Almería – når enden er god....

Skrevet af Else Byskov, fotos af Erik Gadegaard og Else Byskov på . i Udflugter & Rejser

Almería bliver somme tider i folkemunde kaldt ”el culo de España” (Spaniens ende, numse eller røv). Det bliver den nok, fordi den ligger helt ude i det sydøstlige hjørne af landet og er omgivet af et landskab, der minder om ørken (semi-desierto). Pga. ørkenen var Almería provinsen meget fattig og ikke noget særligt attraktivt sted at bo. Men sådan er det ikke mere, for dels har turisterne fået øjnene op for områdets skønne klima og herlige strande, og dels har man over de sidste 40 år fået gang i en grøntsagsproduktion uden sidestykke. Denne produktion foregår ganske vist i drivhuse under plastik, og det er muligvis ikke noget kønt syn, men det har bragt stor velstand til området, og jeg synes det er fantastisk, at man kan hæve levestandarden for en hel masse mennesker ved at være foretagsom og virkelysten. Så nu er der andre boller på suppen i Almería, som i dag har tæt på 200.000 indbyggere, og vi er taget dertil for at se på byen og på et helst specielt fænomen: gamle beskyttelsesgange fra borgerkrigen. De kan nu besøges, og det er en virkelig speciel oplevelse.

Nu er der motorvej hele vejen til Almería fra Málaga og det tager under 2 timer at køre dertil, så det er jo en smal sag. Vi havde læst om beskyttelsesgangene (refugios) fra borgerkrigen på byens website: https://www.turismodealmeria.org og da det ikke var nogen, vi havde hørt om før, var vi straks fyr og flamme og ville ind og se dem. Til den ende skal man bestille plads på den guidede tur, der tager en lille time. Man kan købe billetter online her: https://www.flowte.me/storefront/?v=597 og en billet koster 2 € for pensionister.

Da vores guidede tur startede kl. 12 middag, kørte vi tidligt hjemmefra og ankom til byen i god tid. Vi parkerede midt i byen i den P-kælder, der hørte til vores hotel, så det var nemt. Vores hotel hed Aire – Hotel and Ancient Baths og det var et hit. Se hotellet her og bestil: https://www.airehotelalmeria.com/es/home/aire-hotel-ancient-baths/ Hotellet ligger lige på Plaza de la Constitución og lige overfor turistkontoret, hvor man kan få et bykort udleveret.

Bevæbnet med bykortet, fandt vi let frem til samlingsstedet for besøget i Los Refugios, som ligger lige midt i byen. Der er bygget en pavillon og her vises der en kort film inden vi dykker ned i dybet under byen. Filmen rummer interviews med nogle almeriensere, der var børn under borgerkrigen, og som derfor kan huske, hvordan det var at sidde dernede mens bomberne faldt. Men inden vi går videre, skal vi nok lige opridse historien om Almería under den spanske borgerkrig fra 1936- 39.
Almería var rød, hvilket vil sige, at byen var loyal overfor den spanske republik. Den folkevalgte, siddende regering for republikken blev jo væltet af Franco og langsomt åd Francos tropper sig ind på de dele af Spanien, der stadig var på republikkens side. Fordi Almería lå så yderligt i riget og var så fattig, så var den en af de sidste byer, der faldt i Francos hænder. Faktisk faldt byen kun to dage før borgerkrigen endte. Byen var derfor et tilflugtssted for de mange republikanere, der flygtede fra de områder, som Francos tropper havde besat. Almería var et republikansk fristed og det betød, at det var et bombemål for både frankistiske og tyske fly. Byens indbyggere med bystyret og arkitekt Guillermo Langle i spidsen var derfor ikke sene til at indse, at de måtte bygge beskyttelsesrum til befolkningen, som dengang var på ca. 50.000 mennesker. Byggeriet startede i 1936, 3 måneder efter krigens udbrud, og det stod færdigt i foråret 1938 – det tog altså 1 ½ år at udgrave de 4,5 km. lange tunneller, der lå 9 m. under jorden. Der var 67 nedgange spredt over hele byen, så det var let at få adgang til beskyttelsesrummene. Udgravningen forgik med hakke, skovl og spade og der blev arbejdet på frivillig basis af alle borgere døgnet rundt. Æsler blev brugt til at bringe den udgravede jord ud, og det er lidt af en bedrift, at det lykkedes at færdiggøre refugierne inden krigen var slut. Almería var udsat for 52 bombeangreb, dels fra luften og dels fra havet, så der var god brug for beskyttelse.

