Det uafgjorte valg

shutterstock 230063659
 
En fodboldkamp behøver ikke være kedelig, fordi den ender uafgjort.
Det samme kan siges om parlamentsvalget den 26. juni, hvor der til det sidste blev rykket markant på mandatfordelingen blandt de fire store partier i spansk politik.

Der var blevet skåret gevaldigt i partiernes kampagnebudgetter forud for parlamentsvalget. Til gengæld blev der ikke sparet det mindste på debatten og de verbale angreb mellem Partido Popular, socialistpartiet PSOE, Podemos og Cuidadanes, som gav alt, hvad de havde og satte alt på et bræt. Trods en nervepirrende valgaften viser slutresultatet dog endnu et uafgjort valg, som atter sætter de spanske politikere på en styrkeprøve i bestræbelserne på at få samlet en ny regering.

Ingen vil lege med Mariano
På den ene side kan vælgerne tage det roligt, for både Mariano Rajoy, Pedro Sánchez, Albert Rivera og selv Pablo Iglesias, i et svagt øjeblik, lovede i dagene op til valget, at vi i løbet af sommeren får en ny regering. Ingen stiller sig denne gang på bagbenene, så vi skal ud i en tredje valgrunde. På den anden side er det dybt tvivlsomt, om Spanien får en flertalsregering eller i det mindste dannet nogle stærke alliancer, som kan sikre de tiltag og reformer, landet skriger efter. Det vil kræve noget banebrydende på den politiske scene. Det kunne være en eller flere partiformænds afgang – også Marianos Rajoys, selvom det måske kan være svært at forestille efter partiets valgsejr. Partido Popular har med en fremgang på 14 mandater manifisteret sig som Spaniens største parti, men som landet ligger i dag, kan partiet ikke bruge sine 137 mandater til særligt meget. Problembarnet er partiformanden, som ingen vil lege med. På intet tidspunkt, hverken under valgkampen eller på selve valgaftenen, har PSOE og Ciudadanos lukket døren for PP. De har kun lukket den for Rajoy, som for mange repræsenterer den gammel konservative side af partiet og fortsat har fortidens skygger af korruption hængende over sig – retfærdigt eller ej. Presset kan også komme inde fra, for Mariano Rajoy har nu stået i spidsen for partiet ved fem valg og reelt var det kun i 2011, han for alvor sejrede, da socialistpartiet var helt i bund.
En ny, yngre formand for PP vil unægtelig ændre forholdet til, og mulighederne for, en bred koalition med både PSOE og Ciudadanos.

Socialistpartiets chance
Det er ikke kun blandt de blå, der luftes udskiftning. Det gælder også hos de røde. Med 85 mandater slår Pedro Sánchez for anden gang rekorden for historiens dårligste valg til PSOE. Tilbage i 00’erne lå socialistpartiet på den rigtige side af de 160 mandater. Partiet er blevet halveret! – og Sánchez’ exit kan være et spørgsmål om tid. Susana Díaz er eneste klare kandidat som ny formand for partiet. Vel er hendes curriculum kort, men hun har altid vist sig handlingstærk. Og det er det, partiet har brug for nu. Men uanset om partiformanden hedder Sánchez eller Díaz, og til trods for tabet at fem mandater, har socialistpartiet nu en unik mulighed for at tage Pablo Iglesias i hestehalen og få ham med i partiets samarbejde i Ciudadanos. Podemos skuffede nemlig fælt ved kun at tangere sine 71 mandater fra sidste valg på trods af valgpagten med IU og den klare ambition om at puste PP i nakken om at blive landets største parti. Ønsker Podemos en chance for at komme med i en ny regering, må partiet slække på nogle af sine mærkesager og generelt ændre sin hårde kurs, og det kan blive PSOE’s chance for at danne regering.

combo candidatos presidencia kCOE U205801237129hC 575x323RC

Den smalle løsning
Blandt de fire store partier er det kun PSOE og Ciudadanos, der hidtil har kunnet sammen. Sådan er det som udgangspunkt stadigvæk. De to partier gjorde et ihærdigt forsøgt på at danne mindretalsregerings efter sidste valg, men grundlaget var for svagt. Med begge partiers tilbagegang er grundlaget nu endnu svagere. Får Spanien ikke en af de føromtalte brede koalitioner, taler fornuften for en PP mindretalsregering, for partiet er klart landets største parti, også set over de mange regioner. Selv i det knaldrøde Andalusien har Partido Popular slået socialistpartiet – omend yderst knebet.
Frygten for endnu et omvalg kan presse de andre partier til at stemme blankt og dermed acceptere en PP-mindretalsregering. Partiet vil så konstant skulle ind over PSOE og de andre partier i parlamentet.
Det bliver bestemt ikke let. Men politik i dagens Spanien er ikke let.

Enkelte af landets ledende politikere luftede på valgaftenen muligheden for en ny regering allerede inden sommerferien i august. Men velvidende at alle partier skal over den obligatoriske kongerunde, og flere partier skal igennem en intern selvjustits, er det noget mere realistisk at tro på, en ny regering kan indsættes til september, når parlamentet samles på ny. Et par måneder fra eller til spiller næppe den store rolle, for landet har i praksis stået uden regering siden december. Det vigtigste er at få Spanien tilbage på sporet. Det politiske spor.

 
 
CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com