Supermarked reddet på målstregen · Ny P-kælder til Hospital Costa del Sol indvies · Grønt lys til Starlite Festivalen · Málagas pariserhjul skal rives ned

Supermarked reddet på målstregen

Banco Santander har tilsyneladende reddet supermarkedskæden Día fra konkurs. Supermarkedet fik først på ugen Banco Santander med på en redningsplan, som giver Día et kapitalindskud på 380 millioner euro samt en refinansiering af gammel gæld. Día er Spaniens tredje største supermarked med 43.000 ansatte fordelt på 3.000 supermarkeder. 2018 blev et elendigt år for virksomheden, som led et tab på 352 millioner euro. Første kvartal har med et tab på 144 millioner euro også været katastrofalt. Día gik for få år siden over til en ny forretningsmodel med flere små supermarkeder, som hver har sin franchise-tager. Efter en fin start har de sidste par år været elendige, men både Banco Santander og de øvrige kreditorer tror på Día’s nye plan og omstruktureringer.
 
 
 
 
 

Ny P-kælder til Hospital Costa del Sol indvies

En ti år lang konflikt om rettigheden til driften af parkeringskælderen under Hospital Costa del Sol i Marbella er nu endelig løst. P-kælderen har indtil nu været lukket grundet en stridighed mellem Junta de Andalucía og byggefirmaet, som var blevet lovet forpagtningen mod at færdiggøre udvidelsen af hospitalet. Men både byggefirmaet og Junta'en kom i økonomiske vanskeligheder og så begyndte det juridiske torvtrækkeri.

De nye folk i Junta de Andalucía har dog hurtigt fået løst konflikten. Den underjordiske
P-kælder har 956 pladser fordelt på tre etager og vil løse hospitalets mangeårige parkeringsproblem. Parkeringspladserne vil fra i dag være gratis, men kommer senere til at koste én euro for tolv timers parkering.
 
 
 
 

Grønt lys til Starlite Festivalen

For ottende gang er Starlite Festivalen i Marbella klar med et stort og ambitiøst koncertprogram. Og i år har festivalen ikke haft problemer med at sikre sig de fornødne tilladelser. Kommunen og selskabet bag festivalen er nemlig blevet enige om en leje på 125.000 euro, mod tidligere blot et symbolsk beløb, og så kan festivalen problemfrit løbe af stablen fra den 26. juni til 12. september. Det er i alt 79 dage med koncerter, og det nok så omtalte natdiskotek, som lukker klokken 05.00. Det er musikken og de støjende gæster herfra, der tidligere har givet anledning til massive naboklager. Derfor tøvede det forhenværende bystyre for et par år siden med at give Starlite Festivalen de fornødne tilladelser, og Starlite truede med at flytte festivalen til en anden by. Denne konflikt hører nu fortiden til.
 
 

Málagas pariserhjul skal rives ned

En langvarig konflikt mellem kommunen, havnepolitiet, naboer og virksomheden bag det store pariserhjul i Málagas havn er mundet ud i, at sidstnævnte nu må pakke pariserhjulet sammen og takke for denne gang. Meningerne om pariserhjulet er delte; nogle synes det er flot, prangende og en god turistattraktion, mens andre – specielt naboerne – synes det er for farverigt og slet ikke passer til en gammel by som Málaga. Kontrakten mellem kommunen og virksomheden bag pariserhjulet var toårig. Den forlænges ikke og virksomheden har bedt om 30 dage til at få pariserhjulet pakket sammen.
 
 
 
 
 

ACE adoptionsdag i samarbejde med Kiwoko

ACE (Animal Care España) holder adoptionsdag hos Kiwoko kæledyrsbutikken i Mijas parque comercial (ved Decathlon). Adoptionsdagen finder sted lørdag d. 25. maj fra kl. 10 – 22. Kom og mød nogle af de søde, små hvalpe og bedårende hunde i alle aldre, former og størrelser, som længes efter at finde deres blivende hjem og som kan reserveres i løbet af dagen.

Du kan også blot finde ud af mere om shelteret ACE, som er baseret i La Cala de Mijas, samt hvordan du kan hjælpe deres velgørende sag enten ved at fostre, sponsere eller virtuelt adoptere en hund. Derudover er der også mulighed for at melde sig til hundeluftning og socialisering m.m. Der tages også i mod donationer og mad til hundene på dagen.

Se www.ace-charity.org for mere information
 
 
 

Velgørenhed i La Cala med veteran-landshold

Malaga fodbold
 
Seks nationers veteran-landshold i fodbold tørner ud for velgørenhed og om ære og en fornem vandrepokal lørdag den 1. juni kl. 19.00 på Campo de Fútbol Fransisco Santana ”Paquirri” fodboldstadion i La Cala de Mijas. Deriblandt Danmark. De øvrige nationer er Spanien, England, Tyskland, Finland og Skotland. Alle med spillere boende på Costa del Sol med alderen +40.

På billedet af arrangørgruppen ses yderst til venstre Anette Skou, i midten Maggie Bobowicz og Morten Møller som ene mand i komiteen.
 
 
 
 
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com