La Danesa på Youtube

Meningen med EU-valget den 7. juni

alt

”Folk spørger ikke sig selv, hvem de skal stemme på, men hvad meningen er med at stemme,” skriver dagbladet El Mundo, og det er nærmest essensen af debatten om Europarlamentsvalget den 7. juni.
Kun de færreste ved, hvem de vil eller hvem de kan stemme på. Der er meget lidt fokus på valget, og det er ikke en rar tanke, at de ellers så demokratisk forvænte europæer ikke er mere på banen, når man tænker på, hvor stor en magt, der er samlet i EU-parlamentet - en tysk undersøgelse viser, at 84 procent af al lovgivning i medlemslandene stammer direkte eller indirekte fra Bruxelles og Strasbourg.

Sofavælgerne i stadig større overtal
Går en meningsmåling, som EU’s statistiske kontor foretog i løbet af foråret, i opfyldelse, vil kun omkring 34 procent af vælgerne i de 27 medlemslande stemme ved valget. I undersøgelsen svarer 62 procent, at der ikke er nogen grund til at stemme, fordi det alligevel ikke ændrer noget. 55 procent af de adspurgte siger, at Europaparlamentet ikke i tilstrækkelig grad beskæftiger sig med problemer, der vedkommer dem.
Paradoksalt nok er interessen for at stemme dalet, jo tættere vi er kommet på valget. I en tilsvarende meningsmåling, foretaget i slutningen af 2008, svarede 37 procent, at de ville stemme, og selv det var en tilbagegang i forhold til valget i 2004, hvor 45,3 procent, hvilket pludselig lyder meget, af samtlige stemmeberettigede EU-borgere valgte at stemme.

Uvidenhed eller afmagt
Ofte hører man, at EU er en for kompliceret størrelse, at ens stemme alligevel ingen forskel gør, og at man ikke ved nok til at kunne stemme, men stadig oftere mærkes en frustration over den evindelige ja-eller-nej-diskussion, reguleringer af Lissabon-traktaten, der ligger strandet, samt skepsis mod de folkevalgte i Europas eneste fælles demokratiske råd.
I Spanien satte kampagner først for alvor i gang i maj, hvor partierne offentliggjorde sine kandidater til de 50 mandater, Spanien har ud af de i alt 736 medlemmer, det europæiske parlament vil bestå af efter 7. juni (indtil da har rådet 785 medlemmer).

Partipolitik og PP
Kandidaterne udpeges af partierne. Øverst på konservative Partido Populars liste, som består af 26 kandidater, er fhv. indenrigsminister Jaime Mayor Oreja. De 26 kandidater anses af Mayor Oreja at være et tegn på kontinuitet, stabilitet og erfaring. Nummer to er den hærdede politiker Luis de Grandes, som under PP’s regeringsperiode 1996-2004 var partiets talsmand i kongressen, og nummer tre er Teresa Jiménez Becerril, som har været offer for ETA’s terrorisme.
”Vi skal vinde, så vi kan sætte en stopper for Zapatero og lancere et alternativ, baseret på vores værdier,” siger Mayor Oreja til dagbladet ABC. Den konservative politiker henviser naturligvis til den skrantende økonomi i Spanien, men også i det øvrige Europa. Han efterlyser med andre ord traditionelle, konservative dyder: ”Vi har i årevis levet over evne, og det er på tide at appellere til alle EU-borgere. Personlige attituder skal ændres, både arbejdsgivere og arbejdstagere skal tænke på at gøre, hvad de kan, for at vi alle kan overkomme krisen,” citerer ABC.
Han er sikker på, at den europæiske konservative fløj vil sidde på magten i Bruxelles og Strassburg efter 7. juni, og meningsmålinger peger på, at PP vil få 25 ud af de 50 spanske mandater.
”Der er fire millioner årsager til at fordømme den socialistiske politik,” siger Mayor Oreja med henvisning til de fire millioner arbejdsløse, der er i Spanien, som han kalder ”Europas syge medlem”.

