Det danske magasin i Spanien
Få kan skabe en succes. Færre kan skabe flere. Men Per Mønsted er en af de få. Efter flere store succes’er har den danske iværksætter nu slået sig ned på Costa del Sol. Han kom for at trappe ned, få mere tid til familien og ellers nyde det gode liv. Men det holdt ikke længe. Nu vil han revolutionere ejendomsmarkedet.

Iværksættere må ofte gå den lange vej for at få succes. Men for Per Mønsted har vejen været ekstra lang. Hans tur begyndte nemlig allerede som syv-årig, da han valgte at pakke sine ting og forlade hjemmet. Han gjorde det ikke for sjov skyld. Han gjorde det for at få et liv.

 

”Der mangler risikovillighed i vores samfund. Der er alt for mange tøsedrenge.”

 
 
 
 

Mælkebøttebarnet

Mælkebøtter kan gro alle steder, og sågar vokse op af asfalten. Det passer fint på Per Mønsteds historie. Han kendte vejen og vandrede de tre kilometer, der var til sine bedsteforældres hjem uden for byen. Han ringede på og spurgte om han kunne bo her. ”Min mor var kun 17, da jeg kom til verden, og min far har jeg aldrig set skyggen af. Da jeg var syv år, røg jeg og stjal hos købmanden. Min mor kunne slet ikke tage hånd om mig. Heldigvis kunne jeg se, den var gal. Og heldigvis tog mine bedsteforældre mig til sig,” fortæller Per Mønsted. Mælkebøtten begyndte at gro – også i skolen. ”I modsætning til mange andre iværksættere har jeg gode uddannelser med mig. Jeg syntes, studierne var spændende og gav mig indhold, jeg kunne bruge i min drøm om at blive selvstændig,” forklarer Per. Han levede på en sten men havde det godt – og sjovt. Og spændende blev det for alvor, da snakken en dag på universitet gik på stamceller. ”Jeg havde en professor, som var ekstremt interesseret og tilsvarende havde voldsom god viden om emnet. For 700.000 kroner fik vi etableret virksomheden StemCare og dermed Danmarks første stamcelle-bank,” fortæller den danske iværksætter. Per glemmer sent de livlige debatter og den benhårde konkurrence med Klaus Riskær-Petersen. Og tilsvarende glemmer han ikke, hvordan han blev hyldet på forsiden af Jyllands-Posten for fire dage senere, i samme avis, at blive hængt voldsomt ud. ”Det er en spændende branche, men den er også svær og meget følelsesladet. Men tiden har vist, at vi havde fat i noget rigtigt. Derfor fik vi et købstilbud på et tocifret millionbeløb,” fortæller Per Mønsted. Vi er i slutningen af nul’erne og flere begyndte at handle på nettet. Det gjorde Per også. Men det undrede ham, der ikke fandtes en god finansieringsløsning for køb af varer på nettet.
 

per moensted2 300Serie iværksætter

ViaBill blev næste skud på stammen for Per Mønsted. Og dermed også et stort brancheskift. ”Det tiltrækker mig at prøve noget nyt. Når først en virksomhed kører, begynder jeg at kede mig, og jeg får lyst til noget nyt. Og er det i en ny branche, er det endnu mere spændende,” forklarer Per, som denne gang slog endnu større brød op. I to år havde han 16 folk ansat til at udvikle og arbejde på det produkt, som skulle tilbyde danskerne finansiering af deres køb på internettet. I to år blev der ikke omsat for en krone. Men så kom der hul på bylden, og på 22 måneder fik virksomheden 100.000 kunder. ”Som iværksætter bliver du nødt til at stå fast, tro på dit produkt og investerer det, der skal til. Har du ikke pengene, så find en investor,” siger Per Mønsted, som senere solgte sine aktier i ViaBill til en valuation på et trecifret millionbeløb og gjorde sit livs bedste forretning. Den succesrige forretningsmand sparer ikke på rådene til nye iværksættere. I grove træk mener han, at man skal tænke stort og aldrig må gå i andres fodspor, for så kommer man aldrig foran. Tilsvarende skal man være både en gentleman og så professionel, at man har en plan klar til at dræbe alle andre i rummet, da der sjældent er plads til alle i markedet. ”Det er ikke nok med gode råd fra mig. Vi har alle brug for en god baggrund, og jeg mener desværre ikke, dagens unge iværksættersjæle er klædt godt nok på. Mange kan ikke lave et budget, kender ikke deres faste udgifter og kan ikke se forskel på debit og kredit. Jeg fatter ikke, der ikke undervises mere i privatøkonomi på dagens uddannelsesinstitutioner,” kommer det frit fra hjertet fra Per Mønsted, som holder fast i begrebet privatøkonomi. Han kan nemlig ikke undlade at bemærke tidens forbrugsvaner. ”Unge bruger i dag snildt 100 kroner om dagen på kaffe og en sandwich i en Starbucks eller noget tilsvarende. Vi andre spiste vores madpakker og drak et glas vand til. Det er 3.000 kroner om måneden og 36.000 om året, som fråses op. Efter tre år giver det 100.000, som i stedet kunne investeres i udbetalingen til en lille lejlighed eller til opstarten som selvstændig.” Det er nogle af de dyder, Per Mønsted i dag forsøger at opdrage sine børn efter. De skal gøres sultne og lære at arbejde for tingene, selvom de er født med en guldske i hånden. Det er Pers kone, Mette, helt enig i.

