Endnu en catalansk politiker flygter - Flere ældre er skyld i trafikulykker - Kommuner på Costa del Sol køber vand på Gibraltar

Endnu en catalansk politiker flygter

Denne gang er det lederen af det lille separatistparti CUP, Anna Gabriel, der flygter fra det spanske retsvæsen. Onsdag var hun kaldt til afhøring i forbindelse med den catalanske uafhængighedserklæring i oktober men dukkede ikke op. Anna Gabriel er nemlig rejst til Schweiz og har via sin advokat klart meldt ud, at hun ikke agter at vende retur. Hendes parti er det lille støtteparti til uafhængighedspartierne ERC og JuntsCat, og er kendt for at være stærkt venstreorienteret, rebelsk, feministisk og antikapitalistisk.
Anna Gabriels flugt til Schweiz gør situationen i det catalanske parlament endnu mere kaotisk, fordi man efter regionalvalg i december fortsat ikke har indsat ny regering og præsident.
 

Flere ældre er skyld i trafikulykker

Det kniber for de ældre med at respektere vigepligten, hastighedsbegrænsningerne, sikkerhedsafstanden til det forankørende køretøj og den generelle skiltning i trafikken. De nyeste tal fra myndighederne viser nemlig, at næsten 25 procent af alle trafikulykker i Spanien forårsages af bilister over 65 år. Det er en stigning på syv procentpoint siden sidste analyse i 2011. Analysen fortæller også, at de ældre er den gruppe af bilister, der er dårlige til at huske at spænde sikkerhedsselen, inden de triller ud i trafikken.
 

Kommuner på Costa del Sol køber vand på Gibraltar

Frygten for at reservoirerne i Estepona, Manilva og Casares løber tør for vand over sommeren har – helt ekstraordinært – fået de tre kommuner til at indgå forhandlinger med Gibraltar om køb af fire milliarder kubikmeter vand. Prisen ligger på omkring 0,24 cent pr. kubikmeter.
Den beskedne mængde regn, der er faldet i efteråret og i vinter, har efterladt store dele af landets reservoirer på under halvdelen af sin vanlige beholdning. Særlig kritisk er situationen i Andalusien og Extremadura. Foråret står for døren og intet tyder på mærkbar regn i den kommende tid. Derfor går de tre føromtalte Costa del Sol kommuner nu på ”indkøb” på Gibraltar, hvor man har masser af vand pga. af klipperne.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com