Det danske magasin i Spanien
Teknologiparken i Málaga – en stadig voksende by-i-byen

Teknologiparken i Málaga - en stadig voksende by-i-byen

Hvis du bor nær Málaga, har du med garanti kørt forbi afkørsel 61 mod Parque Tecnológico de Andalucía (PTA), som i flere år har haft massivt pres morgen og eftermiddag, når de godt 20.000 personer, som arbejder i denne teknologipark, skal til og fra arbejde.
PTA er med andre ord ikke et sted, man kommer, hvis man ikke har et ærinde der. Så La Danesas udsendte har denne sommerdag lavet en aftale med Aline Daniel, som er ansvarlig for internationale projekter i PTA, for at finde ud af, hvad denne teknologipark, der beskæftiger så mange mennesker, egentlig er for en størrelse. Afkørslen er intet problem denne julidag, hvor mange sikkert allerede er taget på ferie.
Som jeg triller ned ad de fine avenuer føles det som at køre rundt på et gigantisk universitetscampus. En lille flod løber gennem noget af det store areal, og her er ganske frodigt med ekstremt velplejet vegetation. Arkitekturen kendetegnes af modernismen – der er mange glasfacader og stålkonstruktioner, uden at parken på nogen fremstår industriel. Forretningsmænd- og kvinder piler mellem bygningerne med to-go-kopper, laptops og attachemapper i hænderne.
Parkeringspladserne hænger ikke på træerne, og jeg må ned på en tom grusgrund med bilen, før jeg kan sætte kursen mod PTA’s hovedkontor, der ligger i en bygning, der er indrettet som en ægte spansk finca med den klassiske arabisk-inspirerede patio i midten, hvor her løber et lille vandløb langs hele patioens længde. Stor kontrast til den modernistiske atmosfære, jeg netop har bevæget mig i.
Aline Daniel tager i mod på første etage, og vi tager plads i et tomt mødelokale. Hun har været ansat i PTA i 10 år og fortæller her om parkens udvikling:
”PTA blev grundlagt i 1998, men man havde ikke forventet en så kraftig vækst, og på nogle områder, bl.a. det trafikale, har det været svært at følge med. Indkørslen til parken fra motorvejen har været notorisk kendt for at tage lang tid at komme igennem om morgenen og om eftermiddagen, til stor gene for medarbejderne. Dog har man nu lavet endnu et spor, så der på de særligt belastede tidspunkter er tre spor i stedet for to. Det har hjulpet gevaldigt, men det er ikke en løsning, der er holdbar i længden,” fortæller hun, og spørgsmålet om et metrostop vil nå til parken bliver mødt med et gevaldigt træk på skuldrene. PTA’s nærmeste metrostop befinder sig 8 km fra hvor vi sidder nu, og de evindelige forsinkelser i Málagas metroprojekt tyder ikke på, at et metrostop i parken nært forestående.
Er det nemt at tiltrække kvalificeret arbejdskraft for virksomhederne i PTA?
”Vi har et tæt samarbejde med Málaga universitet og vi kender kundernes behov. Faktisk er vi med til at skabe fremtidens uddannelser på baggrund af sektorernes fremtidige behov, som især drejer sig om det, man kalder ’disruptive technology’, hvilket vil sige blockchain-teknologi, kunstig intelligens (AI) og big data,” slutter Aline Daniel.

Historisk overblik og industrier

Ideen om en teknologipark i Málaga blev født i 1988, da Junta de Andalucía og Málagas byråd sammen underskrev aftalen om at skabe en sådan park. I 1995 blev en aftale sat i stand med den internationale organisation for teknologiparker (IASP), om at disse skulle have hovedsæde i netop PTA. Siden 2005 har PTA også været hovedkvarter for det andalusiske teknologi-netværk (RETA).
De sektorer, som mest er repræsenterede i PTA er: informationsteknologi (elektronik, information, computerteknologi og telekommunikation) som sammen med ingeniørvidenskab, konsulentvirksomhed og rådgivningsfirmaer samt bogføring står for godt en tredjedel af det totale antal virksomheder. Af skandinaviske virksomheder i PTA kan nævnes danske bestseller og svenske Ericsson samt norske Novoshore.

PTA i tal
646 virksomheder
20.000 arbejdere
10 cafeer
5 restauranter
1 skole og 2 børnehaver
Derudover findes i parken: hotel, tankstation, helikopterplads.

PTA i endnu større tal
PTA står for mellem 6–9 % af Málagaprovinsens BNP. Siden projektets start er 790,5 millioner euro blevet investeret i PTA. 613 millioner fra private virksomheder og 177,5 millioner fra offentlige investeringer. Den totale omsætning for de virksomheder, der er baseret i PTA, overstiger 1.600 millioner euro.

Fremtidens PTA
PTA selv forudsiger en vækst, der betyder, at der i 2028, tre årtier efter opstart, vil være mere end 1.000 virksomheder og 30.000 medarbejdere. Der er allerede nu rift om lejemålene i PTA. Faktisk er parkens kontorer så fuldt optagede, at man er ved at udvide med flere bygninger. To er i projektfasen og en er under konstruktion. Denne kommer til at føje 3.800 m2 til PTA’s kontorareal.

Af Louise Mercedes frank, louise-mercedes@norrbom.com

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.