Den kære familie

De mødtes for lidt over 20 år siden og har i dag tre børn sammen. Den ældste er netop begyndt på Herlufsholm og får Statens Uddannelsesstøtte. Men ti procent skal spares op. Tilsvarende tøver Per Mønsted ikke med at spørge sin yngste søn om kursen på enkelte aktier. Han gør det ikke for at være hård, men for at modne og lære dem om privatøkonomi. Og man kan sagtens opdrage og være blød om hjertet på én og samme tid. ”Min familie er det vigtigste for mig og uden siddestykke mit største projekt, hvis man kan kalde det sådan. Måske sætter jeg ekstrem stor pris på det, fordi jeg kommer fra ingenting,” fortæller han åbent og understreger, at familien fungerer så fint takket være sin hustru. ”Jeg har i perioder været meget væk, men heldigvis kommer Mette fra en iværksætterfamilie og forstår, der skal arbejdes meget for at få succes. Hvis ikke det var sådan, ville tingene slet ikke hænge sammen for mig,” konstaterer den danske iværksætter, som ikke længere kan holde fingrene fra det spanske ejendomsmarked.
 
 

”Dagens unge er desværre klædt for dårligt på. Mange kan knap lave et budget.”

 

Vil revolutionere ejendomsmarkedet

Da familien skulle realisere deres spaniensdrøm, følte de sig på herrens mark. Per Mønsted fik slet ikke den info og vejledning fra ejendomsmæglerne, som han havde forventet og tilmed, synes han, var instrukserne fra advokater og revisorer meget tvetydige. ”En mægler tjener her fem procent på en handel. Det er langt over det dobbelte af, hvad der tjenes på en handel i Danmark. Det er jo helt skævt,” mener Per, og bebuder, at hans nye tiltag Mojo Estates om et halvt år vil være helt oppe i omdrejninger.
 
”Vi har brugt meget tid med bankerne, for at sætte os ind i, hvordan de tænker og udregner lån. Tilsvarende forsøger vi at få dem til at acceptere begrebet godkendelse af forhåndslån, så både vi og vores købere får et præcist overblik over købsbudgettet. Alt for meget tid og alt for mange handler falder til jorden, fordi der ikke er klarhed omkring budgettet,” mener Per Mønsted, som har slået sig sammen med Jacob Johansen, som er en erfaren herre i branchen. Deres Mojo Estates er også Mojo Rental. ”80 procent af dagens købere køber en feriebolig. Det giver et stort udlejningspotentiale, som vi hjælper køber med at få udnyttet bedst muligt. Den vej rundt gøres en god handel og til markedets laveste salgskommission 30 procent billigere end andre. Vi skal være bedre, billigere og et par skridt foran det andre. Sådan er det,” kommer det ordklart fra den nye mægler, som har investeret stort i sit nyeste projekt. ”Jeg har bemærket, at mange blålys i årenes løb har slået vejen forbi Costa del Sol, men vi investerer, tænker langsigtet og har et anderledes koncept, som også vil bestå, den dag markedet vender, bliver Per Mønsteds sidste ord på en god og lang snak. Han inviterede os indenfor i familiens nye domicil i Benalmádena. Man behøver hverken have talent eller den store fantasi for at se, der både er blevet investeret masser af penge og tid på familiens nye hjem. Alt er nyt og designet i klare, rene linjer, med masser af gulv-til-loft vinduer og udsigt over Middelhavet. Herfra funderer den nu 48-årige Per Mønsted meget over livet. Kun han selv ved, om han tænker fremad eller ser tilbage. Men det er nok begge dele. For han nævner, at hans sidste projekt en dag skal være et børneprojekt. Et anderledes og bæredygtigt projekt, som skal hjælpe børn og unge på vej. Visionen er klar. Det samme er fortidens minder. Per Mønsted er historien om mælkebøttebarnet, der fandt nøglerne til succes.
 

”Det er sundt at skifte branche. For mig er det et must. Ellers kommer jeg til at kede mig.”

 
 
per moensted1
 
Af Henrik Andersen, henrik@norrbom.com 
Foto: Simon Goltermann & Mugge Fischer, Video: Simon Goltermann

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.