år gammel tradition blev brudt, da ingen fange blev løsladt under højtidelighederne. Og så blev alle omsætningstal for hoteller, restaurationer og lufthavnstrafikken slået. ”Det gode vejr fik mange ’sidste-øjebliks-turister’ til at tage turen til Málaga. Derfor kom belægningsprocenten på samtlige hoteller op på 90 til 100 procent,” fortæller Miguel Sánchez, som er formand for den andalusiske arbejdsgiverforening CEA. I lufthavnen registrerede man 718.000 passagerer på blot én uge. Det er en stigning på rundt 200.000 i forhold til sidste år. Alene i lørdags gik 77.868 passagerer igennem lufthavnen og 456 fly landede og lettede.
 

Ny byplan for Marbella

Et nyt udvalg på fire af landets dygtigste eksperter indenfor byplanlægning arbejder på højtryk på at få en ny byplan klar for Marbella, som længe har været byens største problem. Efter at Marbellas sidste byplan fra 2010 blev underkendt af domstolene, er utallige byggerier og andre projekter nemlig gået i stå. Det nye udvalg arbejder på at få det nye byplansprojekt klart inden årets udgang. Derefter skal det igennem en række instanser hos Junta de Andalucía i Sevilla, hvorfor den samlede proces ventes at tage tre til fire år.
Marbella kommune har haft endeløse problemer med sin byplan efter GIL-styret, som faldt i 2006. Da stod den nye regering med 30.000 helt eller delvist ulovligt opførte boliger. I en ny byplan fra 2010 blev næsten alle disse lovliggjort, og en række nye projektet kom tilmed på skinner. Men planen blev underkendt af domstolene i 2015. Derfor er den sidst godkendte byplan i Marbella i dag planen fra 1986.
 

Dansker anholdt i stor sag om ulovligt TV - Tidligere forsvarsminister pludselig død - Påskeugen: Ingen fange løslades - Forebyggelse af hudkræft kampagnen

Dansker anholdt i stor sag om ulovligt TV

Efter tolv store razzia’er i Spanien og Bulgarien har spansk politi optrevlet et af Europas største ulovlige distributionsnet for ulovlig transmission af TV.
Otte personer er anholdt i sagen. Heriblandt én dansker, som er bosiddende i Málaga-provinsen. Eftersøgningsarbejdet begyndte for over et år siden, da en repræsentant fra det engelske ”The Football Association Premier League” anmeldte den danske statsborger. Danskeren er anklaget for at være en del af det omfattende distributionsnet, som ulovligt har solgt engelske fodboldkampe og et utal af andre sportsbegivenheder og kanaler i hele Europa.
 
Banner Newsletter Norrbom 774x300 DK small

Tidligere forsvarsminister pludselig død

Carme Chacón døde pludselig natten til mandag. Hun blev kun 46 år.
Carme Chacón blev under statsminister Zapatero udnævnt som Spaniens første kvindelige forsvarsminister. Herefter stillede hun i 2012 op til formandsvalget i PSOE, som hun tabte til Rubalcaba med blot 22 stemmer. Siden da har hun haft en mere tilbagetrukket rolle i socialistpartiet.
Carme Chacón var født med et svagt hjerte. Derfor blev hun som helt ung anbefalet at få indopereret en pacemaker og leve et roligt liv. Ingen af rådene fulgte hun. Carme Chacón efterlader sig en syvårig søn.

Påskeugen i Málaga: Ingen fange løslades – for første gang i 257 år!

En ældgammel tradition var lige ved at blive brudt under ugens påskehøjtideligheder i Málaga. I over 250 år har man nemlig løsladt en fange fra fængslet i Alhaurín de la Torre som tak for den hjælp, fangerne for præcis 257 år gav, da man manglede mandskab til at få de store påskeprocessioner båret rundt i byen. Gestussen er siden blevet belønnet med én løsladelse i påskeugen. Men justitsministeriet i Madrid mener i år, at ingen af kandidaterne lever op til de krav, der bør stilles, for at kunne blive løsladt. Beslutningen skabte stor utilfredshed i kirken i Málaga som, med støtte fra kommunen, har fået ministeriet til at revurdere sin beslutning. Således bliver der også i år løsladt en fange, men det vil dog først ske til maj under en mindre højtidelighed.

