Pedro Sánchez i voldsomt uvejr · GIL-politikeren Roca løsladt · Taxaerne kører igen

Pedro Sánchez i voldsomt uvejr

Det catalanske tilhørsforhold trækker fortsat overskrifter i de spanske medier. Dialogen mellem de catalanske uafhængighedspartier og centralregeringen har været minimal det sidste halve år. Der spekuleres i, om det er derfor den spanske statsminister, Pedro Sánchez, har sat en uvildig mægler på opgaven. Beslutningen har vakt så stor harme, at de tre oppositionspartier Partido Popular, Ciudadanos og VOX har opfordret til massive demonstrationer i Madrid nu på søndag. Flere af ’de tunge drenge’ i PSOE har også offentligt kritiseret Pedro Sánchez for hans beslutning, som de betegner som dårligt lederskab. Pedro Sánchez har tidligere været i modvind men næppe så voldsomt som nu.
 
 
 
 
 

GIL-politikeren Roca løsladt

Bagmanden bag den omfattende korruptionssag “Caso Malaya” i Marbella, Juan Antonio Roca, er blevet løsladt. Roca har siddet fængslet siden marts måned 2006, hvor han har afsonet på sin 20-årige dom, for sin centrale rolle i Malaya-sagen, som er spanienhistoriens største korruptionssag. Det forhenværende byrådsmedlem under GIL-styret i Marbella i perioden 1991 til 2006 er netop blevet løsladt, efter af have afsonet 2/3 af sin dom, mod at bære en elektronisk fodlænke og tage del i kommunens velgørenhedsarbejde. Roca har flere domme og sager på samvittigheden, men i følge den spanske grundlov, kan man samlet maksimalt dømmes 20 år for økonomisk kriminalitet.
Alle hans personlige ejendele er enten blevet solgt eller er fortsat beslaglagt af myndighederne som udlæg for hans store gæld til staten.
 
 
 

 
 

Taxaerne kører igen

Efter 16 dages fuld strejke er det atter muligt at få en taxa i Madrid. Vanen tro er taxachaufførerne utilfredse med konkurrencen fra Uber og Cabify, som de betegner som konkurrenceforvridende. En stærkt splittet taxastyrke besluttede dog onsdag aften at genoptage deres erhverv, selvom de ikke har fået deres krav gennemført. Strejken har skønsmæssigt kostet de 15.000 taxaer i Madridregionen 40 millioner i omsætning, hvilket svarer til ca. 2.600 euro per hyrevogn. Strejken spredte sig til Barcelona og regeringen frygtede den ville sprede sig til hele landet. Strejken i Barcelona blev afblæst efter en uge, da Uber og Cabify besluttede sig for midlertidigt at trække sig ud af byen af frygt for sine chaufførers sikkerhed. Centralregeringen går ikke aktivt ind i konflikten, da det er de enkelte regioners opgave at regulere transport og infrastruktur.
 
 
 


 
 
 
 

Flere rammes og flere kureres for kræft · Kineserne i Málaga fejrer nytår · Spanien følger intenst udviklingen i Venezuela

Flere rammes og flere kureres for kræft

Mandag var den internationale kræftdag og dagen blev naturligvis også mærket på Costa del Sol. På godt og ondt er tendensen i Málaga-provinsen klar. Antallet af kræftramte er de sidste tre årtier steget med cirka to procent om året. Sidste år blev 8.766 personer i provinsen ramt af den alvorlige sygdom og antallet forventes at runde de 9.000 i år. Positivt er det til gengæld, at 53 procent af de ramte i Málaga i dag kureres for sygdommen. Samlet er det i dag 190 borgere pr. 100.000 indbyggere, der årligt taber kampen til den frygtede sygdom.
Eksperter på området slår fast, at mængden af kræfttilfælde kan reduceres til det halve ved en sund livsstil. Lægernes basale råd er; spis sundt, hold din vægt, undgå rygning og beskyt dig i solen.
 
 
 
 
 
 

Kineserne i Málaga fejrer nytår

Tirsdag sprang kineserne ind i deres nye kalenderår. Det gjaldt også for de 8.110 kinesere, der er i dag er registreret i Málaga-provinsen. For kineserne er 2019 et særligt år, der står i grisens tegn, som er lig med stort økonomisk potentiale. De otte tusinde kinesere i Málaga udgør en af landets største kolonier. Samlingen af kinesere på Costa del Sol er dog ingenting set mod mængden af kinesere, der har etableret sig i Madrid. Her er flere industri- og boligkvarterer blevet omdannet til deciderede “China Towns”. Kineserne fejrer det nye år helt frem til den 19. februar.
 
