Det danske magasin i Spanien
Dyremishandler sendt bag tremmer – Tre nye hoteller på vej i Estepona – Vagtskifte på vej i Nerja

Dyremishandler sendt bag tremmer - Tre nye hoteller på vej i Estepona - Vagtskifte på vej i Nerja

Dyremishandler sendt bag tremmer

Den tidligere forvalter af kennelen i Torremolinos, Carmen Marín, fik torsdag fem dage til at melde sig i fængslet for at begynde afsoningen af sin straf for dokumentfalsk og særlig grov dyremishandling. Carmen Marín blev først på året idømt tre år og ni måneders fængsel og kommer nu, som den første person nogensinde i Spanien, bag tremmer for sine ugerninger mod dyrene.

Det var et slemt syn, lokalpolitiet og repræsentanter for dyreværnsforeninger mødte, da de sidste år besøgte kennelen Parque Animal i Torremolinos.
De hundredvis af katte- og hundelig, med klare tegn på mishandling, vakte stor harme og fik stor mediebevågenhed i hele provinsen.

Tre nye hoteller på vej i Estepona

Kommunen har netop udstedt licenser til opførelsen af tre nye hoteller i Esteponas gamle bydel. De tre hoteller kommer til at ligge i de centrale gader Calle Terraza, Santa Ana og Caridad og vil blive opført i gamle bygninger, som skal igennem en gennemgribende renovering. De tre hoteller får hver mellem 20 og 28 værelser og har et renoveringsbudget på mellem 300.000 og 350.000 euro. I alt har Estepona kommune i den gamle bydel nu otte hotelprojekter under opførelsen eller på tegnebrættet.
 

Vagtskifte på vej i Nerja

Meget tyder på, at Nerjas borgmester Rosa Arrabal fra PSOE bliver væltet i næste uge. Hendes støtteparti, Ciudadanos, er nemlig tæt på at skifte side i byrådet. Partiet er ikke tilfreds med samarbejdet og vil hellere støtte Partido Popular i en ny regering frem til næste kommunalvalg i 2019. Problemerne mellem PSOE og deres tre støttepartier er ikke nye. Siden kommunalvalget i 2015 har PSOE med støtte fra Ciudadanos, Podemos og lokalpartiet EVA siddet på et yderst spinkelt mandat (11 af 21 mandater) og samarbejdet har på intet tidspunkt været gnidningsfrit. Forhåbningerne til samarbejdet var ellers store, da PP ved sidste valg, for første gang i 20 år, mistede deres absolutte flertal.

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.