Forebyggelse af hudkræft kampagnen

”Nyd solen uden at glemme din hud” – sådan lyder opfordringen fra Kræftens Bekæmpelse, der opfordrer spanierne til at hjælpe de danske turister med at beskytte sig imod solens skadelige stråler. ”Videoen med Michael Berthelsen, der sidder bag et skrivebord og på spansk beder spanierne om at hjælpe de danske turister med dette, gik viralt, hvilket har været til stor gavn for os, der arbejder på at sprede budskabet,” fortalte Marisa Moreno Castillo, konsulen for Danmark i Málaga. Sammen med en række borgmestre og andre interessepersoner, diskuterede hun, hvordan man bedst når ud til både de herboende skandinaver og de skandinaviske turister, der besøger Costa del Sol, med budskabet om at passe på solen. Kampagnen er kun lige skudt i gang og henover sommeren vil både turister såvel som herboende skandinaver få tilbudt tjek af modermærker og andre forebyggende tiltag.
 
cancer piel
 

Intet tog til Marbella - Gode ledighedstal - Bedste påskeuge nogensinde - Cudecas indsamlingsbøsser sætter ny rekord

Intet tog til Marbella

Det har været på tale længe, men der kommer ikke nogen ny togstrækning til Marbella. Kystbanetoget går i dag fra Málaga til Fuengirola, og en udvidelse til Marbella har længe været et stort ønske fra kommunerne og Málagas amtsråd, men staten vil ikke finansiere en eventuel udvidelse. Det kan ikke udelukkes, det vil ske engang i fremtiden, men på det nye statsbudget for 2017 er der sågar knap afsat budget til at forsætte med det forstudie, der er nødvendigt for en udvidelse af kystbanen. Til gengæld har staten afsat 6,5 millioner euro til en ny nordlig tilkørselsvej til lufthavnen og 422.000 til at få udvidet og forbedret tilkørselsforholdene til Benalmádena og Arroyo de la Miel fra motorvejen A-7.
 
Banner Newsletter Norrbom 774x300 DK small

Gode ledighedstal

Den spanske ledighed falder, men er med 3,7 millioner arbejdsløse fortsat landets største problem. Men positivt er det, at arbejdsløshedskøen i marts blev 49.000 personer kortere. Endnu mere positivt er det, at næsten 162.000 nye er blevet tilmeldt Seguridad Social systemet. Det betyder, at der reelt er blevet skabt 162.000 nye arbejdspladser i sidste måned. At ledigheden ”kun” falder med føromtalte 49.000 skyldes, at den spanske arbejdsstyrke i disse år stiger voldsomt. I Málaga-provinsen er ledigheden faldet med 2.900 personer i marts, hvilket giver provinsen en ny samlet arbejdsløshed på 165.000 personer.
 

Bedste påskeuge nogensinde

Udsigterne for den kommende påskeuge er uforbederlige. Costa del Sols turistråd melder om en belægningsprocent på hotellerne i Málaga by på 90 procent og på mellem 80 og 85 procent i kystbyerne. Det er den højeste belægningsprocent i flere årtier. At påskeugen i år falder i april, hvor foråret normalt for alvor slår igennem, menes at have en positiv indflydelse på de gode tal.
 

Cudecas indsamlingsbøsser sætter ny rekord

Rekorden for størst indsamlede beløb er netop slået med 55.197,05€ for 2016. Det er det største indsamlede beløb fra indsamlingsbøsserne nogensinde. Cudecas indsamlingsteam leder nu efter nye steder at placere beholderne, da målet for 2017 er at indsamle 60.000€ via indsamlingsbøsserne. Ønsker man at have en af Cudecas beholdere derhjemme eller i sin virksomhed, skal man henvende sig på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. el. 663 083 460
 
Størstedelen af Cudecas indtægter kommer fra lokalsamfundet, og for nylig indsamledes ikke mindre end 7000€ til cancerhospice Cudeca, da 120 feststemte mennesker fyldte ristorante Da Bruno til den årlige forårsfest i La Peña de Dinamarca, den danske supporterklub af Málaga CF.
3000€ fra La Peña og 4000€ fra en af klubbens faste sponsorer, Danelca.
Til at modtage de store beløb var doktor Rafael Gomez fra Cudeca mødt frem til den glade aften, som også besøgtes af Roy Perez, byrådsmedlem fra Mijas kommune med bl.a. ansvar for Udlændinge-afdelingen. Han fulgtes af dennes chef, danske Anette Skou.
Checkene til Cudeca blev overrakt af formanden for La Peña de Dinamarca, redaktør Morten Møller, og administrerende direktør i Danelca, Christian Andersen.
Den festlige aftens underholdning stod den tidligere danske Melodi Grand vinder, Lonnie Kjer, og hendes far Egon Kjer, for.
 
