Fuengirola giver dele-boliger til ældre - Flere får kræft – og flere helbredes - Hjælp ulykkesramt dansker

Fuengirola giver dele-boliger til ældre

Et nyt socialt projekt ser dagens lys i Fuengirola. Bystyret har i denne uge vedtaget et forslag, som skal sikre ældre med lav indkomst en hæderlig gratis bolig. Kommunen råder over en række tomme boliger, som nu skal indrettes til byens pensionister, som modtager statens laveste pension, ikke ejer nogle aktiver og har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Boligerne skal deles mellem to eller tre pensionister, som hver får deres værelse men dele-køkken, -bad og stue. Tilsvarende vil de dele kommunens hjemmehjælp.
 

 

Flere får kræft – og flere helbredes

I det forgange år blev der i Málaga-provinsen registreret 7.406 nye tilfælde af kræft. Det svarer til at 455 for hver 100.000 borgere sidste år blev ramt af den alvorlige sygdom. Det er en mild stigning i forhold til 2016 men under landsgennemsnittet på 491. I to ud af tre tilfælde er det mænd, der rammes af kræft. De nyeste tal viser heldigvis også en stigning i antallet af patienter, som helbredes. 53 procent af alle kræftpatienter helbredes i dag i Spanien.
 

Hjælp ulykkesramt dansker

En 46-årig dansk mand kæmper i disse dage for at få førligheden tilbage på hospitalet i Málaga. For en måned siden var han ude for en ulykke i Benalmádena, hvor han gled på sin scooter og slog ryggen hårdt mod et palmetræ. Han er lam fra brystet og ned. Familien kæmper nu for at få ham til Danmark til videre behandling og genoptræning, i det han alternativt sendes til Sevilla, hvor han hverken har familie eller venner. Hjemtransporten vil koste 100.000 DKK, men der er ingen forsikring til at dække denne udgift og familien har begrænsede midler. Derfor er der igangsat en større indsamling på www.caremaker.dk/nc/fr/i/jesper_ulykke/
 

Spanien vedtager ny, strengere dyrelov

Loven forbyder kupering af hale og ører, fjernelse af tænder og klør samt at skære stemmebåndene over og generelt alle operationer, der kun har kosmetisk formål. Endvidere forbyder loven at bruge dyr som præmier og fraråder at forære dyr til børn under 16 år uden forældrenes samtykke.
Loven trådte i kraft i går torsdag, og den nationale forening for dyrerettigheder i Spanien fejrer, at den nu endelig, efter ti års ventetid er trådt i kraft. Foreningen fremhæver, at der dog kan være regionale forskelle i lovgivningen, så regionerne opfordres til at få gennemgået deres lovgivning, så den nu lever op til den nye, strengere lov.
 
 

Lån lydbøger om fodbold

Fodboldbøgerne "Mit spil" af Carlo Ancelotti samt "Messi mod Ronaldo" findes nu som både e-bog og lydbog.
"Messi mod Ronaldo" sammenligner de to fodboldstjerners statistik, og en række danske politikere, skuespillere, musikere og fodboldeksperter fortæller, hvem af de to spillere, de foretrækker.
I sin selvbiografi fortæller Carlo Ancelotti om sin tid som fodboldtræner for blandt andre Real Madrid. Cristiano Ronaldo, Zlatan Ibrahimovic, Klaus Berggreen, Thomas Helveg og mange andre medvirker også i bogen.
Både e-bog og lydbog kan lånes gratis på ereolen.dk.
 
ancelotti
 
messi ronaldo

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com