PSOE og den yderste venstrefløj
Frontløberen på den socialistiske liste er tidligere justitsminister, kanariske Juan Fernando López Aguilar, mens nummer to er Ramón Jáuregui.
PP kalder PSOE’s valgprogram ”et indholdsløst ideologisk program”, mens PP, ifølge Ramón Jáuregui, ”bare forsøger at benytte valget til Europaparlamentet som en trampolin for at nå til La Moncloa.” Det er vel et faktum, som PP ikke gør de store anstrengelser for at skjule, men en sejr til PP føler Ramón Jáuregui ikke er berettiget: ”Det jo er deres skyld, vi har krise. Den skabte de under deres seneste regeringsperiode,” sagde han under en pressekonference.
Nummer tre er tidligere minister for offentlige arbejder (Fomento), andalusiske Magdalena Álvarez, der kommer fra San Fernando ved Cádiz, og som vil kæmpe for, at Andalusien fortsat nyder godt af de mange euro fra Bruxelles.
Det største parti på den yderste venstrefløj, Izquierda Unida (IU), slår pjalterne sammen men ligesindede IU, EBB, EUiA, ICV og IR, og øverst på denne liste er Willy Meyer Pleite fra IU.

Nationalistiske og grønne sammenplantninger
Udover førnævnte stiller en sammenslutning af partimedlemmer fra otte forskellige partier også op under navnet Coalición por Europa. Blandt disse er PNV, PA (Partido Andalucista) og andre, regionale partier. Øverst på denne liste er Ramón Tremosa fra CDC (Coalición Canaria), mens PA har sat Carlos Bautista på listen.
Derudover er der endnu en union, der kalder sig Europa de los Puebles – Los Verdes (Europas folk – de grønne), som ligeledes består af en bogstavssuppe, heriblandt RC, BNG, og EA. Spidskandidaten her er Oriol Junqueras fra Esquerre Republicana de Catalunya (ERC).
Dette parti havde ellers friet til CiU for at de sammen skulle stille op med en fælles catalansk liste, men måtte se sig forsmået af CiU.
Blandt listerne finder man også Unión Pregreso y Democracia (UPyD) med Francisco Sosa Wagner øverst på listen og Libertas-Ciudadanos de España, der består af C, UPS og PSD, med Miguel Durán Campos som frontløber.

Bekend farve
”Hvis EU ikke eksisterede, var man nødt til at opfinde det,” skrev Felipe González i maj i El País, hvormed han tillod sig at stjæle Kofi Annans ord om FN.
Den fhv. PSOE-statsminister fortsatte: ”Der findes ingen nationale løsninger på globale problemer,” og deri må man give manden ret; uanset om man er tilhænger af EU-apparatet eller ej, er det ikke det spørgsmål, som skal besvares den 7. juni. Det er derimod spørgsmålet om, hvem som bedst kan redde os ud af de kniber, vi befinder os i. Og selvom man ikke ved, hvem der er hvem i den lange liste af navne, kan man i det mindste stemme på en politisk farve, ellers fraskriver man sig muligheden for at vælge, hvem der de næste fem år skal træffe 84 procent af alle de beslutninger, der påvirker vores hverdag.


Flere lande aspirerer til medlemskab
På et EU-topmøde i maj diskuteredes atter muligheden for optagelse af flere østeuropæiske lande.
Moldova, Ukraine og Hviderusland, hvor der hærger nærmest diktatoriske tilstande, banker på. Også Albanien vil være med. Den tidligere ekstremt kommunistiske balkanstat afleverede i april en formel ansøgning.
Der er måske lang vej endnu for Albanien, men landet blev samme måned, samtidig med Kroatien, inviteret indenfor hos NATO.
Fra det tidligere Jugoslavien, venter allerede lilleputnationen Montenegro svar på sit SU i sin ansøgning, der blev afleveret i december 2008, og Bosnien og Serbien forventes at ansøge om medlemskab i løbet af 2009.
Tyrkiet venter naturligvis også på svar. Dette lands vej mod EU har været lang og fuld forhindringer. Flere skabt af Tyrkiet selv end af EU. Landet har ikke formået at fuldføre de nødvendige reformer omkring bl.a. menneskerettigheder.
Specielt Frankrig og Tyskland modsætter sig tyrkisk optagelse, og sidstnævntes kansler, der som bekendt er presset af de mange tyrkere på hjemmebanen, har foreslået, at Tyrkiet i stedet gives et ”privilegeret partnerskab”, med andre ord en handelsaftale. Det lilleasiatiske stat er i dag Europas sjettestørste økonomi, og så skaber det stadig afstand mellem Europa og de mere ekstreme muslimske lande.


