Nyt valg i gamle klæder

valgillustration udenbaggr copy
 

Efter seks måneders politisk tovtrækkeri skal spanierne til valg – igen!
For første gang i demokratiets historie er det ikke lykkedes at danne regering efter et valg. De fire store partier i spansk politik har ikke vist - eller haft - viljen og evnen til at få trådene samlet. Derfor er de 36 millioner stemmeberettigede spaniere på ny kaldt til stemmeurnerne den 26. juni.  I en tid med store politiske, økonomiske og sociale problemer står Spanien overfor endnu et uhyre vigtigt valg.

Forventningerne forud for parlamentsvalget den 20. december 2015 var store. Efter flere årtier med et stift topartisystem stod det klart, at nye partier ville komme til. og tilmed få afgørende indflydelse. Mange spaniere så frem til et nyt og mere nutidigt demokrati, hvor alle partier skulle vise fleksibilitet og evne til at forhandle og indgå kompromis. Men de mange håbefulde vælgere er blevet slemt skuffede. Det der skulle have været gode konstruktive debatter er endt som lange indholdsløse diskussioner.

Fire brikker, der ikke falder på plads
Det er nye tider i spansk politik, men de folkevalgte politikere har ikke formået at håndtere situationen. Derfor er der ingen anden udvej end et nyvalg.
Specielt de store partier har skuffet fælt, er der bred enighed om blandt næsten alle politiske eksperter og kommentatorer. Det konservative Partido Popular, socialistpartiet PSOE, det nye midterparti Ciudadanos og det tilsvarende nye venstrefløjsparti Podemos har haft det sidste halve år til at få brikkerne til at falde på plads. Uden resultat. Tre af de fire partier skal gå sammen for at kunne samle flertal. Der er ikke et femte parti som tungen på vægtskålen. Og af de fire store partier er det kun PSOE og Cuidadanos, der har kunnet præstere et konkret forslag til koalition. Men det er langt fra nok. Der skal denne gang tre til en tango, for PSOE vil ikke danse med PP og tilsvarende byder Cuidadanos og Podemos ikke hinanden op. Harmonien er så dårlig, at hverken PP eller Podemos ville stemme blankt, da PSOE og Cuidadanos præsenterede sig som en mindretalsregering. De stemte direkte imod. Det siger mere end tusind ord om klimaet i spansk politik.

Det politiske spil
Blandt de fire tunge drenge er det kun Ciudadanos, der har udtrykt bekymring ved et nyvalg. Partiets leder, Albert Rivera, mener klart, at nyvalget symboliserer partiernes fiasko og kalder det en farce at kalde borgerne til et nyt parlamentsvalg, som næppe vil ændre på magtbalancen. De øvrige partier har derimod ikke vist den mindste frygt for et nyvalg og mener – i det mindste på overfladen – at de vil stå stærkere efter den 26. juni. Og at det vil være til gavn for landet.
Lige så sikre er partierne i deres valg af spidskandidater. Således har hverken Mariano Rajoy, Pedro Sánchez, Pablo Iglesias eller Albert Rivera haft nogen modkandidat til deres spidskandidaturer. Måske ville et par udskiftninger have løsnet lidt på den tilspidsede situation, men det bliver ikke tilfældet. Det er derfor, man med rette kan snakke om et nyvalg i gamle klæder. Mariano Rajoys håb er at genvinde mange af de 63 mandater, PP tabte ved sidste valg. Mange af de mistede stemmer gik til Cuidadanos, som måske har skuffet mange af deres nye vælgere ved at danse tæt med socialisterne. Pedro Sánchez’ mislykkedes forsøg på at samle regering kan også styrke Rajoy. PP’s håb går på at blive endnu større end PSOE og dermed ”tvinge” PSOE til at indgå den nationale pagt, som Partido Popular hele tiden har ønsket. Denne brede pagt vil også få opbakning fra Ciudadanos. Omvendt håber Pedro Sánchez, at befolkningen vil se ham som manden, der reelt forsøgte at samle en bred regering udenom Partido Popular. Og som manden der i fremtiden kan få Ciudadanos og Podemos lidt tættere på hinanden. I det mindste tæt nok til at samle en mindretalsregering med en af parterne som støtteparti.

