Benalmádena halverer sin gæld · Forsinket metro koster 450 millioner euro · Dødsfald på årets feria

Benalmádena halverer sin gæld

På blot tre år er det lykkedes Benalmádena kommune at reducere sin gæld fra 123 til 65 millioner euro. Samtidig er betalingstiden til kommunens leverandører af produkter og serviceydelser blevet reduceret fra 130 dage til fire dage. ”Vi overtog en kommune med store økonomiske problemer efter kommunalvalget i 2015, men efter tre år er det lykkedes at få skuden vendt,” fortæller borgmester Victor Navas (PSOE) til dagbladet SUR. En stor del af æren giver han sin kollega Manuel Arroyo, som er byrådsmedlemmet, der sidder med ansvaret for skat og økonomi. En bedre intern koordinering og en effektivisering af skatteopkrævningen er de to grundelementer bag den forbedrede økonomi.
 
 
 

 

Forsinket metro koster 450 millioner euro

 

Málagas metroprojekt bliver dyrere og dyrere. Som følge af de store forsinkelser på byggeriet skal Junta de Andalucía, som er hovedansvarlig for byggeriet, frem til år 2020 betale 450 millioner euro i kompensation til selskabet, der står for driften af metroen. Driftsselskabet kan selvsagt ikke få solgt den budgetterede mængde billetter, så længe metroen ikke når centrum. I grove tal sælges der årligt 6 millioner enkeltbilletter, hvor man havde budgetteret med 20 millioner. Så snart metroen når Málaga centrum, forventer både Junta de Andalucía og driftsselskabet at nå det budgetterede passagertal, men der går mindst to år, før metrobyggeriet til centrum står klart.
 
 
 

 

Dødsfald på årets feria

 

Natten mellem onsdag og torsdag omkom en 26-årig spanier til byfesten i Málaga. Dødsårsagen er ukendt, men ambulancereddernes første indtryk er indtagelse af for store mængder narkotika. Udover det triste dødsfald er årets store byfest i Málaga forløbet fredeligt. Et stort politiopbud har sørget for ro og orden i både centrum og på feria-området nær kongrescentret. Der har heller ikke været registreret nogen terrortrusler, som også er en af kommunens bekymringer. Feria’en fortsætter til på mandag i næste uge.
 
 
 
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com