 
 
 
 
 

Spanien følger intenst udviklingen i Venezuela

Den spanske regering anerkender nu Juan Guaidó som ny præsident i Venezuela – præcist som USA og de fremtrædende EU-lande. Anerkendelsen isolerer Nicolas Maduro yderligere, men han nægter fortsat at udskrive valg eller trække sig tilbage. De sidste måneder har den politiske, økonomiske og sociale situation i Venezuela været så anspændt, at oppositionen har valgt en ny præsident, udenom den siddende præsident Nicolas Maduro. Under hans ledelse har inflationen rundet de 10.000 procent om året (læs: priserne fordobles 100 gange på ét år) og der er akut mangel på medicin og fødevarer i landet. De daglige protester og gadekampe i hovedstaden er så voldsomme, at man frygter en borgerkrig. Spanien har altid haft meget tætte relationer til Venezuela og følger derfor situationen intenst. I dag bor der over 150.000 venezuelanere i Spanien.
 
 
 
 
 
 
 

Mindeord

Den 58-årige danske rejseleder Diana Serop er afgået ved døden efter kortere tids sygdom.
Diana Serop flyttede til Solkysten som otteårig sammen med sine forældre og havde forskellige stillinger i løbet af sin karriere på arbejsmarkedet. Fra leder af turistrådets PR-afdeling (Patronato de Turismo de la Costa del Sol) til PR-chef i Fuengirolas zoologiske have.
I de sidste år delte Diana Serop hendes omfattende viden og hendes glade sind som rejseleder for Kulturrejser Europa.
Diana Serop efterlader gode minder til sin familie, venner og kolleger.

Klik her og læs vores portræt af Diana Serop i serien ”En dag med... https://ladanesa.com/ovrigt/41-nyheder/profiler/2629-en-dag-med-diana-serop

Kæmpe interesse for kvindefodbold · Influenza alle vegne · God udvikling i den lokale beskæftigelse

Kæmpe interesse for kvindefodbold

Spanien er kendt for at være en fodboldnation. Nu gælder det også for kvinderne.
Flere og flere kvinder praktiserer sporten. Og flere end nogensinde følger kvindernes kamp på grønsværen. Således overværede 48.121 tilskuere onsdag aften kampen i kvindernes pokalturnering mellem Athletic Bilbao og Atlético de Madrid. Kampen blev spillet på et udsolgt San Mamés stadion i Bilbao, hvor det normalt kun er herrerne, der kan sælge ud. Atlético de Madrid vandt kampen 0-2, men det er den imponerende interesse for kvindefodbold, der tager overskrifterne i sportspressen. Aldrig har så mange tilskuere fulgt en kamp.
Flere private tv-stationer er også begyndt at transmittere kvindefodbold.
 
 
 
 

Influenza alle vegne

Næsten ti procent af befolkningen i Málaga-provinsen er nu ramt af influenza. Derfor har myndighederne netop erklæret, at vi er ramt af en decideret influenzaepidemi. Det er ikke sket i flere år. Epidemien kan naturligvis ramme alle, men de ældre er mest udsat. To procent af de influenzaramte er sågar blevet indlagt grundet den voldsomme epidemi. Det er næsten udelukkende ældre, der er blevet så hårdt medtaget, at de er blevet indlagt. Sundhedsvæsenet anbefaler både børn og ældre at blive vaccineret. Myndighederne antager, at influenzaepidemien vil fortsætte til midten af februar, inden den sendes på retur.
 
 
 
 
 

 

God udvikling i den lokale beskæftigelse

Det går stille fremad med beskæftigelsen i Málaga-provinsen. Status ved årets udgang viser, at der i 2018 blev skabt 48.700 nye arbejdspladser i provinsen og at samlet 650.000 i dag er i job. Det er flere end nogensinde. Ledigheden er ved årets udgang faldet med 28.400 personer og er nu nede på 129.000. Det giver en arbejdsløshed på 16,5 procent. Det er højt sammenlignet med det øvrige EU, men trods alt det laveste tal i Málaga siden 2007. Problemet med den lokale, og nationale, ledighed er de store årgange, som i disse år kommer på arbejdsmarkedet.
De nye arbejdspladser i Málaga-provinsen er primært skabt inden for hotel- og restaurationsbranchen, hvor man nu ser meget lyst på fremtiden. Beskæftigelsen er øget med 5,6 procent det sidste år. Det skyldes primært, at flere hoteller i år har valgt ikke at holde vinterlukket i perioden november til marts, samt at flere restaurationer har set dagens lys.
 