Nu skal vi ned og se disse beskyttelsesrum, og efter filmen bliver vi af en kyndig kvinde ledt ned ad trapper, og straks står vi nede i en af de mange tunneller under jorden. Vores tur er på ca. 1 km. og vi bliver ført afsted og får en masse at vide (på spansk). Hernede under jorden var der både et forsyningssted for fødevarer, nogle private rum og en klinik, hvor sårede kunne behandles. Hvis man skulle besørge, skulle man selv medbringe en potte, for der var ingen toiletter. Derimod var der bænke langs med siderne, så man kunne sidde ned og der var elektrisk lys, når det ellers virkede. I slutningen af besøget er der et lyd-show, hvor man hører fly nærme sig og bomber falde, mens lyset bliver slukket. Det er meget virkningsfuldt og gribende. Herefter bliver vi ledt ud igen, og kommer ud i den anden ende af El Paseo, og så må vi selv finde tilbage til startstedet. Det er uendeligt lettende atter at stå ude i Guds frie luft efter dette underjordiske eventyr. Et besøg i disse refugier er et must og det er det største besøgbare beskyttelsesrum i hele Europa.

Nu må vi hen og se på vores hotel, som er helt nyt og ligger centralt. Her i februar havde de et febertilbud, så for et fancy dobbeltværelse skulle vi kun betale omkring 75 €. Nede under hotellet har de bygget nogle ´romerske´ bade, som er vildt fine, og som man ikke bør snyde sig selv for at besøge. Når man bor på hotellet, er der 25% rabat på et spabesøg, som dermed koster 19€ pr. næse...de er godt givet ud. Vi havde bestilt plads i badene til kl. 18.00, så vi havde tid til at besøge Almerías berømte borg først.

La Alcazaba de Almería er Spaniens største borgkompleks, og det er i sandhed imponerende. Da det ligger ganske tæt på byens centrum, er det en smal sag at gå derhen. Komplekset er så stort, at almindelige mennesker kunne bo indenfor murene, og da det i sin nuværende form primært blev bygget af maurerne, kan man besøge to mauriske boliger derinde. Der er fine haver, et stort vandreservoir, bade, mure, tårne og pladser, så der er nok at se på. Øverst oppe er der et stort tårn, som man kan komme ind i, og det er i det hele taget et interessant besøg at gå rundt som man lyster i dette store monument.

Herefter er der tid til at besøge den kæmpestore domkirke, som også er imponerende. Men nu er dagen ved at være gået og nu skal vi i bad.
På vores værelse hænger der badekåber og tøfler, som vi skal have på ovenpå vores badedragt (husk!). Og nu går vi ned i hotellets kælder, hvor den ikke har fået for lidt med genopbyggelse af et ´oprindeligt´ romersk / arabisk bad. Det ser vildt autentisk ud, der er dæmpet belysning og en dejlig afslappet stemning. Her er der både frigidarium (koldt), tepidarium (lunkent), caldarium (varmt), et strømbassin med dyser, et flotarium (meget salt vand, hvor man kan flyde), et dampbad og et stort kar, hvor man kan bade i rødvin (dette koster dog ekstra). Der er små nicher, hvor stearinlys svagt oplyser rummet og det er alt sammen meget lækkert og bestemt et besøg værd. Jeg har i hvert fald aldrig oplevet noget lignende. Det skal prøves!

Efter endt bad drager vi ud i byen og spiser aftensmad nede på paseoen. Der er masser af liv i byen sådan en aften, og det er ikke turister, der præger bybilledet, men den lokale befolkning, der ser ud til at trives vældigt. Men nu er der jo også fred og velstand i byen, så når enden er god, er alting godt.

Det skal lige siges, at Almería er en betydelig havneby med færgefart til Melilla, Nador (Marokko) og Oran (Algier), så denne aktivitet præger naturligvis også byen og giver beskæftigelse og et eksotisk præg. Nede på havnen kan man også se gamle udskibningsramper for jernmalm og hvor kom så malmen fra? Den skal vi ud og finde i næste nummer af La Danesa, så følg med, når vi krydser en ny bjergkæde, vandrer rundt i en forladt mineby, leder som gale efter en ældgammel dame og vandrer på en nedlagt jernbane.

Udskriv