Backpackere i den tredje alder - Lis og Asger rejser ud af komfortzonen

De rejste ud 29/12 og vendte først retur til Danmark i begyndelsen af maj i år. Jeg møder parret i deres hus i Nerja.

 

”Vi købte huset her i ’11 for at have et sted at tilbringe vintrene. Det hyggede vi os med nogle år, men så blev udlængslen igen for stor, og der måtte ske noget,” fortæller Lis entusiastisk.
”Der er gået 10 år siden vores sidste rundrejse i Asien, så meget havde ændret sig,” siger Asger, og parret taler nærmest i munden på hinanden i deres iver for at fortælle om rejsen.
Lis har været forstanderinde på en skole, Asger har haft adskillige forskellige spændende karrierer, bl.a. har han arbejdede for Dansk Flygtningehjælp i den periode, Danmark modtog mange Vietnamesiske flygtninge, hvorfor den del af rejsen, der foregik i Vietnam, gjorde særligt indtryk på både Lis og Asger.

 

”Vi var især overraskede over at se, hvor langt Vietnam er kommet. Landet er interessant for os, der jo kan huske Vietnam-krigen og har billedet af ”Napalm-pigen” for evigt fastbrændt på nethinden. Det, der er mest utroligt, er, at Vietnameserne ikke virker bitre over det, amerikanerne udsatte dem for. Man bruger ikke tiden på at se bagud, men kigger i stedet frem ad, hvilket nok i høj grad har noget med deres religion at gøre. Buddhismen er ikke så skyldbaseret som kristendommen,” beretter Asger.

Lis og Asger møder næsten ingen andre på deres alder, der rejser på den måde, de gør.
”Vi møder dog mange, der siger ’vi ville ønske, det var os, men vi tør bare ikke’, mens de selv rejser med pakkeløsninger og skal holdes i hånden af et rejsebureau,” siger Lis, der anbefaler, at man bare kaster sig ud i det.

 

Hvad siger jeres familie og venner til at I rejser, som I gør?
“Vi har kun hørt ordene, sejt – stolt, men børnene synes godt nok, vi er længe væk, og kan af og til være lidt bekymrede måske. Men overordnede er de stolte, og vennerne syntes vi er seje. Vi har også følt, at vi har skubbet til nogle af vores venner, så de turde lidt mere, udover at rejse med almindelig charter.”

 

En ting undrede dog parret på deres seneste tur. De mødte næsten ingen unge danske backpackere, hvilket de absolut gjorde, på den sidste rundrejse for 10 år siden.
”Det er tydeligt, at det med fjumreårene er slut for de danske unge og det er en skam, for det er ofte her, man lærer at klare sig, og hvor man lærer sig selv at kende – en god ballast for at komme videre i livet. Men nu har vi fået et uddannelsessystem, hvor man skal hurtigt igennem på klippekortsløsninger,” sukker Lis.

 

”Det skader ikke at komme lidt ud over kanten – komme ud af sin komfortzone og bruge hele ens system for at klare sig i en situation, hvor man er usikker. Man opdager også, at folk generelt er meget hjælpsomme. Der var bl.a. en mand, der fulgte os flere kilometer til et hotel i den anden ende af byen. Han kunne se, at vi var trætte og udmattede og vist nok også lidt vildfarne, og så spurgte han, hvor vi skulle hen, og fulgte os uden et ord helt ind i hotellets reception. Da vi vendte os om for at sige tak, var han allerede forsvundet.”

Maden bliver på rejsen indtaget på gaden fra små gadekøkkener, siddende på de små plastikstole, som ser hamrende ukomfortable ud, men som man bruger med største naturlighed overalt i Asien. I sin rejsebeskrivelse, hvor Asger har nedfældet oplevelser fra hele rejsen, kommer man med helt ind bag facaden. Med ned og få skoldhed vietnamesisk kaffe på lokale cafeer i de tidlige morgentimer, mens luderne lister hjem ad sidegaderne og fiskerne sætter net ud. Alt imens der sludres med de lokale. For der bliver sludret – med lokale, rejsende og turister. Den måde, Lis og Asger rejser og oplever på, er enormt ægte og upoleret, og når man læser rejsebeskrivelsen, er man ikke i tvivl om, at besværet er det hele værd. Læs selv med her fra et udpluk af Asgers rejsebeskrivelse:

Vi har den opfattelse, at vi bliver nødt til at udfordre, opsøge noget andet, fordi en
hverdag der blot har det samme niveau med hensyn til tryghed, det kendte, problemløse, gør, at vi bare lader tiden flyde uden egentlig at blive udfordret.
Det, at blive udfordret af det ukendte, gør for os en stor forskel. Vi lærer noget, vi bliver bange, nervøse, usikre, men på den gode måde. Adrenalinen kommer op at køre, problemer skal løses, udfordringer konfronteres, beslutninger træffes om, hvad vi nu skal. Alt der giver et boost og bringer os væk fra den daglige magelighed. Samtidig med at vi møder nye spændende og interessante mennesker. Vi får nye historier, en ny dimension af hvad verden egentlig er.
Vi har været ude for meget, bl.a. at blive sat af på en flodbred i Laos midt om natten. Blevet smidt af en båd i junglen i Cambodja og mange andre situationer. Ud af det kommer der nogle fantastiske oplevelser, selvom det kan være ubehageligt, hårdt og irriterende, mens det står på. Summen af det, vi oplever, er sammenhold, hjælpsomhed, tagen sig af hinanden, som det opstår på sådan en rejse. Ikke kun imellem Lis og jeg, men også med dem, vi rejser med, møder i det fremmede. Vi er i samme situation, og vi skal løse de problemer sammen, der kommer. Det giver en helt speciel følelse af at være sammen om noget.
Vi har haft de mest fantastiske oplevelser, som man ikke får på en organiseret rejse. Vi er kommet steder, hvor vi bagefter tænkte, det kunne være gået helt galt, men det gjorde det så ikke. Og det viser sig gang på gang, at mennesker ude i verden er venlige og gerne vil hjælpe, selv de mest øde steder, hvor vi ikke engang kan det samme sprog. Det løser sig altid, med lidt tegnsprog, nogle få
brokker, og vi er videre.
Vi har den opfattelse, at man kan bruge den nervøse energi positivt. Selvfølgelig skal man være opmærksom, men man skal ikke betragte alle fremmede som potentielle forbrydere. De er mennesker på godt og ondt, ligesom os selv.

Det er, kan vi mærke, på tide at komme væk fra det konforme. Den daglige katastrofestemning i medierne, hvor der næsten ikke findes nogle positive historier, undtagen når ens favorithold vinder i fodbold.
Så nu begynder rejsen igen, ud i det ukendte, som helst skulle blive til en bekendt. Vi prøver på at være hvert sted i nogen tid, og på den måde få landet, menneskene, duftene, maden, stemningen med os videre. Lade landet kravle ind i os.
Der er afgang fra København torsdag den 29. december kl. 14.50 – Bangkok venter, og vi er spændte på, hvad vi nu skal opleve.

Vi valgte at bruge dagen på en udflugt til Wat Po i Kings Palace.

 

For lige at forklare hvad Wat Po er, så er det massagens svar på NOMA i København. Det er munkene i klosteret, der har udviklet denne form for massage, som er helt unik og enestående. Det her er den rigtige ting.
Alle thaifolk og turister var ude på denne helligdag. Vi kom ind i Wat Po og fik nummer 63 & 64. Der var 45 min. ventetid, men det var det værd. Vi gik derfra helt høje.
For at Komme til Kings Palace og Wat, ja så skal man med vandsporvognen ad Bangkok River. Vi plejer at stå på ved nr. 13 og af ved nr. 8.
Denne Helligdag, var det dog anderledes. Vi stod på ved 13, men vi skulle krydse floden, og derefter over i en anden båd, for at krydse floden over til nr. 8. Og det samme tilbage, sammen med en million andre mennesker, de fleste var thaier klædt i sorg over kongens død.
Det er en alvorlig ting, og pjat og spøjs er ikke lige det, der er på dagsordenen.

 

Efter en rundtur i Kings Palace og Wat Poo, tog vi os en ”smart” frokost på et nyåbnet galleri. Lækkert var det, og de havde fine ting, tasker, punge, kalendere, alt lavet at folk fra designskoler. Men 200 bath (40 kr) for kaffe – normalpris 20 bath – og 200 bath for en crossiant, så var det sgu også betalt for at sidde der med den hippe ungdom.

 

Så en tur i poolen, lidt eftermiddagskaffe og efterhånden trængte mørket på. Det samme kommer så – hvor skal vi spise? Vi holder meget af et sted, hvor de har den mest pragtfulde mad, alt imens værtsparret konsumerer whisky og vand, og regningen er til at overkomme. Lis og jeg er jo ikke til finere madlavning i magelige stole. Vi vil snakke med folk, og det gør man altså på gaden, og skæbnen ville, at vi mødte to franskmænd, som vi havde mødt i Hua Hin i 1999. Sådan er livet også. De ledte stadigvæk efter kvinder.
Nu er det tid til at komme til Kuala Lumpur og derfra videre til Sri Lanka. Så vi ses og høres ved.
Kh. Lis & Asger

 

En lokal kunstner, Lis og Asger faldt i snak med, poserer sammen med Asger på gaden i Bangkok.