De små røde
Søger man noget mærkbart nyt i forhold til julevalget, skal man kigge til venstre i parlamentssalen, hvor ”El Coleta” (manden med hestehalen) på ny får stor opmærksomhed. Pablo Iglesias er ikke bange for at lege med ilden, men hidtil er han sluppet godt fra det. Hans seneste træk er at få det lille venstrefløjparti Izquierda Unida (IU) ind under Podemos’ vinger. IU er en mærkelig størrelse. Med sine sølle to mandater i parlamentet giver partiet ikke meget lyd fra sig. Omvendt fik IU ved sidste valg 923.000 stemmer. Sagen er, at partiet lider gevaldigt under det spanske valgsystem, hvor stemmerne optælles og mandaterne fordeles per region. Det giver en høj spærregrænse og rigtig mange IU-stemmer går tabt. Lægges de 923.000 stemmer derimod sammen med Podemos’ 5.189.000 stemmer fra sidste valg, kan de tabte stemmer for alvor konverteres til mandater. Det har Pablo Iglesias naturligvis regnet på. Omvendt leger han igen med ilden, for ved at gå sammen med IU erklærer han sit parti stærkt venstreorienteret. Hidtil har han gjort en dyd ud af at kalde Podemos for et alternativt parti.

Ny chance – sidste chance
Hvordan vælgerne tager det, får vi svaret på i slutningen af måneden. Inden da venter en valgkamp, som netop er blevet skudt i gang. Nogle venter spændt på, om der nu endelig kommer nye boller på suppen, men langt størstedelen af de spanske vælgere tager situationen med sindsro eller har fuldstændig mistet interessen for det politiske cirkus. I følge alle meningsmålinger vil valgdeltagelsen på de 73 procent fra sidst falde med mindst et par procentpoint. Tilsvarende siger meningsmålingerne, at otte af ti vil stemme det samme som sidst. Holder det stik, er vi tilbage, hvor vi startede. Så får politikerne endnu en chance for at vise sig politisk modne til at få samlet en bæredygtig regering. Spanien har ikke fortjent - og næppe råd – til at vente længere.

Mandatfordelingen
Der skal 175 mandater til at samle flertal. Otte af ti spaniere vil stemme det samme som sidst. De sidste to vil give et nyt parti deres stemme eller slet ikke stemme. Måske vil det rykke magtbalancen lidt, men meget tyder på, at bolden efter den 26. juni igen vil ligge hos politikerne. Det bliver dem, som skal vise politisk vilje og evne til at få samlet en ny, bæredygtig regering.

Felipe González
Felipe González har ikke kunnet lade være med at blande sig i den politiske situation. Som statsminister fra 1982 til 1996 havde han sine op- og nedture, og til trods for det snart er to årtier siden, han forlod politik, er han fortsat en mand man lytter til.
”Kan dit parti ikke danne regering, bør du erkende det, og ikke forhindre andre i at få chancen,” har han udtalt flere gange i løbet af foråret. Hermed langer han ud efter både Partido Popular og sit eget socialistparti, som det sidste halve år ikke har givet hinanden den mindste chance for at danne regering. Hans standpunkt giver, på godt og ondt, stof til eftertanke. Mange er enige med ham, men lige så mange husker, hvordan Felipe González for præcis 20 år siden tabte valget stort til Partido Popular og derefter gjorde alt for at forhindre José María Aznar i at blive statsminister. Til sidst måtte Partido Popular hente den nødvendige støtte blandt de små nationalistpartier i Baskerlandet og Catalonien.

De skæve meningsmålinger
Meningsmålinger skal altid tages med et gran salt - og specielt i Spanien.
Går man lidt i dybden med målingerne, ser man, at mængden af interviews er stærkt svingende. Nogle meningsmålinger er baseret på kun 500 interviews i et snævert geografisk område og giver sjældent et retvisende billede af landets i alt 36 millioner vælgere.
Dertil kommer at flere medier fortsat er stærkt politisk orienterede. Resultaterne af meningsmålingerne manipuleres naturligvis ikke, men tekst og grafer udformes ofte på en måde, så det parti, det enkelte medie sympatiserer med, kommer til at fremstå positivt. Dette gælder langt fra alle medier, men det er let at se, at aviserne El País og SUR er pro PSOE, mens aviserne El Mundo og ABC er de konservative/liberale PP-aviser.

Italien 2
Vel er der markante forskelle i opbygningen af de politiske systemer i Spanien og Italien, men flere politiske eksperter påpeger, at situationen i Spanien begynder at minde om forholdene i Italien. Siden anden verdenskrig har Italien haft næsten 60 skiftende regeringer, og siden 1975 har statsministeren været udskiftet ikke færre end 20 gange.
I flere perioder har landet haft en ”objektiv” eller upolitisk statsleder uden et direkte tilhørsforhold til nogle af partierne. Det var været resultatet af den store politiske splittelse.
Det politiske kaos har selvsagt også vanskeliggjort gennemførelsen af love og reformer, men – nok så opsigtsvækkende – har den italienske økonomi på en lang række punkter formået at passe sig selv. Det offentlige budgetunderskud ligger under de tre procent, som er aftalt mellem EU-landene, og arbejdsløsheden ligger på 12 procent (mod 20 procent i Spanien).

CDS newsletterLD print
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com