Det danske magasin i Spanien
Han siger, han kan være besværlig – men altid loyal og troværdig med en udbredt retfærdighedssans. Men han er også underholdende. Det bevidner et par timer i hans selskab på et af hans faste ”holdesteder”. Altid klar med en nyhed, en god historie og lidt kritik. Sådan er journalister – specielt dem fra den gode, gamle skole. Fra dengang man lagde sjælen i sit fag og ikke tænkte på sin nattesøvn, hvis man kunne få en god historie i hus. Morten Møllers sjæl ligger nu i La Peña de Dinamarca. Og ofte er arbejdet med hans danske supporterklub til Málaga CFs fodboldhold også gået ud over hans nattesøvn. Men det har været alle anstrengelserne værd. La Peña er en succeshistorie, som til april fylder ti år. Den historie vender vi tilbage til senere.

 
Filmen er ”Jørgen Hansen – den bedste mand”. Mikkel Boe Følsgaard har hovedrollen som bokseren Jørgen ”Gamle” Hansen, der havde sin storhedstid i halvfjerdserne. I samme film har Thomas Guldberg birollen som journalisten Morten Møller fra Aalborg Stiftstidende. Han følger boksesporten på nærmeste hold og har også taget hul på sin storhedstid. ”Fra ’69 og tredive år frem havde jeg et vidunderligt og omskifteligt liv. Det var gode årtier for dagbladene. Vi kendte ikke til nedskæringer og blev sendt ud i verden for at være tæt på de store begivenheder. Og så fik vi lov til noget. En invitation vi tog imod – på godt og ondt,” smiler Morten lunefuldt.

Fart i møllevingerne

Også dengang bankede hjertet for sporten. Derfor var det Morten, der blev sendt til München for at dække De Olympiske Lege. Her fik han hurtigt sin opgave for, da legene udviklede sig til et hidtil uset stort terrorangreb på de israelske sportsfolk. ”Senere på året tog jeg til Tel Aviv for at snakke med de efterladte familier. Jeg var naturligvis af sted for Aalborg Stiftstidende, men det hele mundede ud i et midteropslag i Sveriges største avis, Expressen. Det var en tragisk historie, men nok den mest spændende, jeg nogensinde har lavet,” fortæller Morten Møller, som blandt kollegaer gik under navnet MølleMorten – for vingerne på møllen stod aldrig stille. Altid på jagt efter en ny god historie.
”At være journalist var min livsstil. Sådan var det dengang på redaktionen i Aalborg. Der var en utrolig gejst og holdånd. Det var tidligt op og sent i seng. Aldrig nogen faste arbejdstider. Det kunne kun fungere, fordi min kone, Pia, holdt sammen på trådede i hjemmet. Det har bestemt ikke altid været let at være gift med mig,” erkender Morten ærligt. For det var ikke kun arbejdet på redaktionen, Morten havde travlt med. På de bonede gulve var der også fart i møllevingerne. MølleMorten var et særdeles aktivt medlem af journalistforbundets hovedbestyrelse, hvor han aldrig var bange for at slå fra sig i de hårde overenskomstforhandlinger. Temperament havde han. Og måske derfor nedlagde Se&Hør’s tillidsmand veto, da den afgående chefredaktør Mep, Mogens E. Petersen, ville have Morten til at overtage hans post. ”Dengang ærgrede det mig, men Pia var heller ikke meget for det, så set i bakspejlet, var det måske godt nok, det ikke blev,” mener Morten i dag. Der var derimod fuld enighed, da Aalborg Stiftstidende i år 2000 tilbød en frivillig aftrædelsesordning til sine mangeårige medarbejdere. ”Det gav os muligheden for at flytte til Spanien. Og dybest set havde jeg også brug for at komme lidt ned i tempo,” fortæller Morten Møller. Det kom han også. Men to år i lavt tempo var mere end rigeligt. Så skulle der atter blæses gang i møllevingerne.

Hjertebarnet fylder rundt

Den sportsglade journalist stiftede for ti år siden fodbold fanklubben La Peña de Dinamarca. Et lille upåagtet projekt, som kun de færreste troede på. Men i dag kender alle La Peña. Og mens andre klubber og foreninger skriger efter nye medlemmer og sponsorer, sætter La Peña nye rekorder. ”Det er lykkedes os at skabe en god kultur med hygge, sammenhold og et godt samspil mellem vores medlemmer, gæster og sponsorer. Også omkring events. Det er en af milepælene bag vores succes,” forklarer formanden, som står i spidsen for klubbens omkring 300 medlemmer og et hold på fem medspillere, som går helhjertet ind for sagen. ”Vi arbejder dagligt flere timer for vores klub. Det er bestemt ikke løst fritidsarbejde. Derfor har vi folk på lønningslisten. For at sikre et højt niveau og at arbejdet ikke løber ud i ingenting,” forklarer Morten Møller, som nænsomt forbereder kampoplægget forud for alle Málaga CFs hjemmekampe. Konceptet ligger helt klart. ”Vores medlemmer og altid mange gæster mødes til spisning, hygge og oplæg i Casa Danesa. Derfra tager vi vores lejebusser til stadion. Alle er sammen og alle er glade,” slutter Morten.
La Peña fylder fuldt og succes’en fejres. Triumfen har kostet blod, sved og tårer – og det mærkes på Morten. Derfor har han lovet sig selv, og sin kære Pia, at han om to år trækker sig som formand. ”Men jeg bliver gerne i en anden mindre rolle,” siger MølleMorten. Naturligvis. Møllevingerne går aldrig helt i stå.

Ti Skæve til Morten

1. Har du et hemmeligt talent?
Jeg har overhovedet ingen talenter. Flid har båret mig gennem livet.
2. Hvilke superkræfter ville du ønske, du havde?
Sådanne har jeg. Jeg kan arbejde 20 timer i døgnet.
3. Din dårligste vane?
To glas rødvin for meget.
4. En ting, du gerne ville gøre om i livet?
Intet. Men skulle måske have lært noget mere af alle mine dumheder.
5. Hvad gør dig nervøs?
Optakten til større opgaver som arrangementer.
Og når Málaga CFs klubejer, sheik Al-Thani, kommer til byen fra Doha. Så ved man aldrig, hvad der kan ske af ulykker for klubben.
6. Det viseste råd, du nogensinde har fået?
Slappe af – men det har jeg svært ved.
7. Hvem ville du gerne drikke en øl med?
Helle Thorning-Schmidt, men hun svarer ikke på mine henvendelser.
8. Hvad skal du efter dette interview?
Skrive beretning til La Peña de Dinamarcas kommende generalforsamling og et interview med Kandis til La Danesa.
9. Rykker Málaga C.F. op i 1. division (La Liga)?
Ja, selvfølgelig – her skal en storby som Málaga da være med.
Men ovennævnte sheik kan ødelægge meget.
10. Hvad er dit nytårsforsæt?
Mere tid til familien og en tur til Cuba.
 
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com. Fotos: Mugge Fischer og Simon Goltermann

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.