Dansk og spansk arveret

Kære redaktion

Jeg har en række spørgsmål, som angår samspillet mellem dansk og spansk arveret.
 
Sagen er den, at mine svigerforældre tilbage i 2011 købte en lejlighed på Mallorca, som de (fortsat) ejer med hver halvdelen.
De er begge bosiddende i Danmark og anvender alene lejligheden 4-6 uger om året til ferie.
På købstidspunkt var mine svigerforældre ikke gift.
 
Mine svigerforældre er nu (i 2017) blevet gift på et rådhus i Danmark.
 
Min svigermor har dog desværre netop fået konstateret en livstruende sygdom, hvorfor jeg har en række spørgsmål i relation til dansk og spansk arveret.
 
De har ikke oprettet et testamente i Danmark.
 
Det er mine svigerforældres ønske, at den længslevende skal sidde i uskiftet bo (de har fælleseje og fællesbørn, hvorfor betingelserne herfor er opfyldte).
 
Mine spørgsmål:
1. Skal ægteskabet noteres/registreres i Spanien?
2. Kan ejendommen efter spansk (mallorcinsk) ret overdrages skatte-/afgiftsfrit i levende live mellem ægtefæller?
3. Kan ejendommen efter spansk (mallorcinsk) ret overdrages skatte-/afgiftsfrit ved død mellem ægtefæller?
4. Skal der oprettes et dansk og spansk testamente? Eller er det tilstrækkeligt, at der alene oprettes et testamente i Danmark.
5. Hvad er arveafgiften mellem ægtefæller på Mallorca? Gælder der et bundfradrag?
 
Jeg håber, at du har tid til at besvare ovenstående.
 
Mvh.
Danskeren
 
 
Kære Dansker.
 
Denne type spørgsmål modtager min brevkasse hver eneste måned, så der er mange danskere, der er i tvivl om muglighederne. Det er også ved at være "testamente-tid" i og med, januar og februar er de måneder der vist laves flest testamenter, så det er på tide at jeg tager problemstillingen op på ny.
 
Det vigtigste budskab først: Husk Testamente! Når man ejer en bolig i Spanien, skal man lave testamente.
 
I dit tilfælde, hvor der er tale om en feriebolig, skal man lave et testamente i Danmark, og bruge de danske regler. Dette skal underskrives hos notar i Danmark. Man kan bestemme at den efterlevende ægtefælle (eller samlever) skal kunne sidde i uskiftet bo.
 
I samme åndedrag, laver man et tillæg til danske testamente. Tillægget skal laves på spansk, og man skal skrive en særlig formulering, hvor man henviser til nogle nye EU-regler. Dette dokument, skal lægges i det spanske testamenteregister.
 
Formålet er, at det spanske dokument, skal "pege på" det danske testamente. Derved forventes de spanske myndigheder, at lade arveskiftet ske i Danmark.
 
Et problem er, at de spanske myndigheder slet ikke kender, og heller ikke accepterer, uskiftet bo. Så myndighederne vil ofte acceptere det arvingerne eller myndighederne i Danmark beslutter om arven, men de vil ikke acceptere et uskiftet bo. I er derfor nødt til at skifte boet i Spanien. Det betyder, at den afdøde skal afregistreres fra det spanske skøde på den spanske feriebolig, og at arvingen skal sættes ind i skødet.
 
Dette skifte koster nogle afgifter til den spanske stat og til de lokale autonome myndigheder. 3. september 2014 afsagde EU en dom der skød de spanske arveafgifter ned. Indtil da, havde spanierne skelnet mellem fastboede og ikke-fastboende. Men det må man ikke, så nu er reglerne lige for alle. Der er sket en anden god ting. Det er, at de spanske autonome myndigheder er begyndt at konkurrere om hvem der giver de laveste arveafgifter. Den spanske lov siger at afgifterne skal ligge på mellem 7,65% og helt op til 34% beregnet af friværdien på den del af boligen, der ejes af afdøde. Men de mallorcinske myndigheder har besluttet at give mange fradrag, så reelt ender arvingerne med, ikke at skulle betale noget særligt i arveafgift af mallorcinske ejendomme. Hver eneste kommune og region har forskellige afgifter og fradrag, så vi må lave en konkret beregning, hvis du får behov for det.
 
Arvingerne får fradrag i den danske arveafgift, for den afgift der er betalt i Spanien.
 
Hvis I overdrager i levende live, skal der svares gaveafgifter. Gaveafgifterne i Spanien, følger samme skema som arven. Igen, du betaler næppe megen afgift på Mallorca, men du skal betale i Danmark.
 
Ejendommen kan dog ikke overdrages afgiftsfrit i levende live. Man slipper ikke for afgift i Spanien eller Danmark.
 
Jeg svarer gerne meget konkret på dine spørgsmål, men i og med de spanske og mallorcinske afgifter er et kludetæppe af særordninger, foretrækker jeg at du henvender dig direkte til mig med oplysninger om ejendommens nøjagtige placering, friværdi mv.
 
Venlig hilsen/Kind Regards/Saludos cordiales
 
Martin Binzer Lind
Advokat, LL.M.
Mobil +0045 53 76 27 01

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com