Ved nogen, hvor udgangen er?
De første EU-politikere må nødvendigvis være selvlærte, og reglerne lader da også til at blive omstøbt undervejs, så de bliver nogle mere håndterlige størrelser.
Det gælder f.eks. reglen om begrænsning af statslige budgetunderskud. Tyskland insisterede tidligere på overholdelse af Stabilitetspagten, men både Tyskland selv og Frankrig har brudt aftalen ved i et par år at have et for stort underskud på de offentlige finanser.
På grund af den økonomiske krise har man dog besluttet, at Unionen igen kan acceptere større offentlige budgetunderskud, end det Stabilitetspagten tillader, hvilket også giver Spanien et tiltrængt pusterum.


Spanien præsiderer over EU første halvår af 2010
Spanien overtager fra nytår formandskabet for EU, og skal præsidere det første halvår af 2010. Statsminister Zapatero Rodríguez lover, at man de seks måneder vil fokusere på at genoplive økonomien, udvikle menneskerettighederne i Europa og forstærke EU’s rolle på den globale scene.
Den internationale akt vil, ifølge dagbladet El País, fokusere på det specielle forhold til Latinamerika, fornyelse af samarbejdet med USA og se på problemerne i Afrika, som, statsministeren mener, repræsenterer den største fare for global sikkerhed.


Bedrageri i Bruxelles
Tidligere på året blev en rapport fra EU’s egne revisorer offentliggjort. Den viste, at flere af parlamentsmedlemmerne ganske enkelt svindler med regnskaberne og de i alt 150 millioner euro, de 785 medlemmer hvert år har til at ansætte assistenter og kontorpersonale.
Ifølge nyhedsmagasinet Time har flere medlemmer brugt en del af pengene til at dække personlige udgifter eller overført midlerne til firmaer, hvis eneste formål er at modtage disse penge.
Den 92-sider lange rapport blev dog ikke frivilligt udleveret. Det var kun takket være et hollandsk parlamentsmedlem, Paul van Buitenen, der lagde den på sin hjemmeside, at offentligheden fik kendskab til dens eksistens.
Revisorerne har kun undersøgt 167 ud af 4.700 udbetalinger til ansatte i en enkelt måned og nævner ingen navne. Alligevel ville viceformanden for parlamentet lægge låg på sagen og forhindre offentliggørelse.
”Europaparlamentet kan ikke hævde at være Europas samvittighed, når dette sker,” siger Van Buitenen til Time.
Det var den samme hollænder, hvis manglende lyst til at overholde reglerne og holde munden lukket i 1999 var med til at bringe hele Europakommissionen til fald.
Samtidig er det kommet for lyset, at mange parlamentsmedlemmer sikrer sig livslange, ekstra pensioner takket være en fond, der opererer skattefrit i Luxembourg. Parlamentet har hidtil hemmeligholdt navnene på de ca. 1.100 politikerne, der har valgt at takke ja til at modtage op til 100.000 euro om året – vel at mærke udover den pension, de naturligvis er berettigede til fra deres hjemland.
Fonden, der lukker for nye medlemmer den 1. juli, skulle i øjeblikket have et kæmpe underskud, og spørgsmålet er, om EU-borgerne nu skal betale politikernes ekstra pensioner.

Norrbom Marketing

Kontakt

Læserservice

sektioner

Norrbom Marketing

Centro Idea
Ctra. de Mijas km. 3.6
29650 Mijas-Málaga
Tlf.: 95 258 15 53
norrbom@norrbom.com