Fiskeudflugt - intet nyt på Middelhavet

Vi mødtes i havnen i Puerto Banús tidligt en lørdag morgen. Udflugten bookede vi for to måneder siden, og betalingen blev klaret i god tid. Vi havde alle set frem til dagen. For at være helt sikre på tidspunkt m.m. ringede en af os til arrangøren dagen før udflugten. Mere bestemt ringede vi til Luna Pesca i Puerto Banús, som vi kunne se havde fået gode anmeldelser på blandt andet Tripadvisor. Det var der, det hele begyndte:
Luna Pesca: Hallo?
Vi: Hej, det er os, der har booket en fisketur i morgen. Vi ville bare bekræfte tidspunktet, vi mødes i morgen, 8.30?
LP: Øhh, ja, det stemmer.
V: Godt at høre! Og så ville vi lige bekræfte, at vi alle kommer, så der er nok mad og drikke til os alle.
LP: Hvad? Nej. I har booket den lille pakke, og det er uden mad og drikke.
V: Nej, det kan ikke passe. Vi har booket en heldagstur til 1500 euro, altså 8 timer inklusive mad og drikke. Det har vi også fået bekræftet af bookingselskabet via e-mail.
LP: Jaså, nå, men så må jeg jo se og få styr på det. Men der er altså ikke meget åbent nu. Jeg skal se, hvad jeg kan gøre.
V: Og på bookingen står der også øl, sangria og et alkoholfrit alternativ.
LP: Ja, det ordner jeg.

 

Det var altså ikke den bedste start. Men vi går alle om bord på båden og er ved godt mod, da sikkerheden og reglementet på båden gennemgås, før vi sejler ud. Kaptajnen viser sågar kølerboksen med de kolde drikkevarer og fortæller os, at der vil blive serveret sandwich ved 13-tiden.

 

Nu rynker en af mine venner på næsen og spørger til frokosten – sandwich? Derefter spørger han, hvilke drikkevarer, der er og letter på låget til køleboksen. Til otte timers sejlads har de købt to øl per person, der er ingen sangria, og så er der ti små vandflasker og nogle sodavand. Kaptajnen forsvarer sig hurtigt med, at han ikke vil have fulde folk på båden, hvorefter vi pointerer, at vi er ti voksne personer mellem 40 og 50 år, med to 36-årige som på ingen måde kan blive fulde af to øl hver. Faktum er, at vi skal have noget at drikke de næste otte timer, uanset om det så bare er vand. Han tager diskussionen med os, hvorefter han hopper i land, og snart efter er han tilbage med flere drikkevarer; både vand, øl og sodavand. Nu kan vi starte dagens sejlads.

 

Båden sejler ud fra Puerto Banús havn. Morgenbrisen er lun, og jeg sidder og kigger mod bjergtoppen La Concha, som bliver mindre og mindre, fra min plads på bådens front, hvorfra jeg også kan se, hvordan morgensolen står op og bevæger sig højere op på himlen.

 

Vi blev enige med kaptajnen om at sætte kurs mod Gibraltar. Vi har nemlig tidligere fisket uden for Torremolinos og Málaga, så vi vil gerne prøve at fiske et nyt sted, ligesom vi håber på at se et par delfiner.

 

Trods den dårlige start er det skønt at sidde på øverste dæk med vennerne med udsigt til det stille hav, der kun spoleres af bådens fremdrift mod Gibraltarstrædet. Efter ca. 1 time og godt 12 km, smider kaptajnen seks fiskeliner ud. Så må vi se, om vi har held til at fange en tunfisk eller en hornfisk. Dog får vi ikke mulighed for at hjælpe til med linerne, og de er kun ude 8-15 meter fra båden, hvilket får os til at spørge, hvordan vi skulle kunne fange større fisk med så kort en snor. Men vi får at vide, at det er sådan, det nu engang skal være, så vi tænker ikke mere over det. Pludselig får vi selskab af to delfiner, hvilket øjeblikkeligt hjælper på humøret om bord, men kort efter er de væk igen. Så sidder vi og kigger på linerne og på havet.

Efter et stykke tid mærker vi, at båden skifter retning og nu sejler østerud. Vi spørger, hvad der sker og får at vide, at andre fiskerbåde har rapporteret, at de har set nogle større fisk mod vest, og at kaptajnen derfor har besluttet at styre i retning mod Málaga. Igen sætter vi spørgsmålstegn ved dagens fremgang, denne gang fordi kaptajnen alene har taget denne beslutning. Vi beder han om at sætte kurs mod Gibraltarstrædet igen, men det sker ikke. Han har nemlig bestemt sig for, at vi skal styre mod Málaga.
Motorens brummen og de langsomme sving gør øjenlågene tunge. Da det ikke ser ud til, vi har held til at fange noget, ligger jeg mig ned på bådens bænk og tager en formiddagssiesta.

Da jeg vågner, er solen forsvundet bag et diset lag. Havet er fortsat spejlblankt. Det begynder, efter nogle timer, at virke som, om kaptajnen helt ignorerer fiskeriet og bare gør, som han har lyst til. Da vi når kysten ud for Torremolinos og Málaga, sidder vi igen og taler sammen mens vi skåler i øl – for sangria har de jo ikke købt.

Og havet er stille
Da båden efter en stund standser, spørger vi kaptajnen, om vi ikke kan prøve lykken med de fiskestænger, der står i kahytten. Overrasket kigger han på os og forklarer, at han ikke har madding med sig, hvilket får os til at spørge, hvorfor han i det hele taget ikke har købt ind til turen samt hvad han havde forestillet sig, ti mennesker skulle lave, når de køber en dagslang fiskeriudflugt. Tror han virkelig, vi bare vil sidde på dækket og kigge på vandet? Kaptajnen forklarer, at han ikke har haft tid til at købe madding, noget vi har svært ved at forstå, eftersom vi bookede turen i rigtig god tid.

 

Så er det tid til at spise. Vi får serveret en baguette med forskelligt pålæg. I forhold til prisen for denne dag, 150 euro per person, mener vi alle, at man kan forvente sig mere end baguette med ost eller skinke, serveret med øl fra en discountforretning. Mens vi står og spiser, bliver vi enige om ikke at opgive håbet om en dag, der i sidste ende stemmer overens med vores forventninger. I stedet sætter vi os alle sammen på fordækket, hvor vi beslutter at lade kaptajnen have sine fiskeliner og styre præcis hvorhen, han vil. Vi er her for at have en hyggelig dag sammen, og det vil vi sørge for, at vi får.

 

Solen bryder langsomt igennem den disede himmel, hvilket trods alt spreder lidt glæde blandt os. Det er faktisk rigtig hyggeligt at sejle rundt ude på det store hav i gode venners selskab og bare tale om alt mellem himmel og jord. Det er jo ikke særlig ofte, man bruger flere timer sammen, hvor ingen har noget som helst andet, de skal. Men da kaptajnen tilbyder os at standse og bade, da vi sejler tilbage mod Puerto Banús, vil vi bare gerne af denne båd. Det eneste, der har stemt overens med den aftale, vi havde, var, at vi har været ude på Middelhavet en hel dag; en dag som vi kommer at mindes som dagen, hvor der ikke skete nogen som helst.

Sådan kan det gå.