Maveforgiftning

På min sommerferie til Mexico i juli fik jeg en slem maveforgiftning. Det var totalt min egen skyld, idet jeg overhørte alle signaler fra min indre stemme. Jeg havde købt en bundt bananer uden top, der endda var en lille smule overmodne. Min indre stemme fortalte mig, at jeg ikke skulle købe bananer uden top og slet ikke spise dem, når de var overmodne. Jeg sagde ”pyt, man bliver ikke syg af bananer.”
Det mærkede jeg dagen efter, at det kunne man godt blive! Jeg fik på samme tid kraftig diarre, opkast, høj feber og ondt i hele kroppen.
Jeg havde ikke flere probiotika, dem havde jeg givet til min dejlige motortaxichauffør, der havde haft diarre i 2 uger. Det er temmelig ubehageligt, at skulle køre rundt med et par ruller toiletpapir, når du hele dagen lang er på landevejen. Jeg havde givet dem til ham, fordi jeg normalt har et godt immunsystem og en stærk mave.
Da sygdommen havde toppet kom min ven med en øl, og sagde, jeg skulle nippe til den. Den ville berolige mig lidt og det var nødvendigt med nogle sukker og saltstoffer i de 35 graders varme, der var. Jeg nippede, og mærkede, det gjorde mig godt, selvom jeg godt ved, at alkohol er vanddrivende. Da min ven turde forlade mig, kørte han til den nærmeste grøntsagsbod, købte en masse grønsager og bad dem slagte en kylling, fordi hans veninde var syg. De skyndte sig ud i gården og fandt den bedste kylling, som blev ren helse til mig. Den blev kogt med alle grønsagerne 3 timer, og så blev jeg nærmest madet med den skønne suppe.
Om det var øl og suppekuren, eller kærligheden hvormed det blev givet mig, måske en blanding af begge dele ved jeg ikke, men jeg begyndte at komme til kræfter og hurtigt kunne jeg vende tilbage til mine daglige gøremål.
 
Selvom ovenstående kur hjalp mig, anbefaler jeg generelt en mere blid og sikker kur.
Maveforgiftning florerer, efter min erfaring, ofte her i september. ”Trækfugle” fra mange lande vender tilbage til deres andet hjem her i Spanien. Toiletterne i flyene deles af mange, og mange mødes, krammer og hilser på hinanden.
 
I skolerne begynder eleverne igen deres hverdag, og her udveksles ligeledes både hilsner og bakterier fra mange forskellige steder.
Årsag til en mavegiftning kan både skyldes bakterier, virus og andre skadelige stoffer.
Symptomerne starter som regel få timer efter den indtagne føde, eller anden nærkontakt med smittevejen, men der kan gå op til et døgn, før du mærker det rigtigt.
Symptomerne er typisk kraftig diarre, opkast, mavesmerter og feber. Som regel går de stærkeste symptomer over l.l.a. ca. 12 timer.

Kosten

Ved en maveforgiftning er det godt med en kraftig udrensning, hvis du ellers er sund og rask. Ellers må du kontakte din læge og få hjælp den vej. Ligeledes må du kontakte din læge, vis tilstanden forværres eller varer ved længere end normalt.
Når du kan holde vand i dig så start med lidt kogt vand evt. tilsat lidt æblejuice- eller citron og/eller en anelse salt. Vi mister salte under sygdommen og kroppen har brug for salt, for at kunne fungere.
Start lidt forsigtigt med at indtage væske. Din mave er medtaget, så det kan være lidt svært for den at indtage for megen væske til at begynde med.
Kan du mærke, at din mund er tør som et nedløbsrør, så se om det gør dig godt, at sutte på lidt isterninger.
Havresuppe evt sødet med lidt usødet saft er en god begyndelse på lidt mad.
For at understøtte leveren kan du drikke lidt økologisk gulerodssaft.
En god hjælp kan være et revet æble. Allerbedst er det at spise et revet æble med en teske.
Kemisk ved jeg ikke, hvorfor det skal spises med en teske, men af tidligere erfaring ved jeg, at det virker. Antagelig er det, fordi æblet på den måde indtages og tygges langsomt.
Er du i fortsat bedring, kan en ristet toast være dejligt., men det skal være uden smør, brug måske lidt revet æble som pålæg.
Også lidt kogt kartoffelmos gør godt. Kartoffelmosen må være lavet på vand og ikke tilsat smør.
Du kan også vælge at supplere med neutral usødet yoghurt helst økologisk.
Lidt paradoksalt tilråder jeg også gerne lidt banan, når den værste diarre er ovre.
Ris kan medvirke til at stoppe en diarre, men jeg tilråder aldrig at begynde med det, undtagen ved babyer og børn og svækkede personer, da jeg mener, at en madforgiftning har godt af at blive renset ordentlig ud, selvom det kan være hårdt for maven. Igen gælder det kun, hvis du normalt er sund og rask.
Jeg plejer gerne at sige, at når sulten melder sig, kan man som regel også tåle maden. Pas alligevel på med at spise alt for tunge måltider. Hvis du gerne vil have lidt kød så hold dig til lidt kylling eller kalkun. Spis heller ikke alt for krydret mad de første dage, efter at du igen føler dig ovenpå. Krydderierne kan evt. medvirke til at holde kvalmen vedlige.
 

