Det danske magasin i Spanien
Kan dine hænder og dit smil gøre gavn i Margrethekirken?

Kan dine hænder og dit smil gøre gavn i Margrethekirken?

Bor du her hele året i Spanien? Eller blot lidt af vinterhalvåret? Kan du lide at være del af et aktivt, meningsfuldt og rart, dansk fællesskab, mens du er her? Så har Margrethekirken stærkt brug for mennesker som dig.

I disse år tales der meget om varme hænder: Varme, glade, flittige hænder er en efterspurgt vare. Ikke bare i Danmark, men i hele Europa.

Også i Margrethekirken har vi brug for varme hænder. Mange. Vi har nemlig et væld af arrangementer og aktiviteter, som alle har til formål at give menigheden og danskerne på Solkysten en god oplevelse. Du kan deltage i en debat eller i en udflugt, du kan komme til basar eller opleve en koncert i vort fantastiske kirkerum. Høre et godt foredrag, se en film, læse bøger og diskutere det, du har hørt, set eller læst, med andre. I løbet af året er der en bred vifte af tilbud, som gerne skal være til glæde for mange forskellige mennesker. Uanset hvilken alder, man har.

Og så er kirkebygningen er snart 20 år gammel og flere vedligeholdelsesarbejder trænger sig på – det mangler vi også frivillige til.

De mange aktiviteter forudsætter, at der er nogle mennesker, som har tid, lyst og overskud til at hjælpe. Mennesker, som kan lide at være sammen med andre og færdes i en sammenhæng med masser liv. Og møde sjove udfordringer.

De frivillige vi har, tryller flere gange om ugen i køkkenet, så alle kan få slukket tørsten med duftende varm kaffe eller te og nyde et stykke lækkert hjemmebag, når der er ”halvleg” mellem foredrag eller koncerter – eller efter gudstjeneste. En sådan kraftanstrengelse kræver mange frivillige hænder. Mens de frivillige går og gør klar til serveringen i pausen, kan de både nå at lytte og le med til alt det, der bliver sagt inde i kirken (takket være vores højttaleranlæg) – og hyggesnakke med hinanden. Det giver en god team-ånd.

Vi søger ikke kun efter frivillige, vi leder også efter yngre medlemmer, der har lyst til at deltage i menighedsråds-arbejdet. Det kræver ikke specielle kompetencer ud over viljen til at hjælpe andre og bakke op om vores fælles kirke. Træffe nogle beslutninger og finde måder at realisere dem på.

Har du tid, lyst og kræfter til at yde en indsats og give en hånd med ind i mellem, på den ene eller den anden måde?

Så kom hen til Margrethekirken og snak med os, når vi har gudstjeneste om søndagen kl. 11.00. Eller besøg os om onsdagen i caféen mellem kl. 15 og 17. Så bliver vi glade, og du bliver også selv lidt gladere – og sammen kan vi gøre andre endnu gladere.

Du kan også ringe til formanden for menighedsrådet, Ejler Wandahl, +34 952 568 451 eller til vores præst, Iben Snell, +34 952 587 481

Se flere informationer på: www.Margrethekirken.com

 

Vel mødt til det frivillige arbejde og et hyggeligt fællesskab!

Af Margrethekirken

Del

Du vil måske også kunne lide

© 2009-2019 La Danesa – Norrbom Marketing.
Designed and developed by yummp.

Søg på La Danesa

Planlagt vedligeholdelse: Lørdag d. 5. august 2023 fra kl. 8.00 vil der foretages opdateringer på ladanesa.com.​ Vær opmærksom på, at sitet vil være utilgængeligt i den periode der foretages opdateringer, og det samme gælder for La Danesas App.