cudeca0704
 
cudeca0704B
 

Málaga vinder frem som studieby - Nyt supermarked - Brexit skaber stor usikkerhed - AHN i gavehumør

Málaga vinder frem som studieby

Det er blevet populært at lære spansk. – Og specielt i Málaga by. På bare ét år er antallet af sprogstuderende i byen blevet fordoblet. Helt præcist tog 29.300 studerende i 2016 på et kortere- eller længerevarende sprogkursus i Málaga, som i dag har 23 autoriserede centre. Det er kun Barcelona, som overgår Málaga målt på antal elever og sprogskoler.
 

Nyt supermarked

Du får varen med 30 til 70 procent rabat. Til gengæld er den nær udløbsdatoen. Det portugisiske internet-supermarked ”Good After” stormer frem på det spanske marked. Supermarkedet har specialiseret sig i at opkøbe varer nær udløbsdatoen for at videresælge med store rabatter. Konceptet har fungeret i flere år med succes i Portugal og vinder nu frem i Spanien. Madrid, Catalonien, Baskerlandet og Málaga-provinsen er supermarkedets bedst sælgende områder. ”Good After” tilbyder cirka 400 fødevarer og produkter, der dog ikke inkluderer friske dagligdagsprodukter, som alle sælges med store rabatter.
Man kan kun handle via nettet. Varerne pakkes fra centrallageret i Porto og er fremme indenfor 48 timer. Levering er gratis på alle ordrer over 49 euro.
 

Brexit skaber stor usikkerhed

Briternes Brexit tager fortsat overskrifter i de spanske medier. Vel er det måneder siden Storbritannien stemte sig ud af EU, men i Bruxelles er politikerne langt fra nået til enighed om de mange nye handelsaftaler, som skal forhandles på plads. De sidste par dage har stemningen været direkte intens mellem parterne – i særdeleshed mellem Storbritannien og Spanien som på ny er kommet i verbalt slagsmål om Gibraltar og de mange arbejdspladser og handelsinteresser, der er på klippeøen. Situationen bekymrer naturligvis de mange britiske residenter på Costa del Sol, som f.eks. her og nu ikke ved, om de er dækket af deres sygesikring, nu de tilhører et ikke EU-land. Temaet var et af de store samtaleemner til ”Residents Day” i Nerja i weekenden, som har 2.200 britiske residenter.
 

AHN i gavehumør

ahn0504
Asociación Hispano Nórdico i Fuengirola / Mijas har netop doneret 5.000 euro til både Fuensocial og AFA i Fuengirola. Førstnævnte hjælper fysisk og psykisk handicappede børn og unge, mens AFA hjælper familier med medlemmer, som er ramt af Alzheimers sygdommen. Den skandinaviske forening AHN er inde i en rigtig god stime med mange nye medlemmer og øgede indtægter på bl.a. deres golfaktiviteter. Derfor har foreningen for andet år i træk haft mulighed for støtte gode formål i Fuengirola.
 

Konstante køer i Benalmádena - Dyr metro - Nye 50 euro sedler på vej

Konstante køer i Benalmádena

Bilkøen ved afkørsel 222 mod Arroyo de la Miel på A-7 motorvejen bliver længere og længere – både morgen, middag og aften. Ofte er bilkøen 500 meter lang og det tager let 20 minutter at tilbagelægge de få kilometer, der er fra motorvej til byen og kysten. Selvom det er to år siden, der blev afsat budget til at udvide og forbedre til- og frakørselsforhold, er der intet sket. Og det får nu flere borgere til at gå i aktion. På facebooksiden ”No eres de Benalmádena si...” råber 8.768 brugere højlydt på en løsning. ”Ventetiden er ulidelig, men endnu værre er det med trafiksikkerheden, idet trafikken i højre spor ved frakørselsområdet brat stopper op grundet køen. Det har forårsaget flere ulykker og et dødsfald i indeværende år,” fortæller facebooksidens administrator, som søger et svar og en løsning fra kommunalpolitikerne.
 