Kosttilskud

Normalt går en almindelig madforgiftning hurtigt over igen, men det kan godt svække dit immunsystem, selvom du føler dig rask.
• Det vigtigste til at opbygge dit tarmsystem og derved at hjælpe dit immunsystem er at sørge for at få et godt mælkesyreprodukt, også kaldet probiotika. Hvis du ikke ved hvilket er bedst for dig, så få information om de forskellige produkter i din helsekostforretning.
• Det kan være en god ide at supplere med Spirulina. Spirulina er er en grøn alge, der fås både i tabletform og som pulver, der kan tilsættes dine smoothies.
• Den indeholder både vitaminer, mineraler og 60% af spirulina er protein. Desuden er den fiberholdig og uden fedtstoffer. Den renser kroppen for tungmetaller og andre giftstoffer, og kaldes ofte en naturlig probiotika.
• Chlorella, der også er en algeform kan evt. indtages sammen med Spirulina. Således får du et ordentlig energiløft til dit immunsystem og en helt unik superbooster
• Aktivt kul kan også bruges ved forgiftning. Det er god til at fjerne giftstoffer fra systemet. Brug helst aktivt kul fremstillet af kokosnøddeskaller. For en sikkerheds skyld skal lige nævnes, at aktivt kul ikke har noget at gøre med rigtigt kul, så hold dig fra grillkullene!
• Hvis du vælger aktivt kul, må du være opmærksom på at drikke rigeligt med vand mindst ca 12 – 16 glas om dagen. Aktivt kul skal tages et par timer før, du spiser eller tager andre kosttilskud eller medicin.
Når du køber aktivt kul, må du sikre dig, at det ikke indeholder kunstige sødemidler. Tilsæt måske lidt juice, hvis du ikke kan få det ned i naturlig form.
• Matcha te kan være en god ide at drikke for at støtte dit immunsystem. Den er fyldt med antioxidanter, og giver kroppen en sund og naturlig energi.
• Et godt B vitamintilskud bestående af alle B vitaminerne kan hjælpe dig til energi og kræfter.
• Det kan være godt med tilskud af hvidløg, de er alment gode for immunsystemet og virker antibakterielt
• Æblecidereddike er godt for fordøjelsen. Det hjælper dig med at fordøje maden. Indeholder både vitaminer, mineraler og enzymer. Tag et par teskefulde i et glas vand.
 

Tips

• Sørg for så vidt muligt at undgå madforgiftning. Kød og især pølser skal du passe meget på, især hvis du besøger varme lande.
• Spiser du frugt og grønt må du sørge for at vaske det grundigt, inden du spiser det. Når jeg vasker mine grønsager i Mexico, bruger jeg købevand. Jeg ved ikke, hvad der findes i vandet fra hanen.
• Går du på restaurant, så bed om at de ikke putter isterninger i dine drikkevarer. Spis allerbedst skalfrugter såsom appelsin, banan osv. Sørg for at bananerne er lukkede både i top og bund, så du ikke dummer dig, som jeg gjorde!
• Inden du rejser til fremmede lande så sørg for 1 uges tid inden afrejsen at tage nogle gode mælkesyrebakterie og sørg for at tage ekstra beholdning med, hvis uheldet er ude.
• Hold dig fra at drikke vand fra vandhanen, og køb i stedet dit drikkevand. Brug også købevand til tandbørstning. Sørg for hyppig håndvask og medbring håndsprit og/ eller medbring godt med vådservietter. Du kan komme langt ved at sørge for rene hænder hele tiden.
• Undgå mælkeprodukter især hvis du lige har haft diarre. Maven kan i et stykke tid derefter have svært ved at spalte mælkesukker.
• Kan du lide gadekøkkener, så find de steder, der virker renest og tag de spiser, der er brændende varme. Bakterier kan ikke lide høje temperaturer. Det kan være supper, friturestegt mad eller stuvninger.
• Flyver du, har der været undersøgelser, der viser, at det lille klapbord foran dig, er bakteriefyldt. De kan være en god ide, at brug en af dine vådservietter til at tørre bordet af.
• Som HC Andersen sagde : ”at rejse er at leve.” Lad ikke din rejse styres af frygt. Sørg for gode rejseoplevelser jævnlidt. Det styrker også dit immunsystem.
 
 

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com