 
 
 

Drengen Julen var ikke i live · Slut med 500 eurosedler · Omfattende renovering af Marbellas kongrescenter

Drengen Julen var ikke i live

I alt 300 redningsfolk arbejdede i døgndrift i 12 dage på at få den toårige dreng Julen op af den 25 cm. smalle brønd, han var faldet ned i. I weekenden kom minearbejderne frem til drengen via en 70 meter dyb tunnel, som var bygget parallelt med brønden, hvor man mente Julen lå. Drengen blev reddet – men ikke i live. Retsmedicinerne konkluderede hurtigt, at drengen døde på stedet, da han ramte bunden på den 71 meter dybe brønd. Både retsmedicinerne, politiet og byretten arbejder dog på at få de præcise omstændigheder omkring dødsfaldet undersøgt. Redningsarbejdet for at redde den toårige dreng, er det hidtil største for at redde en enkeltperson, der er set på spansk jord.
 
 
 
 

Slut med 500 eurosedler

I Spanien og de øvrige euro-lande hører 500 eurosedlen snart fortiden til. De sidste sedler er nemlig trykt og den europæiske centralbank vil fra nu af, i små bidder, eliminere de store sedler. Der ligger to motiver bag beslutningen. Oftest er det 500 eurosedlerne, der bruges til hvidvaskning af penge, da man let kan have store beløb på sig. Den spanske nationalbank mener således, at 60 millioner 500 eurosedler har “forladt” Spanien de sidste seks år. Det svarer til 30 milliarder euro. Dernæst er de store sedler belastende for de mindre handelsdrivende, som hurtigt løber tør for byttepenge, hvis forbrugerne kommer med en 500 euroseddel. Det er bl.a. derfor, flere butikker og tankstationer ikke accepterer sedlen.
 
 
 

 
 
 

Omfattende renovering af Marbellas kongrescenter

Der skal nyt tag på det velkendte kongrescenter for at undgå fugtproblemer, og der monteres nye sæderækker samt ny facade, lyd og aircondition. Det er den største renovering siden 90'erne, som kommunen finder nødvendig for at bevare og forbedre kongrescentrets attraktivitet. I dag er kongrescentret booket ca. 200 dage om året. Men bystyret i Marbella vil det gerne endnu bedre, og påbegynder derfor allerede nu den gennemgribende renovering. Det endelige budget foreligger ikke, men det nye tag kommer til at koste 80.000 euro.
 
 
 


Stor splittelse i Podemos · FITUR og Andalucía spiller med musklerne · Spanske unges teknologiforbrug eksploderet

Stor splittelse i Podemos

Partiet Podemos tog Spanien med storm ved parlamentsvalget i 2016. Men nu har stormen spredt sig internt i partiet. En af partiets stiftere og helt store frontfigurer, Iñigo Errejón, har netop forladt partiet efter stridigheder med partiets leder Pablo Iglesias. Og endnu værre, Iñigo Errejón har forladt partiet for at tilslutte sig Madrid-borgmesteren Manuela Carmenas lokalpolitiske parti “MásMadrid”, som også kappede båndene til Podemos og Pablo Iglesias ved udgangen af sidste år. Med Iñigo Errejóns exit er Pablo Iglesias ene mand tilbage af det firkløver, som stiftede partiet. Errejóns afgang har fået flere lokale og regionale politikere, over hele landet, til at forlade partiet.
 
 
 
 
 
 

FITUR og Andalucía spiller med musklerne

Det er en turistmesse men minder mere og mere om en lille verdensudstilling. Den årlige messe FITUR i Madrid er et af Europas største meeting points for alle erhverv i turistbranchen. Messen er i år vokset til at præsentere 165 lande og 10.500 virksomheder, som dækker et udstillingsareal på 67.500 kvadrater. Messen bliver i ugens løb besøgt af 251.000, hvoraf 140.000 er branchefolk og 111.000 er private. Det er imponerende store tal. Det samme kan siges om den andalusiske stand på 559 kvadratmeter, som er en fordobling i forhold til sidste år. Standen er fyldt med politikere, embedsmænd og touroperators fra hele verden, som udveksler idéer og indgår nye samarbejdsaftaler. Både Málaga by og Costa del Sol er præsenteret under den andalusiske stand.
 