Dyr metro

Málagas metro bliver en dyr fornøjelse for Junta de Andalucía - I det mindste frem til år 2020. De mange budgetforhøjelser og forsinkelser gør, at det fortsat kun er halvdelen af den ene metrolinje, der kører. Selvom denne ”halve” linje med mellem 5,5 og 6 millioner årlige passagerer er en kæmpe succes, er det langt fra tilstrækkeligt til at dække de høje driftsomkostninger. Metroen som helhed har brug for 18 millioner årlige passagerer for at nå break-even. Det tal kan nås i 2020, hvor det forventes, at metrolinjen vil nå Málagas gamle bydel. Når begge linjer er køreklar, vil metroen dække hele byen, og man håber at runde de 24 millioner passagerer og dermed have en rentabel metro. Men indtil 2020 koster metroen Junta’en 72 millioner alene i driftsunderskud, hvilket svarer til 12 euro per passager.
 

Nye 50 euro sedler på vej

Den 4. april kommer de nye 50 euro sedler i omløb. Den europæiske centralbank har på de nye sedler introduceret nye vandmærker og andre elementer, som gør det endnu vanskeligere at kopiere sedlerne. Farverne og motiverne på sedlerne ændres der ikke på, men europakortet gøres en anelse større for at få plads til Malta og Cypern, som ikke var med i euroen, da de første sedler blev sendt i omløb. 5, 10 og 20 euro sedlerne er blevet renoveret. I slutningen af 2018 kommer turen til 100 og 200 euro sedlerne. Til gengæld er der ikke sat årstal på, hvornår 500 euro sedlen skal fornyes.
 

Få rørt grinemusklerne sammen med Pastor Christen Væver torsdag d. 6. april kl. 19:30 i Margrethekirken.

Christen underholder igen med humorfyldte anekdoter, der får tårerne til at trille og taget til at lette i vores danske kirke. Deltagelse i arrangementet koster 10€ inkl. kaffe og kage og billetter kan købes i kirken.
 
 
 

Fuengirolas bodybuilder-ikon fængslet - PSOE-valg den 21. maj - Mildt forår for allergikerne

Fuengirolas bodybuilder-ikon fængslet

En større politiaktion i Málaga og Fuengirola har resulteret i beslaglæggelsen af én million ulovlige doser af væksthormon og 14 anholdelser. Heriblandt den tidligere verdensmester i bodybuilding Paco Mula, som er bosiddende i Fuengirola og indehaver af de to fitness centre Nuevo Estilo i Fuengirola og Benalmádena. Paco Mula er et ikon i Málaga-provinsen. Ikke blot pga. sine resultater som professionel bodybuilder men også som træner og mentor for andre bodybuildere. Hans formodede medvirken i omfattende salg og distribution af ulovlige dopingpræparater har skabt chokbølger i branchen. At Paco Mula er bror til Fuengirolas borgmester, Ana Mula, sætter ikke mindre glamour på historien.
 

PSOE-valg den 21. maj

Linjerne er nu trukket klart op forud for formandsvalget i PSOE. De tre kandidater bliver som ventet Susana Díaz, Pedro Sanchéz og Patxi López og datoen for valget bliver søndag den 21. maj. Til trods for at valgkampen blot er få dage gammel, er tonen benhård. Pedro Sanchéz er, vanen tro, klar i spyttet og beskylder Susana Díaz for blot at være en smilende marionetdukke for de gamle mænd i partiet. Tilsvarende kalder Patxi López Susana Díaz useriøs, når hun i fulde alvor siger, hun vil kombinere sin eventuelle formandspost i partiet med sin post som præsident for Junta de Andalucía. Susana Días må lægge øre til meget, men sådan er det at være favorit.
 

Mildt forår for allergikerne

Der er mindre pollen i luften i år end de to forudgående år. Det er primært den beskedne regn i efteråret, der er årsagen til forårets lave pollental. Eksperterne på afdelingen for pollenallergi på regionalhospitalet i Málaga påpeger dog, at pollentallene vil variere fra område til område præcis som vindforholdene vil påvirke pollentallene. I Málaga-provinsen er det rundt 25 procent af borgerne, der lider under en eller flere af forårets allergier.
 

Modeshow i Centro Idea

I lørdags afholdte boutique Viggo modeshow i Centro Idea for at fremvise dette års forårsmode. Annette fra boutique Viggo fortæller, at den blå farve og især marineblå sammen med hvid kommer til at dominere forårsmoden. Desuden fremviste Annette de nyankomne mønstede kjoler og nederdele fra Anima Pop, der er vendbare, og som også fremvistes til showet. ”De er rigtig populære, især sammen med vores FitFlops,” fortæller Annette. Kig indenfor hos boutique Viggo, og bliv fristet af lækre mønstre og friske farver, der byder foråret velkomment.
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com