Torrox sætter fart på byggeriet · Come-back til GIL partiet · Lokal dansk iværksætter tilbydes millioner for sin virksomhed

Torrox sætter fart på byggeriet

Det er ikke længere nogen nyhed, at der atter blæser blide vinde over byggesektoren på Costa del Sol. Men i Torrox kommune pustes der nu for alvor gang i byggeriet og i de storstilede projekter, som gik i stå i perioden 2008-09, da krisen for alvor ramte Spanien. Således har Torrox netop givet grønt lys til færdiggørelsen af 6.000 boliger i kommunen. Halvdelen ligger nær landsbyen Torrox Pueblo, mens den anden halvdel skal opføres nær kysten og havnen. Alene projektet ”URP 10 El Puerto” vil bestå af 2.386 boliger, som opføres på 36 store grunde. Omvendt er det uvist, hvornår projektet ”Calaceite” bliver genaktiveret, men Torrox kommune håber snart at kunne få den nye ejerkreds motiveret til at gå videre med projektet, som også gik i stå, da krisen ramte. Projektet omfatter 3.157 boliger, et par hoteller og golfbane. Både kommunen og Junta de Andalucía har givet de fornødne byggetilladelser.
 
 
 
 
 
 

Come-back til GIL partiet


Jesus Gils gamle parti GIL (Grupo Independiente Liberal) blev opløst i 2007, da skandalerne væltede ind over det korruptionsramte parti, som i samme periode mistede sit flertal i Marbellas byråd. Men nu pustes der nyt liv i det gamle parti. ”Vi vil have partiet tilbage til de gode tider i 90’erne, hvor vi var et center parti, der samlede den brede masse og fik skabt stor vækst og løst en masse sociale problemer i Marbella,” forklarer Daniel Ripoll, som er GIL-partiets nye formand. Partiet arbejder nu på at blive opstillingsberettiget i så mange kommuner på Costa del Sol som muligt forud for kommunalvalget i 2019.
 
 
 
 
 
 

Lokal dansk iværksætter tilbydes millioner for sin virksomhed

Virksomheden AnyTech365.com er på det seneste år vokset fra 75 til 300 medarbejdere og en omsætning på små 30 millioner euro. Den danskejede virksomhed for it-support er derfor kommet i søgelyset hos nogle af de største amerikanske spillere på markedet, og det har udløst et købstilbud på næsten 40 millioner euro. ”Vi står i et limbo, hvor vi ikke ved, om vi skal sælge eller fortsætte og skabe verdens største firma inden for vores felt,” fortæller Janus R. Nielsen, som har startet flere internetbaserede virksomheder fra Costa del Sol. AnyTech365 er dog i særklasse den største succes. Virksomheden er specialiseret i online it-support til private og virksomheder i hele verden. Du kan læse historien om Janus R. Nielsen og AnyTech365 her
 
 
 
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com