 
 
 
 
 

Spanske unges teknologiforbrug eksploderet

90 procent af alle spanske unge mellem 14 og 16 år ejer i dag en smartphone. Og 75 procent af de unge spaniere har sågar mindst tre smartenheder. Det viser en ny omfattende undersøgelse blandt 1.600 spanske teenagere. Undersøgelsen konkluderer at kendskabet og forbruget af de forholdsvis nye enheder på kort tid er eksploderet blandt unge. Der er delte meninger om udviklingen, men størstedelen af de spanske samfundsforskere synes, det et positivt, at unge har let adgang til information fra hele verden. Omvendt skræmmer det dem, at unge mellem 14 og 16 år ikke modtager undervisning i skolen, som lærer dem at forholde sig kritisk til information og data.
 
 
 


 
 

Kom til workshop om førstehjælp – gratis

Onsdag d. 30. januar afholder Livrustning AB workshop i Centro Idea.
Her kan du bl.a. lære, hvordan du anvender en hjertestarter, hvad du skal gøre, hvis nogen bliver kvalt og hvordan du giver mund til mund. Workshoppen afholdes på svensk, varer cirka en time og finder sted d. 30. januar kl. 11 i patioen i Centro Idea. Alle er velkomne.

Kampen for at finde drengen Julen fortsætter · Større skel mellem rig og fattig · Ny regionalregering får stærk Málaga-accent

Kampen for at finde drengen Julen fortsætter

De sidste syv dage har 300 redningsfolk arbejdet i døgndrift på at komme frem til den toårige dreng, Julen, der sidste søndag faldt ned i en 107 meter dyb brønd i skovområdet omkring Totalán lidt uden for Málaga. Der er tale om et hidtil uset stort evakueringsarbejde, som tager overskrifterne i samtlige landsdækkende spanske medier. Trods den store indsats, er det tirsdag aften fortsat ikke lykkedes at komme frem til Julen. Man har forsøgt at grave en vandret tunnel for at komme frem til drengen, men måtte afbryde arbejdet, da fundamentet ikke var stærkt nok til at holde den nye tunnel. Derfor graver man nu en lodret tunnel ved siden af den kun 25 cm. smalle tunnel, som Julen røg ned i. Store klippesten har dog besværliggjort arbejdet, men det formodes, at man i løbet af onsdagen kommer frem til drengen. Det er dog yderst tvivlsomt om man finder Julen i live, som nu har været forsvundet i ti dage.
 
 
 
 

Større skel mellem rig og fattig

Finanskrisen tog så hårdt på spanierne, at hver sjette spanske familie røg under fattigdomsgrænsen. I dag, ti år efter finanskrisens udbrud, er det triste faktum, at de hårdest ramte familier ikke har formået at rejse sig. Således var der ved udgangen af det forgangne år 617.000 husstande i Spanien uden indkomst, hvilket er en stigning på 16.500 i forhold til året inden. Disse familier overlever udelukkende grundet de gratis kommunale spisesteder og velgørenhedsorganisationernes gratis udlevering af tøj.
Omvendt er mængden af multimillionærer steget med fire procent i samme periode. I dag er 1.690 spaniere således gode for en formue på over 40 millioner euro.
 
 

 

Ny regionalregering får stærk Málaga-accent

På den politiske scene har Málaga altid stået i skyggen af Sevilla. Det andalusiske parlament og Junta de Andalucías centrale administration ligger i regionshovedstaden, og tilmed har der de sidste tre årtier været en klar tendens til, at de fremtrædende politikere i regionsregeringen, har haft sine rødder i Sevilla. Og det har aldrig fremmet Málagas interesser. Det laves der om på nu. Den nye andalusiske præsident, Juan Manuel Moreno, er nemlig født i Málaga, og nummer tre i den nye ministerkabale er Elias Bendodo, som også er Málaga-borger og ellers var udtænkt som kommende borgmesterkandidat i Málaga. To andre politikere fra Málaga er at finde blandt de elleve nyudvalgte “ministre”, bl.a. den forhenværende basketballspiller- og træner, Javier Imbroda, som får ansvaret for uddannelse og sport. Lokalt i Málaga ses der yderst positivt på den nye udvikling. Man føler sig nemlig sikre på, at den nye regionalregering med Partido Popular og Ciudadanos, samt de nyudvalgte “ministre”, i høj grad vil være med til at sætte gang i nye projekter i provinsen.
 
 
 
 
 
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com